Hvedshøj

Cand. Lorck overværede i 1862 udgravningen af den meget store "Hvedshøj" – egnens højeste punkt. Udgravningen startede ca. midt på højens sydside. Et stykke inde stødte man på en kiste af mindre sten med tang imellem. Kistens bund var dækket af en tyk træplade, hvorpå der lå brændte knogler. Under pladen (formentlig kistens nedfaldne trædække) lå et bronzesværd, hvis greb var omviklet med guldtråd samt en bronzepincet. I samme niveau som denne grav, men et stykke derfra fandtes en lignende kiste. Også denne havde en træplade i bunden, hvorpå de brændte ben lå. Over dem var anbragt et hængekar med åbningen nedad, og ved siden af dette lå en lang enægget kniv, en stor dobbeltknap med guldbelægning, en nål med "vorter" på hovedet, en syl samt endnu en enægget kniv, denne med korsformet grebknap. Begge grave dateres til yngre bronzealders periode IV.

I forbindelse med den store landsdækkende herredsberejsning besøgte V. Boye i 1889 Hvedstrup sogn og beskrev lokaliteten således: "Hvædshøi, bevoxet med træer og Buske. N-S 141' i Diameter (et Stk. imod Syd er bortskaaret. V-Ø 112' i Diameter, 19' høi. Toppen er affladet og har en Fordybning, V-Ø er den 54' i Diameter, og noget afgraven i Siden imod S, hvor Lorck i 1862 fandt 2 Stenkister med brændte Ben, hver med en Bundplanke, og Bronzesagerne Mno. 20505-20513. Eieren har tilføiet, at da Benene og Bronzesagerne laa mellem Træ, maa hver Kiste ogsaa havt Dække af Træ."

Efter vedtagelsen af fredningsloven i 1937 rejste Nationalmuseets folk på ny rundt i hele Danmark. I 1942 var T. Mathiassen i Hvedstrup sogn, hvor bl.a. den fredede rundhøj blev besøgt: ""Hvedshøj", 35 x 45 m, 6 m høj; ujævn Overflade; stejlt afgravet i Øst. Spor efter Gang rundt om."