Pilealant findes hist og her på kalkrig bund som ved Bøndersvig Enge. Planten vokser ofte i tætte bestande, fordi den udsender udløbere. De iøjnefaldende 2,5‑4 cm store blomster kan ses i juli og august. Navnet skyldes bladenes form, idet de ligner blade på pil.

.

Rødhovedet and er den største dykand, man træffer i ferskvand. Hannen med de meget kraftige farver lyser op på lang afstand, og derfor er det heller ikke ham, der ruger på æggene. Hunnen er med sine diskrete brune farver meget bedre camoufleret til at ligge på reden. Man skønner, at der yngler ca. ti par rødhovedet and i Danmark.

.

Lolland Kommune arbejder efter en kommuneplan for perioden 2017-2029. Her har man defineret en række landskabskarakterområder for at sikre de mest betydningsfulde, oplevelsesrige og sårbare landskaber. Man ønsker fx at friholde visse områder for byggeri og ændringer i deres karaktertræk, og derfor indgår bevarelsen af disse karakterlandskaber i kommunens sagsbehandling og planlægning. Eksempler på karakterlandskaber er kystlandskaberne i og omkring Smålandsfarvandet, Lollands sydkyst, Nakskov Fjord, Maribo Sø- og herregårdslandskab og skovlandskabet på Nordlolland. Kommunen har også fokus på at beskytte geologiske interesseområder som fx Ravnsby Bakker og Rågø og de omliggende småøer med karakteristiske forlandsdannelser.

Den egentlige naturpolitik i kommunen satser ud over generel naturbeskyttelse bl.a. på at forøge naturarealerne ved skovrejsning, at gøre en ekstra indsats for den lille natur, herunder at fremme naturindhold og biodiversiteten på både offentlige og private arealer. En væsentlig faktor i naturpolitikken er også, at der skal være adgang til natur i umiddelbar nærhed af både landsbyer og større byer. Endvidere skal naturen bruges aktivt i kommunens erhvervs-, turisme-, formidlings- og bosætningspolitik. Men man er opmærksom på, at mange naturområder er privatejede, og at brugen derfor skal ske i samarbejde og dialog med lodsejerne.

I en kommune, hvor der er store landbrugsområder, er det også vigtigt at være opmærksom på, at naturen mange steder ikke hænger sammen, men er adskilt af store marker, veje og jernbaner, så dyrene har svært ved at sprede sig. Derfor har man udpeget naturområder og økologisk dyrkede forbindelser mellem disse, så man på sigt kan opnå en mere sammenhængende natur. Kommunen skal udpege eksisterende og potentielle naturområder, der indgår i Grønt Danmarkskort. Oplysningerne danner grundlag for kommunens naturforvaltning.

I Lolland Kommune er man bevidst om, at kommunens vandløb ikke altid kan leve op til de krav, der normalt stilles til vandløb andre steder i landet. De specielle betingelser i kommunens mange kunstige kanaler og grøfter betyder, at det ofte er umuligt at skabe gode leveforhold for dyr og planter.

Lolland Kommune har arbejdet med en række konkrete naturplejeprojekter. Her kan især nævnes, at man har indhegnet en række områder med henblik på at have græssende dyr. Man har oprenset og udgravet vandhuller for at tilgodese løvfrøen og andre padder og ryddet træer på hængesækken i nogle moser samt på Rødbyhavn Rangerterræn. Endvidere har man plejet et par af de særprægede stævningsskove på Nordlolland og ryddet den invasive art rynket rose på Albuen. Endelig kan nævnes, at man har ryddet træer og buske på øer og holme i Maribosøerne af hensyn til ynglende fjordterner.

Naturbeskyttelse, fredninger og Natura 2000

Lolland Kommune har fire Natura 2000-områder, hvoraf de to er fælles med Guldborgsund Kommune. Smålandsfarvandet nord for Lolland, Guldborgsund, Bøtø Nor og Rødsand-Hyllekrog udgør et Natura 2000-område. Området indeholder også et habitatområde og fire fuglebeskyttelsesområder. Dette meget store område har et samlet areal på 79.069 ha, hvoraf de 69.680 ha er hav, og de 44 ha er vandflade i søer. Maribosøerne udgør samlet et andet Natura 2000-område. Området, som er på 3.806 ha, omfatter desuden et habitatområde og et fuglebeskyttelsesområde. Cirka en tredjedel af dette område ligger i Guldborgsund Kommune. Nakskov Fjord og Indrefjord udgør et tredje Natura 2000-område med et areal på 8.526 ha, hvoraf 7.574 ha (89 %) er marint. Området indeholder også et habitatområde og et fuglebeskyttelsesområde. Lolland Kommunes Ramsarområder ligger desuden i de tre ovennævnte Natura 2000-områder. Halsted Kloster Dyrehave er et fjerde Natura 2000-område og også habitatområde. Arealet er på 5 ha og er beskyttet på grundlag af forekomst af den sjældne bille eremit.

Blandt de større fredninger i Lolland Kommune kan nævnes Maribosøernes omgivelser på knap 1.200 ha, der blev landskabsfredet i løbet af 1950’erne, og den 1.150 ha store Saksfjed Inddæmning og Hyllekrog-fredning fra 1989. Halsted Kloster-fredningen blev afsluttet i 1995 og omfatter også Vesterborg Sø-området. Desuden er der Pederstrup Gods og Ravnsby Bakker med det bakkede istidslandskab og herregårdslandskabet omkring Reventlow-Museet på Pederstrup. Af mindre fredninger kan nævnes 5 ha ved Købelev Skov på Nordvestlolland, der blev fredet i 1984 for at bevare en af de få stævningsskove på Lolland. Vildtreservaterne Nakskov Fjord og Rågø ligger helt i Lolland Kommune, mens vildtreservaterne Maribo, Tårs Vig og Hyllekrog også for en stor del ligger i Guldborgsund Kommune.

Brandmusen – blind passager på bronzealderskibene

Brandmusen lever på åbne enge og marker, men kan også findes i skovbryn og levende hegn. Hvis der er roe- eller kartoffelkuler i nærheden, søger den ofte hen til disse, dog ikke for at æde af rodfrugterne. Det er ikke usædvanligt, at brandmusen kommer ind i bygninger om vinteren.
.

Brandmusen er let kendelig på den skarpt afsatte sorte rygstribe på den rødbrune rygside. Brandmusen klatrer dårligt. Den opholder sig overvejende på og i jorden og graver selv underjordiske gangsystemer eller benytter andre gange fra småpattedyr. Planter i form af frø og frugter, bl.a. ærter, udgør størstedelen af føden, og den kaldes derfor også ærtemus.

Brandmusen stammer oprindelig fra de østeuropæiske stepper, og man mener, at den har spredt sig vidt i Europa og Asien i takt med udbredelsen af agerbruget. Derimod har der været forskellige teorier om, hvordan brandmusen er kommet til Danmark, der i dag udgør artens nordvestligste grænse. Nogle har ment, at den er vandret til Lolland og Falster, da øerne var landfaste med Europa, som de var indtil for ca. 8.000 år siden. Men nyere forskning har ved hjælp af DNA-undersøgelser påvist, at brandmusen er indvandret til Danmark for mellem 1.100 år og 4.200 år siden. I denne periode var Lolland og Fals ter for længst blevet til øer, så det har ikke været muligt at benytte en landbro. Derfor anser man det nu for sandsynligt, at brandmusen er kommet hertil ved menneskers hjælp som blind passager i bronzealderens eller måske vikingetidens skibe. Skibstrafikken og handelen over Østersøen var livlig i oldtiden, og brandmusene kan let have gemt sig mellem fx fødevarer.

Brandmusen har kun store faste bestande på Lolland og Falster, hvor den er den almindeligste mus. Sporadiske forekomster og mindre bestande kan forekomme andre steder, hvilket sandsynligvis skyldes individer, der er indslæbt med landbrugsvarer. Således fandt man den i 2011 i stort antal ved Filskov i Jylland, og ud fra DNA-undersøgelser kan det sandsynliggøres, at de stammer fra Lolland eller Falster.

Navnet brandmus er måske fremkommet ved, at den i svedjebrugets tid var den første mus, der dukkede op, efter at man havde afbrændt et stykke skov for at dyrke jorden. Navnet kan også skyldes, at rygstriben minder om en brændt stribe. Trods sin begrænsede udbredelse her i landet er bestandstætheden høj på Lolland og Falster, hvor brandmusen hverken er sjælden eller truet.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Lolland Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Natur- og landskabsforvaltning