Køer ved Mariager Fjord af . Begrænset anvendelse

Mariagerfjord Kommunes landskaber

Kysten langs Mariager Fjord syd for Hadsund består af en plan flade af hævet havbund fra Littorinahavet, mens det højereliggende, kuperede istidslandskab rejser sig i baggrunden.
.
Kort over de overfladenære jordarter i Mariagerfjord Kommune. Størstedelen af kommunen er dækket af smeltevandsaflejringer fra sidste istid. Langs kysten ud til Mariager Fjord og Kattegat findes marine aflejringer fra både Littorinahavet og det nutidige hav. Aflejringerne ligger i dag på land, hvilket vidner om den landhævning, som er foregået siden sidste istid.
.

Geologisk tidslinje for Mariagerfjord Kommune

.

Mariagerfjord Kommune kan landskabeligt og geologisk i store træk opdeles i en vestlig del, der overvejende består af istidslandskaber og -aflejringer, og en østlig del mod Kattegat, der er dannet efter istiden med et fladt landskab og marine aflejringer. De to hovedlandskabstyper adskilles af kystlinjen fra Littorinahavet. På tværs af de to hovedlandskabstyper skærer Mariager Fjord sig ned som et markant landskabselement.

Landskabets dannelse

Under de marine aflejringer og istidsaflejringerne findes mod øst skrivekridt fra Kridttiden, og i den centrale del slamkalk og bryozokalk fra Danien. Ved Hvornum skyder en saltdiapir op i undergrunden, og i ringe omkring den findes leraflejringer fra perioderne Paleocæn og Oligocæn. Toppen af saltdiapiren ligger i ca. 300 m’s dybde og er den eneste i Danmark, hvorfra der indvindes salt. Saltet er dannet ved inddampning af havvand og afsat på havbunden i slutningen af Perm for 258-251 mio. år siden. Saltlagene er efterfølgende begravet under kilometertykke lag af sedimenter, der har fået det letflydende salt til at samle sig og skyde op mod overfladen i form af en diapir. Kalken findes enkelte steder i overfladen, fx ved Dania og sydøst for Vive, hvor der tidligere har været indvundet kalk.

Kalkoverfladen er meget ujævn i kommunen med mange dybe, begravede dale. Kalkoverfladen ligger således i kote +25 m ved Dania og i kote -129 m i Hadsund. Undersøgelser har vist, at der er forkastninger knyttet til de begravede dale, og da forkastninger er svaghedszoner, er der langs disse sket erosion ned i kalken.

Mariager Fjord og Kastbjerg Ådal er to tunneldale, der skærer sig ned i istidslandskabet. Tunneldalene er dannet under gletsjeren, ved at smeltevand er strømmet ud mod isranden og derved har eroderet sig ned i landskabet. De to tunneldale er en del af et system af tunneldale, der peger ud mod hovedstilstandslinjen mod vest ved Hald Ege.

Skals Ådal ved Sønder Onsild er en smeltevandsdal, der løber på tværs af tunneldalene. Den er dannet, ved at smeltevand fra den smeltende gletsjeris har eroderet ned i landskabet. Ved Sønder Onsild er der terrasser i ca. 20 m’s og 9 m’s højde, der markerer to stadier i udviklingen af dalen.

Under sidste istid var området dækket af is. Efterhånden som isen smeltede, rykkede isranden gradvis tilbage mod øst. I dag markerer randmorænebakker, hvor isranden har ligget på et givent tidspunkt, og fortæller derved historien om isens tilbagesmeltning. De store bakker syd for Mariager, Hohøj, Solhøj og Sølehøj, er sådanne randmorænebakker, hvor Sølehøj udgør kommunens højeste punkt på 116,5 m.o.h. Her har isranden stået et stykke tid, og store mængder sand er akkumuleret og har derved opbygget bakkerne.

En anden type randmorænebakker findes ved Hvilsom, Assens og i Astrup Nørskov. Her ses en serie af parallelle, aflange bakker. De kan være dannet, ved at isranden langsomt har trukket sig tilbage og herved har efterladt den ene bakkerække efter den anden. De kan også være dannet som Dronningbjerge i Astrup Nørskov, ved at isranden er rykket en smule frem, hvorved det foranliggende sand og grus er skubbet op i en række parallelle rygge.

Den østlige del af Mariagerfjord Kommune består af et fladt, lavtliggende landskab med marine sedimenter aflejret i Littorinahavet. Dengang lå Littorinahavets kyst ca. 6 km længere mod vest end den nutidige kyst. Langs denne kyst, der ligger i kanten af det glaciale landskab, ligger landskabet ca. 6 m over nuværende havniveau. Det betyder, at siden Littorinahavet nåede sit højeste niveau for ca. 7.000 år siden, har landet hævet sig 6 m, og den gamle havbund ligger i dag på land.

De marine sedimenter består af finkornet sand, silt og ler. Fra Littorinahavets kyst og østover mod den nuværende kystlinje rager tidligere øer op af den marine flade. De består af smeltevandssand og -ler, stedvis med moræneler på toppen. På nordsiden af den fossile ø ved Als er der vokset stenede strandvoldskomplekser mod nordvest, der næsten kommer op i kote +7 m. Disse er dannet samtidig med Littorinahavets kyst. Tilsvarende strandvolde findes også ved Sødringholm Skov og ved Tofte Skov i udkanten af Lille Vildmose.

Lille Vildmose er et stort moseområde, der er dannet på den gamle Littorinahavbund. For ca. 2.000 år siden var havbunden blevet til land, og i de lavtliggende fugtige områder kunne tørvemosser begynde at vokse og danne tørvelag. Lille Vildmose er en højmose, der kun får tilført vand fra nedbøren. Tørven holder på vandet og vokser sig derefter tykkere og tykkere. I Lille Vildmose er tørven op til 6 m tyk.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Mariagerfjord Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber