Fra Ø Bakker med udsigt over Nørreådal til Viskum Skov af . Begrænset anvendelse

Viborg Kommunes landskaber

Geologisk tidslinje for Viborg Kommune.

.
Udsigt over en lille del af Hjarbæk Fjords sydkyst. Langs kysten ligger et fladt marint forland med mose og rørskov. I stenalderen var forlandet havbund i Littorinahavet, men efterhånden som landet hævede sig, blev havbunden tørlagt. Et svagt kuperet morænelandskab, som blev skabt af isen under sidste istid, rejser sig bag det marine forland.
.
Kort over de overfladenære jordarter i Viborg Kommune. Store dele af kommunen er dækket af moræne- og smeltevandsaflejringer, som blev afsat af is og smeltevand under sidste istid. I den sydvestlige del af kommunen findes såkaldte extramarginale aflejringer, som er smeltevandsaflejringer, der ikke har været overskredet af isen. Grænsen mellem istidsaflejringerne og de extramarginale aflejringer følger Hovedstilstandslinjen, som markerer Nordøstisens største udbredelse under sidste istid. I ådalene, der munder ud i Hjarbæk Fjord, findes marine aflejringer fra Littorinahavet.
.

Landskabet i Viborg Kommune blev overvejende formet af is og smeltevand under sidste istid og viser landskabsudviklingen omkring Hovedstilstandslinjen, som angiver grænsen for Nordøstisens udbredelse for 23.000‑20.000 år siden. I Viborg Kommune markerer den desuden grænsen mellem Alhedes sletteland mod sydvest og et småkuperet moræneland med brede, dybt nedskårne dale mod nord og øst. Fra sit højeste punkt ved Skelhøje, 80 m.o.h., breder Alhede sig vestover som en svagt skrånende kegleflade. Længere vestpå glider Alhede over i Karup Hedeslette, der strækker sig ind i Holstebro og Herning Kommuner. Alhedes jævne flade gennemskæres af Hjortedal, som udgår fra Dollerup og udmunder i den kilometerbrede Karup Ådal.

Nord for Alhede findes et lavereliggende landskab med talrige små lavninger og lave bakketoppe. Det afløses længere mod nord af et bakkestrøg, som strækker sig fra Fly, forbi Mønsted til Dollerup med det 69 m høje Torshøje. Landskabet øst for Alhede er også småbakket, men ligger en smule højere end Alhede og kulminerer syd for Hald Sø i kommunens højeste punkt, Lyshøj, 93,5 m.o.h. I den østlige og nordlige del af kommunen er landskabet gennemgående et jævnt til bølget morænelandskab, hvor store områder ligger mere end 40 m.o.h. Her gennemskæres landskabet af brede, dybe dale, der fordeler sig i en vifteform ud fra Hald Sø. Mange af dalene har en karakteristisk bund, hvor tærskler adskiller fordybninger med aflange søer og sørækker. Det ses bl.a. i dalen med Tjele Langsø og den lange dal med Rødsø, Loldrup Sø, Viborgsøerne (Nørresø og Søndersø) og Hald Sø. Disse dale kaldes derfor også for sødale. Da vandløbene har eroderet dalsiderne, er de gennemsat af kløfter. Dalenes kanter består derfor af såkaldte falske bakker med mellemliggende erosionskløfter, hvilket bl.a. kan ses langs Nørreådalen og Tjele Langsø. Flere steder krydses systemet af sødale af fladbundede dale som Skalsådalen, Faldborgdalen og dele af Gudenådalen, der har fungeret som afløbsveje for smeltevandet uden for den vigende is.

Ud mod Lovns Bredning og Hjarbæk Fjord kantes bakkelandet af havskabt land, såkaldt marint forland, der strækker sig langt op i Fiskbæk, Simested og Skals Ådale.

Landskabets dannelse

Da Nordøstisen stod ved Hovedstilstandslinjen i nord, havde smeltevandet frit løb mod syd, hvor smeltevandsstrømme fordelte og aflejrede sand og grus ud over de lavereliggende dele af landskabet. Derved opstod smeltevandssletterne Kronhede, Klosterhede og Sønderhede i Lemvig og Holstebro Kommuner. Inden smeltevandet nåede så langt, løb det i tunneler inde under isen, hvor det eroderede dybt ned i underlaget. Det skabte de to tunneldale, som fra Hjarbæk Fjord fører sydpå gennem bakkelandet og i dag huser hhv. Jordbro og Fiskbæk Åer. Da Nordøstisen smeltede tilbage herfra, efterlod den et bredt bælte af stilleliggende dødis, der var delvis dækket af jord. Under Nordøstisens genfremstød for 20.000‑19.000 år siden opstod det strøg af randmorænebakker, som strækker sig fra Fly, forbi Mønsted og videre til Dollerup. Bakkedraget stopper mod øst, hvor det møder Hovedstilstandslinjens nord-sydlige forløb.

Mens egnen nord for Hald Sø og Hovedstilstandslinjen endnu var dækket af dødis, løb smeltevandet ud fra en gletsjerport ved Skelhøje og fra en anden port ved Engesvang. Store mængder sand og grus blev ført med smeltevandet ud i det foranliggende landskab og skabte hhv. Alhede og Karup Hedeslette. Herfra løb smeltevandet videre vestpå forbi Holstebro til den delvis isfri Nordsølavning. Da en del af dødisen i nord var smeltet bort, kunne vandet nu løbe mod nordvest til den delvis dødisfyldte Venø Bugt. Smeltevandet eroderede ned i hedesletten og dannede en fladbundet floddal, der i dag udgør Karup Ådal. Dødisen i nord efterlod et småbakket landskab med småsøer og mosehuller, der ligger adskillige meter lavere end selve hedesletten. Dødislandskabets lavtliggende placering skyldes, at smeltevandet aflejrede sand og grus op mod dødisen. Fordi dødisen var dækket af jordmasser, smeltede den først væk, længe efter Alhede var dannet.

Da dødisen i Venø Bugt smeltede, eroderede smeltevandet dybere ned i Karup Ådal, så den tidligere dalbund blev efterladt som en terrasse langs dalsiden. Hver gang isens smeltevand skiftede udløb, opstod en ny terrasse. De laveste terrasser i Karup Ådal er derfor opstået, da isen i Skive Fjordlavningen smeltede, og smeltevandet løb nordpå til Skive Fjord. Karup Ådal er således en terrassedal med rester af ældre dalbunde langs dalsiderne. Den nuværende dalbund med Karup Å ligger ca. 35 m under den tilgrænsende hedeslette. I dag bugter Karup Å sig gennem den brede dal på vej mod udløbet i Skive Fjord.

Både Sejbæk og Karup Ådales sider fures af et stort antal kløfter, som strækker sig langt ind i Alhede. Kløfterne blev skabt under sidste istid, hvor jorden var frosset året rundt, så smeltevandet ikke kunne trænge ned i jorden. Vandet løb derfor langs jordoverfladen, hvor det fulgte fletværket af Alhedes gamle smeltevandskanaler. Ved mødet med Sejbæk og Karup Ådale skar vandet dybe kløfter i dalenes kanter. I dag ligger de fleste af disse kløfter tilbage som tørdale.

De mange sødale i den nordlige og østlige del af Viborg Kommune er opstået som tunneldale. Dalene blev sandsynligvis dannet før istiderne af floder, der ledte vand fra det skandinaviske højland ud til datidens Nordsø. Efterfølgende har istidernes gletsjere og smeltevand eroderet resterne af de gamle floddale, så de skar sig 50‑100 m ned i de tidligere aflejringer. I dalbunden aflejrede såvel is som smeltevand tykke lag af sedimenter. Dette foregik senest inde under Nordøstisen, da den for 23.000‑20.000 år siden dækkede hele Nord- og Østjylland.

De høje dalsider omkring Hald Sø gennemfures af dybe kløfter, der oppe fra det omgivende moræneland udmunder som hængende dale på dalsiden. Kløfterne blev dannet i afsmeltningstiden, inden plantedækket blev tæt nok til at fastholde jordbunden. Overfladevandet kunne derfor frit erodere det unge moræneland. På det tidspunkt var dalen med Hald Sø fyldt med dødis til det niveau, hvor sidedalene udmunder ca. 20 m.o.h. Ved søens vestlige ende har vanderosionen dannet et særpræget bakkeland af erosionsrester, såkaldte falske bakker, mellem de tætliggende kløfter.

Da Nordøstisen smeltede tilbage fra Hovedstilstandslinjen, blev der i de tidligere isdækkede områder åbnet nye veje for smeltevandets afstrømning, som nu begyndte at løbe nordpå mod den nuværende Hjarbæk Fjord. Smeltevandet fulgte de eksisterende lavninger og eroderede ned i morænelandets skråninger, så der opstod en bred, fladbundet dal med ophobninger af sand og grus. Desuden fulgte smeltevandet nogle af de eksisterende tunneldale, hvori der flere steder stadig lå rester af dødis. I bunden af dalene aflejrede smeltevandet sand og grus og udviskede derved de oprindelige tunneldalstræk. På den måde blev bl.a. Gudenådalen skabt.

For 19.000 år siden nåede Den Ungbaltiske Isstrøm frem til Østjylland fra øst og sydøst og stod ved Den Østjyske Israndslinje øst for Viborg Kommune. Dengang var Gudenådalen fortsat dræningsvej for smeltevandet, som løb til Kattegat.

Inden Nordøstisen helt slap sit tag i området, skabte den under et genfremstød de mange randmorænebakker med Tulsbjerge nord for Møldrup.

Havstigning og landhævning

Da resterne af de store isskjolde i Skandinavien og Nordamerika smeltede bort i løbet af Atlantisk tid, steg havet, og Littorinahavet (Stenalderhavet) skyllede ind over de lavereliggende dele af istidslandskabet. Herved opstod den nuværende Hjarbæk Fjord, mens de tilstødende Simested, Skals og Fiskbæk Ådale blev omdannet til lange, smalle fjordarme. Fra Kattegat trængte havet langt op i Nørreådalen.

Under istiden havde de enorme ismasser trykket jordskorpen ned, og da isen smeltede bort, begyndte landet at hæve sig. På Littorinahavets tid havde Danmark været isfrit i mere end 10.000 år, men landet hævede sig stadig. I Viborg Kommune har landet hævet sig 2‑3 m over nuværende havniveau siden Littorinahavets tid. Tidligere havbund er derved blevet til tørt land. Fjordarmene fremstår derfor i dag som ådale, ligesom bakkelandet ud mod Hjarbæk Fjord kantes af marint forland mellem Littorinahavets gamle kystklinter og nutidens kystlinje.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Viborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber