I Tønder Kommune er det i højere grad end i mange andre områder i Danmark naturen og havet, der har sat rammerne for menneskets udnyttelse af landskabet igennem oldtiden. Særligt marskdannelsen i bronzealderen fik stor betydning for placeringen af bebyggelserne i landskabet i de efterfølgende perioder af oldtiden.
To bådøkser og et køllehoved fundet i en gravhøj på Vongshøj ved Løgumkloster. Af Museum Sønderjylland, 2004.
Begrænset anvendelse
Oldtiden i Tønder Kommune
Tidslinje over stenalderen og vikingetiden i Tønder Kommune.
Sporene af istidsjægerne i området er ret spredte. Anderledes tydeligt er billedet af de følgende årtusinders jægerbefolknings bosætning, som især fandt sted ved områdets åer, søer og moser. De tidligste agerdyrkeres bopladser og gravhøje er hovedsagelig fundet på bakkeøerne i kommunens område. Bronzealderens enkeltgårde var typisk også beliggende på bakkeøerne, mens jernalderbebyggelsen især lå på kanten af geesten, ud mod marsken og ned mod hedesletterne. Vikingetidens betydelige nybosætning fandt igen sted på kanten af bakkeøerne langs marsken samt ved de større åer inde i landet.
To bådøkser og et køllehoved fundet i en gravhøj på Vongshøj ved Løgumkloster. Bådøkserne, der har navn efter deres bådformede karakter, er stridsøkser af sten. De er dateret til at være fra enkeltgravskulturen, ca. 2800-ca. 2350 f. Kr., i yngre stenalder.
Ældre stenalder
De ældste arkæologiske spor er fundet ved Tingdal syd for Hjerpsted, hvor federmesserkulturens (ca. 12.000‑ ca. 11.000 f. Kr.) rensdyr‑ og elsdyrjægere etablerede en aktivitetsplads. Fra den efterfølgende Brommekultur (ca. 11.000‑ca. 10.500 f. Kr.) er dokumenteret flere mindre aktivitetspladser langs ådalsranden ned til Arnå nordøst for Solvig, og der kendes enkelte fund fra den sidste rensdyrjægerkultur, Ahrensburgkulturen (ca. 10.500‑ ca. 9000 f. Kr.), bl.a. en pilespids fra Timholm.
Sporene efter de følgende årtusinders skovjægerfolk fra Maglemose‑ og Kongemosekulturen (ca. 9000‑ca. 5400 f. Kr.) er anderledes talrige og især koncentreret langs åer, tidligere søer og moser, fx de store moseområder Alslev, Kongens og Ellum Moser ved Draved Skov syd for Løgumkloster. Fra Ertebøllekulturen (ca. 5400‑ca. 3950 f. Kr.) kendes til talrige løsfund fra indlandsbopladser ved vandløb, søer og moser, bl.a. et sjældent fund fra Rejsby Ådal af en hjortetaksøkse dateret til ca. 5400‑ca. 4800 f. Kr.
Yngre stenalder
Sporene af yngre stenalders bosættelser (ca. 3950‑ca. 1700 f. Kr.) findes hovedsagelig på bakkeøerne i kommunens østlige del, da de mod vest siden er blevet dækket af marsken. Koncentrationer af gravhøje findes hovedsagelig her, mens højene mod vest kun er bevaret under de tykke klæglag, der endnu skjuler mange spor efter yngre stenalder. Ved Draved syd for Løgumkloster blev dog udgravet en mængde kogestensgruber samt en kulturlagsrest med keramik i den såkaldte Klintebakkestil, dateret til ca. 3200 f. Kr.
Fund af en større mængde spillebrikker ved Ålbækdal syd for Hjerpsted viste sig at stamme fra to adskilte bosættelser dateret til hhv. ca. 3300‑ca. 3100 f. Kr. og ca. 2900‑ca. 2800 f.Kr. Flere af tragtbægerkulturens storstensgrave (ca. 3950‑ca. 2800 f. Kr.) er blevet arkæologisk undersøgt, bl.a. to jættestuer ved Bremsbøl dateret til ca. 3300‑ca. 3100 f. Kr. samt en jættestue og to langdysser ved hhv. Gammelenge nordøst for Højer og Steneng ved Abterp. Begge anlæg blev dækket af marsk efter stenalderen.
Bronzealder
Galstedspændet, der har navn efter fundstedet, er udført i forgyldt sølv i tiden omkring år 500. Spændet, der i dag er fragmenteret, bestod oprindelig af en kraftig plade forsynet med en ansigtsprydet medaljonformet skive i midten og modstillede fantasidyr ved enden, som står for at fortære endnu et ansigt, og som må antages at have være modsvaret af en tilsvarende opstilling af dyr ved modsatte ende. Spændet, der ikke har nogen direkte paralleller, er et meget fint tidligt eksempel på den nordiske dyrestil, og det menes at være lokalt fremstillet. Ansigtet i midten af medaljonen har i mange år været logo for det tidligere Haderslev Museum, nu Museum Sønderjylland.
Bronzealderens bopladser (ca. 1700‑ ca. 500 f. Kr.) var som i resten af landet bebygget med enkeltgårde, der i tiden ca. 1800‑ca. 1600 f. Kr. begyndte at blive opført som treskibede bygninger. Bopladsspor fra ældre bronzealder (ca. 1700‑ca. 1100 f. Kr.) er bl.a. fundet ved Marskhallen i Højer, ved Drengsted og Løgumkloster. I den nordlige halvdel af kommunen er der bevaret flere gravhøje fra bronzealderen, typisk højtbeliggende på bakkeøerne. Det gælder fx gravhøjene på Vongshøj ved Løgumkloster, højrækken nord for Hjerpsted og på Gasse Høje ved Skærbæk. Gravhøjene ved Hjerpsted er karakteristiske ved at ligge i en lang række langs med kysten.
Særlig opmærksomhed har en rig egekistegrav i Emmerlev påkaldt sig, idet den indeholdt både guldfund og rester af organisk materiale. Under en høj i Hjerpsted er der fundet ardspor fra datidens enkle plov, muligvis udført som en rituel handling. Sporene af yngre bronzealders bopladser (ca. 1100‑ca. 500 f. Kr.) er bl.a. fundet på Hjemsted Banke. Bopladsens huse viste sig at være mindre end ældre bronzealders huse, hvilket er en tendens, der også ses i det øvrige danske område. Periodens brandgrave er endnu ikke fundet særlig mange steder, men urnegrave kendes fra Hjerpsted samt i form af en større urnegravplads i Møgeltønder fra over‑ gangen mellem bronzealderen og ældre jernalder, ca. 500 f. Kr.
Jernalder
Jernalderbebyggelsen i Tønder Kommune blev hovedsagelig placeret på kanten af geesten, ud mod marsken og ned mod hedesletterne, hvor bosættelserne kunne ligge i sikkerhed for stormfloder og samtidig udnytte marsk‑ og engområderne til græsning. Tidligt i førromersk jernalder (500 f. Kr.‑Kristi fødsel) var bosætningen endnu præget af spredtliggende enkeltgårde, men snart begyndte små landsbyer at vokse frem. I tidsrummet ca. 50 f. Kr.‑ca. 125 e.Kr. begyndte både den enkelte gård og landsbyerne som helhed at vokse i størrelse. Landsbyerne kom nu også til at ligge med kortere indbyrdes afstand, og det er muligt at iagttage øget social differentiering inden for den enkelte bebyggelse, bl.a. igennem varierende størrelser på de enkelte gårde, som det ses ved fx Galsted nordøst for Agerskov. I tiden fra Kristi fødsel og frem til midten af 500‑tallet var området præget af jydernes, varinernes og anglernes kamp om magten. Anlæggelsen af flere forsvarsværker i Sønderjylland og Sydslesvig afspejler disse kampe.
Nord og syd for Vidås udmunding i Vadehavet ligger to ringborge fra ca. Kristi fødsel‑ca. år 200, Trælbanke ved Højer samt Archsumburg på øen Sild i det nuværende Nordtyskland, der var en del af forsvarsvolden Olgerdiget på østkysten. Magtkampene mellem de enkelte stammer medførte, at anglerne udvandrede, og jyderne etablerede en lang række bebyggelser, hvor man fremstillede jern af områdets rige forekomster af myremalm.
I midten af 500‑tallet forsvandt mange landsbyer igen, muligvis pga. en pludselig voldsom klimaforværring. Fra tiden kendes mange guldofferfund over hele Skandinavien. Det berømteste af disse fund er de to guldhorn fundet i Gallehus, der blev fremstillet i 400‑tallet og måske blev anvendt som ofre til guderne i 500‑tallet. Der vides ikke meget om udviklingen fra slutningen af 500‑tallet til ind i 700‑tallet, da der ikke er fundet bebyggelsesspor fra perioden. Detektorfund ved bl.a. Emmerlev viser dog, at egnen ikke lå helt øde hen.
Galsted efter Kristi Fødsel
Ved Galsted ca. 6 km nordøst for Agerskov er der udgravet en af de bedst bevarede og komplette landsbyer fra ældre romersk jernalder. Som noget helt unikt er landsbyen opstået med udgangspunkt i en gravhøj, der blev opført i ældre bronzealder. Rundt om gravhøjen blev der anlagt 13 huse. Alle husene var omgivet af et fælles landsbyhegn, som var sat i en dyb grøft. I landsbyhegnet var der en indgang ud for hovedindgangen i hvert langhus. Gårdene var adskilt fra hinanden af stikhegn og havde derved en lille forgård mellem hus og landsbyhegn. Hver gård havde også en indgang, som gav adgang til fællesområdet med gravhøjen. Landsbyen er dateret til tiden ca. Kristi fødsel – ca. år 100. Da landsbyen med fælleshegnet blev opgivet, skete der en fuldstændig omstrukturering af landsbyen. Antallet af gårde blev reduceret fra 13 til ni. Størrelsen på toften blev kraftigt forøget, og hver gård fik sin egen indhegning. Øst for landsbyen blev der anlagt en gravplads, som var fælles for de otte af gårdene. Her var der udelukkende begravet bønder og krigere i urnegrave. Den yngste landsby er dateret til ca. 75-160.
En gård, der lå for sig selv, havde sin egen gravplads. Gravene her skilte sig ud, da tre af dem havde gravhaver, og en var en jordfæstegrav. Den familie, der boede her, var tydeligvis noget særligt. Det understreges yderligere af, at en af de døde var begravet med en fingerring af guld. Formodentlig har gården tilhørt landsbylederen, der antages at have boet her med sin familie.
Guldhornene
Ole Worms afbildning af det lange guldhorn i sin bog De Aureo Cornu fra 1641.
Nationalmuseets kopier af Guldhornene.
Guldhornene, der blev fremstillet i 400‑tallet i ældre germansk jernalder, betragtes af mange som det mest berømte danske nationalklenodie. Historien om dem tog sin begyndelse, da bondepigen Kirsten Svendsdatter fandt det 75,8 cm lange og ca. 3,2 kg tunge guldhorn ved Gallehus d. 20. juli 1639. Få meter herfra fandt husmanden Erik Lassen det korte guldhorn d. 21. april 1734. Fra begyndelsen vakte hornene opsigt hos kongen, som fik dem indlemmet i sit Kunstkammer. I 1802 blev de imidlertid stjålet af den fallerede guldsmed Niels Heidenreich, som smeltede dem om. Kort tid efter skrev Adam Oehlenschläger sit mest berømte digt om dem og indvarslede hermed romantikkens indførelse i Danmark. Heldigvis var der blevet lavet tegninger af begge horn, og de kunne begge genskabes. De første kopier fra 1860 var dog fejlbehæftede, og der blev siden lavet nye i hhv. 1945 og 1979. Til trods for kopiernes beskedne guldindhold er de blevet stjålet både i 1993 og i 2007.
Motiverne på guldhornene gik tabt ved omsmeltningen, men tegningerne viser, at hornene var inddelt i billedringe forsynet med gådefulde figurer som mennesker med hornede hjelme, dyr, ryttere, kentaurer og en trehovedet figur, som bærer en økse. Måske afspejler motivernes figurer myter, hvis indhold ikke længere er kendt. Det er på baggrund af tegningerne, at de senere kopier er fremstillet. Det korte horn er desuden forsynet med en indskrift, som fortæller: »Jeg HlewagastiR (Lægæst) HoltijaR (fra Holt eller Holtes søn) gjorde hornet«, mens det lange horn er indskriftsløst.
Det er uvist, hvad hornene har været brugt til. Oldgranskeren Ole Worm foreslog i 1641, at der var tale om en krigsbasun fra Frode Fredegods tid. I hans samtid blev hornet brugt af Christian 4.s søn, prins Christian, »den udvalgte prins«, som drikkehorn. Hornene har formentlig været anvendt i forbindelse med ritualer ved religiøse ceremonier, men om de i denne sammenhæng er blevet brugt som drikkehorn eller som blæseinstrumenter, vides ikke.
Vikingetid
Forholdsvis mange bebyggelser begyndte atter at etablere sig i området i vikingetiden (ca. 800‑1050). Bosætningen fandt igen fortrinsvis sted på kanten af bakkeøerne langs marsken og ved de større åer inde i landet som Brede Å, Arnå og Vidå. Eksempelvis er der i Store Emmerske fundet langhuse og grubehuse samt et rigt fundmateriale, der viser, at stedet spillede en regional rolle, måske som forgænger for den middelalderlige købstad Tønder. Ved Emmerske er der også fundet patricer til støbning af fibulaer fra vikingetiden. Grave fra perioden er kun sporadisk fundet i området. Der er fundet flere urnegrave, en gravskik, der i vikingetiden kun kendes fra Sydvestjylland og anses for at være frisisk. Der er desuden fundet flere jordfæstegrave, der har ligget under små høje omgivet af ringgrøfter. Jordfæstegrave med ringgrøfter fra vikingetiden er sjældne i Danmark, men er mere almindelige i Sydslesvig.
Videre læsning
Læs mere om historie i Tønder Kommune
Læs videre om
Læs også om
- Middelalder i Tønder Kommune
- 1536-1850 i Tønder Kommune
- 1850-1920 i Tønder Kommune
- 1920–1970 i Tønder Kommune
- 1970–2007 i Tønder Kommune
Se alle artikler om Oldtid
