Bebyggelsen var præget af landsbyer af varierende størrelse; udskiftningen af dem fandt sted ca. 1780-1810.
Der skete en rydning og udnyttelse af den daværende Stensved Skov i perioden, og to salpeterværker var virksomme. Købstæderne forblev alle små og havde problemer med havneforholdene. De oplevede alle befolkningstilbagegang frem til ca. år 1800, bl.a. som følge af krige, epidemier og brande. Herefter gik det fremad med opblomstring af handel.
Før amtsreformen i 1662 lå Møn i Stegehus Len, Bogø i Nykøbing Len, området omkring Jungshoved og Allerslev i Jungshoved Len og det resterende af kommunens område på Sjælland samt Masnedø, Tærø og Langø i Vordingborg Len. Med reformen blev lenene til amter, dog sådan, at Stegehus Len skiftede navn til Møns Amt. I 1665 blev Jungs hoved Amt indlemmet i Vordingborg Amt. Bogø overgik i 1689 fra Nykøbing til Møns Amt. Fra 1803 var hele om rådet samlet i Præstø Amt. Med oprettelsen af købstads- og sognekommuner i hhv. 1837 og 1841 blev området fordelt på 25 kommuner, heraf tre købstadskommuner, nemlig Vordingborg, Præstø og Stege. I 1843 blev Udby-Ørslev Sognekommune delt i to, og i 1846 opstod Nyord Sognekommune som en udskillelse af Stege Landsogns Sogne kommune.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Der kan ikke siges noget helt præcist om befolkningsudviklingen i den nuværende Vordingborg Kommune før folketællingerne i slutningen af 1700-tallet.
Vordingborg og Præstø voksede frem til svenskekrigene, hvorefter de gik i stå til omkring år 1800. Stege oplevede en tilbagegang allerede omkring 1550 og begyndte først at vokse omkring år 1800. Epidemier som pest i Vordingborg i 1655 og i Præstø i 1711 gav sammen med brande tilbageslag. På landet var der vækst til ind i 1600-tallet, herefter var der stilstand, indtil væksten igen satte ind midt i 1700-tallet.
Ved den første rigtige folketælling i 1787 havde det nuværende kommuneområde 19.739 indbyggere, heraf 960 i Vordingborg, 829 i Stege og 402 i Præstø. I 1850 var befolkningstallet i kommunen steget til 33.119, heraf 1.579 i Vordingborg, 1.808 i Stege og 951 i Præstø.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Ved matriklen 1688 bestod bebyggelsen på Møn af landsbyer af blandet størrelse. Det mest karakteristiske var, at de fleste lå så langt væk fra havet som muligt og hermed i yderkanten af deres tilliggende. De lå således meget tæt på hinanden i en bue over øen. I den vestlige del lå også nogle enkeltgårde. I den sjællandske del af det nuværende kommuneområde var landsbystørrelsen også meget varieret. I den sydøstlige del lå en hel del enkeltgårde. Der var hele 16 landsbyer med over 20 gårde. Størst var Ørslev med 39, Bogø med 32, Bårse med 30, Lundby og Viemose med hver 29, Stensby og Svinø med hver 28 samt Kalvehave og Mandemarke med hver 26. Øst for Vordingborg, fra Hulemose til Kalvehave, strakte sig den store Stensved Skov, som i løbet af 1700-tallet blev mere og mere udsat for rydninger. Strækningen langs kysten fra Stensby helt op til Jungshoved var præget af udnyttelsen af skoven. Der var i hvert fald fra 1600-tallet en stor produktion af båndkæppe, som brugtes til at binde om tønder; der fandtes hele båndkæppeskove. Dette blev suppleret med en stor produktion af æbler. Begge dele sendtes til København, før år 1800 ad lande vejen, efter år 1800 blev begge dele solgt lokalt til skippere, som sejlede dem til København til videresalg. Endelig gav skoven materiale til en større fremstilling af husflid til salg. På Nyord var der allerede i 1700-tallet omfattende lodseri og fiskeri.
På tidspunktet for matriklen 1688 var der lidt mere end én husmand med jord for hver ti gårdmænd, hvilket var nogenlunde det samme som for det meste af Sjælland.
Under udskiftningen af landsbyerne ca. 1780-1810 blev en stjerneudskiftning med aflange lodder, eventuelt kombineret med en blokudskiftning, foretrukket på den sjællandske del, mens der på den mønske blev færre, men større lodder, tilbage i landsbyen. Der var efter udskiftningen omkring lige så mange husmænd som gårdmænd, og der kom flere til efter 1810. Særlig mange var der i og omkring Stensby Skov.
Godssystemet i området var præget af kronen. Oprettelsen af det vordingborgske rytterdistrikt i 1719 kom til at betyde, at så godt som hele den sjællandske del af kommunen efterhånden kom til at høre under dette distrikt. En tilsvarende udvikling skete på Møn med det mønske ryttergods. Bogø hørte under det lollandske ryttergods.
Der kendes mindst 26 herregårde, men kun ni stammer tilbage fra middelalderen, og kun tre har overlevet til i dag, nemlig Oremandsgård, Beldringe og Lekkende. Ved matriklen 1688 var der kun syv, hvoraf en, Vordingborg Slot, var meget stor med 207 tønder hartkorn herregårdsjord. De fleste herregårde stammer fra salget af det mønske gods i 1769 og det vordingborgske rytterdistrikt i 1774. Nyord og Bogø blev solgt til selveje i 1769.
I 1770 var der i den sjællandske del af kommuneområdet mindst 12 vandmøller og fem vindmøller. En del af vandmøllerne lå i den sydlige del tæt på havet, således var der ved Stensby Møllebæk tre vandmøller, ved (Langebæk) Møllebæk to og ligeledes to ved udløbet fra Hulemose Sø. Tre vand‑ møller lå ved Mern Å. Vindmøllerne lå mest i den nordlige del. På Møn var forholdet omvendt, her var otte vindmøller og én vandmølle. Bogø havde en vindmølle.
Der var to salpeterværker; et ved Ugledige, som producerede salpeter i perioden 1621‑46, og et værk uden for Stege, som kun producerede i årene 1626‑27. Værket ved Ugledige var det fjerdestørste i Danmark med en samlet produktion på 11 tons, mens det ved Stege kun nåede ét ton.
Kun få strukturer og bygningsrester fra perioden er arkæologisk undersøgt, hovedsagelig i forbindelse med større tracégravninger. Det drejer sig om vejbroer, stenkister, brolægninger, kanaler og diger. Anlæggene er typisk fra tiden, før de moderne landeveje blev anlagt i 1800‑tallet, og vidner om færdsel gennem landskabet før de statslige veje.
Vordingborg, Præstø og Stege hørte til de små købstæder. Alle havde problemer med havnen, og de to første, især Vordingborg, led også under et lille opland, hvor København fra 1700‑tallet overtog en pæn del af kornhandelen.
Vordingborg havde en fordel i at være forbindelsesled sydover, ligesom først Vordingborg Slot og senere byens garnison gav et godt kundegrundlag. Der var fremgang indtil 1655, da pesten ramte; herefter fulgte svenskekrigene med efterfølgende tilbagegang og stilstand, fremmet af fire store brande i hhv. 1718, 1729 (to gange) og 1781. Ved anlæggelsen af dæmningen over Badstuesøen i 1806 fik Vordingborg forbedret forbindelsen til oplandet betydeligt, og købstaden blev i stand til bedre at udnytte det opsving i landbruget, som allerede havde sat byen i gang igen.
Præstø havde gode tider frem til svenskekrigene, dog ramtes byen af stormflod i 1625 og af ildebrande i hhv. 1641 (to gange), 1645, 1668, 1750 og 1757. Præstø var garnisonsby i perioden 1644‑1785. Præstø led under ulovlig handel, hvor bønderne i oplandet solgte deres varer til smug‑ handlere. Med de bedre tider for landbruget fra slutningen af 1700‑tallet kom en fremgang, hvor især storkøbmanden H.C. Grønvold havde en omfattende korneksport og desuden etablerede et sildesalteri.
Stege var ved middelalderens slutning en rig købstad pga. deltagelse i sildemarkederne i Skåne, men med deres ophør i midten af 1500-tallet sank den ned til at blive en lille købstad. Dens store problem var oplandet. Bønderne havde fra gammel tid været vant til at handle direkte med Tyskland, og den rettighed gav de ikke uden videre fra sig, de havde bl.a. sejlads på Tyskland fra Grønsund Færgested.
Tilbagegangen fortsatte under og efter svenskekrigene. En eventuel vækst i 1700-tallet blev sat i stå af store brande i hhv. 1740, 1754, 1761 og 1774. Forbedrede forhold for landbruget fra slutningen af 1700-tallet og en uddybning af sejlløbet til havnen i begyndelsen af 1800-tallet bevirkede en opblomstring af handelen.
En undersøgelse af de ældste gulve og fundamenter i præstegården Morten Reenbergs Gård i Stege har dateret den ældste del af bygningen med teglstensgulve til 1500-tallet. Under et af de yngre gulve blev der desuden fundet en 3 kg stor sølvskat bestående af 155 sølvdaler fra perioden 1543-1655.
Borre var i praksis ophørt med at være købstad efter sin ødelæggelse i 1510, dog blev privilegierne fornyet så sent som i 1648.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Hans Hansen (1815-67), som var udlært bomuldsvæver og boede ved Mern, sluttede sig i 1840’erne til den politiske gruppering Bondevennerne og blev i 1848 opstillet til valget til Den Grundlovgivende Rigsforsamling for Præstøkredsen. Modkandidaten i kredsen var den nationalliberale professor i teologi H.N. Clausen. Valget i Præstø blev klart vundet af væver Hansen, som fik opbakning fra vælgerne på landet. Det udløste en voldsom strid, ikke mindst fordi Hans Hansen tidligere havde været arresteret, men ikke var blevet dømt, for småkriminalitet. I de nationalliberale kredse var man forfærdede over, at en uuddannet person fra underklassen på landet kunne vinde en valgkreds, hvilket førte til udbredt skepsis mod den almindelige valgret. Der blev rettet voldsomme personangreb mod Hans Hansen, som nogle måneder efter valget nedlagde sit mandat. Ved omvalget i Præstøkredsen blev N.F.S. Grundtvig valgt til Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Hans Hansen fortsatte sin politiske virksomhed på lokalt plan, hvor han havde en vis indflydelse.
Læs mere om historie i Vordingborg Kommune
Læs også om
Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850
Se alle artikler om 1536-1850
