Ermelunden. Af . Begrænset anvendelse

Gentofte Kommunes landskaber

Geologisk tidslinje for Gentofte Kommune.

.

Artikelstart

Størstedelen af kommunens landskab blev formet af isen og smeltevandet i slutningen af sidste istid. I de centrale og sydlige dele er landskabet jævnt bakket, mens et småbakket landskab dominerer omkring Jægersborg og nord for Vangede. Her kulminerer det i Ermelund i kommunens højeste punkt 44,9 m.o.h. Istidslandskabet gennemskæres af to tunneldale: en større dal, der fra Øresund følger grænsen til Lyngby-Taarbæk Kommune vestpå til Lyngby Sø, samt en mindre, nord-syd-gående dal, der bl.a. rummer Gentofte Sø og slutter ved søerne omkring Jægersborg. Dalene har en ujævn bund, der veksler mellem bassiner med stedvise søer, moser og enge og højereliggende tærskler. Ud mod Øresund kantes istidslandskabet af gamle kystklinter samt en bræmme af marint forland, som er skabt siden Littorinahavets tid.

Landskabets dannelse

Morfologisk kort over de vigtigste landskabselementer i Gentofte Kommune. Bundmorænen, som i dag dækker store dele af kommunens landskab, blev aflejret under den sidste istids store gletsjere. Smeltevand under isen dannede også tunneldalen mod nord, mens den is, der blev efterladt, da gletsjerne smeltede tilbage, dannede det småkuperede dødislandskab, som findes i den nordvestlige del af kommunen. Efterhånden som isen smeltede, steg havniveauet, og havet oversvømmede de lavtliggende områder. Derved blev den yderste del af tunneldalen en fjord, mens de kystnære områder blev til hav. Den efterfølgende landhævning har medført, at de kystnære områder i dag er tørt land og fremstår som marine flader.

.

Blandt kommunens mest markante landskabstræk er den brede, dybe tunneldal, som strækker sig fra Klampenborg til Lyngby Sø. Dalen blev dannet, da Nordøstisen endnu dækkede store dele af Nordsjælland. Smeltevandet fra isen løb ud mod isens rand og gravede på sin vej dybe furer i isens underlag, så der opstod tunneldale. Både Lyngby Søs, Furesøs og Bagsværd Søs beliggenhed samt tunneldalenes forløb er styret af den flere kilometer brede, underjordiske Søndersødal, der skærer sig 20‑40 m ned i undergrundens kalksten fra Danien og strækker sig fra Øresundskysten ind under Furesø og Søndersø.

De efterfølgende Ungbaltiske Isstrømme, der for 19.000 år siden rykkede ind over Sjælland fra sydøst, lagde et tæppe af morænemateriale hen over landskabet og den dødis, som Nordøstisen havde efterladt. Tunneldalen med Gentofte Sø blev dannet af smeltevand inde under Den Ungbaltiske Is. Da Den Ungbaltiske Is smeltede væk, havde den inde under isen dannet et bundmorænelandskab, der i dag ligger som det jævnt bakkede landskab omkring Vangede, Gentofte og Hellerup.

Under Den Ungbaltiske Is’ fremrykning pressede den bagvedliggende is på, så der opstod vældige brud i isens rand. Jordmasser blev ført op langs de mange brudflader til isens overflade, og gradvis blev jorddækket så tykt, at det hæmmede smeltningen af den underliggende is. Derved opstod der vidtstrakte områder med stilleliggende dødis. I det kolde klima kunne den begravede dødis ligge i flere tusinde år. Efterhånden som temperaturen steg, begyndte dødisen til sidst at smelte. Med dødisens afsmeltning kom de overliggende jordmasser i skred, hvilket skabte det småbakkede dødislandskab omkring Jægersborg og nord for Vangede med et utal af dødishuller, heriblandt Vintappersø. I takt med dødisens bortsmeltning dukkede også Nordøstisens gamle tunneldal frem mellem Klampenborg og Lyngby Sø.

De enorme ismasser havde trykket jordskorpen ned, og da isen langsomt smeltede tilbage, begyndte landet at hæve sig. Mens isen endnu dækkede det sydøstlige Danmark, opstod der derfor et kapløb mellem landhævningen og havstigningen. De smeltende isskjolde i Skandinavien og Nordamerika betød dog, at havstigningen i første omgang vandt, og Yoldiahavet (Ishavet) trængte ind i Øresundsområdet. Området var stadig dækket af dødis, som flere steder dannede bolværk ud mod havet. Hvor kysten ikke var beskyttet af dødis, eroderede bølgerne klinter i det nøgne moræneland. Blandt dem var den 14 m høje skrænt, som i dag ligger øst for Ordruphøjvej. Efterhånden kunne havstigningen dog ikke holde trit med landhævningen, og Yoldiahavet forsvandt. Det blev begyndelsen på fastlandstiden, hvor Danmark for 10.000 år siden blev landfast med England og Skåne.

Heller ikke fastlandstiden varede ved. I Atlantisk tid for 9.000 til 6.000 år siden smeltede de sidste rester af de store isskjolde i Skandinavien, Sibirien og Nordamerika, hvilket igen fik havet til at stige. Littorinahavet (Stenalderhavet) skyllede ind over de lavtliggende dele af istidslandskabet og forvandlede tunneldalen syd for Jægersborg Dyrehave til en fjordarm, der strakte sig fra Klampenborg til den vestlige del af galopbanen. Littorinahavets brændingsbølger eroderede klinter i istidslandskabet ud mod Øresund og opbyggede strandvolde langs kysten.

Landhævningen fortsatte ufortrødent, og mod slutningen af Atlantisk tid begyndte havet at trække sig tilbage. Siden Littorinahavets tid har landet i Gentofte Kommune hævet sig 3,5‑4 m over nuværende havniveau, og istidslandskabet kantes derfor af en bræmme af marint forland. I takt med landhævningen har opbygningen af strandvolde medvirket til gradvis at lukke Klampenborgfjorden af mod Øresund, og på kort fra omkring 1790 kan man endnu se den sidste rest af Klampenborgfjorden mellem Bellevue og Christiansholm. Mellem Charlottenlund og Klampenborg samt langs Dyrehavevej i den tidligere fjord ses de gamle kystklinter fra Littorinahavet, mens Strandvejen i Hellerup tegner grænsen mellem istidslandskabet og det marine forland. Fra Charlottenlund og nordpå forbi Skovshoved følger Strandvejen foden af den gamle kystklint, og ved Klampenborg gennemskæres kystklinten af mundingen fra den tidligere fjord.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Gentofte Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber