Tidslinje over middelalder og nyere tid i Herning Kommune

.
Den romanske Arnborg Kirke, der er opført af granitkvadre ca. 1150-ca. 1200, fremstår som en stilren repræsentant for den jyske kvaderstensarkitektur. Ofte gennemgik kirkerne senere i middelalderen eller i de efterfølgende århundreder om- og tilbygninger, men på Herningegnen skete dette i langt mindre omfang end mange andre steder i Danmark, da det økonomiske grundlag på de fattige hedeegne var begrænset.
.

I højmiddelalderen blev der som følge af befolkningsvækst anlagt en lang række landsbyer, nu også på de mindre frugtbare jorder. Pestens hærgen fra midten af 1300-tallet ændrede på denne udvikling. Der blev fældet skov til fordel for hovederhvervet landbrug med både korndyrkning og kvæghold. Endvidere fandt der stadig jernudvinding sted. Først fra 1400-tallet er der kendskab til større godsbesiddelser i området.

Administrativ inddeling

Den nuværende Herning Kommune bestod i middelalderen af hovedparten af Hammerum Herred (undtagen Tvis, Bording, Ikast og halvdelen af Ilskov Sogne), de tre sydligste sogne af Ginding Herred, Nørre Omme Sogn fra Hind Herred og de østligste fire sogne i Ulfborg Herred. I den tidlige middelalder lå hele den nuværende kommune under Hardsyssel. I senmiddelalderen lå Hammerum og Ginding Herreder under Lundenæs Len, mens Hind og Ulfborg Herreder sammen med Vandfuld Herred udgjorde et selvstændigt len. I 1523 kom disse herreder under Riberhus Len, hvor de forblev indtil 1544. I kirkelig henseende lå hele den nuværende kommune under Ribe Stift.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Den nuværende kommune er præget af mange forholdsvis unge stednavneformer, som kan genkendes på endelser som -holt, -skov, -lund, -kær, -mose, -hede, -bæk og -vad, hvilket tyder på, at bebyggelsen stammer fra højmiddelalderen, da befolkningsvæksten tvang flere og flere ud på de mindre attraktive og mere arbejdsintensive jorder. I kommunen findes desuden landsbyer og enkeltgårde med betegnelser som Gammel Hodsager, Gammelvind, Gammel Avlum og Gammel Gjellerup, hvilket kan indikere gamle sognecentre, hvor kirkerne var blevet etableret i vikingetidens sidste årtier og i den tidligste middelalder. Hvor sognekirkerne viser tegn på en senmiddelalderlig udbygning med tårn og våbenhus, tolkes dette normalt som tegn på både en ressourcefrigørelse, der var affødt af pestens befolkningsreduktion, og de overlevendes øgede religiøsitet i senmiddelalderen. Hvor kirkerne forblev kullede, dvs. uden tårn, og trælofterne ikke blev erstattet af hvælv i senmiddelalderen, var der tale om forholdsvis fattige sogne, ofte præget af hede. Disse sogne har muligvis været udsat for yderligere befolkningsreduktion efter pesten, da de overlevende atter fik adgang til landbrug i de mere frugtbare egne af landet og derfor muligvis er afvandret til disse.

Selv om pesten således også har hærget området, da den ramte Danmark ad flere omgange mellem 1350 og 1500, så resulterede det kun i en enkelt sognenedlæggelse i det nuværende kommuneområde, nemlig Grove Sogn. Dette sogn ydede allerede før pesten kun en minimal årlig afgift til Ribe domkapitel og blev omkring år 1400 betegnet som »øde«. Dog er der forskellige steder i kommunen fundet bebyggelsesspor, der peger på små landsbyer eller enkeltgårde, som blev forladt i løbet af senmiddelalderen.

Bebyggelse og erhverv

Det nuværende kommuneområde var i middelalderen præget af en vis mængde skov – der dog i løbet af middelalderen blev kraftigt reduceret – et stort antal enkeltgårde og småbebyggelser og meget få herregårde, fx Sindinggård.

Hovederhvervet var landbruget, og bønderne dyrkede rug og byg og holdt kvæg med en vis smørproduktion til følge. I de sydligste dele af Ginding Herred har man fra tiden omkring år 1500 flere vidnesbyrd fra Feldborg og Simmelkær, der beretter, at der her fandt jernudvinding sted. Denne var så betydelig, at jernet indgik i fortegnelsen over afgifter, der blev betalt til kronen af herredets bønder i 1498 og endnu i 1552. I 1630’erne lader det dog til, at jernudvindingen var ophørt.

De fleste af landsbyerne havde mellem tre og fem gårde. Noget af det ældste, man har om Hammerum Herred, er et brev fra 1320, hvor Niels Lille af Grene skødede sine besiddelser på Herningegnen til Sankt Jakobs Kirke i Viborg. I gaven indgik gården Vesterholm og gården Vesterlind, som lå i Rind Sogn syd for Viborg. I Arnborg fandt man i 1903 et adeligt signet fra 1300-tallet med navnet »Nicolaus Lithl«, som sandsynligvis er identisk med ovennævnte.

En række bebyggelsesspor fra middelalderen er blevet arkæologisk undersøgt, bl.a. i nærheden af føromtalte vikingetidsgravplads ved Snejbjerg Kirke og ved Sønder Felding- bebyggelsen. Herudover er der ved landsbyen Ljørring nær Aulum fundet tre større grubehuse med bevaret forkullet tømmer og rester af vidjeflet, der er kulstof-14-dateret til den tidligste del af middelalderen. Undersøgelserne har tegnet et interessant billede af landbebyggelsens spredning i området, idet sporene især er fremkommet i områder forholdsvis langt fra de romanske landsbykirker, men nær de gårde eller bygder, som optræder på udskiftningskortene fra tiden omkring år 1800. Eksempelvis lå middelalderbebyggelsen ved Birk i det østlige Herning lige ved siden af de gårde, der kunne ses på kortet. Det samme gjorde sig gældende ved Holing nord for Herning. Lidt øst for gården Ørnhoved nær Tjørring er der ligeledes undersøgt flere middelalderlige gårde. Generelt giver fundene det indtryk, at der var stedkontinuitet mellem en række gårde fra tidlig middelalder og gårde og bebyggelser fra århundrederne efter middelalderen.

Det er først fra senmiddelalderen i tiden efter år 1400, at større godsbesiddelser i området kan dokumenteres. Her skiller fem sig ud: Tvis Kloster i Holstebro Kommune, Sankt Hans Kloster i Viborg (især efter at man i år 1500 havde foretaget et større mageskifte med Ribebispen Iver Munk, som involverede bl.a. selve Herning landsby), Lundenæs Len samt godsbesiddelser tilhørende slægterne Skram og Fasti med herregårde uden for Herningegnen. Fra 1466 kender man til to breve udstedt på Hammerum herredsting, ifølge hvilke Erik Christensen Fasti, der kendes som lensmand på Silkeborg fra 1460 til 1470, indværger, dvs. hævder besiddelsen af, hele Kibæk inkl. mølle samt forskellige enkeltgårde nord for Kibæk. Han selv sad sammen med hustruen Ellen Skram til Urup og Voldbjerg på Ørregård i Ørre Sogn nord for Sinding.

Ifølge en jordebog fra 1498 lå følgende fæste- og selvejergårde i den nuværende kommune under Lundenæs lensslot: i Sinding Sogn: en gård; i Aulum Sogn: fire store og to små gårde; i Ørre Sogn: en ødegård; i Sunds Sogn: to større og to mindre brug; i Tjørring Sogn: seks gårde; i Snejbjerg Sogn: otte gårde, der betaler ydelser, og fire ødegårde; i Herning Sogn: tre gårde og noget uspecificeret ødegods; i Gjellerup Sogn: syv store og en mindre gård; og endelig i Rind Sogn: tre gårde. Sankt Hans Kloster i Viborgs besiddelser kendes fra et følgebrev, som landsdommer Jens Mogensen Harbou i 1547 fik på klosterets ejendomme i Herningområdet. I alt drejer det sig om 15 gårde samt nogle specificerede besiddelser i Hesselbjerg, Hjøllund og Gammel Arnborg. Tvis Klosters besiddelser overgik efter Reformationen til lensmanden på Skivehus, Oluf Munk, nevø til Ribebispen Iver Munk. Disse omfattede da godt 50 brugsenheder.

En af områdets vandmøller blev i 1953 udgravet af historikeren Axel Steensberg ved Ljørring nær Aulum. Det drejede sig om resterne af en vandmølle fra den tidlige middelalder, der omfattede en vandrende med rester af selve mølletruget, hvorimod der ikke blev fundet spor efter møllebygningen eller møllehjulet. Fundet dannede igennem mange år basis for en teori om, at de ældste danske vandmøller var »horisontalmøller« eller »skvatmøller« med vandretliggende møllehjul. Det har senere vist sig ikke at være rigtigt, idet nyere fund har vist, at også nogle af de ældste danske møller havde vertikale hjul.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Herning Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder