Døeshøje af . Begrænset anvendelse

Oldtiden i Holstebro Kommune

Farvelagt Illustration af et smykkesæt fra vikingetiden fundet i en rig kvindegrav i Grydehøj ved Skærum i forbindelse med tørvegravning i slutningen af 1800-tallet. Akvarellen er udført af J. Magnus-Petersen i 1902.
.
Oldtidsvejens gravhøjsbælte (røde prikker) strækker sig fra Hagebro ved Karup Å, rundt nord for Holstebro, op mod Fabjerg og ud til Vesterhavet ved Trans. Cirka 430 fredede gravhøje indgår i forløbet, men oprindelig fandtes mindst 1.500 høje på strækningen. Hovedparten af højene er anlagt i yngre stenalder og bronzealder, men der indgår også høje fra jernalderen og vikingetiden. Højrækken er særlig markant ved vadesteder, hvilket underbygger, at gravhøjsbæltet følger en landfærdselsåre med oprindelse i yngre stenalder.
.

Tidslinje over oldtiden i Holstebro Kommune.

.

Istidens øst-vest-gående israndslinje har i høj grad sat sit præg på området. Der er mange arkæologiske spor i morænelandskabet nord for israndslinjen samt i Storådalen. Også de mange gravhøje langs Oldtidsvejen, der følger israndslinjen, præger landskabet. På Ulfborgegnens sandslette i kommunens sydlige del er de arkæologiske fund derimod langt færre, hvilket antyder, at området var ret tyndt befolket i store dele af oldtiden.

Ældre stenalder

Det ældste spor af mennesker i området er en pilespids fra Brommekulturen (ca. 11.000-ca. 10.500 f.Kr.) fundet ved Mundbjerg. Herudover er der flere steder langs især Hellegård Å og Storåsystemet fundet flint dateret til ældre stenalder. Der er tale om fundopsamlinger, der formentlig både knytter sig til jægernes bopladser og repræsenterer Storåens brug som transportvej, hvilket den fungerede som igennem hele oldtiden. I moser og på tørland, nær bopladsfund i Ulfborg, Slyk, Sevel Skovby og Vemb Enge, er der desuden fundet flere stammebåde fra perioden. En særlig velbevaret stammebåd, der blev fundet under en udgravning af en boplads tæt ved Storå, opbevares på Holstebro Museum.

At landet i Fastlandstiden, ca. 9700-ca. 7000 f. Kr., strakte sig længere mod vest, viser sig ved, at der indimellem skylles genstande i land langs Vestkysten, fx forarbejdet rav og hjortetaksøkser. Desuden vidner opsamlet flint og skaldynger i områdets nordøstlige del om aktiviteter langs Limfjordskysten fra Ertebøllekulturen (ca. 5400-ca. 3950 f. Kr.) ved slutningen af ældre stenalder.

Yngre stenalder

Især langs Hellegård Å er der gjort en del opsamlingsfund af flint og keramik, dateret til begyndelsen af yngre stenalder (ca. 3950-ca. 1700 f. Kr.), som menes at stamme fra tragtbægerkulturens (ca. 3950-ca. 2800 f. Kr.) bopladser. De ældst kendte bygninger er fra senneolitikum (ca. 2350-ca. 1700 f. Kr.), hvorfra der kendes flere eksempler på huse med én række tagbærende stolper midt i husets længderetning, fx ved Lille Tovstrup.

Det er dog fortrinsvis de mange betydningsfulde offerfund og anseelige gravanlæg, der tegner periodens kulturhistorie i området. Seks elegant udførte økser fra Rydhave, den største med en længde på 44 cm, stammer fra ca. 3950-ca. 3300 f. Kr. Økserne er blevet nedlagt samlet, formodentlig som et offer. Det er ligeledes tragtbægerkulturens mennesker, der står bag anlæggelsen af Døeshøjene. Gravskikken hos den efterfølgende enkeltgravskultur (ca. 2800-ca. 2350 f. Kr.) repræsenterer en større grad af individualitet og er præget af små høje, der kun rummer en enkelt eller få begravelser, som det fx ses ved Mejrup, hvor fem af oprindelig ni små høje er synlige i landskabet.

Bronzealder

Mange af de hundredvis af gravhøje langs Oldtidsvejen stammer fra bronzealderen. Få er arkæologisk undersøgt, men den fredede Bredhøj ved Døeshøjene er en undtagelse. Den rummede en egekistegrav, hvori der blev fundet et sværd samt bevaret uldtøj, en bronzeøkse, en dolk og en benkam.

Ved Frøjk er der gjort et stort depotfund fra ældre bronzealder (ca. 1700-ca. 1100 f. Kr.), som giver et indblik i periodens religiøse forestillinger, bestående af 19 pålstave, dvs. økser, en sværdklinge, spydspidser og en processionsøkse som dem, man ser afbildet på helleristninger fra perioden.

Bopladsspor fra ældre bronzealder kendes fra bl.a. Hverremose ved Vinderup. Her er fundet flere bygninger med én række tagbærende stolper og forsænkede østender. Samme slags bygninger er fundet flere steder ved Mejrup. I løbet af bronzealderens første århundrede ændredes konstruktionen, således at de nu konstrueredes med to rækker tagbærende stolper. I slutningen af bronzealderen blev bygningerne mindre, hvilket bl.a. ses af bopladssporene ved Tovstrup og Vesterlund, der er lokaliteter, som udvikler sig til større bebyggelser i førromersk jernalder (ca. 500 f. Kr.-Kristi fødsel).

Jernalder

De omfattende bebyggelsesspor fra førromersk jernalder ved bl.a. Tovstrup, Halgårde, Vesterlund og Skivevej nord for Holstebro stammer fra en periode, hvorfra der også er fundet omfattende spor af jernudvinding og -forarbejdning. Bebyggelserne ligger som små klynger af huse omgivet af store marksystemer, der i tørre somre flere steder stadig kan ses fra luften. Fra førromersk jernalder kendes også syv hulbælter, dvs. lange rækker af systematisk ordnede huller, der er blevet gravet i et 3‑6 m bredt, kilometerlangt bælte. Danmarks længste hulbælte er det mindst 2,3 km lange bælte ved Risum Østergård, der er en del af et kompleks bestående af fire hulbælter i Mejrup-Skave-området. En lignende klynge med tre hulbælter findes omkring Nørre Staby og Ulfborg i områdets vestlige del. Der hersker tvivl om hulbælternes funktion, men de menes at have været brugt til at regulere dyrs og menneskers færdsel til eller fra et område enten i fredstid eller som et decideret forsvarsværk.

Gravskikken i ældre romersk jernalder (Kristi fødsel-ca. 160) var karakteriseret af gravlæggelser i dybe jordfæstegrave, i flere tilfælde med træbyggede kamre, som ofte indeholdt adskillige nedsatte lerkar og andre gravgaver. Imellem 10 og 20 lerkar i hver grav var ikke usædvanligt. Gravene findes bl.a. ved motorvejsafkørslen ved Skivevej umiddelbart nord for Holstebro, ved Halgårde og ved Hustedvej vest for Sevel. To grave fra Munktoft skiller sig ud, idet de er forseglet af ca. 800 kg jernudvindingsslagger i stedet for det mere almindelige stentæppe.

I yngre romersk og germansk jernalder (ca. 160-ca. 800) træder bebyggelsessporene igen tydeligst frem i fundene, fx ved Trabjerg, Vemb, Brødbæk, Halgård Bæk og Snedkergård. Bebyggelserne var på denne tid præget af store indhegnede gårde med ca. 200‑250 m2 store bygninger, der lå samlet i landsbyer. Fra dette tidsrum stammer også mange af de detektorfund, der er blevet indleveret til de danske museer. Det drejer sig især om små fibulaer, dvs. dragtspænder, som er fundet i stort antal omkring Vemb, Bur og ved Trabjerg. Derimod er der kun kendskab til få grave fra yngre romersk jernalder og germansk jernalder, fx fra Brødbæk og Dinesensvej i Vemb, hvilket formodentlig skyldes, at gravskikken skiftede fra jordfæstegrave til de anonyme brandpletter med få knoglerester og endnu færre gravgaver.

Vikingetid

I området mellem Sahl og Vinderup er der udgravet bebyggelsesspor og gjort betydelige detektorfund fra vikingetiden (ca. 800‑1050), fx er der ved Toftgård nord for Vinderup dels fundet et guldbelagt trefliget spænde, dels iagttaget spor af grubehuse fra luften. Stednavnet Sahl antyder desuden, at området havde stor betydning i perioden, idet navnet formentlig knytter sig til en stormandshal (sal). Ved Luren i Mejrup er der udgravet en gård på et lille næs, som både har været afgrænset af de stejle brinker ned mod Storå og befæstet med en 380 m lang palisade fra ca. 900-tallet, som var opbygget af dobbeltstolper ligesom i den palisade, der på omtrent samme tid omkransede Harald Blåtands kongsgård i Jelling.

Ved Trabjerg og Nørre Felding Kirke er der også udgravet omfattende bebyggelsesspor fra vikingetiden. Disse bebyggelser har karakter af egentlige landsbyer bestående af flere store gårde. I løbet af perioden ses også en øget specialisering i området, fx udførtes der specialiseret håndværk i mange grubehuse. I Munkehaver lidt nord for Nørre Vosborg er der fundet en tværplanke fra en vandmølle fra tidligt i vikingetiden, hvilket daterer den som en af Danmarks allertidligste vandmøller.

Gravskikken var hovedsagelig præget af jordfæstegrave. I den ældre, hedenske del af perioden kunne gravene være højdækkede og indeholde gravgaver, fx indeholdt kvindegraven fra den fredede Grydehøj ved Skærum et smykkesæt med en armring, et trefliget spænde og skålspænder, og ryttergraven fra Sahl rummede sølvbelagte stigbøjler, en spore og et bidsel fra 900-tallet.

Videre læsning

Læs mere om historie i Holstebro Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Oldtid