Lolland Kommune er i dag landets mest landbrugsdominerede kommune, og de særlige tunge og frugtbare lerjorder havde og har stor indflydelse på det egnstypiske landbrug og kulturlandskab på øen. Indtil udskiftningerne af landsbyerne omkring år 1800 dominerede særlige dyrkningssystemer, fire- og femvangsbrug, hvor agerjorderne hvilede mindre, end tilfældet var i det øvrige land, og sukkerroeproduktionen var fra sidste halvdel af 1800-tallet særlig stor på Lolland.
Roehøst ved Nakskov. Af Lars Havn Eriksen/Biofoto/Ritzau Scanpix, 2017.
Begrænset anvendelse
Kulturlandskabet i Lolland Kommune
Arealanvendelsen i Lolland Kommune i hhv. 1776 og 2020 viser bl.a., hvordan arealet blev større, og hvordan kystlinjen blev rettet ud ved anlæggelse af Det Lollandske Dige mod syd. Bag ved diget blev de tid ligere havområder tørlagt. Kortet fra 1776 viser kun købstæderne og ikke landsbyerne.
Arealanvendelsen i procent i Lolland Kommune og landet som helhed i 2015 baseret på topografiske kort.
De store enge ved Søholt på sydsiden af Søndersø er væsentlige rastepladser for tusinder af gæs som grågås, blisgås og bramgås. Gæssene opholder sig kun på områder med kort græs, og derfor er det vigtigt, at engene afgræsses.
Tulipanmark nær Dannemare på det sydlige Lolland, hvor tulipanløg avles med henblik på salg senere på året. I begyndelsen af maj blomstrer tulipaner i omkring 30 forskellige farver på et over 2 ha stort område. Det flotte syn er blevet et populært udflugtsmål.
Slusen ved Kramnitze er den største af de lollandske sluser. Den stod færdig i 1875, tre år efter den store stormflod, og modtager vand fra 19.870 ha drænet land. Det svarer til knap en sjettedel af hele Lolland.
Det østlige dige omkring Saksfjed Inddæmning adskiller inddæmningen fra havet nord for Brunddragene. Tæt op ad diget ligger Fugleværnsfondens område, hvor man har skabt en række søer til gavn for fuglelivet. I baggrunden ses skoven, hvor et par havørne har ynglet i en årrække, og hvorfra der i flere perioder er blevet sendt live-tv fra ørnenes rede.
Kulturlandskabets udvikling
Kulturlandskabet rækker tilbage til stenalderen, hvor især den store kystzone mod nord udviser mange fund. Ved middelalderens begyndelse etableredes ca. 50 sognekirker i hele kommunens område, hvor øerne Fejø og Askø formentlig har fået kirker lidt senere og Femø først fra omkring år 1500.
Kulturlandskabet består ud over kystzonen først og fremmest af den frugtbare agerbygd, men der er også et stort skovbygdområde fra Vesterborg ind mod og omkring Maribo. Især agerbygden var intensivt udnyttet med femvangsbrug, der har udsædsfølgen rug-byg-ærter-byg-fælled, på den store vestlige del af Lolland Kommune og firevangsbrug (rug-bygærter-fælled) vest for Rødby. Fire- og femvangsbrug fandtes i Danmark stort set kun på Lolland. I skovbygden omkring Maribo og Hole by var der trevangsbrug og ligeså på Femø og Fejø. Enkelte landsbyer havde afvigende dyrkningssystemer som Hellenæs med alsædebrug i en vang og Langø med tovangsbrug. Gennemgående var der tale om store landsbyer, især i agerbygden. Ud mod Storebælt lå landsbyerne langt tilbagetrukket fra kysten i deres ejerlav.
Opdyrkningsprocenten var i 1683 ca. 37 %, mens skove omkring år 1800 udgjorde ca. 15 %, og engområder kun ca. 2 %. Efter stormfloden i 1872 og frem til 1950’erne ændrede landskabet ved Rødbyfjord og Saksfjed sig helt. Sammen med mange afvandinger betød det, at det opdyrkede areal i 1881 udgjorde ca. 80 %, enge ca. 5 % og skove ca. 8 %, hvilket var stort set uændret omkring 1950.
I 1869 etableredes den første jernbane på øen fra Bandholm til Maribo, som i 1874 tillige blev station på Nykøbing F-Nakskov-banen. Herefter fulgte flere lokale jernbaner, mens Fugleflugtslinjen fra Nykøbing F og direkte til Rødby Færge Station først kom i 1963. Den store sukker roeavl på øen medførte, at der desuden kom flere smalsporede roebaner til saftstationer og sukkerfabrik ker, fx Torslunde-Holeby 1872 (Højbygård), Nakskov (1883) og Maribo (1896).
Som følge af de store godsbesiddelser blev der ved lensafløsningen afgivet jord, som betød oprettelse af store statshusmandskolonier: ca. 20 brug ved Sæbyholm i 1925, ca. ti brug fra Havløkkegård i 1926, 44 brug ved Højbygård i 1926 og ca. 30 brug fra Ålstrup i 1928.
Efter 1950 anlagdes flere steder langs Østersøkysten store sommerhusområder: Næsby Strand, Maglehøj Strand, Hummingen, Kramnitze, Bredfjed og Hyldtofte Østersøbad og efter 1988 feriecenteret Lalandia sydvest for Rødby.
Inddæmningernes hjerteland
Det lavtliggende Lolland-Falster er uden sammenligning det danske område, hvor der er gennemført flest inddæmninger af marine områder og med Rødbyfjord og Nakskov Fjord som de absolut mest forandrede landskaber.
Rødbyfjord
Fra begyndelsen ved Vejleby i 1794 til søndag d. 28. august 1927, hvor de enorme dieseldrevne pumper blev startet på Kramnitze Pumpestation, gennemførtes hele 60 selvstændige inddæmninger i den store Rødbyfjord. De omskabte 3.300 ha fjord med utallige småøer og holme og lavtliggende enge til mere eller mindre vellykkede agerjorder. Men projekterne betød også farvel til et meget rigt fugleliv og et betydeligt fiskeri. Den søndag i 1927 begyndte den endelige udtørring af det samlede fjordareal, der efterhånden fik den form, som det har i dag. Udtørringsprojektet betød også, at med ét slag var alle gamle pumpelag gjort overflødige og kunne opløses. Al magt over fjorden lå fremover i hænderne på en eneste autoritet, Rødby Fjords Pumpelag.
Det var Det Lollandske Dige, der blev opført efter stormflodskatastrofen i november 1872, som på afgørende vis muliggjorde de omfattende tørlægninger af hele Rødbyfjord mere end 50 år senere. Diget, der reelt var en dæmning, skabte dog i første omgang store problemer, fordi Rødbyfjord blev afspærret fra havet som et stort bassin. Når udpumpningen af vand fra de mange mindre pumpeanlæg ikke fungerede eller var utilstrækkelig, blev resultatet derfor store oversvømmelser af de lave arealer omkring fjorden, hvilket understregede behovet for den kraftige pumpestation ved Kramnitze. I årene 1963-68 blev hele afvandingsanlægget ved Kramnitze renoveret og elektrificeret med betydelig statsstøtte, så det i dag er Nordeuropas kraftigste pumpeanlæg med en pumpeevne på 20 m3 pr. sekund.
I 1960’erne udstykkedes sommerhusområderne Hummingen og Kramnitze. Flere af de laveste og sandede arealer er tilplantet, ligesom solcelleparker i stigende grad præger det tidligere så åbne landskab. Midt ude i det udtørrede område er en frodig lund vokset op omkring mindeparken for 1872-stormfloden og 1927-tørlægningen.
Nakskov Fjord
Nakskov Fjord ligger i dag som de forsvundne øers rige med syv veldefinerede inddæmningsprojekter, som især Det Lollandske Dige fra 1874 muliggjorde. Diget begynder syd for Nakskov Havn og forløber langs hele sydøstkysten af fjorden, hvor øer og holme er blevet opslugt af inddæmningerne bag det nye dige. Bortset fra en større ferskvandssø inde bag 1858-dæmningen ved Avnede Strand kunne alle gamle drømme om dæmninger og udtørringer realiseres med ét slag takket være digebeskyttelsen, og intet sted udgjorde de besværlige »våd«, dvs. vadesteder og sumpede vådområder, længere et problem. I selve fjorden blev 13 øer og holme gjort landfaste. Det gjaldt Ydø, Langø, Bogø, Lille Vejlø, Store Vejlø, Bondeholm osv. I Savnsø Vig blev der indvundet 583 ha nyt land. Det var ikke så galt, syntes mange bønder, men dog kun en mindre gevinst i forhold til Bogø Inddæmningens 970 ha. I alt resulterede Det Lollandske Dige i en landindvinding fra Nakskov Fjord på 1.648 ha, og sammen med de tidlige inddæmninger fra 1700-tallet var der nu tørlagt 2.185 ha i fjorden.
Stormfloden d. 13. november 1872 blev især det store vendepunkt i kampen for flere inddæmninger i Nakskov Fjord. Ud over de mange døde voldte uvejret de største ødelæggelser på diger og dæmninger i den sydvestlige del af Lolland, og fra Kramnitze og ud til Vesternæs (Muttebæk Sø) var der ikke meget landskab tilbage overhovedet. Selve den gamle digemasse var skubbet 12-15 meter ind i landet, og vandmasserne fra Nakskov Fjord og Rødby Fjord var trængt op over det lave land og tørnede sammen inde i landet, så to tredjedele af det sydlige Lolland stod under vand. Nogle af gennembrudsrendernes dybde vidnede om indstrømningens voldsomhed. Ved Fredsholm syd for Nakskov var der en rende, hvis bund lå 3,5 m under dagligt vande.
Saksfjed inddæmning
Efter stormflodskatastrofen i november 1872 blev Lollandsdiget ved Saksfjed bygget på tværs af øerne Tjørnebjerg og Brunddragene og derfra mod nordøst til Lundehøje og Errindlev. Forslaget om at inddæmme havet mellem baroniet Sønderkarles sydlige engstrækninger og de lave øer var allerede lagt frem i foråret 1872, hvor lensbaron Johan Julian Sophus Ernst Bertouch-Lehn havde ansøgt om tilladelsen, men uden at have held med foretagendet. Med økonomisk hjælp fra staten kom stormfloden derfor som en uventet håndsrækning, der banede vejen for at inddæmme havområdet på 1.100 ha, 8 km sydøst for Rødby. En dampmaskine, senere suppleret med en vindmølle, blev opført ved Billitse Holme.
Imidlertid medførte inddæmningen store økonomiske problemer for baroniet, da jordbunden helt overvejende består af sand. Det nye land kom aldrig i god dyrkning, heller ikke efter en meget kostbar renovering af afvandingsanlægget med statsstøtte i 1950’erne. Den vestlige del blev i 1970’erne udstykket til sommerhusområdet Hyldtofte Østersøbad. Resten af inddæmningen med tangen Hyllekrog blev fredet i 1989 og henligger i dag som ekstensivt landbrugsareal og kystnatur. Lungholm Gods ejer det meste af inddæmningen, men Fugleværnsfonden har siden 1995 også været lodsejer og ejer nu et ca. 145 ha stort område i inddæmningens sydøstlige hjørne.
Udnyttelsen af landskabet i dag
Selvkørende roeoptager under roehøsten på en mark ved Nakskov. I baggrunden ses Nakskov Sukkerfabrik. Fotografi fra 2017.
Lolland Kommune er i dag Danmarks mest landbrugsprægede kommune, hvor åbne marker dominerer på de store flade vidder og mod nord tillige med småbakkede landskaber. Det omkranses af kyster, og langs kysterne findes enkelte sandede jorder. Området rummer nogle af landets mest frugtbare landbrugsjorder. De er domineret af meget reelle lerjorde på de fladeste områder mod syd og øst og mere sandblandede lerjorder i de mere bakkede moræner i nord og omkring Maribosøerne mod Guldborgsund Kommune i øst. Her findes også enkelte partier med organiske humusjorder på de fugtige, lavtliggende områder i tunneldalene.
Samlet set dækker landbrug og gartneri i alt 76 % af arealet, mere end tre fjerdedele af kommunens areal. Det er den højeste andel blandt de danske kommuner, tæt forfulgt af bl.a. Morsø og Stevns Kommuner med hhv. 75,5 % og 74,5 % landbrugsareal.
Den højeste andel med landbrug ses på egnen omkring Nakskov, hvor landbrug og gartneri i flere områder dækker mere end 90 % af arealet. Dette er i særdeleshed tilfældet omkring Skovlænge, Arninge, Løjtofte, Nordlunde og Landet Sogne med 91-93 % af arealet samt Græshave og Herredskirke Sogne med ca. 90 %. Særligt på øerne Askø og Fejø findes store arealandele med frugtavl og gartneri, hhv. 13 % og 12 % af totalarealet.
I alt dækker bebyggelse og infrastruktur lige under 10 % af totalarealet mod 13 % på landsplan, og flere gennemgående færdselsårer løber gennem kommunen, fx motorvej og jernbane mod Rødbyhavn og videre til Puttgarden i Tyskland, jernbaneforbindelser til Nakskov i vest og Bandholm i nordøst samt bilfærgeforbindelser fra Tårs til Spodsbjerg på Langeland. Det skovdækkede areal er ligeledes under 10 % og derved betydeligt under landsgennemsnittet, om end der findes større sammenhængende skovarealer flere steder. Kystnære skove findes ved Bandholm/Knuthenborg, ligesom der findes flere mindre skove spredt på morænebakkerne i nord. Kommunen rummer desuden flere rekreative arealanvendelser, bl.a. Lalandia feriepark og badeland vest for Rødbyhavn og Knuthenborg Safaripark med tilknyttede overnatningsmuligheder. Området rummer også flere feriehusbebyggelser, bl.a. på de omkringliggende øer.
Landbruget i Lolland Kommune rummer en perlerække af herregårde og godser, der har nydt godt af de meget frugtbare landbrugsjorder og tilhørende værdifuld planteproduktion.
Den gennemsnitlige bedriftsstørrelse er således væsentligt over landsgennemsnittet, og de seneste årtier er der ydermere sket en betydelig strukturudvikling og koncentration på stadig større bedrifter. Omkring 1970 var den gennemsnitlige bedrift ca. 30 ha, hvilket var 40 % over landsgennemsnittet. Bedriftsstørrelsen i kommunen i dag er mere end det dobbelte af landsgennemsnittet, og heltidsbedrifterne har typisk flere hundrede hektar.
Helt specielt er Lolland kendt for sin produktion af sukkerroer, som i stort omfang forarbejdes på Danmarks største sukkerfabrik i Nakskov, der ligesom den eneste anden tilbageværende danske fabrik i Nykøbing F ejes af tyske Nordzucker. I alt produceres årligt i Danmark godt 400.000 tons sukker ud af ca. 2,5 mio. tons roer, og Lolland Kommune er landets absolutte topscorer med sine 19 % af det totale landbrugsareal med sukkerroer, svarende til 12.715 ha i 2020. Dog er arealet faldet noget fra ca. 22.000 ha omkring 1980 og ca. 16.000 ha omkring 2010. De senere år er det især kornarealet samt arealer med industrifrø og frø til udsæd, der er steget fra hhv. 59 %, 3 % og 4 % af kommunens landbrugsareal i 2010 til hhv. 61 %, 6 % og 6 % i 2020. Kommunen rummer desuden nogen husdyrproduktion, og selv om både kvæg-, svine- og fjerkræproduktionen samlet set er faldet meget betydeligt over de seneste 40-50 år, har der de seneste ti år har været en mindre stigning.
Videre læsning
Læs mere om natur og landskab i Lolland Kommune
Læs også om
- Klima i Lolland Kommune
- Lolland Kommunes geologi
- Lolland Kommunes landskaber
- Skove i Lolland Kommune
- Det åbne land i Lolland Kommune
- Ferske vande i Lolland Kommune
- Kyster i Lolland Kommune
- Natur- og landskabsforvaltning i Lolland Kommune
Se alle artikler om Kulturlandskaber
