Skallerup Indlandsklitter. Af . Begrænset anvendelse

Hjørring Kommunes landskaber

Lønstrup, som ses i baggrunden, ligger på Yoldiahavets (Ishavets) gamle, flade havbund, der er blevet løftet op pga. landhævning. I forgrunden ligger en kile af flyvesand med grønsværsklitter på begge sider.
.
Vendsyssels geologiske udvikling 1. Da de store isskjolde i Nordeuropa og Nordamerika begyndte at smelte for ca. 18.000 år siden, steg havniveauet, og Yoldiahavet trængte ind over Vendsyssel. Da Yoldiahavet nåede sit maksimum, stak kun de højestliggende områder op som øer i havet. 2. For ca. 7.000 år siden havde Littorinahavet nået sin maksimale udbredelse. Landet havde nu hævet sig så meget efter isens afsmeltning, at en stor del af Vendsyssel stak op af havet som en stor ø, mens Skagen Odde endnu ikke var dannet. 3. Vendsyssel, som området ser ud i dag.
.

Artikelstart

Landskabet i Hjørring Kommune består af bakket moræneland fra sidste istid og sletter af havskabt land. Sletterne ligger i to etager: en højereliggende, vidtstrakt slette af hævet havbund, Yoldiafladen, fra slutningen af sidste istid og et lavereliggende marint forland, der er dannet siden Atlantisk tid. Mod vest afsluttes Yoldiafladen brat af en gammel kystklint med en foranliggende stribe af marint forland fra Littorinahavet (Stenalderhavet). Ved Lønstrup Klint brydes kystklinten af morænebakken Rubjerg Knude. Nordligst i kommunen er morænelandet og Yoldiafladen adskilt fra Skagen Oddes marine forland af en kystskrænt, som blev skabt af Littorinahavet.

Landskabets dannelse

Under den sidste istid bevægede isen sig to gange ind over Vendsyssel. Første gang skete for ca. 28.000 år siden, da en isstrøm fra Sydnorge bredte sig ud i Skagerrak og Kattegat og bevægede sig videre ind over det nordlige Danmark. Den Norske Isstrøm blev 5.000 år senere afløst af Hovedfremstødet eller Nordøstisen fra Sverige, hvor Det Skandinaviske Isskjold over en bred front trængte ind over store dele af Danmark. Det er især dette sidste isfremstød, der har formet istidslandskabet i Hjørring Kommune.

Det bakkede istidslandskab

Da Nordøstisen smeltede, efterlod den det forholdsvis jævne og sandede morænelandskab, som man kan se i den sydlige del af Hjørring Kommune mellem Jyske Ås og Vrå. Inden Nordøstisen for 19.000 år siden helt slap sit tag i Vendsyssel, rykkede den flere gange frem fra nordøst og skubbede vældige jordmasser sammen til en bakket randmoræne, som smeltevandet skar dybe kløfter og dale i. Således opstod det højtliggende bakkeparti af kuplede bakker og vanderoderede dale, der strækker sig gennem den centrale del af kommunen og udgør rygraden i Vendsyssels landskab. Bakkepartiet med dets talrige højdepunkter over 90 m danner en linje fra Hirtshals mod sydøst til Sindal, hvor det afbrydes af Uggerby Ås gennemløb. Herfra drejer bakkepartiet mod syd og fortsætter som højderyggen Jyske Ås øst om Ugilt og Tårs og videre til Dronninglund i Brønderslev Kommune.

Under et yngre fremstød skabte isen endnu et højtliggende bakkeparti, Tolne Bakker, i den østligste del af Hjørring Kommune. Fra Tolne Bakker kan det sammenhængende bakkedrag følges sydover til Lendum, hvor det skifter karakter og afløses af næsten parallelle, sydgående bakkerygge adskilt af brede lavninger. Bakkedraget kulminerer i kommunens højeste punkt, 104 m over havet, nordvest for Lendum.

Yoldiahavet

I takt med at de store isskjolde i Nordeuropa og Nordamerika smeltede, steg vandstanden i verdenshavene. Samtidig begyndte landet at hæve sig, og i den nordlige del af Jylland udviklede det sig til et kapløb mellem havstigning og landhævning. Vægten af de tykke ismasser havde presset jordskorpen ned, og da Vendsyssel ikke længere var tynget af isen, begyndte jordskorpen at hæve sig.

Landhævningen kunne dog ikke holde trit med den samtidige havstigning. Foran den vigende is begyndte Yoldiahavet (Ishavet) for ca. 18.000 år siden at trænge ind fra vest, så store dele af morænelandskabet i Vendsyssel blev oversvømmet; kun de højeste partier, kronet af Tolne Bakker og Jyske Ås, ragede op som store øer i ishavet. Langs kysterne forvandledes også morænelandskabets bakketoppe og højdedrag til mindre øer og halvøer. Rubjerg Knude, det langstrakte bakkeland mellem Hirtshals og Sindal samt det hvælvede moræneparti, som den nordlige del af Hjørring ligger på, blev således nu øer i Yoldiahavet.

Lavninger og dale druknede og blev til vige, sunde og fjorde. Vest for Tårs trængte Yoldiahavet langt ind i morænelandet og skabte en bugt, mens lavningen vest for Tolne Bakker, hvor Sindal nu ligger, blev forvandlet til et bredt sund. Også Stenvad Ådal sydvest for Vrå var på det tidspunkt et lille sund.

Langs de åbne kyster skabte brændingen fra Yoldiahavets bølger klinter i morænelandets fremspring. De kan i dag ses syd for Hirtshals som de kløftfurede skrænter, der stadig rejser sig over den tilgrænsende Yoldiaflade.

Fastlandstiden

Da de store isskjolde i Nordeuropa og Nordamerika begyndte at smelte for ca. 18.000 år siden, steg havniveauet, og Yoldiahavet (Ishavet) trængte ind over Vendsyssel. Da Yoldiahavet nåede sit maksimum, stak kun de højestliggende områder op som øer i havet.

.

Efterhånden begyndte landhævningen at dominere, havet trak sig tilbage, og Yoldiahavets (Ishavets) bund blev tørt land. Denne periode, hvor Danmark var en sammenhængende landmasse, kaldes fastlandstiden. Lerede og sandede havbunds- og kystaflejringer fra Yoldiahavet genfindes i dag som vidtstrakte sletter i de centrale, vestlige og nordlige dele af Hjørring Kommune. Eftersom landhævningen var størst i nordøst og aftog mod sydvest, ligger Yoldiafladen nord for Sindal op til 40 m over det nuværende havniveau, mens den sydligst i kommunen ligger 20 m lavere.

I takt med at landet hævede sig, skar talrige vandløb fra det højtliggende og bakkede moræneland sig ned i Yoldiafladen og skabte brede, markerede dale med flad bund og stejle sider. En af disse dale leder i dag Uggerby Å nordpå gennem ishavstidens sund ved Sindal og videre ud på det marine forland for til sidst at munde ud i havet ved Tversted. Vest og nord for Hjørring har vandløb ligeledes gennemskåret Yoldiafladen og skabt et system af dale, der nu leder Liver Å og Varbro Å mod hhv. nord og vest, indtil de forenes ved vestkysten og udmunder i havet ved Kærsgård Strand.

Mange af sidedalene til Liver Ådal når helt ind til Hjørring. Den sydlige del af Hjørring ligger på Yoldiafladen, 25-30 m over havet, mens den nordlige del af byen hæver sig op på det tilgrænsende moræneland, der kulminerer i Hjørring Bjerge, 67 m over havet.

Littorinahavet

For ca. 7.000 år siden havde Littorinahavet (Stenalderhavet) nået sin maksimale udbredelse. Landet havde nu hævet sig så meget efter isens afsmeltning, at en stor del af Vendsyssel stak op af havet som en stor ø, mens Skagen Odde endnu ikke var dannet.

.

I løbet af Atlantisk tid steg havet igen, da isskjoldet i Nordamerika smeltede helt bort. For 9.000 år siden rullede Littorinahavet (Stenalderhavet) hen over de lavereliggende dele af fastlandstidens landskab, så Vendsyssel blev en stor ø. Skagen Odde eksisterede endnu ikke, så Vendsyssels daværende nordkyst var den stejle kystskrænt, der løber fra Tversted til Frederikshavn og er et af Vendsyssels mest markante terrænskel. Under havstigningen trængte Littorinahavet ind og forvandlede Klostergrøftens ådal i Hjørring Kommunes sydvestlige del til en fjordarm, mens lavningen, der i dag rummer Kældergrøft, blev til et bredt sund. Langs Littorinahavets kyster skar bølgerne klinter i Yoldiafladens bløde ler og sand. Mange af de udvaskede jordmasser endte på bunden af Littorinahavet eller blev aflejret i bugter og vige.

Landhævning og dannelse af strandvoldssletter

Vendsyssel, som området ser ud i dag.

.

Selv om Nordjylland i Littorinahavets (Stenalderhavets) tid havde været isfrit i ca. 9.000 år, var jordskorpen endnu ikke rettet op; den hævede sig stadig. Havet steg dog også som følge af havvandets varmeudvidelse og den fortsatte afsmeltning af ismasserne i de arktiske egne. Mod slutningen af Atlantisk tid hævede landet i det nordlige Danmark sig mere, end havspejlet steg. Det betød reelt, at havet trak sig tilbage. I Vendsyssel har den relative landhævning været langt større end noget andet sted i Danmark, og store områder af datidens havbund er blevet tørt land. I Hjørring Kommune har landet hævet sig 12 m over det nuværende havniveau i den nordlige del af kommunen og 8 m over niveauet i den sydlige del.

Flere steder består det marine forland af strandvoldssletter af lave, tætliggende rygge. Landskabet er et rimme-doppe-landskab, som er opstået ved, at bølgerne langs stranden i takt med landhævningen har ophobet sand og grus i lave volde eller rygge. Strandvoldssletterne udgør derfor en samling tidligere kystlinjer, der viser landets gradvise tilvækst. Det er fx tilfældet nordøst for den gamle Littorinakystklint mellem Tversted og Frederikshavn.

Syd for Hirtshals, mellem Tornby Strand og Lønstrup, ligger den 10-20 m høje Littorinakystklint, som er skåret ind i Yoldiafladen bag en op til 1 km bred bræmme af marint forland. Videre sydpå fra Lønstrup til Løkken har havets brænding siden Atlantisk tid gnavet i morænebakken Rubjerg Knude og skabt den knap 100 m høje Lønstrup Klint. Langs hele kommunens kyststrækning fra Løkken til Skiveren er det marine forland præget af flyvesand og toppede havklitter.

Videre læsning

Læs mere om Natur og landskab i Hjørring Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber