Efter en befolkningsnedgang i 1600-tallet steg befolkningstallet igen i 1700-tallet. Bebyggelsesmæssigt dominerede enkeltgårdene. Dette var også medvirkende til, at der ikke fandt en traditionel udskiftning af landsbyerne sted i 1700-tallet. Herregårdene var små, og mange blev nedlagt i løbet af perioden.
1536-1850 i Lemvig Kommune
Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde, landsbyer og herregårde oven på et jordartskort fra GEUS fra 2016.
Der er gevinst for fiskerne omkring 1960, når det såkaldte snurrevod hales ind. Snurrevoddet var opfundet i 1848 af Jens Væver. Princippet er, at voddet vha. lange liner blev trukket hen over bunden, og linernes svirpen over bunden skræmte fiskene ind i voddet, hvilket var langt mere effektivt end tidligere fangstmetoder.
Administrativ inddeling
Indtil 1662 lå den nuværende Lemvig Kommune langt overvejende i Bøvling Len, som derefter blev til Bøvling Amt. Undtagelsen var området omkring Thyborøn, der lå i Ørum Len/Amt. I 1793 blev området en del af Ringkøbing Amt, endnu en gang med undtagelse af Thyborønområdet, der tilhørte Thisted Amt. Efter oprettelsen i hhv. 1837 og 1841 var området fordelt mellem en købstadskommune, Lemvig, og 14 sognekommuner. I 1842 blev et mindre område fra Bøvling-Flynder Sognekommune overført til Fjaltring-Trans Sognekommune.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Det er svært at sige noget præcist om befolkningsudviklingen i kommunen før folketællingerne i slutningen af 1700-tallet. I købstaden var der fremgang i 1500-tallet, mens 1600-tallet gav byen et knæk, dels pga. en brand i 1684, dels med krige og epidemier, som den ikke forvandt før langt ind i 1700-tallet. Et mandtal i 1672 nævnte 450 indbyggere, og selv om det kan være unøjagtigt, er det dog et tal, som købstaden ikke nåede op på før over 100 år senere. På landet var nogenlunde samme mønster med vækst i 1500-tallet og tilbagegang i 1600-tallet. Det var også her krige og epidemier, som spillede ind, men hertil kom, at det var gået langt værre ud over Syd- og Sønderjylland, så her var ledige gårde, som tiltrak unge fra Lemvigegnen. På landet begyndte allerede tidligt i 1700-tallet en befolkningsvækst, som efterhånden blev stærkere.
Ved den første rigtige folketælling i 1787 var der 6.414 indbyggere i den nuværende Lemvig Kommune, der da bestod af 22 landsogne og byen Lemvig. I 1850 var befolkningstallet steget til 11.141 indbyggere, hvilket var en vækst omkring landsgennemsnittet.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Bebyggelse og erhverv på landet
Det fremgår af matriklen 1683, at de fleste gårde lå spredt som enkeltgårde. Der var dog enkelte mellemstore landsbyer, Vrist med 11 gårde samt Vejlby og Nees med hver 10 gårde. De fleste sogne havde en hovedby med en 5‑6 gårde, men enkelte sogne mod sydvest var helt uden landsbyer. Lemvig Kommune var et af de områder i landet, hvor enkeltgårdene var mest dominerende.
Der var ikke mange huse, og i de fleste sogne udgjorde deres antal mindre end en fjerdedel af gårdenes. Kun Harboøre Sogn (med Thyborøn) skilte sig ud. Her var 58 gårde, 53 huse med jord og 51 huse uden jord.
At tale om udskiftning af landsbyerne, sådan som det foregik de fleste steder i landet fra anden halvdel af 1700-tallet, vil kun være delvis rigtigt. Landsbyerne lå ganske vist i fællesskab, men enkeltgårdene kunne godt eje et stykke jord selv, eller de kunne have lodder i fællesskab med andre gårde. Derfor var der ikke blot tale om udskiftning af fællesarealer, men også om omskiftning. Gennemgående fik gårdene nogle lodder, som var rimelige, og i de fleste tilfælde kunne bygningerne blive liggende, så bebyggelsesmæssigt forårsagede udskiftningen ikke de store ændringer. To forhold hindrede en regelret udskiftning. Det ene var kendt fra andre steder, nemlig den enkelte gårds behov for at have adgang til flere ressourcetyper som ager, eng, hede m.m., hvilket kunne gøre, at gårdens lodder kom til at ligge spredt. Den anden var en følge af enkeltgårdsbebyggelsen, idet det var svært at få gårdene til at mageskifte jord. Det bevirkede mange steder, at den enkelte gård fik et tilliggende, som var sammenhængende, men forvredet og med knopskydninger.
Der skete gennem 1700-tallet og de allerførste år af 1800-tallet en vis vækst i antallet af huse. Den udparcellerede hovedgårdsjord gav nogen plads til både gårde og huse, ligesom det tidlige selveje gav mulighed for bønderne for at udstykke jord til husmandsbrug. Det skete dog kun i begrænset omfang, og de fælles overdrev blev heller ikke brugt til at oprette husmandsbrug, men der var heller ikke mange herregårde på dette tidspunkt, og de var små, så der var ikke mange arbejdspladser for husmændene.
I Lemvig Kommune kendes til mindst 22 herregårde fra perioden. Gennemgående var de som nævnt små, og mange af dem sank ned til at blive bøndergårde eller indlemmet i og drevet fra en anden herregård. Nogle af de tidligste frasalg af bøndergods fandt sted her i kommunen: Gudum Klosters bøndergods blev solgt i 1750’erne, og Vaskærgårds i 1774. Også hovedgårdsjorden blev tidligt solgt fra, idet de fleste frasalg skete i begyndelsen af 1800-tallet.
Nedlæggelsen af herregårdene skete kontinuerligt: Fem blev nedlagt i 1500-tallet, seks i 1600-tallet og to i 1700-tallet. I matriklen 1688 var der 14 herregårde. Den største var Rysensten med 48 tønder hartkorn hovedgårdsjord, herefter fulgte Bækmark med 35, Holmgård med 34, og Kabbel med 31. Ingen var således blandt de største, og fire var meget små, dvs. på under 14 tønder hartkorn; flere bøndergårde var større.
Der var i kommunen i 1790 mindst 13 vindmøller og omkring 10 vandmøller, der bl.a. lå ved Ramme Å og Flynder Å. En vandmølle ved Stensbækgård fungerede som stampemølle. Tre af vindmøllerne stod i Harboøre og en på Rønland, mens Lemvig kunne nøjes med en.
Fiskeri og fangstmetoder ved Lemvig
Før gennembruddet af Agger Tange i 1825 bestod farvandet i den vestlige Limfjord af brakvand. Arter som helt, aborre og særligt ål udgjorde de primære fangster. For den fattige del af befolkningen gav ålen gode muligheder for indtægt. Om sommeren foregik ålefiskeriet typisk med ruser og glib. Om vinteren, når isen satte ind, foregik fiskeriet med ålejern. Lokalbefolkningens ålefiskeri var dog kun en parentes i forhold til det uhyre effektive ålefiskeri, som fiskerne fra Agger og Harboøre stod for. Her var hovedredskabet pulsvoddet, der har fået sit navn efter det redskab – pulskøllen – som fiskerne brugte til at skræmme fiskene ind i garnet. Fiskeriet foregik med to både. Voddet blev sat i en halvbue og gjort fast i den ene båd. Herefter forsøgte fiskerne i den anden båd at skræmme ålene ind i voddet ved at slå med pulskøller i vandet.
Efter gennembruddet af Agger Tange begyndte man også at fiske med snurrevod, som blev opfundet af Jens Væver.
Gennembrydningen af Agger Tange skulle på sigt give Lemvig langt bedre muligheder.
Bebyggelse og erhverv i byerne
Købstaden Lemvigs opland var ret stort, for byen blev også besøgt af folk fra Thyholm og fra Thy. Til gengæld var der nedgang i strandhandelen med norske skibe.
Købstadens placering i bunden af en beskyttet vig var befordrende for handel og fiskeri, men byen hørte til de mindre. Der var heller ikke håndværkerlav og kun få håndværkere. Købstaden havde i 1769 ret til at holde fem årlige markeder, men de tre havde da ikke været holdt i mange år, og de to sidste var dårligt søgte.
Som de fleste andre købstæder oplevede Lemvig en nedgang i perioden 1650‑1770. Med opgangstiderne i slutningen af 1700-tallet, åbningen af Limfjorden mod vest og de forbedrede konjunkturer efter 1830 kom der gang i Lemvig, som voksede kraftigt, også på trods af store skader ved stormfloden i 1839.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Videre læsning
Læs mere om historie i Lemvig Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Lemvig Kommune
- Middelalderen i Lemvig Kommune
- 1850-1920 i Lemvig Kommune
- 1920-1970 i Lemvig Kommune
- 1970-2007 i Lemvig Kommune
Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850
Se alle artikler om 1536-1850
