Taarnhøj

I forbindelse med den store landsdækkende herredsberejsning besøgte C. Blinkenberg i 1893 Kirke Stillinge sogn og beskrev lokaliteten (sb.nr.31) således: "Overpløjet og udjævnet Høj "Taarnhøj" paa høj Bakke. Højen bortkørtes, efter Ejerens Meddelelse, i hans Bestedfaders Tid; der fandtes da mange (10-20) Urner med brændte Ben. Af fundne Genstande mindedes kun en Bronzenaal."

Gårdejer Hans Kristensen begyndte i maj 1909 at udgrave "kæmpehøjen" Taarnhøj på sin mark. Indtil 1850, hvor den blev afgravet og udjævnet for, at der kunne pløjes hen over den, havde den været egnens største og højeste. Hans Kristensen var fortørnet over, at Museets mand i forbindelse med herredsberejsningen havde afvist at lade højen undersøge og gik derfor nu selv i gang med det. Han gravede et hul ned midt i højen, og først da han ca. 5-6 fod under overfladen stødte på noget opløst egetræ, anmeldte han fundet til Nationalmuseet.

I slutningen af maj undersøgtes graven af museumsinspektør Hans Kjær, som fandt rester af en kiste, dannet af en udhulet egestamme og anbragt på en stenlægning. Imellem kistens bund og låg, der var faldet helt sammen, fandtes følgende bronzeoldsager, der viser, at den døde må have været en kvinde: en halskrave, en bælteplade og under den en dolk, to spiralfingerringe foruden nogle brudstykker af bl.a. en bøjlenål.

I efteråret 1909 stødte gårdejerens søn ved pløjning på endnu en grav, denne gang i højens udkant. Hans Kristensen forestod selv udgravningen af den formodede trækiste, og oldsagerne, et bronzesværd og fragmenter af en bøjlenål, indsendtes til Nationalmuseet.

"Høj, 1,8 x 15 x 15 m, med stor nedgravning i toppen. I ager."