Befolkningsmæssigt skete der i 1600- tallet en betydelig tilbagegang pga. krige og epidemier. Først ind i 1700-tallet kom det igen til fremgang. Bebyggelsesmæssigt var området karakteriseret af de mange enestegårde og små landsbyer. Der var endnu ingen egentlige bydannelser i området. Udskiftningen af landsbyerne, der fandt sted fra slutningen af 1700-tallet til begyndelsen af 1800-tallet, fik forskellige forløb, fx regulære stjerneudskiftninger og blokopdelinger.
Sindinggård kendes tilbage fra 1400-tallet. Af Angelina Owino/Trap Danmark, 2018.
Begrænset anvendelse
1536-1850 i Herning Kommune
Tidslinje over middelalder og nyere tid i Herning Kommune
Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde, landsbyer og herregårde oven på et jordartskort fra GEUS fra 2016.
Herregården Sindinggård kendes tilbage fra 1400-tallet. Den trefløjede hovedbygning blev opført ca. 1730, hvorfra midterfløjen stammer. Den blev moderniseret i 1837 af Søren August Fjelstrup, der blev eneejer af herregården i 1815. Han gjorde en stor indsats for at forbedre forholdene ikke kun på Sindinggård, men også for områdets landmænd. På hans gravsten på Sinding Kirkegård står bl.a. følgende om ham: »I et halvt Aarhundrede virkede han med utrættelig Flid og Nidkjærhed for de jydske Heders Opdyrkning og Beplantning, som vil bevare hans Navn elsket, agtet og hædret«.
Administrativ inddeling
Indtil 1662 lå den nuværende Herning Kommune overvejende i Lundenæs Len, mens den vestlige del af kommunen lå i Bøvling Len. I den sydlige del af området var ganske små områder en del af Koldinghus og Silkeborg Len. Lenene blev i 1662 til amter, og den nordlige del af området blev tillagt Bøvling Amt. Med amtsreformen i 1793 blev hele området lagt i Ringkøbing Amt med undtagelse af kommunens yderste sydspids sydøst for Sønder Felding, der forblev ved Koldinghus (efter 1796: Vejle Amt). Med oprettelsen af sogneforstanderskaberne i 1841 blev området fordelt på 14 sognekommuner.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Den nuværende Herning Kommune oplevede en befolkningsfremgang i 1500-tallet, men det meste af 1600-tallet var hårdt for befolkningen. Krig og epidemier hærgede, og hertil kom en klimaforværring, som forringede høstudbyttet. Gang på gang tog pest, tyfus eller andet en pæn del af befolkningen. Selv om det gik endnu hårdere ud over befolkningen lidt længere mod syd i årene 1658‑60, gik det indirekte ud over området, for unge mennesker herfra drog sydpå for at overtage de gårde, som krig og sygdom havde tømt for beboere. Det varede længe, inden befolkningstabet blev indvundet, og først ind i 1700-tallet kom der igen en stabil vækst, som efterhånden blev stærkere og stærkere.
Ved den første rigtige folketælling i 1787 var der 5.799 indbyggere i den nuværende Herning Kommune, der da bestod af 20 landsogne og byen Herning. I 1850 var befolkningstallet vokset til 10.816 indbyggere, hvilket var en vækst lidt over landsgennemsnittet.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Bebyggelse og erhverv
Den nuværende Herning Kommune var ved matrikuleringen 1683 præget af enestegårde. De fleste landsbyer var små med to til fire gårde, men der var dog enkelte større landsbyer; Snejbjerg og Lind med hver 16 gårde og Gjellerup med 12 gårde kan kaldes mellemstore landsbyer; Herning med ni, Sunds og Askov med hver otte fulgte derefter. I Vildbjerg Sogn var der slet ingen landsbyer.
Enestegårde dominerede hele området, og i 1683 var der omkring 240. De dominerede i både antal og udstrækning, og de var gennemgående noget større end gårdene i landsbyerne. De fordelte sig imidlertid over hele skalaen, og nogle af dem kan være blevet udskilt fra større enestegårde, ligesom nogle af de mange landsbyer med 2‑3 gårde kunne være opstået ved deling af enestegårde. Området fra Rind Å over Herningsholm Å til Sunds Nørreå med alle de tilhørende bække var præget af mange tætliggende enestegårde. I randen uden om dette lå enestegårde såvel som landsbyer mere spredt.
Antallet af huse var meget lille; der var således under 40 i 1683. En del lå for sig selv, og mange havde et tilliggende på op mod 1 tønde hartkorn, som senere blev skillelinjen mellem gårde og huse. Mange af husene fungerede højst sandsynligt i praksis som gårde. Kun i Vejvad var der tre huse uden jord, antagelig i tilknytning til den store enestegård på over 12 tønder hartkorn.
Udskiftningen af landsbyerne, som foregik i slutningen af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet, blev lettet af nogle omstændigheder og besværliggjort af andre. Der var ofte nogle meget store toftelodder omkring bygningerne, så de lå længere fra hinanden end normalt. Det gjorde det nemmere at lade gårdene blive inde i landsbyen, fordi lodderne kunne blive bredere, og fordi brandfaren ikke var så stor pga. afstanden. Landsbyerne var små, og det gjorde det også nemmere at lave en rimelig udskiftning, selv om gårdene blev inde i landsbyen. Endelig var der i både den nordligste og den sydligste del af kommunen langt mellem bebyggelserne, hvilket også gjorde det nemmere at få hensigtsmæssige lodder. Modsat besværliggjorde hver enkelt bedrifts afhængighed af forskellige ressourcer som ager, eng, hede, mose m.m. en fornuftig fordeling, ligesom bebyggelsen pga. ressourcebehovet tit lå skævt for landsbyens jorder.
Varhede øst for Lergrav er et eksempel på, at gårde med store toftelodder, der lå på række, kunne få en fin udskiftning, samtidig med at de blev liggende. Øst for Varhede blev udskiftningen mere i stjerneform, men stadig med rimelige lodder. Snejbjerg i den centrale del, hvor der var tæt mellem vandløbene, var meget langstrakt på en række med store toftelodder. Enestegårdene, som lå i tilknytning til landsbyen, fik deres jord samlet omkring gården i modsætning til landsbyens gårde, som fik jorden i mange spredte, men ret rimelige blokke. De større landsbyer, fx Gjellerup, er gode eksempler på de mange blokke, som landsbyen var opdelt i, og hvor hver gård havde sine jorder spredt på en del steder. Blokopdelingen kunne antage meget drastiske former som omkring Ovstrup, hvor tre åer og en bæk løb sammen til Storå. Her var der meget små lodder omkring åen og meget store lidt længere inde i landet.
Længere sydpå, ved Sønder Felding, lå adskillige bebyggelser tæt på Skjern Å, og den større landsby Sønder Felding lå allerede før udskiftningen på en lang, bugtet række, der fulgte åens forløb, suppleret med en klump gårde, Overby, lidt inde i landet. Det gav en noget rodet udskiftning med spredte lodder, mens de andre bebyggelser fik ret samlede lodder. Omkring Nørre Omme var hedeopdyrkningen sket i spredte lodder midt i heden, og det satte sig spor ved udskiftningen, hvor en gård kunne have agerlodder omgivet af en anden gårds hede.
Om end det ikke var mange, kom der tidligt nogle huse, fx i Skarrild. I forbindelse med de såkaldte herregårdsslagtninger, hvor herregårde blev opkøbt og udstykket, må der også have opstået nye gårde og huse.
Men kort fra 1848 over den sydlige del viser, at der ikke var kommet mange endnu på dette tidspunkt. Desværre findes der ikke tilsvarende kort fra den nordlige del.
Ved en række udgravninger er der fundet velbevarede teglovne, bl.a. syd for Herning ved Lind, ved Snejbjerg og ved Birk i det østlige Herning. Ovnene opfattes som bondeovne bygget med henblik på fremstilling af de teglsten, der skulle bruges til opførelsen af de nye gårde, der opførtes i forbindelse med udskiftningerne.
I perioden var der endnu ingen egentlige bydannelser i området; landsbyen Herning bestod endnu i 1850 kun af nogle få gårde og huse.
Der kendes i kommuneområdet mindst 11 herregårde, men allerede i matriklen 1688 var der kun syv tilbage. Nogle blev dog inddraget under andre herregårde som Skåphus i Ilskov Sogn, der blev drevet under Herningsholm i Fredens Sogn.
Der var tre lidt større herregårde, Lergrav med 41 tønder hartkorn, Herningsholm med 35 og Sindinggård med 32. Den mindste, Ørnhoved med 13 tønder, var ikke større end et par bøndergårde. Endnu to herregårde faldt fra omkring år 1800. Nørre Karstoft var karakteristisk: Bøndergodset blev solgt fra i perioden 1754‑75, og i 1798 blev hovedgårdsjorden udstykket, så der blev godt 10 tønder hartkorn tilbage. De overlevende herregårde, Lergrav, Herningsholm, Tanderupgaard, Møltrup og Sindinggård, fik en tilsvarende skæbne med frasalg af bøndergods og udstykning af hovedgårdsjorden.
Omkring 1790 var der mindst to vindmøller og seks vandmøller i kommuneområdet. Vindmøllerne var Ørre Mølle og Møltrup Mølle lidt øst for Herning. Vandmøllerne lå spredt. Skærbæk Mølle lå ved Skærbækgård. Der var to Nybro Mølle, den ene ved Ovstrup, den anden ved Ørre. Der var Sunds Mølle og Sinding Mølle i den centrale del af kommunen, mens den sydlige måtte klare sig med Kibæk Mølle ved Assing.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Videre læsning
Læs mere om historie i Herning Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Herning Kommune
- Middelalderen i Herning Kommune
- 1850-1920 i Herning Kommune
- 1920-1970 i Herning Kommune
- 1970-2007 i Herning Kommune
Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850
Se alle artikler om 1536-1850
