Halsnæs Kommune har kyst ud mod Kattegat, Isefjord og Roskilde Fjord, hvilket giver en samlet kystlinje på 61 km. Da den er eksponeret ud mod forskelligartede farvande, er kysten ret varieret. Nordkysten mellem Spodsbjerg og Liseleje er en klintkyst ud mod Kattegat med relativt lange, frie stræk mod vest og nordvest. Herfra kommer også de stærkeste vinde, og under de rette vindforhold kan brændingsbølgerne blive 3 m høje. Under pålandsstorme øges middelvandstanden så meget, at klinterne udsættes for direkte bølgeerosion. Fra Spodsbjerg og sydpå vender kysten mod vest, og det frie stræk mod Rørvig er kort. Ved Lynæs knækker kysten og bliver sydvendt. Herfra er vinden som regel svag, og det frie stræk mod Hornsherred er kort. Kysten knækker igen mod syd ved Frederiksværk, så den bliver vestvendt og ligger i læ af Hornsherred.
Den smalle strandbred ved Spodsbjerg består af rullesten og ral. De op til 34 m høje klinter langs kysten er under hårdt angreb fra bølgerne, og for at dæmpe erosion af klinten er der etableret bølgebrydere og skråningsbeskyttelse af store sten. Materialetransporten fra vest mod øst langs nordkysten begynder ved Spodsbjerg, så der her opstår et underskud af løse sedimenter. Før den omfattende kystbeskyttelse blev etableret, transporterede havet også sand mod syd ned mod Hundested Havn. Dette gjorde den oprindelige øhavn landfast og skabte den lille, naturlige strand Trekanten, som blev holdt på plads af havnemoler og en sandfanger.
Også strækningen fra Spodsbjerg og østpå til Liseleje er udsat for voldsom bølgeerosion. Der er derfor etableret kystbeskyttelse i form af bølgebrydere og skræntfodssikringer, som holder moræneklinterne på plads og sørger for, at bebyggelsen ikke skyller i havet. Indtil kystbeskyttelsesanlæggene blev etableret, var den naturlige erosionsrate 0,5‑1 m om året. Efterhånden som klinterne rykkede tilbage, blev det løse sand frigjort, men det forhindres i dag af kystbeskyttelsesanlæggene. Det har medført, at strandbredden fra Spodsbjerg og østpå til Kikhavn primært består af rullestensstrandvolde, og at det vanddækkede strandplan er stenet og sandfattigt. Først ved Kikhavn og Gråstenvej Strand findes en egentlig sandstrand, som bevares ved sandfodring.
I Atlantisk tid dannede Littorinahavet en fjord ved Nødebohuse, og morænebakkerne ligger derfor inde i land. Den forhistoriske fjord udgør i dag et lavtliggende landbrugsareal, som er beskyttet af et dige, der blev opført i 1921 og forstærket med en stenkastning i 1973. Længere mod øst bliver moræneklinterne igen eksponeret for bølgerne, og som led i det første strandfodringsforsøg på nordkysten blev der 1984‑86 udlagt knap 25.000 m3 sand ved Hald Strand.
Ved Hyllingebjerg blev der i 1998 etableret en omfattende kystbeskyttelse bestående af bølgebrydere, skræntfodssikring og en strandfodring på 70.000 m3 sand. Moræneklinterne og den kystnære bebyggelse ophører ved Liseleje. Langs Melby Overdrev har kysten fået lov til at udvikle sig naturligt, hvilket betyder, at stranden ligger 50‑60 m længere inde i landet end vest for bølgebryderne. Kysten er en strandvoldskyst, som blev dannet, da sundet mellem Kattegat og Arresø blev afspærret i forbindelse med landhævningen efter sidste istid. Stranden er 30‑50 m bred med et bredt bælte af ret høje klitter, som er bevokset med sandhjælme og marehalm. På det vanddækkede strandplan findes 2‑3 revler, som afløser det sandfattige abrasionsflak mod vest.
Syd for Hundested Havn spærrer havnemolerne for tilførslen af sand. Kysten er under erosion og derfor sikret af kystbeskyttelsesanlæg, og først fra På Lyngen og sydpå mod Lynæs Havn findes en naturlig sandstrand med lave klitter. Langs sydkysten af Halsnæs går sandtransporten mod øst, men da Hornsherred giver gradvis mere læ, aftager de løse sandmængder, jo længere man kommer ind i bugten. Pynten ved Skuldeklint står med stejle moræneklinter, og det eroderede materiale herfra er aflejret i øst som strandvolde på fladen ved Sølager. Her har et krumoddesystem gradvis afspærret den tidligere bugt, Brønden, mellem Skuldeklint og klinterne ved Grønnesse. Ved Sølager er der en smal sandstrand. Længere østpå bliver kysten mere beskyttet, og fra Byåsgård mod Hanehoved opstår der en tilgroningskyst, hvor stranden foran moræneklinterne består af tangbunker, strandeng og tagrørsvegetation. Strandplanet er fladt og lavvandet ud mod den dybe Kulhus Rende.
Syd for Frederiksværk stiger bølgeaktiviteten, og tilgroningskysten afløses af en smal sandstrand. Nogle steder er klinterne under erosion som ved Hybenvej i Kregme, hvor væltede træer hænger ud over strandbredden, og store sten på stranden vidner om, at klinterne har rykket sig tilbage. Længere mod syd kommer kysten i læ af Hornsherred, sandstranden bliver mindre, og ved Store Havelse Strand ligger et smalt marint forland foran de bevoksede klinter.
