H.C. Andersen og Odense

I 1905 rettede en kreds af borgere henvendelse til Odenses Borgerrepræsentation, som dernæst i april 1905 købte det gule hjørnehus på Hans Jensens Stræde, hvor digteren efter al sandsynlighed blev født; i dag er det et internationalt ikon. Huset, der var på i alt 72 m², og hvor der havde boet op til fem familier, blev renoveret af Vilhelm Petersen og åbnede i 1908 som H.C. Andersens Hus med en samling af genstande, papirklip, breve og manuskripter, som i dag er omfattende.

I 1930 knæsattes husets betydning yderligere, da det blev bygget sammen med et større hus til udstillinger og en mindehal i klassisk stil, tegnet af Niels Jacobsen. Niels Larsen Stevns skildrede i fresker i mindehallens kuppelsal Andersens livsrejse, fra han forlader Odense i 1819 til jubelfesten med fakkeloptog ved æresborgerfejringen.

I løbet af 1920’erne og 1930’erne blev det omgivende Sortebrødrekvarter imidlertid stadig mere præget af prostitution, druk, plattenslageri og elendige forhold. Og her lå altså det hus, byen ønskede at gøre til centrum for turisme! Det gav voldsomme klager og stærke diskussioner i byrådet, så fra slutningen af 1950’erne påbegyndtes sanering med omfattende nedrivninger. Det skete samtidig med forberedelsen af det gadegennembrud, som fra 1970 førte den firsporede Thomas B. Thriges Gade lukt igennem området. Det medførte, at hidtidige beboere blev fortrængt, mens repræsentanter for en ny middelklasse flyttede ind. Den lille pige med svovlstikkerne var fra nu af en historie i kvarteret.

Fødehjem og kuppelsal står der stadig, men den store bygning blev revet ned i 1976 og erstattet af en mere tidssvarende museumsbygning. Den blev tegnet af Ebbe Lehn Petersen, der også bidrog til bydelsrenoveringen, hvor mere end 80 huse blev revet ned og »genopført« med historiske facader, så området genopstod som 1800-talskulisse. Nogle gader fik nye navne ved den lejlighed. Det med navneskifte var sket før i kvarteret, således skiftede Nygade navn i 1903. Gaden havde været hjemsted for offentlig prostitution og havde fået det folkelige navn »Fygade«. Det var efter ny lovgivning slut nu, så beboerne ville gerne have et smukkere navn til deres gade. Den fik således i 1903 navnet Rosengade. Det mørke Sortebrødrekvarter skiftede navn til H.C. Andersen-kvarteret, hvor turister kunne beundre en historisk bydel fra digterens tid. Aviser skrev i 1965 om en særlig H.C. Andersen-by, der var forbeholdt museum og boliger og uden biltrafik. I 2003 fik museet ny indgang og modtagelse med glasparti i tidens stil. Nu var huset og museet for alvor centrum i en bydel med små gader med toppede brosten, sådan som myten om Hans Christian måtte se ud. Indenfor kom faste og skiftende udstillinger publikum i møde som et personmuseum, der skildrer liv, tid og værk.

H.C. Andersens Hus er hovedmuseet, men 500 m fra H.C. Andersenkvarteret, i Munkemøllestræde, ligger et hus, hvis autenticitet og faktiske betydning i H.C. Andersens liv er mere veldokumenteret end det gule hjørnehus. Dette hus blev overdraget til Odense Kommune i 1931 og er i dag et besøgssted, der også forvaltes af Odense Bys Museer, og hvor hjemmets sparsomme bohave og faderens værktøj er skildret. Her boede den lille skomagerfamilie fra og med 1807. Det er det hus, Andersen voksede op i og derfor selv erindrede og beskriver. Enkefru Bunkeflod, som han læste Bibelen og Holberg for, boede overfor. Strædet førte ned til vandmøllen og åen, hvor denne drøm, skildret i Mit Livs Eventyr (1855), opstod: »Jeg havde hørt (…) at Keiserriget China laae lige her under Odense-Aa, og nu ansaa jeg det for slet ikke umuligt, at en maaneklar Aften, som jeg der sad, kunde en chinesisk Prinds grave sig igjennem Jorden op til os«. Andersen var sikker på, at den kinesiske prins ville gøre ham rig og berømt.

Museet H.C. Andersens Hus med fødehjemmet og Barndomshjemmet i Munkemøllestræde har udgjort grundstenene i Odenses status som digterens by. Der har imidlertid været andre og flere ærter i den bælg. I 1952 indspillede Goldwyn Productions musicalfilmen Hans Christian Andersen med Danny Kaye i titelrollen. Det var en film, der skruede Andersens berømmelse med en grim ælling, en havfrue og en lillebitte Tommelise en tand i vejret, men den medvirkede også til en banalisering af figurer og fortællinger. Som et led i promoveringen besøgte Danny Kaye H.C. Andersens Hus. Nu gik forargelsen gennem by og land, for den muntre amerikaner legede med Andersens paraply og smed sig pladask på hans seng til hære af pressefotografers udelte begejstring og skarpe blitzbeskydning. Det drejede stemningen. Hvad bildte en amerikaner sig ind! Besudle et nationalt ikon og digterens autentiske møbel? Han måtte kanøfles! Ståhejen forårsagede paradoksalt nok, at man i museet opdagede, at den pågældende seng af mahogni aldrig havde været Andersens. Den blev erstattet af en fyrretræsseng fra magasinet, der mere sandsynligt kan have været digterens. Kayes besøg skabte en furore, der varede så længe, at den næsten skyggede for »Skyggen«, der i fejringsåret 1955 spillede for fulde huse på Odense Teater. Fulde huse var endda ikke nok, for stykket blev tv-transmitteret og vist i Fyens Forum, hvor de, der ikke fik billet, fik skyggen af »Skyggen« i sort-hvid.

Forargelsen over Danny Kaye i Andersens seng lagde sig efterhånden. Odense befæstede sit ry som digterens hjemby, omend museet for eventyrets mester stadig i 1960’erne bar præg af »ikke-røre«, ikke more sig. Og det var jo i grunden grotesk, når digteren selv i sin kunst syder og bobler af ironi og humor, som når han i »Sneedronningen « lader den kolde dame tilbyde Kay: »hele Verden og et Par Nye Skøiter«. Eller når der i »Nattergalen « fra 1844 optræder en »chinesisk Slotsprovst« og udpeges en »Høikeiserlig Natbord-Sanger, i Rang Nummer eet til venstre Side, for Keiseren regnede den Side for at være mest fornem, paa hvilken Side Hjertet sad, og Hjertet sidder til Venstre ogsaa hos en Keiser«. Humoren er kostelig, men også ofte bittersød, for den er knyttet til forhindringer og begrænsninger i forhold til at folde det menneskelige ud. I det hele taget er den pris, der betales for at være menneske, et centralt tema i H.C. Andersens eventyr. »Den lille Havfrue« fra 1837 skildrer den lille dæmon, havfruen, der begærer at blive menneske med en sjæl. For at opnå det må hun opgive alt, betale alt, for at opnå det, hun alligevel ikke kan få. »Historien om en Moder« og »Den lille Pige med Svovlstikkerne«, begge fra 1848, er båret af den vemod og smerte, der sammen med humor og kærlighed har skabt Andersens verdensberømmelse.

I Andersens kunst er rejsen og forvandlingen, bevægelsen gennem overgange i livet, de væsentligste motiver. Rejsen er nødvendig for at nå frem til det menneskelige, men det har en pris, og her griber Andersen kunstnerisk til ironi. En velkendt indledning lyder: »Der var saa deiligt ude paa Landet; det var Sommer, Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge, og der gik Storken paa sine lange, røde Been og snakkede ægyptisk, for det Sprog havde han lært af sin Moder.« I fortællingen »Den grimme Ælling« er det bestemt ikke dejligt ude på landet. Der er faktisk så rædselsfuldt, at det lille dyr, der ikke kender sig selv, ikke ved, hvem det selv er eller kommer af, ikke kan leve uden en forvandling, som endelig bringer ællingen frem til sit indre selv.

H.C. Andersens betydning som symbol for byen voksede til stadighed. I 1965 introducerede skuespiller Klaus Pagh en idé til festspil, hvor børn spiller eventyr, og det har siden hørt til sommeren i Den Fynske Landsbys amfiteater. Skolerne i det nybyggede kvarter Vollsmose fik navnene Abildgårdskolen og Humlehaveskolen efter et gammelt kort over området, men »mellem Abildgaard og Humlehave« er jo også en linje i »I Danmark er jeg født«, mens en H.C. Andersen Skole fulgte efter. Statuer og monumenter dukkede op. Odense Aafart sendte turbåden Riborg Voigt og andre på farten, mens en H.C. Andersen Parade så dagens lys i Lotzes Have foran museet.

Året 2005, 200-års fødselsdagen, udgør det næste store hjørne; byen var rede, nu skulle digteren fejres. Den samlede økonomi alene i Danmark var aldrig set større i en eventøkonomi. Nu skulde vi høre! 221 mio. kr. var rejst i fonds- og offentlig støtte, dertil kom ko-finansieringer på et endnu større beløb. Festen tog fart, nationalt og internationalt, med en H.C. Andersen Fond og et sekretariat i midten, hvis eventyrlige kuffert var velspækket. »Dævlen« var imidlertid ikke taget i ed. Onde glasstumper føg i luften, for der opstod snart konkurrence, politisk og i medierne, om ejerskabet til Andersen: Odense følte sig snydt af København, som fik for mange arrangementer, mente man. København følte sig snydt af New York, Berlin med videre. Hvem ejede H.C. Andersen? Svaret er selvfølgelig: ikke nogen. Men dele af fejringen blev underlig hjemløs og tabte folkelig støtte, der blev til inderlig modvilje. Symbolet på den dårlige stemning var denne gang ikke, at en amerikaner smed sig i en seng, men at en ældre amerikansk rockstjerne, Tina Turner, fik 6 mio. kr. for at valse hen over scenen med to sange i playback ved åbningsshowet i Idrætsparken i København. Det blev festens label: playback for 6 mio. Men hun havde jo ikke noget på! Det var egentlig ikke Turner, der var problemet, men at fejringen ikke havde noget på.

I kølvandet på den store fejring fik byen Odense en nedtur. Det var ikke velset at sige »H.C. Andersen« i årene efter. Det gik som i »Nattergalen«, hvor Cavaleren kun kan sige »P!« – og det har ikke noget at betyde. Planer om eventyrparker og andet blev skrinlagt. Men en række folkelige engagementer, som Priskomiteens arbejde med at belønne repræsentanter for seriøs formidling af Andersen og H.C. Andersen Paraden, fortsatte. En ny Literary Award blev indstiftet i Andersens navn, ligesom Odense Bys Museer kunne konstatere, at europæere, amerikanere og i stigende grad kinesere og japanere kom i stadig større antal, og at deres begejstring ikke havde taget skade. Det blev anledning til, at Odense foretog en vending fra omkring 2009.

Byen tog med Odense Bys Museer og Syddansk Universitet, der fornyede og udbyggede sit H.C. Andersen Center, et initiativ til at folde H.C. Andersen ind i byen og byen ind i H.C. Andersen. En fornyende forskningsbaseret viden om Andersen skulle sammen med kulturformidling af højeste kvalitet og i samspil med folkeligt engagement sikre forfatterens genoprejsning. Byens medspillere og aktører i den kulturøkonomiske sektor, erhvervsliv og uddannelser gik sammen om at trække læsset. Nu vågnede initiativer i H.C. Andersens navn op igen, endda så rigeligt, at en parkeringsplads fik eventyrlige navne, og den lokale lufthavn blev til Hans Christian Andersen Airport.

H.C. Andersen Festivals skaber en samlende indsats i en by, der nu forvandler sig ud af den grå andegård, som gadegennembruddet i 1970 havde medvirket til ved at pløje sig igennem den gamle bykerne med H.C. Andersen- kvarteret og Lotzes Have. Et centralt symbol på denne ændring er opførelsen af et nyt H.C. Andersens Hus, der udvider det »gamle« museum som en eventyrlig gestus fra Andersens eventyr til byen og verden. Det er ganske vist!

Læs mere om Litteratur i Odense Kommune

Læs også om

• Dialekter i Odense Kommune
• Traditioner og fortællinger i Odense Kommune
• Kulturhistoriske museer og kulturarv i Odense Kommune
• Billedkunst i Odense Kommune
• Medier i Odense Kommune
• Musik i Odense Kommune

Se alle artikler om Litteratur