Oldtiden i Herning Kommune

Det ældst kendte spor af mennesker i Herning Kommunes område er en jagtstation fra ældre stenalder fundet ved Herningsholm Å vest for Tjørring. Her har en gruppe jægere gjort ophold på åens nordlige bred i ganske kort tid ca. 9000 f. Kr., dvs. i overgangstiden mellem Ahrensburgkulturen (ca. 10.500-ca. 9000 f. Kr.) og den efterfølgende Maglemosekultur (ca. 9000-ca. 6400 f. Kr.). På denne tid, hvor klimaet var koldt og landskabet tundrapræget, har jægerne fisket og jaget fx rener, elg og krondyr.

Længere oppe ad Herningsholm Å nær Sinding er der i et større område på åens sydside opsamlet flint og afslag fra stort set hele Maglemosetid. Her er udgravet et lag, som kunne dateres mere præcist til ca. 7400-ca. 7000 f. Kr. Der blev bl.a. fundet et ildsted med brændte hasselnøddeskaller. Disse afspejler, at klimaet var blevet varmere; landet var nu skovklædt. Jægerne har brugt stedet til kortere tilbagevendende besøg i deres jagt på bl.a. kronvildt, urokser og vildsvin.

Ved Overgård syd for Herning ved Rind Å er der udgravet en plads fra Ertebøllekulturen (ca. 5400-ca. 3950 f. Kr.) med flintrester fra fremstilling af jagtredskaber, kødpartering og bearbejdning af skind. Der er således tale om en jagtstation, som jægerne vendte tilbage til flere gange.

I forbindelse med landbrugets indførelse ca. 3950 f. Kr. ændrede bosættelsesmønsteret sig, idet områdets befolkning gradvis rykkede længere ind på morænejorderne.

Fra den tidligste del af yngre stenalder kendes der enkelte gravfund, fx fra en langhøj nær Assing. Tragtbægerkulturens (ca. 3950-ca. 2800 f. Kr.) gravskik karakteriseredes dog især af storstensgrave som ved Haderup ud mod Karup Å, hvor en relativt velbevaret jættestue stadig er synlig. Da landskabet er stenfattigt, er der kun bevaret ganske få dysser og jættestuer i området.

Der er fundet bopladsspor flere steder i området, men især omkring Assing er der fundet mange flintredskaber og lerkarskår samt ravsmykker formet som dobbeltæggede økser, dateret til enkeltgravskulturens tidlige del, ca. 2800-ca. 2600 f. Kr.

Enkeltgravskulturens (ca. 2800-ca. 2350 f. Kr.) folk anlagde også mange gravhøje i området, hvoraf hovedparten i dag er overpløjet. Flere af højene er arkæologisk undersøgt, og det har vist sig, at nogle af højene blev anlagt oven på ældre bopladser, som de herved bidrog til at bevare, eksempelvis er der fundet bopladsspor fra tragtbægerkulturen.

Et af de væsentligste fund fra perioden er fundet af tre skivehjul af egetræ. Et halvt hjul er fundet ved tørvegravning i en mose ved Bjerregårde, og ved Kideris ca. 7 km syd for Herning blev der fundet både et helt og et halvt skivehjul. Det bedst bevarede af hjulene er 74 cm i diameter, og navene er udskåret af det samme stykke træ som skiven. Bjerregårdehjulet er dateret til ca. 2920-ca. 2580 f.Kr., mens Kiderishjulene er dateret til ca. 2890-ca. 2620 f.Kr., og de er kendt som de ældste hjul i Nordvesteuropa. De hjulspor, vognene dannede i landskabet, findes i sjældne tilfælde under gravhøje fra perioden. Herudover opfattes egentlige rækker af gravhøje, de såkaldte højrækker, ofte som indikatorer for oldtidens vejsystemers linjeføringer. En højrække nær Aulum fra enkeltgravstid formodes således at være blevet til, efter at hovedruterne gennem landskabet allerede var fastlagt.

Der er desuden fundet flere bopladsspor fra senneolitikum (ca. 2350-ca. 1700 f. Kr.), bl.a. rester af toskibede huse, hvor den ene ende har været nedgravet i undergrunden. Det er en hustype, som anvendes ind i bronzealderen. Her kan fx nævnes fund fra Gilmosevej ved Tjørring samt ved Enkehøj og Sjællandsvej nær Brande.

På de ældste bopladser fra bronzealderen (ca. 1700-ca. 500 f. Kr.) er der fundet flere toskibede huse. Ved Tjørring nord for Herning er der ved et af disse huse også fundet en grube, som indeholdt et anseeligt forråd af forkullede agern, spelt og nøgenbyg dateret til ca. 1700 f. Kr. Ved Tjørring er det desuden muligt at følge husenes udvikling frem mod bronzealderens store treskibede konstruktioner. Her har bronzealderens huse ligget højt placeret i landskabet og med god indbyrdes afstand langs et vigtigt øst-vest-gående vejforløb og med overblik over et omfattende engområde mod syd. Senere, mod slutningen af bronzealderen, flyttede bopladserne ofte ud i lidt lavere terræn nærmere engområderne, hvor de blev liggende ind i den efterfølgende jernalder.

Der er fundet gravhøje fra ældre bronzealder (ca. 1700-ca. 1100 f. Kr.) i hele området. De har ofte været anlagt på ældre stenaldergravhøje, men er mindre og knap så iøjnefaldende i landskabet som andre steder i landet. De ses dog stadig på fremtrædende bakkedrag, fx Galgehøj ved Snejbjerg og Trehøje vest for Vildbjerg.

Ved overgangen mellem bronzealderen og jernalderen (ca. 500 f. Kr.-ca. 800) spredtes bebyggelsen ud over større områder, som dog siden blev opgivet og sprang i hede. Overordnet set var førromersk jernalder (ca. 500 f. Kr. fødsel) en opgangstid præget af befolkningstilvækst.

Ved Vildbjerg er der udgravet to huse, hvis vægstolper, der er årringsdateret til hhv. 480 og 300 f. Kr., er blevet kløvet af store egestammer fra op til 350 år gamle træer; det viser, at der på egnen ud over agre, enge, heder og overdrev også har været store områder med gammel blandet løvskov.

Husene lå tæt sammen i små landsbyer, og i løbet af perioden begyndte man at indhegne gårdene, der nu omfattede en gårdsplads, en hovedbygning og et par mindre økonomibygninger. Omkring Kristi fødsel blev gårdene generelt mere rektangulære, og der opførtes flere mindre bygninger inde på gårdspladserne. I løbet af romersk jernalder (Kristi fødsel-ca. 375) voksede gårdspladserne i størrelse, og flere landsbyer blev omlagt til bl.a. rækkelandsbyer, hvor gårdene lå som perler på en snor.

Det ældste fund af jernudvinding i Danmark stammer fra Herningområdet. Fire jernudvindingsovne dateret til ca. 500 f. Kr. er fundet i hhv. Koustrupparken i Lind, ved Holing nord for Herning, ved Vildbjerg samt i forbindelse med udgravninger forud for opførelsen af Ingvar Cronhammars skulptur Elia ved Birk Centerpark i det østlige Herning. Fundene viser, at jernudvindingen var knyttet til de enkelte gårde. I løbet af ældre jernalder opstod desuden enkelte landsbyer, hvis indbyggere specialiserede sig i jernudvinding. I århundrederne omkring Kristi fødsel kulminerer jernudvindingen i området, men aftager herefter i omfang.

Der er fundet enkelte brandgrave fra begyndelsen af jernalderen, ofte i forbindelse med ældre gravhøje. På flere gravpladser fra tiden omkring Kristi fødsel er fundet jordfæstegrave. Ved Rosenholmvej i Tjørring er der udgravet en veludstyret gravplads, bl.a. fire brandgrave med romerske importgenstande, våben, smykker og udstyr af højeste kvalitet. Der er også spor af ritualer omkring gravene, såsom to grave anlagt i tøndeformede gravbygninger. I tilslutning til denne specielle gravplads ligger en gård, der er op mod fem gange større end områdets øvrige gårde. Sandsynligvis var gården sæde for den elite, der lå begravet lige uden for hegnet. Ved Hammerum er der ligeledes fundet højstatusgrave. Et af de mest illustrative fund er dog Hammerumpigens grav fra ca. år 200, hvori der er bevaret en smuk vævet rød kjole, rester af et sjal og kvindens yderst kunstfærdige frisure.

I yngre jernalder (ca. 375-ca. 800) bibeholdtes mange af de traditioner, som var blevet grundlagt i tiden omkring Kristi fødsel. Der kan dog spores forandringer i byggeskikken, idet husenes konstruktion ændredes, og gårdspladserne blev større. Herudover flyttedes landsbyerne gradvis, men de synes stadig at have været yderst velregulerede. I mange tilfælde findes der spor af jernudvinding, som typisk skete langs gårdenes hegn.

Flere specielle fund bør fremhæves. Således er der i en brønd på Herning Torv og ved Holing lidt nord for Herning fundet rester af i alt tre trælurer dateret til 500-tallet. De var udskåret af træ og samlet med vidjebånd. Lurerne er blæseinstrumenter eller signalhorn, og udformningen er meget lig de kendte guldhorn fra Gallehus. Herudover er der lidt nord for Aulum udgravet et skattefund i en husvæg. Skatten, der er nedgravet ca. 500‑525, består af ni guldbrakteater – små runde guldskiver præget med billedmotiver – 27 glasperler og tre spiralperler af bronze og sølv.

Yngre jernalders grave var primært jordfæstegrave, ofte beliggende på små allerede eksisterende gravpladser fra ældre jernalder. Til gravgodset hørte ofte lerkar, glas- og ravperler samt jern- og bronzesmykker. Herudover kendes to våbengrave fra jernalderens slutning ved hhv. Birk og Aulum, hvor den døde er gravlagt med et 90 cm langt sværd.

Der er undersøgt flere sammenhængende bebyggelser fra vikingetiden (ca. 800‑1050). En af de største er udgravet ved Sønder Felding på nordsiden af Skjern Å. Den bestod af flere større indhegnede gårde, der hver omfattede en hovedbygning, økonomibygninger og i dette tilfælde ganske mange grubehuse fortrinsvis placeret på gårdspladsernes sydside ned mod åen. I mange af grubehusene er der fundet væve- og tenvægte, hvilket indikerer, at tekstilfremstilling har været af stor økonomisk betydning.

Der kendes enkelte gravpladser fra vikingetiden ved bl.a. Gjellerup, i Herning og ved Snejbjerg Kirke. Gravpladserne er små og rummer jordfæstegrave, som tilsyneladende er anlagt under flad mark eller omkring en ældre gravhøj. Ved Snejbjerg Kirke er der fundet 12 jordfæstegrave sammen med to dødehuse og fem stolpebyggede skibssætninger. Skibssætningernes funktion er dog uafklaret, idet der ikke er bevaret spor af grave inde i dem.

Læs mere om historie i Herning Kommune

Læs videre om

• Kulturlandskabets udvikling i Herning Kommune

Læs også om

• Middelalderen i Herning Kommune
• 1536-1850 i Herning Kommune
• 1850-1920 i Herning Kommune
• 1920-1970 i Herning Kommune
• 1970-2007 i Herning Kommune

Se alle artikler om Oldtid