Nordhøi

Da gårdmand Peder Pedersen havde bortkørt næsten halvdelen af en gravhøj på sin mark, henvendte han sig til Museet for de nordiske Oldsager (senere Nationalmuseet) for at få højens midtparti sagkyndigt undersøgt. Ved Museumsinspektør Sophus Müllers udgravning afdækkedes der en næsten opløst egekiste på bunden af højen. På den udvendige side af de bevarede træstykker sad der bark og på den indvendige spor af skind og tøj, som havde dækket den døde. Graven indeholdt et delvis bevaret skelet af en kvinde, der om halsen havde haft en bronzehalskrave og om armen en kæde med glas-, rav- og bronzespiralperler. På ligets mave lå en bælteplade og fire små tutuli og derunder en mængde bronzerør fra hendes snoreskørt. I stedet for en dolk var den døde udstyret med et brudstykke af en sværdklinge, der tilsyneladende havde været skæftet for at kunne anvendes som dolk. Ved sværdet var der rester af træskede. Øverst i højen fandtes en urnegrav fra jernalderen.

I forbindelse med den store landsdækkende herredsberejsning besøgte A.P. Madsen i 1901 Højelse sogn og beskrev lokaliteten således: "Rund Høi "Nordhøi" 26 Meter i Tværmaal, 3 1/4 M høi. Afgravet en Del mod Nord. Flad ovenpaa."

Efter vedtagelsen af fredningsloven i 1937 rejste Nationalmuseets folk på ny rundt i hele Danmark. I 1941 var M.B. Mackeprang i Højelse sogn, hvor bl.a. rundhøjen sb. 3 blev fredet med følgende beskrivelse: ""Nordhøj", 4,5 x 5 x 30 m. Afgravet en Del mod N. Flad ovenpaa. Græsklædt i Ager med enkelte Tjørn m.m."

Længde: 2,5 m; bredde: 0,63 m (opmålt i 1880)