Tøndermarsken

©
Temperamenterne blusser kortvarigt op mellem to store kobbersnepper, som i et virvar af ben, næb og vinger springer og basker højt over marsken. Stor kobbersneppe er en fåtallig ynglefugl i Danmark med nogle af de største ynglebestande i Vejlerne, på Tipperne og i Tøndermarsken. På ynglepladserne kan man bl.a. se den udføre sin såkaldte tosseflugt, hvor den vipper fra side til side i luften, mens den udstøder et højt og klangfuldt »vitt-duu«.
.
Licens: Begrænset anvendelse
Dagen går på hæld over Tøndermarsken, hvor aftenhimlen spejler sin rødmen i Saltvandssøens blanke overflade. Som navnet antyder, består søens vand af saltvand, der hentes gennem en nedgravet rørledning 800 m ude i Vadehavet. I løbet af et år udskiftes vandet i søen 6-10 gange. Ved højvande pumpes vandet ind i søens sydlige del for siden at forlade Saltvandssøen i nord, hvor vandet først løber til et reservoir og derefter ud i Vidå.
.
Licens: Begrænset anvendelse

Et stort, fladt og delvis inddiget marsklandskab strækker sig ned langs Vadehavskysten fra Blåvands Huk og videre sydpå til Den Helder i Holland. Oprindelig var marsken et marint forland, som blev dannet af tidevandets aflejringer, men gennem inddigninger og afvanding er store dele af den frugtbare naturtype i dag omdannet til et kulturlandskab, som veksler mellem fåre- og kvæggræssede enge og mere intensivt opdyrkede landbrugsområder. Med et areal på ca. 85 km2 udgør Tøndermarsken det største samlede marskareal i Danmark. Den store inddigede marsk ligger i den sydvestligste del af Tønder Kommune og afgrænses mod nord af Hjerpsted og Abild Bakkeøer, mod vest af Vadehavet, mod øst af Tinglev Hedeslette og mod syd af den dansk‑tyske grænse.

Marskens dannelse

For ca. 8.000 år siden var havniveauet steget så meget, at vestkystens landskab blev oversvømmet, og marskdannelsen satte i gang. I begyndelsen var vandet stadig ferskt, og aflejringerne bestod af ferskvandsgytje. Efterhånden steg saltholdigheden, og oven på ferskvandsgytjen blev der aflejret marin gytje, silt og ler. Aflejringernes tykkelse og indholdet af organisk materiale varierer, hvilket skyldes de forskellige niveauforhold under aflejringerne og den stadige skiften mellem stormflod og normalt vejr. Nogle steder er aflejringerne helt op til 10 m tykke og består af sand, tørv, gytje, klæg og andre mudrede sedimenter. Marsken dannes i tidevandsområder, og hvor vaderne er tørre nok, indvandrer salttålende planter som strandannelgræs, alm. vadegræs og vadesalturt.

Når højvandet oversvømmer vaderne, holder planterne på sedimenterne i vandet, så vaderne vokser, og der efterhånden dannes marsk. Marskens vækst fortsætter på samme måde, hvilket betyder, at selv om havniveauet sti‑ ger, formår marskens højdetilvækst at holde trit. Selv når marskfladen er vokset op over den normale højvandstand, vokser den stadig i højden pga. det sediment, der tilføres ved stormfloder.

Den bebyggede marsk

Især fra middelalderen har regelmæssige oversvømmelser gjort det vanskeligt at bebygge det lavtliggende marsklandskab. I 1100‑tallet anlagde friserne og lokalbefolkningen derfor deres gårde på højtliggende moræneknolde. Samtidig begyndte de at bygge værfter eller forhøjninger, hvorpå de placerede deres landsbyer. Det gav gårdene en vis beskyttelse, når vandet krøb ind over marsken. I den del af marsken, som kaldes Ved Åen, ligger et værftområde med ca. ti værfter, om end kun enkelte af værftgårdene er bevaret. En af disse gårde er den fredede Nørre Sødam fra 1767. Nørre Sødam er en firlænget gård, der er opført i grundmur med den særlige egnskarakteristiske tømmerkonstruktion, hvor stråtaget bæres af solide stolper og bjælker.

Landindvinding

I 1500‑tallet begyndte man at inddige de højtliggende marskområder, der efterfølgende blev afvandet ved hjælp af dræningskanaler. De inddigede områder kaldes koge, som selv er inddelt i hundredvis af små fenner, der vandes med næringsrigt vand fra Vidå. Fennerne, som ligger adskilt af skelgrøfter, ses særlig tydeligt i bl.a. Ny og Gammel Frederikskog samt i store dele af Rudbøl Kog. Ud over inddigning blev der også foretaget landindvinding med slikgårde, hvor faskiner i form af dobbelte pælerækker udfyldt med ris af kviste og grene fangede højvandets sedimenter, hvilket fik marsken til at vokse hurtigere end ved naturlig aflejring.

Margrethe Kog og Saltvandssøen

Den sidste inddigning fandt sted i 1981 med etableringen af Det Fremskudte Dige, hvilket skabte Margrethe Kog. Diget, som afskar 1.100 ha vadeflade fra Vadehavet, beskytter i dag både Tønder og hele Tøndermarsken. For at kompensere for det naturtab, som inddigningen forårsagede, blev Saltvandssøen anlagt 1983‑84 i det sydvestlige hjørne af Margrethe Kog som et fælles dansk‑tysk projekt. I dag fremstår den som en ca. 4 km lang, lavvandet fuglesø på 246 ha, der forsynes med indpumpet saltvand fra Vadehavet.

Fuglene i marsken

Netop fuglelivet er et af Tøndermarskens særkender med store ynglebestande af bl.a. atlingand, rørdrum, vibe, rødben, stor kobbersneppe, sortterne, hedehøg, sydlig blåhals og savisanger. I perioden 1978‑88 ynglede der fx 1.180 par viber og 148 par store kobbersnepper i Tøndermarskens ydre kog, og selv om bestandene ved den seneste totaloptælling i 2015 var faldet til hhv. 178 og 67 par, er området stadig en af landets vigtigste ynglelokaliteter for især stor kobbersneppe. Også sortternen trives i Tøndermarsken. I 2019 husede marsken tre kolonier af sortterner med i alt 43 ynglepar, som formåede at få 41‑45 unger på vingerne. Om foråret og efteråret kan man opleve fænomenet »sort sol«, hvor stære i tusindvis går til overnatning i rørskovene. På samme tid benytter et stort antal trækkende ande‑ og vadefugle marsken som rasteplads. De raster normalt ude foran digerne, men i tilfælde af springflod søger de ofte ind til Saltvandssøen, der så kan huse op til 11.000 lille kobbersneppe, 60.000 alm. ryle og 80.000 islandsk ryle.

Videre læsning

Læs mere om Tønders Kommunes landskaber

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber