af . Begrænset anvendelse

Fredensborg Kommunes landskaber

Morfologisk kort over de vigtigste landskabselementer i Fredensborg Kommune. Stort set hele kommunens landskab blev dannet under sidste istid. De store gletsjere afsatte bundmoræne, og da de trak sig tilbage, efterlod de store mængder dødis. Efter at dødisen var smeltet, stod et småbakket dødislandskab tilbage. Havniveauet steg, efterhånden som istidens gletsjere smeltede, og de lavtliggende områder blev oversvømmet. Ved Nivå Bugt opstod der en fjord, som i dag er en lavning med vandløb, moser og enge.

GEUS

.

Morfologisk kort over de vigtigste landskabselementer i Fredensborg Kommune. Stort set hele kommunens landskab blev dannet under sidste istid. De store gletsjere afsatte bundmoræne, og da de trak sig tilbage, efterlod de store mængder dødis. Efter at dødisen var smeltet, stod et småbakket dødislandskab tilbage. Havniveauet steg, efterhånden som istidens gletsjere smeltede, og de lavtliggende områder blev oversvømmet. Ved Nivå Bugt opstod der en fjord, som i dag er en lavning med vandløb, moser og enge.

GEUS

.

Fladbakke i det kuperede dødislandskab ved Bassebæk. Bakken blev dannet under sidste istid, da en vandfyldt lavning i dødisen blev fyldt op med sedimenter. Da isen var smeltet bort, stod søaflejringerne tilbage som en fladtoppet bakke. På toppen ses Karlebo Mølle.

.
Geologisk tidslinje for Fredensborg Kommune.
.
Licens: Brukerspesifisert

Fredensborg Kommunes overvejende småbakkede landskab med talrige småsøer, vandhuller og moser er dannet i slutningen af sidste istid. I vest strækker Esrum Sø sig ind i kommunen og får her selskab af en sydøstlig udløber af Gribskovbuerne. Ud mod Øresund kantes det bakkede istidslandskab af en gammel kystklint med en bræmme af marint forland, som begge vidner om stenalderens vidtstrakte Littorinahav.

Landskabets dannelse

Gribskovbuerne danner rygraden i det nordsjællandske landskab og er de ældste landskabstræk i Fredensborg Kommune. De udgør en randmoræne, som blev dannet for 20.000 år siden, da Nordøstisen fra en østlig retning skød frem med fornyet kraft efter at være smeltet tilbage fra Hovedstilstandslinjen i Jylland. Den fremrykkende is brød de foranliggende jordmasser op i flager, som blev skubbet sammen til parallelle bakkerygge. I det område, hvorfra isen hentede materiale til opbygningen af den centrale del af Gribskovbuerne, opstod der en inderlavning, som siden blev til Esrum Sø.

Et par tusinde år senere bevægede De Ungbaltiske Isstrømme sig ind over Sjælland fra sydøst, men formåede ikke at udviske det landskab, som Nordøstisen havde formet. Til gengæld afsatte isstrømmene et tæppe af morænemateriale oven på det eksisterende landskab af bakker og dødis. Bælthavisen var den sidste af De Ungbaltiske Isstrømme. Da den slap sit tag i Nordsjælland, efterlod den store områder med dødis, som var mere eller mindre dækket af jord. I det kolde klima kunne den begravede dødis ligge i flere tusinde år, men under den efterfølgende temperaturstigning smeltede dødisen gradvis bort. Omkring Karlebo, Asminderød, Langerød og Søholm samt oven på Nordøstisens randmoræner findes i dag et tyndt lag af småbakket dødismoræne, som dødisen efterlod, da den smeltede. I de vandfyldte lavninger, som opstod i dødisen, havde smeltevand aflejret sand og ler. Disse issøaflejringer står i dag tilbage som delvis fladtoppede bakker (se foto), der med stejle sider hæver sig 10‑20 m op over landskabet.

Typiske fladtoppede bakker i Fredensborg Kommune er bl.a. Bjerget og Hestebakke øst for Karlebo samt Smidsbjerg mellem Karlebo og Gunderød.

Yoldiahavet

De tunge ismasser havde trykket jordskorpen ned, og da gletsjerne smeltede tilbage, begyndte landet at hæve sig. Det blev startskuddet til et kapløb mellem landhævningen og den havstigning, som fulgte afsmeltningen af de store isskjolde i Skandinavien, Sibirien og Nordamerika. I sidste ende kunne landhævningen ikke holde trit med havstigningen, og der opstod et ishav, Yoldiahavet, som trængte ind i Kattegat. For 17.000 år siden bredte Yoldiahavet sig videre ind i Øresundsområdet foran den vigende is, der endnu dækkede Københavnsområdet. På det tidspunkt var Nordsjælland dækket af store mængder dødis, som flere steder dannede bolværk ud mod det åbne Yoldiahav. Hvor dødisen manglede, skar bølgerne klinter i det nøgne istidslandskab. Mange steder stod havet ind over de nuværende kyster, da Yoldiahavets vandspejl i denne del af Danmark lå 25‑30 m højere end nutidens havniveau.

Ud fra den kyst, som i dag strækker sig fra Gilleleje over Helsingør til Klampenborg, blev der søsat store mængder dødis. Da dødisen smeltede, afsatte den morænelignende aflejringer på havbunden. Ved Nivå blev der desuden aflejret store mængder stenfrit ler, og de vandfyldte lergrave på begge sider af Gammel Strandvej vidner om, at leret tidligere blev udnyttet i teglværksindustrien. Der er ikke fundet spor af kystklinter fra Yoldiahavet i Fredensborg Kommune, men de optræder sporadisk inde bag Øresundskysten i Hørsholm, Rudersdal og Lyngby-Taarbæk Kommuner.

Efterhånden vandt landhævningen over havstigningen. Yoldiahavet forsvandt, og for ca. 10.000 år siden blev Sjælland landfast med Skåne. Det blev indgangen til fastlandstiden.

Littorinahavet og den efterfølgende landhævning

I løbet af Atlantisk tid for 9.000 til 6.000 år siden smeltede resterne af istidens store isskjolde bort, og Littorinahavet skyllede ind over de lavtliggende dele af istidslandskabet. Havet skabte indskårne kyster, hvor højdedrag blev til øer og halvøer, mens lavninger og dale blev til vige og fjorde. Fra Nivå Bugt trængte Littorinahavet ind i lavningen, som i dag rummer Langstrup og Lønholt Moser, og der opstod en fjord med en arm gennem Usserød Ådal til Ullerød. Fra Nivå Havn over Sletten og Humlebæk og videre nordpå ind i Helsingør Kommune ragede istidslandskabet så højt op, at erosionen fra Littorinahavets bølger skabte en ubrudt stejlkyst med klinter ud mod Øresund; en kyst, der i store træk følger nutidens kystlinje.

Selv om Danmark på Littorinahavets tid havde været isfrit i mere end 10.000 år, hævede jordskorpen sig stadig. Mod slutningen af Atlantisk tid dominerede landhævningen i den nordlige del af Danmark, havet trak sig tilbage, og dele af havbunden blev til tørt land, et såkaldt marint forland. Siden Littorinahavets tid har landet i Fredensborg Kommune hævet sig 4‑5 m over nuværende havniveau. Det forklarer, hvorfor istidslandskabet i dag kantes af en smal bræmme af marint forland. Samtidig fragtede bølgerne sand og ler ind i Nivå Bugt, hvilket afsnørede og tørlagde den tidligere fjord, som med tiden blev dækket af moser og enge.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Fredensborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber