»Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg,/til Ringsted lader hun sig vente«. Dagmars ankomst til Ribe, hendes liv og tragiske død er fastholdt i flere folkeviser, fx i »Droning Dagmars dødelige Affgang«, der indgik i Anders Sørensen Vedels Hundredvisebog (1591). Stedet og rejsen er også temaet i en anden tid, hvor Peter Seeberg i novellen »Rejsen til Ribe« (1957) skildrer en person, der vil »til Ribe, og ikke blot til Hviding, hvor der var en anstalt«, han »ville se den søjle, hvor stormflodshøjderne var angivet« og »gå til Esbjerg og tage til England«. Sammenhængen mellem pionerbyen Esbjerg og vejene over havet skildres af Erich Erichsen, der en lang periode var socialdemokratisk byrådsmedlem i byen. Hans forfatterskab omfatter mere end 40 prosaværker, hvoraf Der er et yndigt Land (1901) omhandler »nybyggerbyen«. Esbjerg er også til stede i Leif Panduros Av, min guldtand (1957): »Oppe ved rådhusets trappe står de kommunale bænke. Heroppe sidder de gamle mænd og kikker med blege øjne gennem tågede minder«. Panduro drev et par år før en tandlægeklinik i Esbjerg, men gik konkurs, så av, min guldtand. 1957-62 var Panduro skoletandlæge ved Danmarksgades Skole.
Dramatikeren Kjeld Abell, født i 1901 i et lærerhjem i Ribe, samt Knud Sønderby, født i 1909 i Esbjerg, flyttede begge som børn fra området. Sønderby erindrer siden i Af Gader og Mennesker i min Barndoms By: »at sommetider lugtede de andre stærkere end ellers. Det har vel været de dage, hvor jeg ikke selv stank noget videre. Jeg er blevet klar over hvad det kom af. Bakskul! De vindblæste isinger, der var ligeså typiske for gadebilledet i Esbjerg, hang ligeså tæt på tørresnorene som vasketøjet i italienske småbyer.«
Per Højholt, født i 1928, voksede til gengæld op og boede en årrække i Esbjerg. I Højholts eksperimenterende forfatterskab er den vestjyske vandnatur til stede som i »Poetisk landskab« fra Poetens hoved (1963): »al arkitektur kommer under vand. Hvilken mægtig flodseng for storkene at flyve over og om lidt besøge efter hvilen i de genfundne reder.«
Benny Andersen forlod som 19- årig sit sikre kontorjob i hovedstaden for at blive barpianist på Palads Hotellets bar i Skolegade i Esbjerg. Det gjorde ham nærmest voksen, har han sagt, og i Verden uden for syltetøjsglasset (1996) lyder det: »Den gang jeg var teenager/var der ikke noget der hed teenagere/ vi hed ikke noget/vi var ikke noget/ vi var ikke børn/ville gerne være voksne«. Lean Nielsen, der skrev digt- og prosaværker, boede i perioder på Ungdomshøjskolen ved Ribe i Vester Vedsted, hvor Henrik Noer, digter og medstifter af Forfatterforlaget Attika, var forstander. Lean Nielsen har skildret egnen i Undskyld, hvad er klokken? (1994). Stedet og rejsen er ligeledes stof i Hans Edvard Nørregård- Nielsens erindringsrække og specielt i Riber Ret (2001), hvor han skildrer ungdomsforelskelse »på Mandø og i maj året efter«. Viggo Madsen, forfatter til lyrik og prosa, er født i Esbjerg. Krimiforfatteren Jens Henrik Jensen boede i en periode i Esbjerg. Line Wenzel fra Tjæreborg og Hans Hedegaard Andersen fra Hjerting skriver fra deres lokaliteter. Det karakteristiske havnemiljø i Esbjerg er skildret af den tidligere havnearbejder Erik Trigger Olesen som ni røverhistorier i Guldklumpen. Havnehistorier (2018), mens Jens Gnaur samme år udgav Havskum, og Mogens Karlsen i 2015 udsendte romanen Esbjerg.
Thorstein Thomsen udgav i 2008 Sne på hendes ansigt, der skildrer religiøse spændetrøjer i den fiktive landsby »Lejet« nær Esbjerg og et dystopisk miljø i Esbjerg i en slægtskrønike, der tager sit udgangspunkt i 1936. Egon Clausen skabte sammen med billedkunstneren Erik Hagens EsbjergEvangeliet i 2007 som en 40 m lang udsmykning og en almanak med 365 tekster. Der er kritisk brug af inspirationer fra tekststeder som Markusevangeliet 4,19: »denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt«. Ordet søger frit lejde i Esbjerg Kommune, som det gjorde det hos Hans Adolph Brorson i »Op! All den ting, som Gud har giort« fra 1734, der indgik i Troens rare Klenodie (1739): »Hvad skal jeg sige, naar jeg ser,/Hvor stierne-flokken blinker,/Hvor mildt enhver imod mig leer/Og op til himlen vinker?« Eller hos Ambrosius Stub, da han gik fallit og erklærede, at: »Jeg er fornøyet med min Gud,/Han hielper mig af Nøden ud«.
