1850-1920 i Egedal Kommune

Tørv dannes af planterester i iltfattigt stillestående vand i fx moser og søer. De iltfattige forhold bevirker, at plantematerialet kun bliver delvis nedbrudt, og indholdet af kulstof er derfor højt, hvilket gør tørv velegnet til brændsel. Som tiden går, bliver laget af døde planterester tykkere og tykkere, og der dannes et tørvelag.

I Egedal Kommune findes især mange moser, der gennem tid har genereret tørv. Dette skyldes, at kommunens landskab er dannet i slutningen af sidste istid og er præget af dale og spredte områder med dødislandskab. Efterfølgende hævede landet sig, så der i både dale og dødishuller opstod mange små moser og søer, hvor tørvedannelse kunne finde sted.

Oldtidens skovrydninger skabte brændselsmangel; tørvegravningen blev indledt for at imødekomme den mangel.

I 1800-tallet skete en omfattende tørvegravning i moserne i det nuværende kommuneområde for at producere brændsel til vinteren. Gårdene havde ofte hver sin parcel af mosejord, hvor tørv blev gravet og brugt som brændsel. Der lå større tørvegrave ved Storesø og Lyngen ved Ølstykke, Tranemose ved Søsum, Guldbjerg Mose ved Buresø samt Ammetofte Mose, Porsemose og Tysmose ved Ledøje. Omkring Veksø fandtes nogle af de største tørvegrave på Sjælland. Tørvegravningen foregik som skæretørv, hvor man skar tørven fra overfladen. Senere blev produktionen mekaniseret, og udvindingen af tørv foregik ved brug af maskiner til opgravning og æltning af tørven, mens tørven blev udlagt til tørring manuelt. Tørvegravning var ofte sæsonarbejde, der foregik i forårs- og sommermånederne. Overskuddet af tørv blev afsat i København, hvortil det blev fragtet med hestevogn. Fra slutningen af 1800-tallet kunne transporten af tørv foregå med jernbane, og der blev eksempelvis anlagt et særligt læssespor langs jernbanen fra gården Egedal til Veksø Station. Med fremkomsten af koks og kul som brændsel blev tørvegravningen mindsket i slutningen af 1800-tallet og forsvandt næsten.

Tørvegravningen blomstrede op igen omkring 1. og 2. Verdenskrig, da der var mangel på kul og koks. Gårdene Egedal og Maglehøj ved Veksø var ejet af Københavns Kommune og producerede under 1. Verdenskrig tørv til Københavns varmeværker. Under 2. Verdenskrig foregik tørvegravningen især nord for Veksø i den østlige ende af Veksø Mose. Helt op i 1950’erne blev der gravet tørv på gården Egedal.

Tørvegravning har ofte givet anledning til arkæologiske fund, da man i bronzealderen, jernalderen og vikingetiden har ofret til guderne ved at lægge værdifulde offergaver i moser og vådområder. I 1878 fandt man i en mose ved Værebro Å vest for Smørumovre to armringe af guld fra vikingetiden, som var blevet ofret i mosen. I 1942 stødte en arbejdsmand under tørvegravning i den nyåbnede tørvemose Brøns Mose ved Veksø på noget hårdt. Det viste sig at være to næsten identiske hornede bronzehjelme, de såkaldte Veksøhjelme, fra yngre bronzealder, der var blevet sat ned i mosen på et træfad. Veksøhjelmene er i dag udstillet på Nationalmuseet, og der er opsat en mindesten der, hvor hjelmene blev fundet.

I dag kan man stadig se sporene efter den omfattende tørvegravning i Egedal Kommune, hvor mange af de tidligere tørveskær fremstår som småsøer og vandhuller. Tørveskærene har ofte surt, brunt vand, som kun få dyre- og plantearter kan leve i. Her findes derfor særegne vandbiller og guldsmede, der trives i det sure miljø, mens muslinger, snegle og krebsdyr ikke findes, da det sure vand er fattigt på kalcium, der bruges til opbygning af dyrenes skaller. Kun få vandplanter såsom flydebladsplanter kan trives i det uklare, humusmættede, brune vand, da sollyset ikke kan trænge gennem vandet.

Mange af de ældre tørvegrave er nu næsten tilgroede og ofte dækket af limnisk rørsump, der er en rørskov, som vokser i vand. I Ammetofte Mose findes i dag sådan en tilgroningsmose med rørskov, hvor sjældne fugle som rørhøgen, der bygger sin rede på jorden i rørsumpe og moser, kan findes.

Også i Porsemose findes i dag rørskov og områder med pilekrat, birkeskov og elleskov.