Grevens Høj

Efter at gårdejeren, Hans Hansens enke, havde påbegyndt en sløjfning af den ene af de to "Grevens Høje", fik Nationalmuseet tilladelse til at undersøge den tilbageværende del. Mod syd og vest var ca. en tredjedel af højen gravet væk, uden at der var fremkommet grave eller oldsager. Flere år tidligere var der i højens østside fundet 5-6 lerkar med brændte ben og små bronzegenstande. Ved undersøgelsen fandtes i toppen af højen nogle lerkarskår af jernalderkarakter og en stump brændt ben, som utvivlsomt stammer fra flere forstyrrede grave. I den østlige del fandtes adskillige urnegrave og en stenkiste fra yngre bronzealder samt en brandplet uden ben eller oldsager. Flere af urnerne var omsat med sten. Én af dem indeholdt et fornemt udstyr bestående af en enægget kniv med ornamentik på blade og med en ring i enden af skaftet, hvori der hænger to rasleblik, en stor ragekniv, en lancetformet spids og to syle (Grav C; mus.nr. B 7489-94). Ved bunden af højen iagttoges en grube med kulblandet muld, muligvis spor af et stolpehul.

Urne med et skålformet lerkar som låg, trapezformet ragekniv med tre øskner på ryggen, en glasperle og et brudstykke af en ravperle, indleveret til Nationalmuseet. Gravfundet, der er fra yngre bronzealder, periode VI, stammer sandsynligvis fra "Grevens Høj". Det blev fundet i 1903, og finderen døde samme år.

I forbindelse med den store landsdækkende herredsberejsning besøgte K. Friis Johansen i 1915 Fjelsted sogn og beskrev lokaliteten således: ""Grevens Høj", udgravet for Museet ved G. Sarauw 1901. Derfra B 7487-7506 og C 10846-50. Fra samme Høj angives ogsaa B 7941-45 at stamme. Højen var før Udgravningen 3 m høj, 25 m i Tværm. tilbage staar af den nu kun en lille ubetydelig Knold for Enden af et nu delvis bortgravet Skel, der har gaaet over Højen i øst-vestlig Retning."

Efter vedtagelsen af fredningsloven i 1937 rejste Nationalmuseets folk på ny rundt i hele Danmark. I 1954 var E. Albrectsen i Fjelsted sogn, hvor bl.a. rundhøjen blev beskrevet: "Overpløjet."

Længde: 1,2 m; bredde: 0,2 m (opmålt i 1901)