Opskæring af svin på Hjørring Amts Andelssvineslagteri, 1895-1900. Af . Begrænset anvendelse

1850-1920 i Hjørring Kommune

Redningsbåden bliver trukket af heste op gennem klitterne ved Furreby. Redningsstationerne langs kysten og redningsbådene var bemandet med lokale folk, der kendte til farerne ved havet. Foto fra 1924.

.

Artikelstart

I lighed med det øvrige Danmark var Hjørring Kommune præget af store omvæltninger og brydninger i anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Befolkningstallet steg, og økonomien var i vækst med modernisering og omlægning af landbruget hen imod en øget grad af forædling af produktionen. Den begyndende industrialisering indebar også en voksende urbanisering, især efter at jernbanen i 1871 kom til Vendsyssel. Periodens politiske brydninger og folkelige vækkelse prægede også kommunen; der blev etableret andelsvirksomheder, sparekasser, frimenigheder og højskoler. En vækkelsesskole i grundtvigsk ånd åbnede i 1872 dørene i Stenum, men blev i 1890 flyttet til Vrå og tog navn efter byen. I 1855 grundlagde skolelærer Thomas Bjørnbak en bondehøjskole i Smidstrup.

Administrativ inddeling

Mens en vis grad af lokal selvadministrationen eksisterede i købstaden Hjørring allerede i middelalderen, blev der først i 1842 oprettet kommunalt selvstyre i landområderne. Inden for grænserne af den nuværende Hjørring Kommune blev der etableret 18 sognekommuner, der som oftest bestod af et eller to sogne. I de følgende 100 år kom yderligere fire sognekommuner til, da der blev oprettet nye sogne og nye sognekommuner i egne med befolkningsvækst. Astrup Sognekommune blev eksempelvis udskilt fra Sindal Sognekommune i 1904.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Hjørring Kommune oplevede en fordobling af indbyggertallet fra 26.449 ved folketællingen i 1850 til 52.485 indbyggere i 1921. Den største stigning fandt sted i Hjørring. Stigningen skyldtes en generelt faldende dødelighed og den tiltagende urbanisering. I Hjørring blev der etableret jernstøberier, maskinfabrikker, spinderier og klædefabrikker, og industrialiseringen krævede arbejdskraft. Mange fra landet så en lysere fremtid i at forlade deres hjemstavn og søge mod Vendsyssels hovedstad.

I samme periode oplevede flere af sognene i kommunen en lignende vækst. Årsagen hertil skal søges i opblomstringen af fiskeribyen Hirtshals, der i midten af 1800-tallet var en lille by i Horne Sogn. Da Folketinget i 1917 besluttede at bygge havne langs vestkysten, bl.a. i Hirtshals, kom der for alvor skred i udviklingen. Således boede der i 1911 498 personer i Hirtshals, mens tallet i 1921 var mere end fordoblet til 1.039 personer.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Urbanisering, industrialisering og infrastruktur

Opskæring af svin på Hjørring Amts Andelssvineslagteri. Andelsslagteriet blev oprettet i 1891 syd for banelinjen ved Bispensgade i Hjørring. Der var tilknyttet ca. ti butiksudsalg til slagteriet. Foto fra 1890'erne.

.

Anlæggelsen af jernbanerne i Nordjylland forbandt for alvor Vendsyssel med resten af verden. I 1871 blev Vendsysselbanen fra Nørresundby over Hjørring til Frederikshavn indviet tillige med Hjørring Station. Da jernbanebroen over Limfjorden åbnede for trafik i 1879, kom der også forbindelse til Aalborg. Jernbanenettets udbygning medførte en stor udvikling i landsognene, bl.a. Vrå og Sindal. I 1913 blev Hørbybanen og Løkkenbanen indviet. De to privatbaner ønskede ikke at benytte Hjørring Station, og derfor blev Vestbanegården i Hjørring anlagt samme år.

Vejnettets udbygning i Vendsyssel i 1840’erne med Hjørring som knudepunkt betød større kontakt til omverdenen og bedre vilkår for handelen. Flere mindre industrivirksomheder kom til, og Løkken blev fast udskibningshavn for Hjørring. I 1883 blev den gamle farverivirksomhed i Hjørring udvidet til klædefabrik med spinderi og væveri, og omkring år 1900 var dampvæveriet byens største virksomhed med 80 ansatte. Med industrialiseringen fulgte arbejdernes organisering. I 1880 oprettede Hjørrings typografer byens første fagforening, og inden århundredskiftet var en lang række fagforeninger fulgt efter. Eksempelvis blev byggefagenes fagforeninger oprettet i årene 1885-98, og Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund fik afdeling i Hjørring i 1893. I år 1900 blev en afdeling af Arbejdernes Fællesorganisation (det senere LO) etableret i Hjørring. Andelsbevægelsen kom til Vendsyssel med andelsmejeriet Alfaholm, der blev oprettet i 1886 i Poulstrup. I 1890 blev Hjørring Amts Andelssvineslagteri stiftet, det senere Wenbo, og driften begyndte året efter. Også fagforeningerne tog kooperative initiativer; bl.a. blev A/S Arbejdernes Fællesbageri oprettet i 1891 for at skaffe godt og billigt brød til arbejderne.

Hjørring Kommune var stadig et udpræget landbrugsland. Det meste af økonomien afhang af kornproduktion og dyrehold, og de fleste hænder var beskæftiget direkte inden for landbruget. Hertil kom en stigende gruppe af støtteerhverv i form af håndværk og småindustrier. Landbruget gennemgik en omfattende modernisering med omlægning af produktion og afsætning, hvilket også indebar store økonomiske og sociale forandringer. Det traditionelle gods- og fæstesystem blev helt afviklet, og der opstod nye grupper af selvstændige gårdmænd og husmænd ved udstykning af herregårde og andre større eller mellemstore landbrug. Eksempelvis blev 275 ha af Børglumkloster i 1915 opkøbt af Hjørring Amts Udstykningsforening, hvoraf der opstod tre gårde og syv husmandsbrug. Lignende udstykninger fandt sted ved andre herregårde, men næsten alle fortsatte som selvstændige storlandbrug.

Landbrugets stigende forædling af produktionen blev fulgt af forbedrede og mere effektive driftsformer, bl.a. ved begyndende brug af kunstgødning, forædling af afgrøder, dræning, stadig bedre redskaber og opdyrkning af hederne. Et af de mest spektakulære eksempler på udvidelse var tørlægningen af Vendsyssels største sø, Gårdbo Sø, 1881-83.

Virksomhederne anvendte maskiner for at øge produktiviteten, og derfor blev moderne kraftkilder som gas og elektricitet en nødvendighed for den fremvoksende industrialisering. I 1896 fik Hjørring sit første elværk, og i 1903 blev Hjørring Gasværk indviet. Også kontakten til omverdenen var vigtig. I 1857 var Hjørrings første telegrafstation blevet etableret på initiativ af byens handelsfolk, og i 1884 blev Hjørring Amts Telefonselskab dannet.

Mens udbygningen af jernbanenettet fik positiv betydning for industrialiseringen og handelen generelt, var der andre erhverv, som led under udviklingen. Handelen mellem vestkysten og Norge, den såkaldte skudehandel, havde profiteret af den korte indbyrdes afstand, men med anlæggelsen af jernbanen kunne de danske råvarer lettere fragtes til en større havn og derfra sejles til udlandet. Det barske Vesterhav gjorde arbejdet på søen til et farligt erhverv. I 1852 blev det danske redningsvæsen oprettet som institution med det formål at etablere redningsstationer langs de danske kyster, bl.a. i Lønstrup og Nørre Tornby. Allerede i 1850 havde Løkken fået en redningsbåd og et raketapparat til fremføring af redningsliner, og i 1889 blev der opført adskillige faresignalstationer langs kysten. I 1862 blev der bygget et fyr ved Lilleheden (Hirtshals), og i 1900 blev fyret ved Rubjerg Knude opført.

Også på andre områder søgte man at kontrollere naturens indflydelse. I 1853 blev der anlagt en plantage ved Tversted i et forsøg på at begrænse sandflugten, der plagede de vestvendte kyster. I 1888 blev Lilleheden Klitplantage anlagt, og 1910-30 blev Tornby Klitplantage realiseret. Det var dog ikke altid muligt at vinde over naturen. I 1904 blev Rubjerg Kirke, der gennem århundreder var blevet mere og mere tilsandet og forfalden, taget ned og flyttet længere ind i landet. Også kystnedbrydning var et problem. I 1914 blev middelalderkirken ved Nørre Lyngby nord for Løkken eksempelvis nedtaget og flyttet væk fra kysten.

Mere om bebyggelse, erhverv, færdsel og infrastruktur i kommunen

Politik, religion og uddannelse

Partiet Højre havde stor opbakning i Hjørring valgkreds frem til begyndelsen af 1870’erne, hvorefter Venstre blev størst. Venstre fik tidligt et flertal i Vrå valgkreds, og i 1872 grundlagde en kreds af venstrevælgere Vendsyssel Tidende. Brydninger inden for Venstre førte dog til, at Vrå valgkreds i 1909 kom på radikale hænder, og 1913-52 udkom den lille radikale avis Vendsyssel Venstreblad. Socialdemokratisk Forening blev dannet i Hjørring i 1891.

I løbet af 1850’erne bredte nye religiøse strømninger sig i Hjørring Kommune. Både baptisterne, adventisterne og mormonerne fik mange tilhængere og byggede kirker, bl.a. blev baptistkirken i Vrå indviet i 1893. Folkekirken satte en modaktion ind, og den kvindelige lægprædikant og grundtvigianer Skov-Kirsten deltog i kampagnen, der førte til, at mormonerne blev trængt tilbage i Nordjylland, og at grundtvigianismen fik større udbredelse, især i den vestlige og sydvestlige del af Hjørring Kommune.

Den store indremissionske menighed i Horne resulterede i, at der i 1891 blev bygget en indremissionsk højskole i Horne, den nuværende Horne Efterskole. En vækkelsesskole i grundtvigsk ånd åbnede i 1872 dørene i Stenum, men blev i 1890 flyttet til Vrå og tog navn efter byen. I 1855 grundlagde skolelærer Thomas Bjørnbak en bondehøjskole i Smidstrup. Flere uddannelsessteder skød frem i Hjørring i begyndelsen af 1900-tallet: I 1903 blev den eksisterende realskole til gymnasium, og to år åbnede Hjørring Seminarium.

Skov-Kirsten

Kirsten Marie Lomborg f. Larsdatter (Skov-Kirsten).

.

Kirsten Marie Lomborg (1827-1900) var en af de mest kendte lægprædikanter inden for den grundtvigske vækkelsesbevægelse. Hun voksede op på en gård i Tårs Sogn og satte som de øvrige familiemedlemmer »Skov« foran sit fornavn pga. morfaderens arbejde som skovfoged. Som følge af den grundlovssikrede religionsfrihed i 1849 bredte de religiøse sekter sig på egnen, bl.a. mormonerne, som Skov-Kirsten blev tiltrukket af. Da hun ikke kunne forlige sig med mormonernes afvisning af barnedåben, indledte hun imidlertid et modangreb. I 1851 talte hun for første gang i en forsamling og udfordrede dermed både præsternes forkyndelsesmonopol og den holdning, at kvinder burde tie i forsamlinger. Det førte til, at flere præster klagede til biskop P.C. Kierkegaard i Aalborg, der imidlertid forsvarede hendes ret til at forkynde. Skov-Kirsten talte først på gårde i sognet og senere også i de omkringliggende sogne. I 1857 mødte hun lægprædikanten Peter Larsen og blev overbevist om, at hun lå den grundtvigske vækkelsesbevægelse nærmest. Skov-Kirsten indstillede sin prædikantvirksomhed i de tidlige 1860’ere.

I forbindelse med 100-året for Skov-Kirstens fødsel blev der i 1927 rejst en mindesten ved Tårs Kirke med ordene: »Selv vakt ved Herrens Ord og Daab/hun andre bragte Evighedens Haab«.

Mere om politik, religion og uddannelse i kommunen

Videre læsning

Læs mere om Historie i Hjørring Kommune

Læs også om

Se alle artikler om 1850-1920