Størstedelen af Hjørring Kommunes landskab har været udnyttet af mennesker siden oldtiden. Den ret næringsfattige jordbund, som dækker det meste af kommunens areal, gjorde det dog vanskeligt at drive intensivt agerbrug, og jorden blev derfor primært brugt til græsning for husdyrene. Siden er udnyttelsen af landbrugsjorden blevet intensiveret betydeligt, i begyndelsen især omkring Hjørring og senere i større dele af kommunen. Kvægbruget dominerer stadig med både kød- og mælkeproduktion. Samtidig udnyttes markerne til græs og grøntfoderafgrøder. Den generelle tendens, hvor man har bevæget sig fra mange små til færre og større bedrifter, ses også tydeligt, idet andelen af større husdyrbedrifter er steget.
Marker i morgensol ved Børglum. Af Tao Lytzen/Trap Danmark, 2015.
Begrænset anvendelse
Kulturlandskabet i Hjørring Kommune
Kødkvæg på græs ved Tårs. Siden oldtiden har jorden i Hjørring Kommune i høj grad været brugt til græsning, og kvægbruget dominerer stadig.
Kulturlandskabets udvikling
Oldtiden
Siden stenalderen har der levet mennesker i det område, hvor Hjørring Kommune ligger i dag. Især langs Yoldiahavets (Ishavets) gamle kystlinjer har der ligget flere bebyggelser, hvor man hovedsagelig levede af fiskeri. Selv om man formentlig har dyrket landbrug endnu tidligere, stammer de tidligste spor efter agerbruget fra bronzealderen. Dengang var landskabet ret åbent med store græsningsarealer og spredte marker, som bebyggelserne lå rundt om. Skove og træbevoksninger har ligget spredt, mens de større skove har ligget på de højereliggende morænelandskaber i kommunens østlige del.
I bronzealderen lå bebyggelserne spredt ud over stort set hele kommunens område, men i løbet af jernalderen begyndte bebyggelser, marker og græsningsarealer at koncentrere sig omkring det område, hvor Hjørring ligger i dag.
Middelalderen
Ved middelalderens begyndelse var hele Hjørring Kommune et mere eller mindre intensivt udnyttet kulturlandskab. Den mest intensive landskabsudnyttelse antages at have været omkring Hjørring. Her var sognene små, hvilket tyder på, at folk boede i større landsbyer, ofte med hver deres sognekirke, og at befolkningen derfor var forholdsvis stor. I den øvrige del af kommunen var landskabsudnyttelsen noget mindre intensiv og bestod primært af store græsningsarealer. Mellem græsningsarealerne lå mindre bebyggelser, typisk små landsbyer eller enkeltgårde. De største bebyggelser lå omkring kirkerne. I det kuperede landskab mod øst har de store sogne formentlig også omfattet større skovområder, mens meget af sognene i vest har været klitter. I kommunens midte har store dele af sognene været dækket af hede. Antagelig har de kystnære sogne i stigende grad været udsat for sandflugt.
Spredt over det meste af kommunen blev der i løbet af middelalderen anlagt klostre og herregårde, og Børglumkloster fra senest 1215 er et godt eksempel på, at området havde potentiale til store godsbesiddelser. Mange af herregårdene i området kendes fra 1300-tallet, men kan være ældre.
1536-1850
Hjørring Kommunes jordbund og geografi har spillet en stor rolle i kulturlandskabets udvikling. Udnyttelsen af landskabet var mest intensiv omkring Hjørring, hvor de største landsbyer var på over 15 gårde. I resten af kommunen bestod bebyggelserne af mindre landsbyer eller enkeltgårde. Den overvejende ret næringsfattige jordbund medførte bl.a., at landbrugssystemet var ekstensivt og især bestod af græsmarksbrug. Det vil sige, at man i en årrække benyttede en stor del af jorden til græsning for husdyrene, hvorefter den opdyrkedes i nogle år. I 1688 var knap 25 % af jorden opdyrket, mens i gennemsnit 44 % af kommunens jorder henlå til græsning eller var engområder, som blev brugt til høslæt. Især i den sydlige del af kommunen var dele af jorden under konstant dyrkning uden at ligge hen til græsning, såkaldt alsædjord. Her var der også større områder med hede.
Omkring år 1800 udgjorde heden 26 % af kommunens areal. Hedeområderne lå spredt i kommunen, men koncentrerede sig især i et bælte, som strakte sig fra Hjørring ned mod Børglum i sydvest. Klitarealet udgjorde samlet ca. 5 % af kommunens areal, men var naturligt koncentreret langs kysten mod nord og især vest. Eksempelvis var 44 % af Skallerup Sogns areal uudnyttet klit, og der var risiko for, at klitarealet skulle vokse pga. den sandflugt, som især i 1500- og 1600-tallet havde plaget kystsognene.
Mens der lå enkelte mindre herregårde spredt i kommunen, lå de store herregårde i området nord og øst for Hjørring. Her var der rige skov- og engressourcer, hvilket gav grobund for opdræt af stude. Omkring år 1800 udgjorde skoven kun ca. 2 % af kommunens areal og lå først og fremmest på de kuperede arealer mod øst og nord, ofte i tilknytning til herregårdene. Efter udskiftningen omkring år 1800 oplevede kommunen en stigende opdyrkning af landskabet; mange hedearealer blev til mark, samtidig med at græsningsarealerne blev udnyttet mere intensivt og efterhånden inddraget i sædskiftet.
Efter 1850
I 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet fortsatte den intensive landskabsudnyttelse. Eksempelvis blev endnu flere hedeområder opdyrket, men dog ikke mere, end at der i 1881 stadig var 8 % hede i kommunen, primært i de nordlige og østlige dele. Samtidig blev der etableret nåletræsplantager, især i de store klitområder mod nord og vest, hvor der blev plantet store klitplantager for at dæmme op for sandflugten. I takt med intensiveringen af landskabsudnyttelsen begyndte enge og moser gradvis at forsvinde, så de i 1881 kun dækkede 10 % af kommunens areal. Gårdbo Sø blev tørlagt 1881-83 og skabte derved nye landbrugsarealer, som i første omgang blev brugt til høslæt og græsning.
Det tilsåede areal i Hjørring Kommune blev således gradvis øget. I 1881 var 68 % af kommunen opdyrket, mest i den sydlige og centrale del omkring Hjørring, og det voksede til 80 % i 1950. Samtidig blev der plantet mange læhegn, som kunne beskytte markerne mod den fremherskende vestenvind og dermed begrænse fygning og mindske fordampningen.
Efterhånden blev Hjørring Kommunes kulturlandskab et landbrugslandskab med spredt bebyggelse. Hjørring fortsatte som den største bymæssige bebyggelse, og Hirtshals’ byområde spredte sig ud fra havnen. Langs vestkysten opstod der desuden store sommerhusområder, i begyndelsen ved Løkken og Lønstrup, men efterhånden også mange andre steder på vestkysten.
Udnyttelsen af landskabet i dag
Arealanvendelsen i procent baseret på historisk statistik og topografiske kort inden for Hjørring Kommunes nuværende grænser.
Figur 1. Arealanvendelsen i procent baseret på topografiske kort i Hjørring Kommune og landet som helhed i 2015.
Kortene viser den voldsomme forandring, som landskabet har gennemgået de seneste ca. 200 år. Næsten alle hedearealer er blevet opdyrket eller tilplantet med skov, og de fleste vådbundsområder er drænet og omdannet til landbrugsland. Samtidig er byområderne vokset markant. Bemærk, at kortet fra 1793 kun viser købstæderne og ikke landsbyerne.
Figur 2. Bedriftsstørrelser i ha i Hjørring Kommune og landet som helhed. Figuren viser den betydelige vækst i bedriftsstørrelsen siden 1971.
Det moderne kulturlandskab i Hjørring Kommune er præget af generationers landbrug. Det kommer særlig tydeligt til udtryk på de ler- og sandblandede jorder omkring Hjørring . Den højeste opdyrkningsgrad finder man i dag omkring Børglum, mellem Vrå og Tårs i syd og ved Bindslev i nord, hvor over 80 % af arealet er opdyrket. Træbeplantninger ses især i de kuperede områder mellem Horne, Bjergby og Sindal samt langs kysten ved bl.a. Uggerby og Tversted , hvor der er etableret store klitplantager. Desuden præges kystlandskabet af lavt bevoksede klitter og udstrakte sommerhusområder, hvor landbruget derfor også er meget begrænset. Eksempelvis er under 20 % af arealerne ved Hirtshals , Mårup og Løkken opdyrket.
Landbruget i Hjørring Kommune præges af kvægbrug, både på de mere ekstensivt udnyttede kystskrænter og i det marine forland langs Vesterhavet, hvor der især holdes kødkvæg. Også i ådalene og på markfladerne længere inde i landet er der mange kvægbrug, men her er det malkekvæg og opdræt, som dominerer. Siden omkring år 2000 er mange af de traditionelle gårde med længer og bindestalde udbygget med høje, åbne løsdriftsstalde, som ofte rummer flere hundrede køer. Samtidig kommer færre af køerne på græs, og markerne udnyttes til græs og grøntfoder, som ofte dyrkes i omdrift. Tilsammen udgør græs- og grøntfoderproduktionen ca. 40 % af landbrugsarealet. I grøntfoderproduktionen har stigende temperaturer gjort især dyrkningen af fodermajs fordelagtig. Siden 1980, hvor der næsten ikke blev dyrket majs, er majsarealet i kommunen udvidet markant, og alene i perioden fra 2000 til 2010 tidobledes det samlede areal med fodermajs til 4.905 ha svarende til 8 % af landbrugsarealet. Ud over kvægbruget har Hjørring Kommune også en betydelig svine-, fjerkræ- og pelsdyrproduktion, om end forholdsvis mindre end i kommunerne længere mod syd.
Historiske statistikker og kort viser, at agerarealet i århundreder var større omkring Hjørring end i det øvrige Vendsyssel. Det mønster holdt sig langt ind i 1900-tallet, men udviskedes, efterhånden som en større del af hele landet blev opdyrket. I dag er andelen af opdyrkede arealer igen faldende, især i kystegnene og op mod Jyske Ås, hvor marker og græsningsarealer er erstattet af infrastruktur, nye fritidslandskaber, skov og andre naturområder. Siden 1980 er det samlede landbrugsareal således faldet med hele 8,8 % i Hjørring Kommune. Selv om antallet af malkekøer er faldet med 39 % siden 1980 (målt i dyreenheder), har mælkeproduktionen pga. en tilsvarende ydelsesstigning dog holdt sig nogenlunde konstant. I samme periode er antallet af svin steget med 21 %, hvilket er mindre end den stigning på 33 %, der er foregået i landet som helhed. På trods af flere svinebedrifter og enkelte fjerkræbedrifter på over 500 ha samt enkelte større planteavls- og kvægbrug er kommunen generelt præget af mere almindelige heltidsbrug.
Samtidig med det faldende landbrugsareal har strukturudviklingen medført et fald i antallet af bedrifter, som samtidig er blevet større. I 1971 lå den gennemsnitlige bedriftsstørrelse på 19 ha, og i 2010 var den vokset til 55 ha, men ligger stadig under landsgennemsnittet på 64 ha (se figur 2). I takt med fraflytning fra landområderne og landbrugets strukturudvikling mod færre bedrifter bliver stadig flere huse og driftsbygninger overflødige. I Hjørring Kommune er der ca. 7.500 potentielt overflødiggjorte landbrugsbygninger, som står tomme og forfalder. De dækker tilsammen et areal på ca. 1,6 mio. etagekvadratmeter, hvilket er det fjerde højeste areal blandt Danmarks kommuner.
På trods af det intensive landbrug har påvirkningen af de omkringliggende naturområder været forholdsvis begrænset. Det skyldes bl.a. den fremherskende vestenvind, som blæser ammoniakken fra gyllen væk, så den ikke belaster naturområderne. Stort set hele kommunen dræner desuden mod vest til havet, som har en lav sårbarhed over for den ganske høje kvælstofudvaskning fra de mange kvægbrug med intensivt gødede kulturgræs- og andre grovfodermarker.
Videre læsning
Læs mere om Natur og landskab i Hjørring Kommune
Læs også om
- Hjørring Kommunes geologi
- Hjørring Kommunes landskaber
- Hjørring Kommunes klima
- Skove i Hjørring Kommune
- Det åbne land i Hjørring Kommune
- Ferske vande i Hjørring Kommune
- Kyster i Hjørring Kommune
- Natur- og landskabsforvaltning i Hjørring Kommune
Se alle artikler om Kulturlandskaber
