Middelalderen i Lemvig Kommune | lex.dk

Tidslinje over middelalderen og nyere tid i Lemvig Kommune.

Trap Danmark.

Licens: Begrænset anvendelse

Bebyggelsen i området var i middelalderen præget af flere mindre landsbyer. Hovederhvervet var landbrug med bl.a. eksport af heste. Byen Lemvig voksede frem i løbet af 1200-tallet. Ud over kongemagten ejede Gudum Kloster betydelige jordområder. I midten af 1300-tallet hærgede pesten og medførte befolkningsnedgang.

Administrativ inddeling

Den nuværende Lemvig Kommune bestod af de to middelalderlige herreder Skodborg (minus de tre østligste sogne) og Vandfuld, som i højmiddelalderen begge hørte under Hardsyssel. I senmiddelalderen hørte Skodborg Herred under det selvstændige Bøvling Len, som blev bestyret af Ribe bispestol fra Bøvling Slot (det nuværende Rysensten). Vandfuld Herred var i senmiddelalderen lagt sammen med Ulfborg og Hind Herreder, der ligger i det tidligere Ringkøbing Amt, og tilsammen fungerede disse tre herreder som regnskabslen, enten under forskellige kongetjenere som Niels Clementsen eller stormænd som Eiler Bryske og Mogens Munk. I 1537 blev Vandfuld Herred lagt til Bøvling Len. I kirkelig henseende lå hele området middelalderen igennem under Ribe Stift.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Stednavnene i Lemvig Kommune afslører ikke nogen tegn på, at der i højmiddelalderen fandt en nævneværdig bebyggelsesekspansion sted i området; i hvert fald mangler i nævneværdig grad stednavne med endelserne »-rød« og »-torp«, der ellers er typiske indikationer for en sådan.

Området blev formodentlig gentagne gange ramt af pesten fra midten af 1300-tallet. I hvert fald ser man også her i løbet af 1400-tallet en fornyet byggeaktivitet på mange af sognekirkerne, fx hvælv, tårn og våbenhus, hvilket normalt tolkes som både et tegn på den ressourcefrigørelse, der var betinget af befolkningsfaldet, og den fornyede religiøsitet, som opstod pga. chokket over pestens indvirkninger på samfundet. Der kendes dog ingen sikre spor af nedlagte sognekirker og dermed nedlagte sogne i den nuværende kommune. I fortegnelserne over landehjælpen (ekstraordinær skat) 1524‑26 står sognene i gennemsnit opført med 16½ mark (Harboøre og Lemvig 10 mark, Nørre Nissum og Bøvling 30 mark), hvor Ringkøbing til sammenligning står til 10 mark.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel

Lemvigegnens kyststrækning langs den vestlige Limfjords sydkyst lå langs datidens sejlrute mellem de indre farvande og Vesterhavet gennem åbningen ved Agger Tange. I tidlig middelalder, hvor der fortsat var tætte relationer mellem Nord- og Vestjylland og De Britiske Øer, gav beliggenheden gode muligheder for handel og kontakt med politiske og gejstlige centre i England. Omkring år 1100 ændredes dette markant, da passagen mellem Limfjorden og Vesterhavet sandede til.

I de følgende århundreder orienterede handelen og færdslen sig mere regionalt omkring Hardsyssel, hvor et net af veje og hjulspor forbandt de få landsbyer og mange enestegårde i området med hinanden. Landsbyen, der siden blev til Lemvig købstad, voksede i højmiddelalderen frem ved en naturhavn i Lemvig på landevejen mod Thy. Bydannelsen, der lå forholdsvis isoleret på landevejen mod Thy, var derfor meget afhængig af sejladsen til den større Aalborg købstad.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Ifølge Kong Valdemars Jordebog fra 1231 havde kongemagten da besiddelser i Engbjerg, Heldum, Hygum og Nørre Nissum Sogne, hvilket for Heldums vedkommende underbygges af et kalkmaleri (fundet i 1908, men siden atter overkalket) i Heldum Kirke, som viser en kongelig stifterskikkelse. Nørre Nissum blev i 1327 udlagt som arv for den svenske kongesøn Erik Valdemarsson, der var dattersøn af kong Erik Plovpenning. Nørre Nissum Kirke kom i 1439 under Gudum Kloster, som beholdt patronatsretten over den indtil 1558. Gudum Kloster var et benediktinernonnekloster og nævnes første gang i 1268. Klosteret ejede det meste af Gudum Sogn, men blev ved Reformationen overtaget af kronen, der hurtigt forlenede det. Helligkilder fandtes i Hove, Gudum og Hygum Sogne, mens et Helligkorskapel lå øst for Lemvig Å.

Harboøre var oprindelig kongelig besiddelse og et selvstændigt birk, som i 1255 af kong Christoffer 1. blev givet til Ribe bispestol. Der var i hvert fald fra 1500-tallet et fiskerleje, hvis befolkning i 1528 i forbindelse med en strid med aggerboerne søgte at få afmærket deres »enemærke«, dvs. særlige område, hvor andres indtrængen var forbudt. Området her var da allerede plaget af sandflugt og vandflod.

Nørlem Sogn var sandsynligvis Lemvigs modersogn, og Lemvig var vel endnu ved midten af 1300-tallet anneks til dette. Lemvig nævnes første gang i 1234 og igen i 1237, da kong Valdemar Sejr overlod Ribebispen plovskatten af flækken, og en bebyggelse her kan på baggrund af arkæologiske undersøgelser heller ikke føres meget længere tilbage. Byens tidligste segl er af den type, man kender fra tiden før år 1300. Herpå nævnes byens rådmænd for første gang. Lemvig forblev middelalderen igennem en lille by, men blev dog i 1449 nævnt i et privilegium som værende en af de fire lovlige havne i Limfjorden, som også omfattede Aalborg, Viborg (udskibningsstedet ved Hjarbæk) og Nykøbing M. Lemvig blev antagelig først købstad i 1500-tallet.

Ud over Ribe bispestol, Gudum Kloster og kongemagten var jorden i den nuværende kommune for størstedelens vedkommende ejet af lokale adelsslægter såsom Stjerne Juel, Rytter, Spand, Munk og Skram.

Landskabets foranderlighed har haft stor indflydelse på livet i området i middelalderen, og det var præget af, at man i de enkelte sogne ikke havde en dominerende centrallandsby, men derimod flere mindre landsbyer, der kunne have helt ned til 3-4 gårde. Dermed adskiller området sig væsentligt fra bebyggelsen i Østdanmark.

I området ophørte bebyggelsernes vandring i begyndelsen af middelalderen. Vikingetidens byggeskik forblev enerådende kort ind i perioden. Centralt heri var langhuset og de halvt nedgravede grubehuse, der gerne blev anvendt som håndværkshytter. I løbet af den tidlige middelalder ændrede langhusene dog karakter, idet de tidligere krumvæggede bygninger nu fik rette vægge, og lerklining blev taget i brug.

I tiden ca. 1100‑1300 synes egnen at være præget af gårdanlæg med flere sammenhængende bygninger med vægge af lyngtørv placeret direkte på jorden, oftest uden eller med et minimum af trækonstruktion til understøttelse. Det klassiske eksempel på byggetraditionen er fundet på Nødskov Hede, hvor udgravninger i 1940’erne afslørede et tørvebygget gårdkompleks. Byggeskikken forbindes oftest med Thy og Mors, men den kendes også fra udgravninger helt ned til Ulfborgområdet i Holstebro Kommune.

Hovederhvervet var, ud over handel og håndværk i selve Lemvig, landbrug. Man dyrkede rug, byg og havre, holdt kvæg og får, producerede smør og holdt fjerkræ. En hovedindtægtskilde var hesteholdet. Hestene blev eksporteret i stor stil; fra omkring år 1500 finder man gentagne gange heste fra Lemvig og omegn, der skulle fortoldes i Ribe.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Lemvig Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder