Ved middelalderens begyndelse var store dele af området stadig skovdækkede. Bebyggelsen var især koncentreret mod nord og øst. Da truslen fra venderne ophørte i slutningen af 1100-tallet, blev det sydlige område koloniseret. Opdyrkningsgraden var generelt lav som følge af det kuperede landskab. Næstved fik status af købstad i 1100-tallet og udviklede sig til en betydelig handelsby. I byen anlagdes i 1135 et kloster, det senere Skovkloster; senere fulgte flere klostre.
På nordvæggen i Sankt Peders Kirke i Næstved findes denne imponerende fremstilling fra ca. 1375. Af Jens Nørgaard Larsen/Trap Danmark, 2021.
Begrænset anvendelse
Middelalderen i Næstved Kommune
Tidslinje over middelalderen og nyere tid i Næstved Kommune.
På nordvæggen i Sankt Peders Kirke i Næstved findes denne imponerende fremstilling fra ca. 1375: Kong Valdemar Atterdag i fuld krigsudrustning og hans dronning, Helvig, knæler foran Vorherre, der fremviser sin korsfæstede søn. Guds ene hånd er løftet til velsignelse over mod kongen. Foran kongen står hans våbenskjold, og bag ham ses en lille hund, der formodentlig skal symbolisere troskab. Modsat traditionelle fremstillinger, hvor mennesker fremstår langt mindre end de guddommelige, er de kongelige her større end Gud. Kalkmaleriet har karakter af et epitafium; dette kan være foranlediget malet af munkene på Skovkloster, da netop dette kloster af Valdemar Atterdag var blevet testamenteret 50 mark sølv.
Administrativ inddeling
Den nuværende Næstved Kommune bestod i middelalderen af 43 sogne. Købstaden Næstved var inddelt i to sogne (Sankt Peders og Sankt Mortens). Af landsogne fandtes der i forhold til senere tider to ekstra sogne omkring Bøgesø og Arløse, der i årtierne efter middelalderen indlemmedes i hhv. Everdrup Sogn og Førslev Sogn, mens Ladby Sogn og Vridsløse Sogn blev lagt sammen til et nyt Herlufsholm Sogn. Kommunens område bredte sig over fire af middelalderens herreder med næsten hele Tybjerg Herred (12 sogne), hovedparten af Hammer Herred (ni sogne), den østlige halvdel af det store Flakkebjerg Herred (18 sogne) og to sogne fra Bårse Herred. I den kongelige forvaltning lå den vestlige del af kommunen med Flakkebjerg Herred til Korsør Len, mens herrederne i den østlige halvdel hørte til Vordingborg Len. I kirkelig henseende indgik hele området i Roskilde Stift.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Selv om kommunens landskab mest har indbudt til bosættelse i de sydlige dele ud mod Smålandsfarvandet, så er det i det højereliggende og mere kuperede indland mod nord og øst, at der ud fra stednavnene synes at have været tættest befolket ved indgangen til middelalderen. Man skal således generelt 5‑6 km væk fra sydkysten, førend navnetyper fra jernalderen som -lev, -løse, -sted og -inge begynder at dukke op. I den sydlige del synes bebyggelsen at have koncentreret sig til Karrebæk Fjord og Dybsø Fjord samt det kuperede indland mellem Dybsø Fjord og Præstø Fjord. I overgangen mellem vikingetid og middelalder begyndte nye stednavnetyper som -torp (senere typisk ændret til -rup, -strup og -drup), -tved og -ved at præge bebyggelsesudviklingen, og blandt kommunens ældste repræsentanter heraf kan regnes Everdrup, Mogenstrup, Vrangstrup, Tystrup, Næstved, Marvede og Vallensved, der alle blev kirkebyer senest i 1100-tallet.
Navneendelsen -ved betyder egentlig »skov«, mens -tved betyder »rydning«, og man må da også formode, at hovedparten af kommunen ved indgangen til middelalderen har ligget skovdækket hen, kun afbrudt af mindre skovrydninger omkring landsbyerne i de indre egne. Når det ellers relativt jævne og frugtbare landskab ud mod sydkysten endnu ikke var mere befolket på dette tidspunkt, harmonerer det med, hvad man ser andre steder på især de sydvendte kyster på Øerne, hvor man i vikingetid og tidlig middelalder generelt har undgået at bo. Årsagen til dette er formodentlig en frygt for angreb fra søsiden, hvor først vikinger og siden vendere med jævne mellemrum truede kystområderne. Først med vendertruslens endelige ophør i slutningen af 1100-tallet kunne det 2‑5 km tykke kystskovsbælte ryddes, bebygges og opdyrkes. I løbet af de følgende århundreder anlagdes et stort antal torp-bebyggelser i hidtil uopdyrkede egne, både langs kysten mod syd og imellem de gamle landsbyer længere inde i landet. Til dette lag af skovrydningsbyer hører foruden landsbyer med endelserne -ved og -tved også -skov, -lund, -rød og -holt.
Ganske mange af kommunens sognekirker har fået udvidet kirkerummet i løbet af senmiddelalderen, hvilket tyder på en fortsat befolkningsstigning ind i 1400- og 1500-tallet. Dette ses ikke mindst i sognene lidt væk fra kysten. I enkelte af sognene i den østlige del (Snesere, Næstelsø og Toksværd) måtte kirkerummet endda udvides ad flere omgange, hvilket indikerer en vedvarende og betydelig tilvækst.
11 % af kommunens kendte middelalderlandsbyer var nedlagt inden 1680’erne. Mens 2‑3 % af disse kan forklares med oprettelse af herregårde i 1600-tallet, er de resterende blevet nedlagt af ukendte årsager i 1400-, 1500- og 1600-tallet. Selv om nogle af nedlæggelserne muligvis kan kædes sammen med en senmiddelalderlig omlægning, er der ikke tegn på nogen decideret befolkningstilbagegang.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Færdsel
Udviklingen i området var forbundet med Næstveds status som købstad og handelen med bl.a. hansestæderne. Havnen i Næstved var ind- og udskibningshavn for store dele af Sjælland, og landevejsnettet samt Suså skabte forbindelse til indlandet. Her kunne områdets kornbønder og fiskere sælge til Østersøens handlende, mens købmændene havde en oplagt indfaldshavn til handel på Sjælland.
Fra havnen løb Suså ind i landet og gennem Tystrup Sø; både åen og søen var vigtige færdselsårer i middelalderen. Det er uvist, om Suså har været sejlbar med større fartøjer. Det formodes i stedet, at den lille landsby Ladby nord for Næstved, som nævnes i 1135, har været brugt som omladningsplads.
Vejene i området samlede sig i et knudepunkt ved Næstved, hvor vejene fra Skælskør, Slagelse og Ringsted mødtes. Herfra fortsatte vejene videre mod syd til Vordingborg.
Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen
Bebyggelse og erhverv
Antallet af landsbyer i den nuværende Næstved Kommune blev i løbet af middelalderen så stort, at de kom til at ligge relativt tæt, især i de tidligst bebyggede egne lidt væk fra sydkysten. Mange af landsbyerne forblev forholdsvis små (under ti gårde), især i de mere kuperede egne mod nord og øst. Landsbyerne i de centrale egne samt mod vest og syd, tættere på Smålandsfarvandet, var gennemgående større. Enkeltgårde har primært eksisteret i form af enten vandmøllegårde langs åerne eller de forholdsvis mange, typisk mindre herregårde, hvoraf de fleste sogne havde mindst én, nogle to eller tre.
Den relativt store landsbytæthed og den generelt frugtbare jordbund til trods forblev området en af de mindre opdyrkede egne på Sjælland ved middelalderens slutning. I de fleste ejerlav var kun omkring 30‑40 % af jorden taget under plov i 1600-tallet, nogle steder endda mindre, mens opdyrkningsgrader på omkring 50 % primært fandtes på den sent opdyrkede kystslette i sydvest. Forklaringen på dette skal givetvis søges i det ret kuperede landskab i især de nordlige og østlige dele af kommuneområdet. Den opdyrkede ager blev dyrket i trevangsbrug, dvs. med skiftevis byg-rug-hvile fordelt på landsbyens tre vange. Generelt synes byg at have været den primære afgrøde, om end sognene i den centrale del nord for Karrebæk Fjord også betalte en stor del af deres landgilde i rug og havre. Landsbyerne omkring den nedre del af Suså producerede desuden en del smør, idet de havde gode græsningsarealer for malkekvæg på engene langs åen. Overalt i kommunen indgik desuden fodernød i mange af fæstegårdenes landgilde, hvilket betød, at fæstebonden som en del af sin husleje var forpligtet til at opstalde og fodre kalve og ungtyre i vinterhalvåret for den lokale herremand. Den udbredte fodernød-ydelse i senmiddelalderen afspejler formentlig både det store antal små lokale herregårde, for hvem oksehold var en af de vigtigste indtægter, og den fortsat udbredte skovvækst, idet foderet til den pålagte vinteropstaldnings ydelse især blev hentet ude i skovene. Hvor landbefolkningen ernærede sig ved landbrug, var fiskeri i de kystnære landsbyer en vigtig del af næringsgrundlaget.
Som de fleste andre steder i riget var ejerskabet af bøndergårdene i Næstved Kommune næsten udelukkende fordelt på kronen, kirken og adelen. Ved middelalderens slutning var den kongelige ejendom i kommunen dog begrænset til især den sydøstlige del (under Vordingborg Slot), mens den primære udfordrer til adelens ejermæssige dominans i området var de to store jordbesiddende klostre, der begge lå lige uden for Næstved: Skovkloster og Gavnø kloster.
Købstaden Næstved tog udgangspunkt i en ordinær landsby af samme navn, der at dømme efter sin navnetype næppe har været ret meget ældre end den gryende bydannelse omkring Susås udløb i Karrebæk Fjord, der fandt sted ved middelalderens begyndelse. Mens den del af bydannelsen, der skete øst for åen, i løbet af 1100-tallet fik status af købstad, forblev delen vest for åen formelt en landsby (Lille Næstved). Selv om Næstved opstod i en tid, hvor venderne fortsat udgjorde en alvorlig trussel for al bebyggelse på sydvendte kyster, så synes den beskyttede beliggenhed inde i fjorden at have sikret byen tilstrækkeligt til, at den herfra snart kunne udvikle sig til den betydeligste handelsby på Sydsjælland og omkring Smålandsfarvandet. Foruden byens egen produktion af diverse håndværk og fiskeri i de to sammenhængende fjorde forvaltede den også handelsforbindelsen imellem det rurale bagland og hele det vestlige Østersøområde.
En afgørende begivenhed for Næstved blev det, at den lokale adelsfrue Bodil og hendes sønner i 1135 lod stifte et benediktinsk munkekloster i byen, for selv om det omkring år 1200 flyttede uden for bygrænsen og herved fik navnet Skovkloster, så havde munkene forinden af kongemagten fået en række af dennes normale privilegier over byen. Det betød, at abbeden i Skovkloster i praksis sad som byherre over Næstved, hvilket var ganske atypisk efter danske forhold, hvor denne magt normalt kun tilfaldt kongen eller biskopperne. I løbet af 1200-tallet måtte munkene i Skovkloster nødtvungent tillade de to nye tiggerordener af gråbrødre og sortebrødre adgang til at anlægge klostre i Næstved, og senere fulgte et dominikansk nonnekloster uden for byen på Gavnø, men dette ændrede ikke meget på det gamle klosters fortsatte magtstatus i byen, der først blev bragt til ende ved Reformationen. Der er udført betydelige arkæologiske undersøgelser af den nedlagte landsby Borup Ris ved Rejnstrup på sydkysten af Tystrup Sø. Det har vist sig, at landsbyen, der er nævnt i 1407, blev etableret allerede i 900-tallet og nedlagt i slutningen af middelalderen.
Middelalderens mølledrift i området er der bevaret spor af enkelte steder som ved herregården Rønnebæksholm øst for Næstved, der kendes fra 1321. Her er der bevaret rester efter en dæmning, som formentlig har tilhørt Danmarks ældste krudtmølle, anlagt ca. 1513.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Videre læsning
Læs mere om historie i Næstved Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Næstved Kommune
- 1536-1850 i Næstved Kommune
- 1850-1920 i Næstved Kommune
- 1920-1970 i Næstved Kommune
- 1970-2007 i Næstved Kommune
Se alle artikler om Middelalderarkæologi
Se alle artikler om Middelalder
