Bag Eskør Inddæmning og Tybrindvej åbner Flægen sig ud mod Tybrind Vig, mens den lille Hygind Bæk slynger sig i brede buer gennem de tætte rørskove og åbne strandenge. Det store tragtformede strandengsområde har formentlig fået navn efter sin plantevækst; ordet flæg har nemlig været benyttet som en samlebetegnelse for forskellige sumpplanter med flade, sværdformede blade, heriblandt gul iris (flæglilje) og dunhammer (flægkølle).
.
Vest for Gamborg ligger voldstedet Gamborg i form af to banker, der er adskilt og afgrænset af grave. Voldstedet udgør resterne af borgen, der blev omtalt for først gang i 1286 under navnet Gamleborrig, da den blev pantsat til hertugerne af Sønderjylland. Voldstedet ligger ud til Ellebæk Vig, som afgrænses af fastlandet mod nord og af Svinø mod syd. Stort set hele kysten langs Ellebæk Vig kantes af strandeng.
.
I værket Danmark i Skildringer og Billeder af danske Forfattere og Kunstnere fra 1887‑93 vises en marsvinefangst i Gamborg Fjord. Ved at slå på vandet med ris og kæppe drives marsvinene sammen, så de kan indfanges i et vod og føres ind på lavt vand, hvor de aflives. Efterfølgende samles de små hvaler på stranden, indtil de kan sejles til videre behandling på et trankogeri.
.

Middelfart Kommune har en 116 km lang kyst ud mod Lillebælt. Den vestlige kyst er stærkt fliget med flere halvøer, der ligger adskilt af Tybrind Vig, Føns Vig og Gamborg Fjord. Mellem Hindsgavlhalvøen og Røjle Klint følger kysten Lillebælts snoede forløb, mens den i nord præges af især Røjlehalvøens markante klintkyst. Længere mod øst ligger Båring Vig. Selv om den relative havstigning har været forholdsvis beskeden, har der været tilstrækkeligt med sedimenter til at skabe ganske store marine forlande.

Længst mod syd giver et fed læ for Brændeås udmunding og er næsten vokset sammen med et andet fed, der kommer sydfra. Kysten langs den sydlige del af Wedellsborghalvøen præges af smalle strande, lave klinter og et sedimentfattigt strandplan, mens der på halvøens nordside er marine forlande med lange oddedannelser og afsnørede strandsøer. I Tybrind Vig er der revledannelser på strandplanet, og i bunden af vigen ligger det marine forland Flægen, som strækker sig mere end 2 km ind i land og indeholder et vifteformet strandvoldskompleks. Strandvoldene og forskydningen af Hygind Bæk viser, at materialetransportens retning veksler mellem nord og syd. Ud for Wedellsborg Hoved ligger den ca. 200 ha store Brandsø, som består af en kerne af moræneler omgivet af lavtliggende marint forland.

Et bælte af marint forland strækker sig tværs over halvøen Ålehoved, så den tidligere ø er blevet landfast med Fyn. I bunden af Føns Vig findes endnu et marint forland, hvis størrelse og udvikling minder om den, der er foregået i Flægen.

Mellem Føns Vig og Gamborg Fjord strækker Fønsskov sig så langt ud i Lillebælt, at halvøens spids kun er et par kilometer fra den jyske kyst. På halvøens sydside, hvor kysten næsten ikke har ændret sig gennem de sidste 250 år, ligger to store marine forlande. Også nordkysten er forblevet stabil i perioden, hvorimod Fønsskov Odde er vokset.

I bunden af Gamborg Fjord ligger Føns Vang, der tidligere var en fortsættelse af fjorden. Med anlæggelsen af en dæmning blev Føns Vang tørlagt, men er siden genoprettet som en sø, der ligger 1 m under havniveau. I slutningen af 1700-tallet blev 54 ha i bunden af Gamborg Fjords nordlige arm desuden afskåret ved to dæmninger til Svinø. Det skabte Gamborg Nor og gjorde Svinø landfast med Fyn. Det indre fjordområde øst for øen er ved at gro til, og det oprindelige vandareal er mere end halveret.

Vest for Middelfart ligger den ca. 400 ha store Fænø. I nordøst er kysten udbygget med lange oddedannelser med afsnørede strandsøer, men ellers kantes øen hovedsagelig af klintkyster.

Hindsgavlhalvøens kyster består også overvejende af klinter, smalle strande og et smalt, stejlt strandplan. Nordvest for herregården Hindsgavl ligger den tidligere ø, Slotsbanke, der ved strandvoldsdannelser er blevet landfast med resten af halvøen. Kysten omkring Middelfart præges af købstadens bebyggelser og havneanlæg samt af de to Lillebæltsbroer.

På Røjlehalvøen, mellem Strib Odde og Klintholm, er kystklinten høj og under erosion. Klintens plastiske ler fører ofte til skred, og leret fjernes let af bølger og strøm, så klinten forbliver blottet. På nordkysten af Strib Odde dækkes strandvolden, som afspærrer Røjle Mose fra havet, af flyvesand. Både øst og syd for odden findes ferskvandsaflejringer, som er adskilt fra havet af strandvolde.

I Flaskebugt i Båring Vig ligger det store marine forland Vejlby Fed, der er dannet som en strandvoldsslette. Bag Vejlby Fed ligger den tidligere havbugt, Møllemade, som i syd gennemløbes af Aulby Mølleå. Både Vejlby Fed og kysten på begge sider af åmundingen er i vækst.

Mellem Båring Strand og Varbjerg Strand består kysten af en inaktiv kystklint med en forholdsvis bred sandstrand. Pavebæk og Storå udmunder ved Varbjerg Strand. Da begge ådale er afspærret mod kysten af brede strandvolde, får de to åer et fælles udløb i den lille lystbådehavn.

Marsvin og marsvinefangst

Marsvinet er en af verdens mindste hvaler og samtidig den eneste hval, som med sikkerhed yngler i danske farvande. Sin lidenhed til trods har marsvinet været genstand for en storstilet, organiseret fangst, der i Lillebælt går helt tilbage til middelalderen.

Der er drevet marsvinefangst flere steder i landet, men den største foregik i Gamborg Fjord. Fangsten mindede om den grindefangst, som i dag foregår på Færøerne. Mellem mortensdag (d. 11. november) og kyndelmisse (d. 2. februar) sejlede marsvinejægerne ud fra Middelfart i små både og drev marsvinene ind på lavt vand ved Svinø, hvor de blev fanget i net og aflivet. En sæson kunne give 1.500‑1.800 marsvin, og det anslås, at der op igennem 1800-tallet blev nedlagt ca. 100.000 marsvin alene i Lillebælt.

Oprindelig blev marsvinene bragt til Marsvinebanken, formentlig svarende til den nuværende Sildemark ved Gamle Havn i Middelfart, hvor man kogte tran. Fra 1822 blev de i stedet fragtet til Teglgården, og i 1827 fik man et egentligt trankogeri, som pga. lugten blev kaldt »Middelfart Gasværk«. Trannen blev især benyttet som lampeolie, bl.a. i Odenses gadelamper.

Marsvinejægerne var organiseret i Middelfart Marsvinejægerlaug, som havde ti både og 30 medlemmer. Udbyttet blev delt i 31 lodder; den sidste var til Sankt Nikolaj Kirke. Efter en tilbagegang stoppede jagten omkring 1797, men blev genoptaget 1819-92. Lavet blev opløst i 1898, om end marsvinefangsten kortvarigt blev genoptaget under 1. og 2. Verdenskrig. I 1959 blev Marsvinslauget i Middelfart stiftet som en historisk forening uden fangst.

Marsvinet blev fredet i Danmark i 1967 og er opført på habitatdirektivets bilag II og IV. Lillebælt huser i dag en af landets tætteste bestande, og i 2016 blev marsvinebestanden i hele Bælthavet anslået til at ligge på ca. 42.000 individer.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Middelfart Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kyster