Landskabet i Frederikssund Kommune består overvejende af et jævnt til bølget og bakket moræneland fra slutningen af sidste istid. Ved Svanholm i Hornsherred kulminerer det i kommunens højeste punkt, Julianehøj på 69,5 m. Ud mod Roskilde Fjord og Isefjord kantes istidslandskabet af kystklinter og lavtliggende flader af marint forland, som er dannet hen over de seneste 7.000 år.
Selsø Landingsplads. Af Nana Reimers/Trap Danmark, 2017.
Begrænset anvendelse
Frederikssund Kommunes landskaber
Morfologisk kort over de vigtigste landskabselementer i Frederikssund Kommune. Store dele af landskabet blev dannet under sidste istid, hvor de store gletsjere skubbede de foranliggende jordmasser op i randmoræner, mens der under isen blev afsat bundmoræne. Det kuperede dødislandskab, som præger den nordlige og sydlige del af Hornsherred, blev skabt af den dødis, der blev efterladt, da isen trak sig tilbage. Efterhånden som isen smeltede, steg havniveauet, og de lavtliggende områder blev oversvømmet. Den efterfølgende landhævning medførte, at disse områder blev til tørt land. I dag fremstår de som marine flader, moser og søer.
Istidens bakkelandskab
For 23.000 til 20.000 år siden trængte Nordøstisen ind over store dele af Danmark. Isen smeltede tilbage, men havde flere genfremstød, hvor den skubbede jordmasser sammen til aflange randmorænebakker. Det strøg af bakker, der i Hornsherred strækker sig fra Vellerup nordover til Kyndby, blev dannet under et genfremstød, som for 19.000 år siden bevægede sig ind over landet fra øst. Det samme gælder de uregelmæssige bakker ved Dalby og Krogstrup. På samme tid blev tunneldalen Vejlemølle Ådal med Skibby Ås, der løber langs grænsen til Lejre Kommune, skabt af en smeltevandsflod under isen.
Fletværket af dybe dale i den centrale del af Nordsjælland strækker sig ind i kommunen øst for Jørlunde og Slangerup. Dalene er dannet ad flere omgange. Nogle dale er dannet af smeltevand under Nordøstisen og i et bælte af sprækket dødis, som blev efterladt foran den vigende is. Andre steder har smeltevand dannet dale under den efterfølgende Bælthavis, der for 18.000 år siden bevægede sig ind over Nordsjælland fra sydøst. Bælthavisen lagde et tæppe af moræneler over det landskab, som Nordøstisen havde formet. Smeltevand under Bælthavisen dannede desuden Skuldelev Ås i Hornsherred.
Ligesom Nordøstisen efterlod også Bælthavisen store områder med dødis, da den trak sig tilbage. Efterhånden som dødisen smeltede bort, dukkede det småkuperede bakkeland op, som i dag kendetegner det nordligste Hornsherred. Andre steder blev det materiale, som Bælthavisen tog med, aflejret under isen som kompakt moræneler. I takt med isens bortsmeltning blev moræneleret frilagt og dannede et bundmorænelandskab, der bl.a. kan ses i området mellem Gerlev og Jægerspris. På Nordøstisens gamle randmoræne sydvest for Kyndby ligger et antal 10‑20 m høje bakketoppe som Allingbjerg, Risbjerg, Mørkebjerg og Bavnen samt Store og Lille Bregnebjerg. De er såkaldte hatbakker, der består af lagdelt sand, som blev aflejret i småsøer i dødisen. Da Bælthavisen siden bevægede sig ind over området, skubbede den til og gled hen over hatbakkerne på sin vej mod nordvest.
Havstigning og landhævning
De første årtusinder efter istiden var Danmark landfast med Skåne og England. For 9.000 år smeltede resterne af de store isskjolde i Skandinavien og Nordamerika dog, og det fik havet til at stige. Littorinahavet skyllede ind over de lavereliggende dele af landskabet, så der opstod indskårne kyster, hvor højdedrag blev til øer og halvøer, mens lavninger og dale blev til vige og fjorde. Isefjord og Roskilde Fjord opstod, og dele af Hornsherred blev delt op i et antal større og mindre øer, mens de lavtliggende arealer syd for Nordskoven forvandledes til et bredt sund, der forbandt de to fjorde med hinanden. Havet trængte op i Værebro Ådal, som blev til en lang, smal fjord, der strakte sig 12 km ind i landet. Tilsvarende fjordarme opstod i Havelse, Sillebro og Vejlemølle Ådale. Øst og syd for Skuldelev trængte havet flere steder ind til foden af Skuldelev Ås og videre ind i det forgrenede system af lavninger, der i dag rummer Dybemosegrøften, Koholm Mose, Hovenge og Selsø Sø, så der opstod et sund.
Istidens enorme ismasser havde trykket jordskorpen ned, og selv om Danmark på Littorinahavets tid havde været isfrit i mere end 10.000 år, hævede landet sig stadig. For ca. 6.000 år siden dominerede landhævningen i den nordlige del af Danmark. Havet trak sig tilbage, og store områder af datidens havbund blev til land. I Frederikssund Kommune har landet hævet sig 3,5‑4,5 m siden Littorinahavets tid, hvilket har medført, at istidslandskabet i dag ofte kantes af gammel, hævet havbund; et såkaldt marint forland. Det gælder kysten mellem Jægerspris og Dalby Huse, mellem Græse Bakkeby og Havelse Mølle og langs Nordskoven i Hornsherred, hvor det marine forland danner kystlinjen ud mod Roskilde Fjord. I takt med landhævningen blev de tidligere sunde forvandlet til lavtliggende landområder med enge og moser.
Littorinahavets bølger dannede desuden klinter i fjordenes kyster. De ses i dag som de stejle, tilgroede skrænter mellem fx Vellerup Vig og Kyndby Huse og i Færgelunden mellem Kronprins Frederiks Bro og Neder Dråby. Flere steder er det marine forland skabt af strandvolde, hvor bølgernes ophobning af sand og grus i takt med landhævningen har dannet rækker af gradvis yngre og yngre strandvolde. Strandvoldene viser derfor, hvor de tidligere kystlinjer har ligget, og illustrerer landets gradvise tilvækst siden Littorinahavets tid.
Videre læsning
Læs mere om Natur og landskab i Frederikssund Kommune
Læs videre om
Læs også om
- Frederikssund Kommunes geologi
- Frederikssund Kommunes klima
- Kulturlandskabet i Frederikssund Kommune
- Skove i Frederikssund Kommune
- Det åbne land i Frederikssund Kommune
- Ferske vande i Frederikssund Kommune
- Kyster i Frederikssund Kommune
- Natur- og landskabsforvaltning i Frederikssund Kommune
Se alle artikler om Landskaber
