Kysten i Hornbæk af . Begrænset anvendelse

Helsingør Kommunes landskaber

Morfologisk kort over de vigtigste landskabselementer i Helsingør Kommune. Store dele af landskabet blev dannet under den sidste istid, hvor de store gletsjere afsatte bundmoræne i det meste af området. Under deres fremrykning skubbede gletsjerne de foranliggende jordmasser op, hvilket bl.a. dannede randmorænen syd for Helsingør. Derimod blev det kuperede dødislandskab skabt af is, der blev efterladt, da isfronten trak sig tilbage. Da isen smeltede, steg havniveauet, og de lavtliggende områder blev oversvømmet. I dag fremstår de som marine flader og moseområder.
.
Om foråret, inden træerne springer ud, træder Horneby Ås tydeligt frem i landskabet. Den mere end 2 km lange, øst-vestgående ås ligger lige syd for Hornbæk. Åsen blev dannet under sidste istid, hvor smeltevand under isen eroderede sig ned i både jordoverfladen og den overliggende is. Med tiden blev mellemrummet fyldt op med sand og grus, og da isen forsvandt, stod det tilbage som en langstrakt bakke; en såkaldt ås. Da Horneby Ås repræsenterer en forholdsvis sjælden landskabsform, blev den fredet i 1947.
.

Geologisk tidslinje for Helsingør Kommune

.

Store dele af landskabet i Helsingør Kommune er formet af isen og smeltevandet i slutningen af sidste istid. Den nordlige del af kommunen mellem Gurre Sø og Hornbæk består af et jævnt morænelandskab, der ligger ca. 30 m.o.h. I den østlige og sydlige del af kommunen samt øst for Esrum Sø erstattes det jævne landskab af et småbakket dødislandskab med talrige vand- og mosehuller. Dette landskab ligger gennemgående højere og kulminerer i Teglstrup Hegn i den 68 m høje Kroghshøj.

Ud mod Øresund kantes istidslandskabet flere steder af kystklinter og en smal bræmme af marint forland, som er skabt af den landhævning, der er foregået siden Littorinahavets tid.

Landskabets dannelse

Gribskovbuerne, som danner rygraden i det nordsjællandske landskab, er de ældste landskabstræk i Helsingør Kommune. De udgør en randmoræne, som blev dannet af Nordøstisen for 20.000 år siden. Under sin fremrykning skubbede isen de foranliggende jordmasser op i flager, hvorved Gribskovbuerne blev dannet. Lavningen med Esrum Sø er en såkaldt inderlavning, hvorfra isen hentede materialet til opbygningen af Gribskovbuerne. Inden Nordøstisen slap sit tag i Nordsjælland, skabte den endnu en randmoræne, som følger nordkystens forløb og delvis sløres af Teglstrup Hegn vest for Helsingør. Det er uklart, om randmorænens særprægede landskab har tilknytning til tektoniske bevægelser langs Grenaa-Helsingborg Forkastningen, hvis forløb også har en nordvestlig-sydøstlig orientering.

De efterfølgende isfremstød fra sydøst, Det Østjyske Fremstød og Bælthavfremstødet for hhv. 19.000 og 18.000 år siden, formåede ikke at udviske det landskab, som Nordøstisen havde skabt. Begge isfremstød dækkede hele Nordsjælland og lagde et tæppe af morænemateriale hen over landskabet og den efterladte dødis. Fra denne periode stammer Horneby Ås, som er en 5‑10 m høj bakkeryg, der kan følges over en strækning på ca. 3 km fra Horneby østpå i retning mod Saunte. Herefter afløses åsen af en smal tunneldal. Både tunneldal og ås er dannet af det smeltevand, som fossede gennem en tunnel langs isens bund. Den smalle tunneldal blev skabt, efterhånden som smeltevandet eroderede sig ned i både jordoverfladen og den overliggende is. Horneby Ås opstod, ved at smeltevandet aflejrede sand og grus i ikke bare den eroderede dal i jordoverfladen, men også op i den tunnel, der var skabt i isen. I egnen nord for Gurre Sø efterlod den vigende is en jævn moræneslette. Den kan i dag ses omkring Horserød, Borsholm og Saunte. Slettens jævne overflade skyldes, at moræneaflejringerne blev afsat oven på en ældre og i forvejen jævn smeltevandsslette.

Da den bagvedliggende is pressede på, opstod der vældige brud i isranden. Jordmasser fra isens underlag blev ført op til overfladen langs de mange brudflader. Efterhånden blev jorddækket så tykt, at det hæmmede smeltningen af den underliggende is, så der opstod vidtstrakte områder med stilleliggende dødis. I det kolde klima kunne den begravede dødis ligge i flere tusinde år. Efterhånden som temperaturen steg, begyndte dødisen dog at smelte. I takt med at dødisen smeltede, kom det overliggende jorddække ofte i skred, hvilket skabte de bakkede og grubede dødislandskaber øst for Esrum Sø og i den østlige og sydlige del af kommunen.

Inden Bælthavisen helt slap sit tag i området, havde den et genfremstød. Det skabte en randmoræne, som kan følges vestpå fra Hestens Bakke i den sydvestlige del af Helsingør, forbi Kroghshøj i Teglstrup Hegn og videre forbi Spidsbjerg, hvor Gurre Kirke ligger i dag.

Havstigning og landhævning

Endnu mens isen dækkede det sydøstlige Danmark, udspillede der sig et kapløb mellem den klimabetingede havstigning og jordskorpens hævning efter at have været trykket ned af de tunge ismasser. De smeltende isskjolde i Skandinavien og Nordamerika betød, at landets hævning ikke kunne holde trit med havstigningen. Et ishav, Yoldiahavet, trængte ind i Kattegat og videre ind i Øresund. På den tid var Nordsjælland endnu dækket af store mængder dødis, der flere steder dannede bolværk ud mod Yoldiahavet. Langs kysten, fra Gilleleje over Helsingør til Klampenborg, flød store mængder dødis til havs og efterlod morænelignende aflejringer på havbunden. Da Yoldiahavet var på sit højeste, lå vandspejlet på Sjælland adskillige meter over nutidens havniveau. Efterhånden tog landhævningen dog fart, Yoldiahavet forsvandt, og for 10.000 år siden blev Danmark landfast med England og Skåne.

Fastlandstiden varede ikke ved. I Atlantisk tid for 9.000 til 6.000 år siden smeltede resterne af de store isskjolde i Skandinavien, Sibirien og Nordamerika, hvilket fik havet til igen at stige. Dette Littorinahav skyllede ind over de lavtliggende dele af istidslandskabet og forvandlede lavningen vest for Hornbæk til en bugt med en kort fjordarm ind til Horneby. I den øvrige del af kommunen ragede istidslandskabet så højt op, at Littorinahavets bølger måtte nøjes med at forme en næsten ubrudt stejlkyst med høje klinter ud mod Øresund fra Hornbæk til Helsingør og videre sydpå.

Selv om landet i Atlantisk tid havde været isfrit i mere end 10.000 år, hævede det sig stadig. Mod slutningen af Atlantisk tid dominerede landhævningen i den nordlige del af Danmark, hvilket betød, at meget af havbunden blev tørlagt og omdannet til marint forland. Siden Littorinahavets tid har landet i Helsingør Kommune hævet sig 5‑6 m, og det bakkede istidslandskab kantes derfor af en smal bræmme af marint forland.

Samtidig med landhævningen blev der opbygget strandvolde i bugten ved Hornbæk. Derved blev Hornbæk Sø afsnøret fra havet og omdannet til en strandsø, mens den tidligere fjordarm, der førte ind til Horneby, blev til mose- og engdrag. I Hornbæk Plantage og videre mod Helsingør løber Nordre Strandvej langs foden af Littorinahavets gamle, 30 m høje kystklint, som hæver sig op over en smal bræmme af marint forland. I Helsingør er den centrale del af byen anlagt på en sand- og grusslette af marint forland, mens Kronborg knejser oven på et system af gamle krumodder.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Helsingør Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber