1536-1850 i Hjørring Kommune

Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde i Hjørring Kommune oven på jordartskortet fra GEUS fra 2016. Egnene ramt af sandflugt (flyvesand) var næsten tomme for bebyggelse. I resten af kommunen dominerede enkeltgårde og andre mindre bebyggelser den østlige del, og landsbyer den vestlige del.
.

Artikelstart

Ved Reformationen i 1536 overtog kronen de omfattende kirkelige besiddelser, fx Børglumkloster. Men adelen styrkede også sin position gennem sin store indflydelse ved valget af kongerne og efterhånden også ved at erhverve de fleste herregårde og godser fra kronen. Vrejlevkloster var således kun i kronens eje 1536-75, før herregården og godset gled over i skiftende adelsslægters besiddelse.

Det meste af befolkningen var husmænd eller fæstebønder under adelige herregårde indtil landboreformerne i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Mange købte deres egne jorder og blev selvejere, og markerne blev udskilt af landsbyfællesskabet ved udskiftningen. Mange herregårde ophævede eller begrænsede hoveriet. Sammen med en række nye afgrøder som fx kløver og nye teknologier som svingploven skabte det betydelig økonomisk vækst. Antallet af gårde voksede, og befolkningstallet steg. Perioden var også kendetegnet ved en begyndende tilflytning til byerne og handelsstederne, og såvel Hjørring som skudehandelsstederne oplevede vækst, om end Englandskrigene i 1801 og 1807-14 bremsede udviklingen.

Administrativ inddeling

I 1662 blev der oprettet amter i stedet for de middelalderlige len, og området, der i dag dækkes af Hjørring Kommune, var fra da af delt mellem Børglum, Sejlstrup og Åstrup Amter. Allerede fra 1671 var der dog én fælles amtmand for alle de tre små amter. I 1794 blev de officielt lagt sammen til ét amt, Hjørring Amt, der først i 1970 indgik som en del af Nordjyllands Amt. Mens sognene ikke gennemgik større ændringer, blev herrederne grundlæggende omlagt i 1815 og 1825. Vennebjerg Herred dækkede fra dette tidspunkt området omkring Hjørring, mens den østlige del af den nuværende Hjørring Kommune hørte under Horns Herred og den sydlige del under Børglum Herred.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Landsbyen Skøttrup ved Børglum ifølge matrikelkort fra 1809 efter udskiftningen, hvor hver gård havde fået sin jord adskilt fra de andre gårdes jorder (de sort-blå streger). Landsbyen var karakteristisk for egnen, dels som et fint eksempel på en enkeltrækkeby, dels i kraft af de mange tolængede gårde, der var orientereret øst-vest. Der ses dog her i 1809 også flere mindre tilbygninger.

.

Befolkningstallet var gennemgående stagnerende eller i hvert fald kun svagt stigende i 1500- og 1600-tallet. Der var ganske vist perioder med anlæggelse af nye huse og mindre gårde, men der var også lange perioder med krise, sandflugt og ikke mindst krige og besættelser under svenskekrigene i midten af 1600-tallet. I 1700-tallet begyndte fremgangen, ikke mindst båret frem af gunstige landbrugsforhold med oprettelse af mange nye landbrug. Ved den første sikre, landsdækkende folketælling i 1787 var der i alt 13.529 indbyggere i den nuværende Hjørring Kommune, hvoraf 463 boede i købstaden Hjørring (ca. 3 % af hele befolkningen i området). Indtil omkring 1860 steg befolkningstallet i kommunen kraftigere end landsgennemsnittet, og i 1850 var det næsten fordoblet til 26.449. Hjørrings andel var steget til ca. 7 % (1.914).

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv på landet

Løkken set fra Smørkræmmerens Pakhus ca. 1887-89. Pakhuset fra 1862 var en af de få højere bygninger i byen, og da ingen træer skærmede for udsynet, var udsigten ud over de lave huse og det åbne land imponerende.

.

Frem til landboreformerne i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet skete der ikke større forandringer i infrastrukturen eller i bebyggelsesstrukturen. Veje, landsbyer, enkeltgårdsegnene og byggeskikken med de karakteristiske øst-vest-orienterede en- og tolængede parallelgårde eksisterede stadig mange steder. Bebyggelsernes karakter er fx dokumenteret i undersøgelserne af tre sanddækkede hustomter dateret til 1500-1600-tallet. I Nørre Tornby blev der i 1927 fundet en lille hustomt med tre rum og udskud langs sydsiden, og i 1961 undersøgtes hjørnet af en hustomt i Nørre Lyngby, hvis vægge var sat på stensyld og indvendig forsynet med lergulv samt stensat ildsted. I 1998 blev der registreret en hustomt med rester af en ler- og stenbygget ovn i kystskrænten syd for Mårup Kirke.

I 1680’erne blev alle jorder for første gang opmålt, og alle bebyggelser systematisk registreret. Det skete i forbindelse med en ny skatteudskrivning, Christian 5.s matrikel, der betød, at man i 1688 for første gang i danmarkshistorien kunne få et ganske præcist billede af bebyggelserne. Registeringen viste, at store dele af den nuværende kommune var domineret af enkeltgårdsbebyggelser, mens der især i egnen vest for købstaden fandtes landsbyer (se kortet). Det var som oftest små landsbyer, der udnyttede det bakkede landskab og ofte lå på grænsen mellem Yoldia- og Littorinafladerne eller på kanten af morænen. Denne bebyggelsesform ændrede sig kun lidt i de følgende to århundreder gennem udskiftning og udflytning, for man valgte oftest at lade gårdbygningerne blive liggende i landsbyen.

Af størst betydning for ændringer i bebyggelsen var selvejet, som tidligt var udbredt i den nuværende Hjørring Kommune. En mindre del af gårdene var »gammelt selveje« fra før landboreformtiden, og størstedelen af de resterende gårde fulgte hurtigt efter i 1700-tallet og begyndelsen af 1800- tallet.

At bønderne ejede deres egne gårde, gjorde det muligt at sælge fx hedejorder, der lå langt fra gårdens bygninger. Tit blev købet af en gård delvis muligt ved frasalg af jord. Gennem hele 1700-tallet og længe inden landboreformerne var udstykningerne allerede godt i gang, især i området vest for Hjørring. Der var i modsætning til Østdanmark ikke tale om dannelse af husmandskolonier ved nedlæggelse af gårde eller placering på overdrevsjord, men frastykninger fra gårde, så bebyggelsen beholdt sin spredte karakter. Tættest var bebyggelsen omkring Hjørring, hvor den bedste jord fandtes.

Bebyggelsen langs vestkysten af kommunen havde en særegen karakter, idet den blev påvirket af skudehandelen med Norge, der blomstrede fra midten af 1500-tallet og døde ud i slutningen af 1800-tallet.

Landsbyer og gårde kunne forsvinde eller periodevis ligge tomme hen. Under svenskekrigene i 1600-tallet blev mange gårde lagt øde, men dog ikke hele landsbyer, og gårdene blev efter nogle år atter beboet. Nedlægningen af en landsby efter 1550 kunne have en af to årsager. En herregård kunne udvide sit tilliggende ved nedlæggelse af en eller flere gårde, endda en hel landsby, og lægge jorden under herregårdsjorden. Det skete bl.a. for landsbyen Tjæret, som blev lagt under Rønnovsholm i 1576, og for Skårup, som blev lagt under Skårupgård i 1630. I den østlige del af kommunen, hvor enkeltgårdsbebyggelser var helt dominerende, skete en herregårdsoprettelse eller -udvidelse tit ved, at flere nærliggende gårde blev lagt sammen.

Sandflugten kunne også være årsag til en landsbynedlæggelse. Den nåede kun få kilometer ind i landet, men var anledning til nedlæggelsen af Skallerup, Ajstrup, Torstrup og Vester Vidstrup, idet sidstnævnte flyttede til Mårup. Hyppigere var flytningen af en landsby eller dele af den.

I Vendsyssel fandtes en karakteristisk randbebyggelse, enkeltrækkebyen. Den bestod af en enkelt række gårde, liggende side om side. Til deres ene side var agerlandet, til deres anden et stort engområde. Bag agerlandet var igen overdrevet. I Hjørring Kommune er der fine eksempler på disse randbebyggelser: Guldager på grænsen mellem bakkemorænen og Yoldiafladen, Åsendrup på grænsen mellem morænen og Littorinafladen og Skøttrup på grænsen mellem Yoldia- og Littorinafladerne.

Herregårde og møller

Skeen Mølle (tv.) og Skeen Møllegård med vandmølle (th.) nord for landsbyen Mygdal. Foto fra ca. år 1900.

.

Den nuværende Hjørring Kommune havde mange, men forholdsvis små, herregårde. Størst var Asdal, der i 1688 var på 70 tønder hartkorn, som jorden dengang blev vurderet i. Herefter fulgte Børglumkloster (50 tønder hartkorn), Sejlstrup (48 tønder), Baggesvogn (47 tønder), Høgholt (40 tønder) og Vrejlevkloster (37 tønder). De fleste lå på ca. 20 tønder, mens Ås med 14 tønder hartkorn kun havde omtrent samme størrelse som to almindelige bondegårde. Af de 33 herregårde nævnt i eller før 1688 er flere forsvundet: Søttrup, Kajholm, Vandsted, Vellingshøj, Knolde og Ørklit.

Et særkende for Vendsyssel var også, at herregårdene kunne have »afbyggergårde«, dvs. ekstragårde, der lå separat, men som også hørte direkte ind under herregårdens drift og økonomi. Således havde Asdal i 1688 foruden selve herregården hele fire gårde og tre bol, dvs. smågårde, direkte under herregårdsdriften. Skårupgård var en meget lille herregård, og den optrådte i en periode som afbyggergård for Lerbæk. De fleste af herregårdene er fra før 1536, men Høgholt fik herregårdsprivilegier ca. 1561 og Rønnovsholm ca. 1575. I 1600-tallet lagde de fleste af herregårdene hovedvægten på kvægavl, fx Asdal, Baggesvogn, Lengsholm og Sejlstrup, mens Børglumkloster, Vrejlevkloster og Eskær satsede på kornavl.

I 1787 var der mindst 24 vindmøller og 17 vandmøller i Hjørring Kommune, dvs. omkring én mølle for hvert sogn. Det var ikke almindeligt med så mange møller, men de dårlige transportmuligheder var en stor del af grunden. Det var karakteristisk, at de fleste vindmøller også lå godt trafikalt; tæt på landsbyer og i mange tilfælde ved herregårde, fx Baggesvogn, Tidemandsholm, Sejlstrup, Egebjerg og Høgholt.

De fleste vandmøller lå ved Uggerby Å med tilløb, især Skeen Mølleå. I dette område alene var der 11 vandmøller, mens Liver Å havde seks. Vandløb og enge til høslæt og kreaturgræsning, som fandtes ved mange herregårde, hang sammen.

Handel og erhverv i byerne

Hjørring var 1536-1850 en af de mindre købstæder i landet, og ved den første landsdækkende folketælling i 1787 endda mindre end de nærliggende byer Sæby og Skagen. En hovedårsag var det dårlige vejsystem og beliggenheden inde i landet. Meget handel foregik ved kysten, navnlig i Løkken, hvorfra handelen – lovlig såvel som ulovlig – med især Norge fandt sted. Ofte var de fleste af fartøjerne fra Norge, hvorfor handelen blev styret derfra. En anden årsag var flere store brande i Hjørring, der hver gang satte byen tilbage. Englandskrigene i 1801 og 1807-14 og en manglende handelstraktat med Norge standsede skudehandelen frem til 1826, hvilket betød et handelsmæssigt løft for Hjørring. Dertil kom, at Hjørring tidligt blev industrialiseret.

Fysisk forblev Hjørring længe inden for de middelalderlige bygrænser, hvor der også var tilstrækkelig plads til fortætning af bebyggelsen. I perioden 1780-1850 skete en udvidelse af byen langs Østergade, hvor de nye bygninger lå i en lang, smal tarm.

Af håndværkere var der så få, at faggrupperne ikke kunne danne selvstændige lav. Det eneste lav var karakteristisk nok et særligt håndværkerlav, som blev stiftet efter branden i 1702 for at kontrollere de mange udefrakommende håndværkere, som ville have del i nybyggeriet. Den største næringsvej i Hjørring var landbruget. Til byen hørte 500 ha med landbrugsjord og 700 ha med hede.

Ud over Hjørrings kamp mod smughandelen langs kysten førte byen en evig kamp mod markederne, idet der i Vendsyssel var en stolt tradition for selvgroede markeder. Der var fx markedet ved Vrejlev Mølle, hvor brændevin var en af hovedattraktionerne, og et særligt »skovvaremarked« torsdag efter helligtrekonger i Serritslev. Her betalte »skovboerne« fra den østlige del af egnen for det korn, de havde købt fra den vestlige del i det forløbne år, mens de solgte deres varer: vogne, hjul, træsko og træredskaber. Amtsforvalteren i Hjørring Amt, L.C. Brink-Seidelin, beskrev ganske vist i 1828 den mandlige del af den vendsysselske landbefolkning som doven, mens kvinderne roses for deres flid. Men det skal måske forstås ud fra, at afsætningen af store mængder hjemmegjort lærred fra kvinderne gennem købmændene i Hjørring gav en god fortjeneste til byen. Mændenes skovvarer, derimod, kom der ikke nogen større fortjeneste ud af til byen, da de oftest blev handlet på markederne. Efterhånden lykkedes det Hjørring at få flyttet markederne til byen, så der i 1800-tallet var tre hestemarkeder, to kvægmarkeder, et utal af krammarkeder med fx trævarer samt alt det løse.

Skudehandelen

Vraget fra Uggerby Å løftes op på en blokvogn inden turen til Norge i 2010.

.

Siden vikingetiden har der været handlet fra kysten og over havet til mange forskellige egne i verden. Skudehandelen mellem Vendsyssel og den sydlige del af Norge tog til i midten af 1500-tallet og blev meget omfattende i løbet af 1600-tallet. Nordmændene eksporterede tømmer til det træfattige Vendsyssel og jernvarer i form af bl.a. ovne og gryder. Af returvarer tog de bl.a. brødkorn og senere også animalske produkter. Skudehandelen var i perioden en vigtig del af de vendsysselske kystkøbmænds erhverv, idet de lokale bønder solgte deres produkter direkte til købmanden, som så sørgede for at få varerne sejlet til Norge og solgt videre.

Ved den vendsysselske vestkyst var der ingen havne, hvilket gjorde det vanskeligt at laste og losse. Skuderne måtte derfor sejle så tæt ind mod kysten som muligt og ligge for anker mellem revlerne. Derefter blev varerne sejlet ind med fladbåde, som kunne trækkes helt op på stranden, eller, hvis lasten var af træ, smidt over bord, så den kunne drive i land. Skudehandelen var størst der, hvor adgangen til stranden var bedst både fra land- og søsiden som i Løkken og Lønstrup. Her afspejlede de særlige erhvervsforhold sig desuden i boliger og pakhuse. I Kjul længere mod nord fandtes også pakhuse ved kysten i 1700-tallet.

Ved udgangen af 1800-tallet ophørte skudehandelen. Det skyldtes anlæggelsen af jernbanen, der gjorde det nemmere at transportere varer til større havne, hvorfra de kunne fragtes til udlandet. I 1908 blev den sidste skude trukket på land i Løkken og hugget op på stranden.

Det skibsvrag, lokale beboere i 1982 fandt rester af på stranden nær ved udløbet af Uggerby Å, er et fartøj af den type, der indgik i skudehandelen med Norge i begyndelsen af 1800-tallet. Årringsanalyser viser, at den 11 m lange og 3,5 m brede kravelbyggede slup var bygget af egetømmer, som voksede i området mellem Kristiansand og Arendal før 1810. Det betyder, at Uggerbyskibet er det ældste kravelbyggede småskib fremstillet i Norge. Det blev udgravet og opstillet tæt ved fundstedet, men blev pga. kysterosion fjernet og i 2010 fragtet til Kristiansand og genopstillet ved Lista Museum.

Mere om bebyggelse, erhverv, færdsel og infrastruktur i kommunen

Skattefund og enkeltfund

I de urolige tider under Kejserkrigen og svenskekrigene i 1600-tallet, hvor Vendsyssel var besat og hærget af først tyske og siden svenske tropper, blev der nedgravet en række værdifulde enkeltgenstande og møntskatte på Hjørringegnen. Det var formentlig lokalbefolkningen, som prøvede at redde værdigenstande fra fjendtlige troppers plyndringer. Blandt fundene var to messinglysestager fra begyndelsen af 1600-tallet, som tørvegravere fandt på gården Vester Thirup i 1848. Ved gården Ejås blev der i 1953 tillige fundet en stor, trebenet malmgryde, som viste sig at indeholde en messinglysestage, et jernplovskær og flere blystykker m.m. Længere oppe ad Uggerby Å fandt man i 2010 også et rigt ornamenteret lågkrus af sølv, præget med årstallet 1597. Nedlagte sølvskatte kendes fra Banggård, hvor der i 1928 blev fundet 36 nederlandske og tyske rigsdalere, og fra fx Stæten, hvor en lærredspose med 329 skillingsmønter kom for en dag i 1932.

Videre læsning

Læs mere om Historie i Hjørring Kommune

Læs også om

Se alle artikler om 1536-1850