Poskær Stenhus af . Begrænset anvendelse

Oldtiden i Syddjurs Kommune

Tidslinje over oldtiden i Syddjurs Kommune.

.
Fund fra Ertebøllekulturen på Djursland.
.
Fra Agri Bavnehøj, en af Danmarks smukkest beliggende gravhøje, er der en flot udsigt ud over Mols’ kuperede landskab med bronzealderens gravhøje på bakketoppene.
.
Fund af skibsvrag omkring Djursland og Anholt. De røde punkter repræsenterer omtalte vragfund i Trap Danmark.
.

Syddjurs Kommune er rig på fortidsminder fra oldtiden, hvor de kendte bopladser og fangstaktiviteter fra ældre stenalder især knytter sig til datidens lange, beskyttede kystlinjer. Det højereliggende terræn domineres hovedsagelig af de mange gravhøje, der vidner om, at man i yngre stenalder og bronzealder også udnyttede indlandet. I jernalderen og vikingetiden voksede landsbyerne frem, og handel og søfart spillede en væsentlig rolle på det sydlige Djursland.

Ældre stenalder

Kystlinjen langs det sydlige Djursland har forandret sig meget siden ældre stenalder, hvor mange flere fjorde, vige og laguner skar sig ind i landet. Ved disse beskyttede kyster som Begtrup Vig, Knebel Vig og Egens Vig er der fundet flere bosættelser og aktivitetsspor efter stenaldermenneskene. Den ældste bosættelse på det sydlige Djursland er fundet i Skellerup Enge. Det lavtliggende område var i yngre Kongemosetid og ældre Ertebølletid (ca. 5700-ca. 4800 f.Kr.) en del af Knebel Vig, og her havde stenalderbefolkningen kortvarigt bosat sig. Fund af bl.a. fiskeruser og stationære fiskeanlæg viser, at de ernærede sig ved fiskeri.

Ved Holmegaard mellem Stubbe Sø og Kattegat samt ved Vængesø på Helgenæs er Ertebøllekulturens (ca. 5400‑3950 f.Kr.) kystbopladser og køkkenmøddinger udgravet. Vængesø var i ældre stenalder en beskyttet lagune med åbning mod Ebeltoft Vig. Fund af flere bopladser med køkkenmøddinger og mulige hytter fra yngre Ertebøllekultur (ca. 4300‑3950 f.Kr.) vidner om, at det var et attraktivt sted for stenaldermenneskene at bosætte sig. Redskaber, våben og måltidsrester viser, at disse mennesker ernærede sig ved fiskeri, indsamling af marine bløddyr og i særlig grad af hav- og skovjagt samt fuglefangst. Fundet af mindst tre grave fra Vængesø bringer os helt tæt på disse stenaldermennesker, hvor en af de gravlagte bærer spor efter vold i form af et øksehug i panden samt et spydstik eller pileskud i brystet. Djursland er da også det område i Jylland, hvor det største antal grave fra Ertebøllekulturen er fundet.

Yngre stenalder

Få århundreder efter agerdyrkningens indførelse, ca. 3950 f.Kr., begyndte bønderne at bygge monumentale gravminder. I begyndelsen opførte de langhøje af jord med gravkamre af træ. Langhøjene ved Barkær, vest for Aarhus Airport i Tirstrup, og Konens Høj, vest for Stubbe Sø, er eksempler på sådanne gravminder fra ældre tragtbægerkultur (ca. 3950-ca. 3500 f.Kr.). I Konens Høj er der fundet rester af et lille dødehus i form af en overbygning af træ over graven. De to lokaliteter udmærker sig også ved fund af små stykker kobber, der er blandt de ældste metalfund i Danmark.

Utallige stendysser præger landskabet i området. Især i Nødager Sogn og i de lavereliggende områder vest for Mols Bjerge havde dyssebyggerne travlt, bl.a. med Danmarks største runddysse, Poskær Stenhus, opført ca. 3300 f.Kr.

Sporene efter tragtbægerkulturens bopladser er derimod langt mere sporadiske. Der er fundet bopladsspor ved bl.a. Fuglslev og Barkær samt i skaldyngerne ved Vængesø. Enkeltgravskulturens (ca. 2800-ca. 2350 f.Kr.) og senneolitikums (ca. 2350-ca. 1700 f.Kr.) bopladser og grave er der kun få spor af, bl.a. hellekisten vest for gården Bjørnholm.

I 1943 blev der ca. 30 m fra kysten ud for Egsmark Strand fundet et lerkar fra tidligt i yngre stenalder. Lerkarret betegnes, med udgangspunkt i mundingens udseende, som et tragtbæger og er dateret til ca. 3700 f.Kr. Bægeret, som er 9,5 cm højt og 10,5 cm bredt ved mundingsranden, blev fundet stående med bunden opad. Det var ornamenteret med skråtstillede stik lige under randen samt otte felter af indridsede furer på den øverste del af bugen. I yngre stenalder var vandstanden i området et par meter højere end nu. Det er derfor usikkert, om karret er placeret på havbunden som en ofring, hvilket man kender fra lignende fund af kar i ferske vande, eller om det er tabt fra en båd i stenalderen.

I den inderste del af Kalø Vig ved Følle Vig, Slotsvig og Egens Vig er der fundet flere undersøiske bopladser. Genstandsmaterialet, som foruden flintredskaber også indeholder enkelte genstande af knogle og tak, dateres til perioderne Maglemose-, Kongemose- og Ertebøllekultur (ca. 9000-ca. 3950 f.Kr.). Bopladserne findes på en dybde fra 0,5 m til 5,6 m, men var oprindelig anlagt på kysten.

Bronzealder

Nogle af Danmarks smukkest beliggende gravhøje fra bronzealderen findes på Mols. Bronzealdermenneskene byggede gravhøjene på markante og højtbeliggende steder i landskabet, som Stabelhøje (135 m.o.h.) og Trehøje (127 m.o.h.) er eksempler på; her fungerede de som markører af høvdingeslægternes magt og status.

Kendskabet til bebyggelsesmønsteret er meget sporadisk. De fleste bopladser giver sig til kende som gruber, kogestensgruber og spredte stolpehuller. Kun få steder i kommunen er der fundet sikre hustomter som Hornslet Syd og Mørke fra ældre bronzealder (ca. 1700-ca. 1100 f.Kr.) og Lamhøj ved Nimtofte fra yngre bronzealder (ca. 900-ca. 700 f.Kr.).

Fund af bronzegenstande i gravhøje og vådområder er med til at fortælle om en begyndende hierarkisering af samfundet. Ved Drammelstrup er der fx fundet et fornemt bronzesværd fra ældre bronzealder med en ravklump indfældet i fæstet. I bronzealderen tillagde man formentlig rav magiske egenskaber, så der må være tale om et helt specielt sværd tilhørende en mand fra eliten. Forfængelighed fandtes også i bronzealderen. I Nørre Bendstrup Mose er der fundet toiletgarniture med øreskeer, pincet og syl af bronze dateret til ca. 700-ca. 500 f.Kr. Måske var det bronzestøberen, der havde sin støbeplads ved Haag, som har fremstillet nogle af disse bronzegenstande.

Jernalder

Gravfund fra jernalderen viser, at slægtskab og alliancer spillede en meget stor rolle i datidens samfund. Dette illustreres især af Bendstrupgraven.

Bebyggelsessporene er sporadiske, og det bedste kendskab har man til bebyggelser fra ældre jernalder (ca. 500 f.Kr.-ca. 375 e.Kr.), hvor bl.a. udgravningerne af landsbyen og gravpladsen Vendehøj ved Hornslet giver et enestående indblik i diversiteten i jernaldersamfundet i århundrederne omkring Kristi fødsel. Her ses en formvariation i husene, der afspejler såvel socioøkonomiske forskelle gårdene imellem som forskelle i funktionen af de enkelte bygninger, ligesom man kan følge den samlede bebyggelses udvikling i landsbyen.

Desuden blev der i 1985 ved Kongsgårde i Begtrup Vig på lavt vand fundet spanter fra et stort rofartøj i lighed med Nydambåden fra Nydam Mose i Sønderjylland, hvor bordplankerne har været surret fast til spanterne. Kongsgårdespanterne er et af de sjældne, men meget vigtige fund af skibsrester fra perioden 500‑800. Spanterne er antagelig rester af et ca. 4 m bredt skib, der er forlist i Begtrup Vig.

Der er også gjort en del offerfund i egnens vådområder, bl.a. i form af lerkar. I forbindelse med tørvegravning ved Korup Sø er der fundet et bronzesmykke fra ca. 500 f.Kr., som består af to store og to mindre cirkulære plader i gennembrudt arbejde samt mere end 400 bronzeperler.

Vikingetid

Det sydlige Djursland og specielt halvøen Helgenæs spillede en væsentlig rolle for sejladsen i vikingetiden, da Helgenæs sammen med Samsø formentlig indgik i søforsvaret af handelsbyen Aros, det senere Aarhus.

Det var dog ikke ufarligt at besejle farvandene. Dette viser fx fundet af vragdele fra et krigsskib dateret til ca. 990 på sydsiden af halvøen Hasnæs. Hugspor fra økse viser tillige, at vraget er blevet delvis ophugget på stranden. Blandt skibsdelene er et meget velbevaret 2,6 m langt stykke af et kølsvin, en 8,5 m lang egeplanke med isiddende nagler samt et 1,4 m langt egespant. Helgenæs’ betydning for vikingetidens søfart understreges desuden af flere stednavne. Ved Snekkedal, der henviser til fartøjstypen snekken, er krigsskibene formentlig blevet trukket op på land. Den smalle landtange Dragsmur mellem Mols og Helgenæs er tillige et sted, hvor skibene blev draget over land, så turen rundt om Helgenæs kunne spares.

Endelig henviser navnet Kongsgårde til en lokalitet, der kan have haft tilknytning til kongemagten. Ifølge Saxo var det også på Helgenæs, at kong Harald Blåtand blev dødeligt såret omkring 987, da han kæmpede mod sin søn Svend Tveskæg om magten i riget.

Ved Gammeltoft tæt ved Ellemandsbjerget og ved landsbyen Stødov er der udgravet bebyggelse med bl.a. værkstedshuse, de såkaldte grubehuse, hvor fundene viser, at der både er blevet fremstillet tekstiler, skåret bengenstande og smedet jerngenstande. Kogekar af norsk klæbersten, glasperler og fremmede smykker vidner om, at husenes beboere havde fjerne kontakter. At beboerne tillige fiskede i farvandet omkring Helgenæs, viser flere fund af netsynk og fiskekroge.

Der er derimod ikke registreret grave fra vikingetiden i kommunen, formentlig fordi de enten er blevet pløjet væk eller ligger i områder, hvor der ikke er foretaget arkæologisk undersøgelse. Ved Tved på Mols står der dog to bautasten; det er imidlertid uvist, om de udgør resterne af en skibssætning, der var anlagt som rammen om en begravelse.

Runesten

.
Licens: CC BY SA 2.0

Fra området kendes runestenene ved Kolind og Mygind Kirker. Kolindstenen står i våbenhuset til Kolind Kirke. Den dateres til perioden 970‑1020 og bærer en indskrift, der begynder i stenens nederste venstre hjørne og læses i fire lodrette bånd, først nedefra og op, dernæst oppefra og ned og så fremdeles, indtil indskriften afsluttes i nederste højre hjørne. Den lyder: »Toste rejste denne sten efter Tue, sin bror, Asveds smed, som døde østpå«. Et stykke af stenen er slået af toppen, hvor der ses rester af spiralornamentik. Mygindstenen, hvis indskrift endnu ikke er tolket, ligger som tærskelsten under norddøren til Mygind Kirke.

Ved Alling Å står den 170 cm høje Sjellebrosten, en maskesten fra omkring år 1000, hvor der ses indhugget et troldelignende maskebillede med flettet skæg og runde, gloende øjne. Den har i tusind år markeret den sikreste vej over åen. Da det er den eneste af de østjyske maskesten uden runetekst, er det uvist, af hvem og hvorfor Sjellebrostenen blev rejst, men ifølge sagnet var det for at beskytte vejfarende mod Åmanden. De nærliggende fund af velbevarede rester af træbroer og stenbelagte veje, der siden jernalderen har ført folk og fæ tørskoet over åen, vidner ligeledes om stedets længerevarende brug som overfartssted.

Videre læsning

Læs mere om historie i Syddjurs Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Oldtid

Eksterne links