Store Vildmose

Under branden i Store Vildmose i 1976 deltog det nordjyske brandberedskab, civilforsvaret og militæret i slukningsarbejdet, ligesom militærhelikoptere måtte indsættes. Da sommeren havde været meget tør og solrig, havde brandfolkene ofte svært ved at skaffe vand til slukningen.
.

Set fra luften træder Store Vildmoses aflange fenner tydeligt frem i landskabet. Fennerne blev oprindelig benyttet til græsning. De spiller stadig en rolle som græsningsparceller, men udnyttes i dag også til kartoffel- og kornproduktion.

.

Kunsttavle udført af billedkunstner Mette Rehné i 2015. Tavlen viser kulsvierlauget gå på de berømte trædestensrækker i Store Vildmose fra oldtiden. I samarbejde med Brønderslev Kommune har Jammerbugt Kommune sat fokus på natur, kulturhistorie og erhvervsliv i Store Vildmose med otte attraktioner. Der er i alt opsat 52 vejvisningsskilte i mosen.

.

Selv om det meste af Store Vildmose i dag er opdyrket, udgør de resterende, uopdyrkede dele af mosen det største fredede område i Brønderslev Kommune. Området er bl.a. vigtigt for fuglelivet, og ifølge Dansk Ornitologisk Forening ynglede kongeørnen for første gang i mosen i 2016.

.

Selv om man normalt forbinder multebær med Nordskandinavien, findes planten også i Danmark. I Store Vildmose vokser den spredt på højmosefladerne, men kan især langs kanalerne stedvis danne ret tætte bestande.

.

Artikelstart

På grænsen mellem Brønderslev, Jammerbugt og Aalborg Kommuner ligger resterne af en tidligere vidtstrakt højmose. I stenalderen opstod der på dette sted en lavvandet bredning i Littorinahavet, som dengang dækkede store dele af Vendsyssel. Den igangværende landhævning medførte, at havet langsomt forsvandt; bredningen blev først til en saltvandssø og senere til våde enge. I løbet af middelalderen bredte tørvemos sig over hele området, og med tiden hævede Store Vildmose sig op over det omkringliggende landskab.

Selv om man stadig kan genfinde rester af fordums vidstrakte højmoseflader, er langt det meste af mosen i dag et produktivt kulturlandskab.

I det meste af Store Vildmoses historie har tørv været et vigtigt råstof. Tørven udnyttes stadig i produktionen af dyrkningsmedier under navnet »sphagnum« til gartneri og havebrug.

1.895 ha højmose, småsøer, krat og enge er i dag fredet. I 2015 købte Miljø- og Fødevareministeriet en del af mosen for at genoprette yderligere 500 ha af tidligere højmose.

Store Vildmose er en højmose, og i modsætning til lavmoser, der modtager vand og næringsstoffer fra det omkringliggende grundvand, får højmosen kun vand og næringsstoffer fra luften og bliver derfor næringsfattig. Højmosen dannes af tørvemos, som vokser opefter, mens de nederste dele af mosset efterhånden dør. Vandet i mosen er dog så surt, at bakterier og svampe ikke trives. Derfor nedbrydes det døde tørvemos ikke, men danner i løbet af flere hundrede år tykke lag af tørv, der får højmosen til at hæve sig som en lav kuppel op over landskabet. I Store Vildmose nåede tørvelaget en tykkelse på ca. 3,5 m.

Med et areal på ca. 5.000 ha hørte Store Vildmose til blandt Nordeuropas største højmoser og var et vildt, uvejsomt og myteomspundet stykke natur, som kun de færreste turde vove sig ud i. Siden har Store Vildmose ændret sig dramatisk, og selv om man stadig kan genfinde rester af fordums vidstrakte højmoseflader, er langt det meste af mosen i dag et produktivt kulturlandskab.

Dræning og opdyrkning af mosen

Omkring år 500 f.Kr. begyndte jernalderbønder at opdyrke arealerne i kanten af det våde område. Opdyrkningen kunne dog ikke holde trit med udviklingen af højmosen. Det ses bl.a. ved de trædesten, der omkring år 250 e.Kr. blev anlagt ved Aaby Bjerg, siden overgroet af tørvemos og først fritlagt igen under tøvegravning i 1931.

Frem til Reformationen ejede klostrene Børglum og Vitskøl store dele af mosen, der herefter tilfaldt kongen. Fra sidst i 1500-tallet erhvervede slægten Skeel større dele af mosen, der fra 1600-tallet blev underlagt Birkelse Gods.

I 1880 udarbejdede Enrico Mylius Dalgas og Det Danske Hedeselskab en plan til udnyttelse af højmosens enorme tørvemængder, men uden at vinde gehør for ideen. Under 1. Verdenskrig lod staten sig dog overtale til at opkøbe store dele af både Store og Lille Vildmose. Det skete for at sikre brændselsforsyningen, da Tyskland i februar 1917 erklærede uindskrænket ubådskrig og dermed stoppede importen af kul fra England. I perioden 1921-36 erhvervede staten ¾ af Store Vildmose, og der blev efterfølgende gravet afvandingsgrøfter og –kanaler med forbindelse til Ryå og Lindholm Å. Landskabet blev primært indrettet til fenner, dvs. lange, smalle græsningsparceller afgrænset af grøfter. Opdyrkningen af Store Vildmose var først tilendebragt i 1945.

I forbindelse med opdyrkningen blev der opført 19 staldgårde med en centralgård, hvorpå staten 1935-48 drev tuberkulosefri kvægbesætninger. Kvæget blev røgtet af landbrugselever, som boede på centralgården. Staldgårdene er senere blevet udstykket til statshusmandsbrug.

Tørv som råstof

I det meste af Store Vildmoses historie har tørv været et vigtigt råstof, og i århundreder udnyttede mosens bønder tørven som brændsel. I dag er brændselstørven for længst erstattet af andre brændsler, men tørven udnyttes stadig i produktionen af dyrkningsmedier under navnet »sphagnum« til gartneri og havebrug.

I Store Vildmose varetages produktionen af disse sphagnumprodukter af Pindstrup Mosebrug A/S. Virksomheden blev grundlagt i 1905 af Johannes F. la Cour og producerede oprindelig tørv til brændsel og strøelse til husdyr. I dag er Pindstrup Mosebrug en af verdens førende producenter af tørvebaserede dyrkningsmedier. Virksomhedens graveområde i Store Vildmose ligger i Jammerbugt Kommune nordøst for Aabybro. Her har Pindstrup Mosebrug tilladelse til, i perioden fra 1. maj 2014 til 30. april 2039, at indvinde tørv på i alt 174 ha, og det forventes, at virksomheden kan indvinde op til 130.000 m3 tørv om året.

Tørv er dog en begrænset ressource. Selv om indvindingen gør et indhug i tørvelagene, bidrager også afvandingen af mosen væsentligt til tørvens forsvinden. Når vandstanden i mosen sænkes, kan det sure mosevand ikke længere forhindre, at tørven formulder, hvilket medfører, at mange tusinde tons tørv nedbrydes hvert år.

Vildmosekartoflen

Et andet produkt, som uvægerligt forbindes med Store Vildmose, er Kartofler. Kartoffelavlen tog sin begyndelse, da der sidst i 1940’erne ikke længere var behov for karantænestationen for kvæg. Mange gårde blev derfor solgt til lokale landmænd, der slog sig på kartoffelavl. Jorden på de drænede mosearealer i Store Vildmose giver optimale betingelser for kartoffelavl, og det tykke tørvelag giver Vildmosekartoflen sin karakteristiske tynde og glatte skræl.

Kartoffelavlen fik først succes i 1960’erne, hvor mosen for alvor blev drænet, og de dyrkbare arealer forøget. I dag er de 19 staldgårde hjem for de familier, der er engagerede i kartoffelavlen. Oprindelig var Vildmosekartoflerne af sorten Bintje, der efterkom datidens krav om en kartoffel, som kunne opsuge meget sovs. Nutidens forbrugere ønsker derimod faste og smagfulde kartofler, og Bintje er derfor i høj grad erstattet af sorten Folva.

På egns- og oplevelsescenteret Vildmoseporten øst for Aabybro afholdes den første lørdag i efterårsferien den årlige »Vildmosekartoffelfestival«. Et af dagens højdepunkter er udnævnelsen af årets kartoffelambassadør, der får overrakt den gyldne kartoffelskræller med pligt til at udbrede kendskabet til Vildmosekartoflen.

Højmosen brænder

Selv om man normalt betragter moser som våde, kan de øverste tørvelag tørre ud om sommeren, især hvis mosen i forvejen drænes. Og da tørv er brændbart, kan også moser brænde. Store Vildmose har været i brand flere gange. Brandene forårsages ofte af lynnedslag om sommeren. Da tørvelagene stikker dybt, brænder jorden i op til flere meters dybde, hvilket i særlige tilfælde kan holde en brand i live i årevis.

At se en højmose i fuld lue kan være en dramatisk oplevelse. Det kommer til udtryk i Geografisk Tidsskrift i 1884, hvor Vilhelm Carlsen beskriver sit besøg i Store Vildmose under branden i august samme år: »Og endelig naa vi hen foran det lange Flammehav, der knitrer og suser ligesom et Uvejr og sender en vældig, mørkegraa Røgsøjle over Vejen og hen over Egnen, i det man gjennem den ser Gaarde og Huse ligesom kulsorte Hobe, medens den rødgule Sol kan øjnes gjennem de tyndere Røgskyer foroven«.

Den seneste større brand i Store Vildmose var i 1976, hvor mosen brændte i mere end en måned.

Naturen i Store Vildmose

Det meste af Store Vildmose er opdyrket. Alligevel har 1.895 ha højmose, småsøer, krat og enge overlevet og er i dag fredet. I 2015 købte Miljø- og Fødevareministeriet en del af mosen for at genoprette yderligere 500 ha af tidligere højmose. Derudover indgår store dele af mosen i habitatområdet Store Vildmose.

Langt det meste af det fredede areal ligger i Brønderslev Kommune, mens området syd for rute 559 ligger i Jammerbugt Kommune. Store Vildmose har national betydning, da man her stadig finder nogle af de største sammenhængende højmosearealer i Danmark med mange sjældne dyr og planter.

En del af de gamle tørvegrave er siden sprunget i krat og skov, og på de åbne moseflader vokser planter som hedelyng, klokkelyng, tue- og smalbladet kæruld, liden og rundbladet soldug, hvid næbfrø, mosepors, revling og tranebær.

Af fugle i området kan nævnes stor kobbersneppe, trane, mosehornugle, sanglærke, sjagger og rødrygget tornskade. Om vinteren raster desuden en del sangsvaner og enkelte pibesvaner i mosen.

Videre læsning

Læs mere om Det åbne land i Brønderslev Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Det åbne land