Lusehøj

Ved udgravning af Lusehøj fandt jægermester Langkilde 13 alen (ca. 8 m) inde i højen og i en dybde af 9 alen (ca. 5,5 m) et "gravkammer" på ca. 1½ alen (0,9 m) i tværmål, dannet af flækkede sten med en hel sten som overligger. Stenkisten indeholdt en bronzespand med korsformede hankebeslag, anvendt som urne. Som låg var benyttet en buet bronzeplade dækket af et harpikslag med indtrykkede ravstumper, og derpå var urnen pakket ind i groft uldtøj og en kohud. Bronzespanden var fyldt med brændte ben, indsvøbt i et stykke fint linnedstof, og derunder lå det kostbare gravgods: en edsring af guld, to stangknapper af guld og to af bronze, to rageknive af forskellig form samt to-tre små (stærkt fragmenterede) bronzekar. I bunden af stenkisten fandtes en celt med rester af træskaftet. Fundet blev overdraget til Frederik 7. og indlemmet i hans oldsagssamling med undtagelse af guldarmringen, som han forærede til Grevinde Danner. I 1862 oversendte han de fire stangknapper af henholdsvis guld og bronze foruden prøver af harpiks og tekstil til Museet for nordiske Oldsager.

Brev fra Fredrik VII's livskytte Jørgensen med afskrift af Langkildes beretning til kongen om udgravningen.

Efter Frederik 7.'s død blev hans oldsagssamling, herunder den resterende del af Lusehøj-fundet fra 1861, overdraget til Museet for Nordiske Oldsager.

I forbindelse med den store landsdækkende herredsberejsning besøgte A.P. Madsen i 1897 Flemløse sogn og beskrev lokaliteten (sb.nr.16) således: "En rund Høi sløifet. "Lusehøi". De sidste Rester af Høien sløifedes for en Snes Aar siden [ca.1877]. Høien er i sin Tid undersøgt af Fred. VII. Der fandtes to Stangknapper af Guld, 2 dito af Bronze, en Stump Bronze hvorpaa en Guldplade i Harpixmasse. Nationalmuseet 20080-84."

Efter vedtagelsen af fredningsloven i 1937 rejste Nationalmuseets folk på ny rundt i hele Danmark. I 1954 var E. Albrectsen i Flemløse sogn, hvor bl.a. rundhøjen blev fredet med følgende beskrivelse: "Lusehøj, høj 5 x 36 m let konisk form, græsklædt i ager."

Ved udgravningen af højen viste denne sig at være opbygget af græstørv mellem risgærder udgående radiært fra højens centrum. Den var opført i yngre bronzelader, havde oprindelig været ca. 6 m høj og 36 m i diameter og omsat med randstenskæde. Storhøjen er anlagt over to centrale begravelser, henholdsvis den i 1861 udgravede stenkiste, indeholdende en bronzespand anvendt som urne og et rigt udstyr (grav AM), og endnu en rig brandgrav i en fletværkskasse (vognkasse?) dækket af en halmmåtte (grav GX). Gravgodset af guld og bronze var dog helt ødelagt af ligbålet. Desuden dækkede storhøjen fire ganske lave høje, ca. 5 m i diameter, hver indeholdende adskillige brandgrave i urner eller i mindre stenlægninger, og med et enkelt udstyr. Under de fire små høje fandtes fire brandgrave nedgravet gennem gammelt marklag med ardspor, som dækkede en ældre bronzealders boplads på stedet. I nordsiden af den overpløjede storhøj fandtes to gruber fra ældre jernalder.

Små guldfragmenter fundet i Lusehøj.

Antropologiske undersøgelser.