I højmiddelalderen skete der en betydelig stigning i befolkningstallet, som resulterede i anlæggelse af nye bebyggelser. Den senmiddelalderlige krise ramte den nuværende kommune, men senere blev der frigjort ressourcer, der bl.a. førte til udvidelser af kirker.
I 1301 blev Ebeltoft købstad. Kongemagten havde interesser i byen; det gjaldt også i forbindelse med opførelsen af borgen Kalø, der i senmiddelalderen blev kongeligt administrationscenter.
Den nuværende Syddjurs Kommune består af det middelalderlige Mols Herred samt den sydlige halvdel af Djurs Sønder Herred, de sydligste sogne i Sønderhald Herred samt de fem østligste sogne (Hornslet, Mørke, Thorsager, Skarresø og Bregnet) i Øster Lisbjerg Herred. I administrativ henseende lå hele området i den tidlige middelalder under Åbosyssel og i senmiddelalderen under Kalø Len. I kirkelig henseende lå det under Aarhus bispestol.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Alle de oprindelige sognekirker i det gamle Sønderhald Herred går tilbage til romansk tid (ca. 1050‑1275), men de mere karrige jorde i Djursland har medført en mindre befolkningstæthed og dermed sognetæthed end i eksempelvis Østjylland eller de vestlige Limfjordsegne. I denne del af Syddjurs Kommune findes en stor del torp- og skovnavne, hvilket indikerer en ret kraftig befolkningsvækst i højmiddelalderen. Dette har medført nye bebyggelser i tidlige skov-, krat- og moseområder. Jordens relative fattighed og konsekvenserne af den senmiddelalderlige krise giver sig til kende i de ret få senmiddelalderlige tilbygninger til sognekirkerne (primært kun våbenhuse) og det faktum, at der i 1553 blev givet tilladelse til at nedbryde den middelalderlige Skørring Kirke; dette skete dog ikke, og kirken blev først nedrevet i 1885. Undtagelsen er Marie Magdalene Sogn (i middelalderen Ryom Sogn), hvor der var ressourcer nok til at opføre en valfartskirke viet til netop Maria Magdalene (nævnt første gang 1458) ved den lokale helligkilde på den gamle sognekirkes sokkel. Her havde man dog hjælp fra den lokale stormand Otte Nielsen Rosenkrantz og dennes hustru, Else Krognos, samt Aarhusbispen Ulrik Stygge Rosenkrantz.
I Djurs Sønder Herred findes mange nye stednavneformer og en del tilfælde, hvor kirkelandsbyen er mindre end andre landsbyer i sognet, hvilket tyder på, at der her skete en voldsom bebyggelsesmæssig ekspansion i højmiddelalderen. Denne kan være blevet befordret af kirken, idet både Aarhus bispestol (i Nødager og Tirstrup Sogne) og Øm Kloster (i Rosmus Sogn) allerede i højmiddelalderen havde store besiddelser i området. Flere af kirkerne i herredet (Nødager, Fuglslev) fik store senmiddelalderlige tilføjelser, mens Tirstrup Sogn fik en helt ny sognekirke omkring 1465, hvilket både viser en frigørelse af ressourcer og fornyet vækst efter pesten samt kongelige, adelige og kirkelige interesser i området.
Ifølge Kong Valdemars Jordebog fra 1231 var såvel Hasnæs, Helgenæs som Mols kongelev, hvorfor der i Mols Herred fandtes en del selvejerbønder. Af kirkerne er bl.a. Dråby og Egens senmiddelalderlige, hvilket for Egens’ vedkommende kan skyldes, at sognet blev udskilt fra et af de andre sogne efter oprettelsen af nye bebyggelser i takt med den højmiddelalderlige ekspansion. Dråbys store kirke er sandsynligvis en erstatning for en højmiddelalderlig romansk kirke.
Meget tyder på, at sognene i Øster Lisbjerg Herred allerede i højmiddelalderen var tæt bebyggede, idet der her findes forholdsvis få torp-navne. Kirkerne i området fik i senmiddelalderen tilføjet tårne, våbenhuse og hvælv, hvilket indikerer et fornyet ressourceoverskud efter den senmiddelalderlige krise. Dette gav sig også udslag i oprettelsen af nu forsvundne kapeller i Bregnet og Hornslet Sogne.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Bebyggelse, som menes at have sin oprindelse i middelalderen, udgøres især af mindre vej-/terrænbyer. De fordeler sig jævnt i hele kommunen, mens den typisk lidt større fortebebyggelse er knap så velrepræsenteret. Længst er der mellem landsbyerne på randmorænen, som slynger sig gennem området fra nordvest mod sydøst. Herudover kendes der til få enestegårde rundtom i kommunen.
Der er udført enkelte arkæologiske undersøgelser af den middelalderlige landbebyggelse. Mest omfangsrig var undersøgelsen af en bebyggelse ved Østrup, sydøst for Skader, i kommunens vestlige ende, som omfattede et velbevaret stensat fundament til en hustomt fra 1300-tallet. Huset havde to rum, der indvendigt målte hhv. 5,2 × 5,85 m og 2,2 × 5,5 m. I det store rum var muren sat af udvalgte store sten med spor af kalkning. Ved en udgravning vest for den undersøgte tomt fandtes bebyggelsesspor i form af gruber og kulturlag samt en vej, der førte til tomten. Herudover er der også undersøgt mere omfangsrige middelalderlige landbebyggelser i Fuglslev og ved Havmølle Å. Ved Århus Amts Museumsråds projekt »Middelalderlige landsbyundersøgelser« fra 1980’erne er der også ved flere lejligheder registreret spor efter middelalderlige landbebyggelser.
Området er til gengæld rigt på teglovne fra middelalderen og renæssancen, hvilket undersøgelser af ovne i Rønde, ved Feldballe og Bregnet samt ved Jernhatten på Kattegatkysten vidner om. Eksempelvis er en velbevaret teglovn ved vandrehjemmet i Rønde blevet undersøgt og senere rekonstrueret tæt ved den oprindelige placering. Ovnen var gravet ned i bakkesiden og havde fire indfyringsåbninger vendt mod nordøst. Frontmuren var bevaret i op til 80 cm’s højde, og ovnen var som helhed velbevaret. Konstruktionsmæssigt ligger den tæt op ad de ovne, som kendes fra middelalder og renæssance. En munkesten fra ovnen er ved hjælp af termoluminescens dateret til ca. 1440‑1520.
Den eneste middelalderlige købstad i den nuværende Syddjurs Kommune er Ebeltoft, der i 1200-tallet blev udstykket af jord fra det kongelige gods Dråby 3 km nordøst for byen. I 1301 fik byen sine ældst kendte købstadsprivilegier, der gav bymændene i Ebeltoft ret til at holde torvedag. I 1317 fik byen en egentlig stadsret modelleret over Slesvigs. Byen blev i 1400-tallet pantsat til lensmanden på Kalø, Otte Nielsen Rosenkrantz, og kom først omkring år 1500 tilbage på kongelige hænder. I løbet af1400-tallet var dog også Aarhusbispen ved at fatte interesse for Ebeltoft, og i 1523 sad denne inde med halvdelen af byen. Ved Reformationen regnes Ebeltoft blandt de mindre af de jyske byer og på størrelse med Grenaa, Holstebro og Ringkøbing.
Af bemærkelsesværdige middelalderlige kirker i den nuværende kommune kan nævnes Nødager, der viser tegn på at have været en aristokratisk kirke. Tirstrup Kirke, hvis bygherre var hofmester Otte Nielsen Rosenkrantz, har i senmiddelalderen givet de mægtige djurslandske adelsslægter mulighed for at vise deres fromhed gennem omfattende inventargaver, men også lejlighed til at vise deres standsbevidsthed gennem deres kalkmalede våbenskjolde. Således er adelsslægterne Rosenkrantz, Lange og Krognos repræsenteret i kirken. I Thorsager finder man Jyllands eneste rundkirke, der sandsynligvis blev opført af kongen i tiden omkring år 1200.
Dråby har ligeledes været et vigtigt støttepunkt for kongemagten, især indtil kongemagten opførte borgen Kalø og gjorde det til kongeligt administrationscentrum for Djursland. Dette ses gennem den store Dråby Kirke – »domkirken på Mols«.
Sandsynligvis har borgen i Boeslum, der blev opført i 1314, været tænkt som administrationscentrum for det krongods, der lå på Ebeltofthalvøen. På Helgenæs har de kongelige besiddelser ligget side om side med Aarhusbispens ret omfattende jordegods, som måske går tilbage til biskop Peder Vognsens godsgaver fra 1203. Bispeherregården på det sydlige Djursland var i senmiddelalderen Isgård i Tved Sogn, der overgik til kronen ved Reformationen. Fra 1439 og frem mod år 1500 var en stor del af de kongelige besiddelser i Djursland dog pantsat til familien Rosenkrantz, der også i lange perioder sad som kongelige lensmænd på Kalø.
I den nuværende kommune findes der ud over de nævnte herregårde og borge yderligere et antal middelalderlige herresæder. Bjørnholm (Tirstrup Sogn) blev opført af marsk Stig Andersen Hvide, og han ledte herfra jydernes oprør mod kong Valdemar Atterdag i 1367. I 1400-tallet kom den på slægten Rosenkrantz’ hænder, som ejede den indtil efter Reformationen. Rosenholm (oprindelig Holm, i Hornslet Sogn), der i dag regnes for en af de prægtigste danske herregårde, nævnes første gang i 1349. Efter 1511 hørte den under Aarhusbispen og faldt ved Reformationen til kronen.
Fra de bevarede lensregnskaber fra tiden lige før Reformationen fremgår det, at landbruget var det primære erhverv for hovedparten af befolkningen. Bønderne dyrkede især rug og byg samt holdt kvæg med en betydelig smørproduktion. Samtidig fandtes der store fårehold og meget fjerkræ. Langs kysterne fangede man især sild.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Læs mere om historie i Syddjurs Kommune
Læs også om
Se alle artikler om Middelalderarkæologi
Se alle artikler om Middelalder
