Bebyggelsesmønsteret i området var tvedelt: Mod vest på de gode agerjorder og marskenge lå de største landsbyer, hvorimod der mod øst med bl.a. hedesletter lå mindre landsbyer med stor indbyrdes afstand. Udskiftningen af landsbyerne skete fra sidste tredjedel af 1700‑tallet. Karakteristisk for området var, at fra 1700‑tallet var der stort set ikke længere herregårdsdrift. Købstaden Tønder var amtscenter; kniplingshandelen blev fra 1700‑tallet vigtig for byens økonomi. Højer og Løgumkloster udviklede sig til flækker, hvor der ligeledes blev drevet handel og håndværk.
1536-1850 i Tønder Kommune
I Brøns Kirke findes nogle helt unikke kalkmalerier fra 1530’erne, dvs. fra reformations tiden, hvoraf nogle kan betragtes som indlæg i tidens teologiske diskussioner og som en skarp kritik af pavekirken. På dette kalkmaleri ses paven omgivet af det kirkelige hierarki. De er grupperet om et kæmpedokument med 11 segl, antagelig en pavebulle, men dokumentet er tomt. På hver side af dokumentet står to narre iklædt kutter med æselører; de forsøger at udlægge det pave lige dokument, der må forstås som tomt og værdiløst.
Braun og Hogenbergs prospekt af Tønder fra ca. år 1600 er det ældste trykte billede af byen. Byen og dens huse ses i fugleperspektiv. Herudover ses også Tønderhus, Trøjborg, Gallehus samt en del af Møgeltønder. De mange kanaler mellem mark- og engarealerne omkring byen giver et indtryk af de udfordringer, byens beliggenhed i marsken gav i datiden.
Administrativ inddeling
Den nuværende Tønder Kommune var efter delingerne i 1500‑tallet noget af et kludetæppe. Fra 1581 var mønsteret, at den nordligste del af kommunen samt den nordlige del af Rømø lå i Haderslev Amt, der var underlagt den danske konge som hertug af Slesvig. I syd lå området omkring Løgumkloster i Løgumkloster Amt, mens områderne omkring Tønder, Højer og Vester Gammelby og Skast lå i Tønder Amt og som sådan underlagt den gottorpske hertug til 1720.
Områder omkring Bredebro, Ballum og Møgeltønder samt sydspidsen af Rømø tilhørte de kongerigske enklaver og var en del af Danmark.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Det er begrænset, hvad der med sikkerhed kan siges om Tønder Kommunes befolkningstal i perioden. I landdistrikterne var 1500‑tallet gode tider med en tilvækst til følge. Derimod indtraf i 1600‑tallet en tilbagegang, hvor krige med fjendtlige troppers indtrængen og epidemier af pest og tyfus gang på gang ramte området. Ud fra bevarede kirkebøger fra Toft‑ lund, Agerskov og Arrild Sogne kan det anslås, at omkring halvdelen af befolkningen døde i ca. 1660. Længere sydpå slap man billigere. 1700‑tallet bød på en fremgang, som efterhånden blev stærkere og stærkere. Købstaden Tønder blev gang på gang ramt af pest og brande, men voksede alligevel indtil omkring 1625, hvor dårlige konjunkturer også kom, og befolkningstallet stagnerede til langt ind i 1700‑tallet.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Bebyggelse og erhverv på landet
Meget af bebyggelsen i den nuværende Tønder Kommune koncentrerede sig mod vest, på kanten af bakkeøerne, hvor der både var den bedste agerjord på bakkeøerne og rige marskenge. Her lå de største landsbyer: Brøns og Rejsby i nord og Ballum (delt i Østerende og Vesterende), Emmerlev, Sønder Sejerslev, Daler og Møgeltønder længere mod syd. Derimod var hedesletterne og den mere sandede Toftlund Bakkeø mod øst præget af mindre landsbyer, der lå med stor afstand. Som resten af Sønderjylland oplevede egnen gårddelinger i 1500‑ og 1600‑tallet. Ved marskranden, hvor bebyggelsen allerede i middelalderen var tæt, var omfanget dog moderat. Her kom der til gengæld mange huse, og der var store sociale forskelle.
Hertug Hans den Ældre etablerede i årene 1554‑56 det første havdige i landet, der modsat de middelalderlige sommerdiger gav beskyttelse mod vintersæsonens kraftigere højvander og stormfloder. Diget gik fra Højer til Rudbøl og herfra videre mod øst til Lægan, hvorfra det fortsatte mod syd. Det var opbygget af opgravet klæg, beskyttede hele Tøndermarsken og muliggjorde efterhånden bebyggelse på marskens overflade, særligt i den indre del af Tøndermarsken.
Udskiftningen fandt sted i sidste tredjedel af 1700‑tallet. Som i det meste af det øvrige Sønderjylland blev gårdene normalt liggende i landsbyerne, og gårdene fik som oftest flere parceller. En del hedearealer blev først udskiftet i 1800‑tallet. Igennem hele perioden hørte de fleste gårde under amterne Haderslev, Tønder og Løgumkloster. Gårdene var i praksis arvelige, og bønderne var stort set fri for hoveri. Der blev etableret enkelte fyrstelige avlsgårde i 1500‑tallet, mest markant ved jagt slottet Grøngård, men omfanget var meget beskedent. Af herregårde rummede egnen i 1500‑tallet kun tre, som alle var små, og alle kom under de gottorpske hertuger i løbet af 1600‑tallet. Til gengæld blev de tidligere bispeborge Trøjborg og Møgeltønderhus til private storgodser, den sidste under navnet Schackenborg. Begge hørte juridisk under Kongeriget Danmark og ikke Slesvig, og begge var også usædvanlige ved tidligt at få hoveriet afløst og det meste af hovedgårdsmarken udlejet til bønderne. I 1700‑tallet var der reelt ingen herregårdsdrift og hoveri tilbage i hele området.
Den vestlige del af området på kanten af marsken udviklede i 1500‑tallet en bondeøkonomi, som langt op i 1700‑tallet var mere markedsorienteret og pengeøkonomisk end noget andet sted i det nuværende Danmark. Den blev fremmet af adgangen til Nordtyskland og Nederlandene samt de frie forhold for bønderne. Udgangspunktet var især studeavl og studehandel, men der udvikledes også en bredere bondehandel og en udstrakt kredit‑ og pengeudlånervirksomhed. Det skabte en bondeelite med stor selvbevidsthed og en rig materiel kultur. Fra slutningen af 1600‑tallet til midten af 1800‑tallet kom der en ny erhvervsgren til i form af kniplingsproduktion, hvor Tønderegnen blev det vigtigste centrum i hele Slesvig‑Holsten og Norden. Tusinder af piger og kvinder kniplede over hele egnen, mens købmænd fra Tønder og handlende fra landet forsynede kniplerskerne med tråd og mønstre og aftog og videresolgte kniplingerne. Rømø blev ligesom øerne syd herfor tidligt orienteret mod havet, og fra 1600‑tallet var mange af øboerne beskæftigede ved hvalfangst i Nordatlanten.
Bebyggelse og erhverv i byerne
Bebyggelse og erhverv i byerne Ud over købstaden Tønder udviklede Højer og Løgumkloster sig til mindre bysamfund, som fik status af flækker. Tønder var i hele perioden administrativt centrum for et stort amt. I 1500‑ og 1600‑tallet var der jævnligt fyrsteligt besøg på Tønderhus, der dog aldrig rummede et permanent hof. Byen var især en handelsby, som nød godt af et stort og velhavende opland, men til gengæld også mødte konkurrence fra oplandets bondehandel. Før midten af 1600‑tallet havde byen særdeles gode tider med oksehandelen som omdrejningspunkt, men som i det meste af Danmark og Sønderjylland var der nedgang fra midten af 1600‑tallet. I 1700‑tallet gik det frem igen, nu med kniplingshandelen som stadig vigtigere erhvervsgren. Det velstående opland gav også marked for specialiserede håndværkere, herunder mange guldsmede. Til gengæld var det en klar ulempe for byen, at adgangen til havet gik gennem Vidå, som ikke var passerbar for større skibe.
Tættere adgang til havet gjorde til gengæld, at den store landsby Højer længere ude ad åen gradvis udviklede sig til et bysamfund, som fra 1600‑tallet blev regnet for flække, hvor det var lovligt at drive handel og håndværk. Højer fungerede som havneby, der var udgangspunkt for sejlads med fladbundede skibe i Vadehavet. Ud over det havde Højer dog også stadig et betydeligt landbrug, som beskæftigede en god del af indbyggerne. I Løgumkloster var udgangspunktet et stort årligt marked, men byen fik også en ret betydelig rolle inden for kniplingserhvervet, og den fungerede som en lille oplandsby.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
De slesvigske hertuger
I løbet af middelalderen blev Sønderjylland til et hertugdømme, og fra 1232 til 1375 havde det sin egen hertugslægt, Abelslægten, som var en sidegren til kongeslægten. Den blev efterfulgt af den holstenske greveslægt schauenburgerne 1386-1459. Samtidig skiftede hertugdømmet navn til Slesvig. I 1460 blev Christian 1. hertug af Slesvig, og fra da og til 1864 herskede alle danske konger også i hertugdømmet eller dele af det. Titlen beholdt de helt til 1972. Fra sidst i 1400-tallet til 1650 fik alle kongesønner også titel af hertug af Slesvig og Holsten og ret til at arve dele af Hertugdømmerne. Frederik 1.s yngre søn, hertug Adolf, grundlagde hertuglinjen gottorperne, som fra 1544 til 1713 reelt regerede over store dele af hertugdømmet.
En generation senere fik Christian 3.s yngre søn Hans den Yngre en mindre del af Slesvig og Holsten med en noget mere begrænset regeringsmagt. Hans sønner delte arven og grundlagde linjerne Sønderborg, Nordborg, Ærø og Glücksborg, der alle rådede over små dele af Slesvig, samt Plön, der holdt til i Holsten. De uddøde efterhånden; den sidste i 1779. Fra den sønderborgske linje udgik dog sidelinjerne Augustenborg og Beck/Yngre Glücksborg, der kun var godsejere, men fik afgørende betydning i 1800-tallet. Fra den sidste udgår den nuværende danske kongeslægt.
Skattefund
I 1985 blev der ved Sønder Vollum fundet en nedgravet skat bestående af ca. 330 mønter, hovedsagelig sølvdalere. Blandt mønterne er bl.a. ti spanske sølvdalere, hvoraf de fleste er slået i Mexico. Skatten, der er en af Danmarks største møntskatte fra Torstenssonkrigen 1643‑45, blev nedgravet i 1643, da general Torstensson nærmede sig Slesvig. I 2020 blev der fundet yderligere et stort antal mønter fra skatten.
Videre læsning
Læs mere om historie i Tønder Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Tønder Kommune
- Middelalder i Tønder Kommune
- 1850-1920 i Tønder Kommune
- 1920–1970 i Tønder Kommune
- 1970–2007 i Tønder Kommune
- Slesvig og Sønderjylland
Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850
Se alle artikler om 1536-1850
