Hvor Amagerbrogade krydser Store Mølle Vej, var jernbaneskinnerne fra den nedlagte Amagerbane endnu synlige i 1996, hvor der i forbindelse med kulturby året ‘96 blev indrettet en café i et par gamle togvogne placeret omtrent der, hvor Amager Station tidligere lå. Det var også muligt at få en turpå banen. Th. ses boligblokken Møllelængen, der følger banens tracé.
.
På dette Kaart over Kjøbenhavns Territorium paa Amager 1834 ses bl.a. Kløvermarken som en del af Christianshavns Fælled. Det er udarbejdet af stadskonduktør, major Carl Frederik Adolf Schlegel. En stadskonduktørvar ansvarlig for byens matrikler, der udgjorde grundlaget for opkrævningen af ejendoms- og grundskatter. Som det fremgår af kortet, var bebyggelsen endnu begrænset.
.
Rødegård, der lå på Øresundsvej, er her fotograferet i 1908. Stedet, som tidligere antagelig var en lystgård, synes noget forfaldent. Gården er også blevet kaldt Dyvekes Gård, da den fejlagtigt er blevet sat i forbindelse med Christian 2.s elskerinde Dyveke. Rødegård blev revet ned omkring 1942, og en boligbebyggelse af samme navn er blevet opført på stedet.
.

Bydelen Amager Øst bestod oprindelig af landsbyen Sundbyøster. Denne blev antagelig sammen med resten af Amager skænket af kong Valdemar den Store til biskop Absalon omkring 1160 og efter hans død til Roskilde bispestol. Hele Amager kom under kronen i 1416, og bønderne var således fæstere under lensmanden – fra 1662 amtmanden på Københavns Slot. Der var dog det specielle forhold, at bønderne ikke skulle yde hoveriarbejde, og at de fra 1623 selv ejede bygningerne på deres gårde. Dog havde de til gengæld i lange perioder en tung byrde i form af »ægter«: De skulle stille heste og vogne til rådighed for hoffet og militæret, ikke mindst til transport af brænde fra skovene i Nordsjælland.

Ved Christian 5.s matrikel i 1682 var der i Sundbyøster 14 gårde, der indtil en stor brand i 1814 lå regelmæssigt på en lang række langs nordsiden af Øresundsvej fra Amagerbrogade og til Kastrupvej. Byens mark strakte sig fra Øresundsvej mod syd til skellet mod Kastrup ved Hedegaardsvej. Al jorden blev dyrket årligt med byg og havre samt grøntsager, især kål og løg. Når jorden kunne dyrkes så intensivt, skyldtes det gode græsningsmuligheder på Amager Fælled og høslæt på engene ned mod Øresund. Langs sydsiden af Østergade (nuværende Frankrigsgade) lå der i 1682 i alt 14 huse, der ikke havde andet jord end deres kålhaver, som dog kunne være ganske store.

Gårdene var små og ofte beboet af flere familier samt tjenestefolk. Den eneste undtagelse var Rødegård, som i perioder var beboet af folk uden for bondestanden og nærmest var en lystgård.

Begge Sundbyer blev brændt ned af danske soldater d. 8. oktober 1658, for at svenskerne ikke skulle udnytte dem under belejringen. Det var hårde tider, ikke mindst for de flygtede bønder. Der udbrød flere smitsomme sygdomme, men bønderne fra Sundbyøster ser ud til at have trøstet sig: De blev i 1660 alle stævnet for birketinget, anklaget for at have holdt nogle store gilder i pinsen, hvilket stred mod lovgivningen.

Næppe var befolkningen kommet sig oven på den ene krig, før Den Skånske Krig 1675‑79 krævede nye byrder i form af udskrivning af soldater og ekstra skatter. Under Store Nordiske Krig 1709‑21 var det ikke så meget direkte krigshandlinger, der gik ud over befolkningen, som smitsomme epidemier: plettyfus i 1710 og byldepest i 1711. Hen ved 30 % af befolkningen døde i disse år, og der gik mange år, før folketabet var genoprettet.

I 1801 var der 760 indbyggere på det nuværende Amager Øst, og i 1840 hele 1.012 indbyggere. Antallet af gårde steg fra 18 til 24, men til gengæld ændredes gårdenes og deres ejeres funktioner markant. I de to første folketællinger var beboerne kategoriseret efter boligforhold og husstandsoverhovedets erhverv.

Af de egentlige jordbrugere i 1787 var 18 gårdmænd, otte husmænd med jord, 17 husmænd og havedyrkere. De nye tider viste sig ved, at i hele 34 husmandsfamilier ernærede overhovedet sig ved at være »daglønner«, dvs. arbejdsmand på de nye fabrikker. Lige så bemærkelsesværdigt er det, at 27 husstandsoverhoveder var »skibstømrermand på Holmen«. I 1755 havde håndværkere på Holmen fået lov til at bygge eller købe huse i Sundbyerne. Derved fik Holmen en stabil arbejdskraft, og mændene et fast arbejde netop i en periode, hvor flåden blev udbygget. Ydermere var der i 1787 seks matroser, en søkonstabel, en del håndværkere og to mestersvende ved Oliemøllen og en på Limfabrikken.

Dette billede af et samfund på overgangen fra landbrug til begyndende industri gentages nogenlunde i 1801 med det samme forhold mellem erhvervsgrupperne, dog med den bemærkelsesværdige ændring, at 25 husstandsoverhoveder anføres som »jordløs husmand« uden andet erhverv, og syv familier er »fattige«. Ved udskiftningen af landsbyerne fik bønderne hver en smal græslod (heraf vejnavnet Strandlodsvej) vinkelret på kysten, som foruden til græsning og høslæt blev brugt til opsamling af tang til gødning.

Langs kysten blev i årene 1780‑83 bygget en række krudthuse til brug for hæren og flåden. Der var dog ikke mange bønder fra Sundbyøster, der selv efter den store brand i 1814 flyttede ud på deres udskiftede marker mellem Øresundsvej og skellet til Tårnby. Først efter endnu en brand i 1842 kom der gang i udviklingen med udflytningen af de enkelte gårde.

Demarkationslinjen, som gik mod vest fra Christmas Møllers Plads langs Amagerfælledvej og derfra mod øst ad Norgesgade og Prags Boulevard til stranden, fik afgørende betydning for bebyggelsens karakter. Området nord for denne linje, Amagerbro, udviklede sig både med hensyn til befolkning og bebyggelse markant anderledes end området syd for, Sundbyøster Overdrev.

På Amagerbro blev der i 1779 anlagt en renovationsplads. Københavns natmænd kørte byens latrin ud og tømte spandene i store latrinkuler. Når de var fyldte, løb indholdet ud over de omkringliggende arealer, hvor det tørrede og derefter blev opsamlet af bønderne og brugt til gødning. Efter utallige klager blev renovationspladsen flyttet nærmere mod kysten, og endelig i 1893 blev området kloakeret, og spildevandet blev fra den nye Kloakpumpestation pumpet ud i Øresund.

Den hastigt voksende befolkning på den nordlige del af Amager krævede, at det store Tårnby Sogn blev delt, hvorfor der 1869‑70 blev opført en kirke ved Amagerbrogade, og Sundby Sogn blev oprettet i 1878.

Sundbyerne Sognekommune blev uden større protester indlemmet i Københavns Kommune i 1902 sammen med flere andre omegnskommuner.

Mens Københavns andre befæstningsanlæg blev endeligt nedlagt i 1870, og demarkationszonerne derfor frigivet til bebyggelse, skete det tilsvarende på Amager først i 1909. Det betød, at bebyggelsen på Amagerbro var yderst sparsom indtil da. I 1834 var der således kun seks huse, men til gengæld to møller og Limfabrikken, der var anlagt i 1778, med tilhørende beboelseshus for ejeren. Fabrikken fremstillede lim af fiskeaffald, hvilket gav betydelige lugtgener. Den blev i 1811 erhvervet af Jacob Holmblad, der foretog en række opkøb af grunde, men det var ikke mindst hans søn L.P. Holmblad, der anlagde en lang række industrivirksomheder i området.

I årene efter 1909 skiftede Amagerbro fuldstændig karakter. Aktieselskabet Amagerbro, der blev stiftet i 1907, opkøbte Holmblads grunde og var moderselskab for en række ejendomsselskaber, der i de næste ti år opførte 2.280 lejligheder og butikker, alle af høj kvalitet.

Sundbyøster Overdrev omfattede området mellem gårdrækken på Øresundsvej og grænsen til Amagerbro. Også her var familien Holmblad og flere andre meget aktive med opførelse af adskillige fabrikker. Den største virksomhed var dog Jacob Holm & Sønners Rebslageri. Jacob Holm var storkøbmand og skibsreder på Christianshavn, men opkøbte i begyndelsen af 1800-tallet grunde og ejendomme (oliemøllerne Oliegren og Olieblad) i området. Her byggede han et stort rebslageri med en 300 m lang reberbane af træ. Reberbanegade følger endnu i dag denne linje. Virksomheden blev i løbet af 1800-tallet moderniseret med dampmaskiner og fremstillede ved siden af tovværk også jern- og ståltove. Den var lige indtil lukningen i 1971 en af Amagers største arbejdspladser med 300 ansatte i 1930. Mellem ca. 1870 og 1920 blev hele Sundbyøster Overdrev bebygget med høje boligejendomme, ofte af dårlig kvalitet og ofte kun med to værelser til de store arbejderfamilier.

Som et led i Københavns Befæstning blev Kastrupfortet anlagt 1886‑87.

Ikke før i slutningen af 1890’erne kom der gang i udstykningen af markerne og opførelsen af villaer. Initiativtageren var Hermann Ebert, der opkøbte mange grunde og ejendomme i Sundbyerne. Han begyndte med anlæggelsen af Eberts Villaby i Sundbyvester 1895‑1910 og fortsatte to år senere med Eberts Ny Villaby i Sundbyøster, der bestod af 17 toetagers dobbelthuse, hver beregnet til to arbejderfamilier.

Kort tid efter fulgte flere arbejderbyggeforeninger, byggeselskaber og en stor mængde individuelle byggerier, således at størstedelen af grundene var bebyggede omkring 1920, og i 1960 var der næppe en ledig byggegrund i Sundbyøster. Udbygningen førte også til behov for nye skoler. Østrigsgades Skole blev allerede opført i 1906, senere fulgte bl.a. Skolen ved Sundet i 1938.

Fra anden halvdel af 1800-tallet blev de trafikale forhold forbedret. Efter at Knippelsbro var ombygget fra træ til jern i 1869, blev der etableret en linje med hestesporvogn fra Kongens Nytorv til Amagerport. Herfra førte en hesteomnibusrute de rejsende videre ad Amagerbrogade til hjørnet af Englandsvej. I 1901 blev der indført elektriske sporvogne på linjen. Med udvidelsen af Langebro, der stammede fra 1690, og anlæggelsen af Amager Boulevard i 1907 fik Langebro betydning for trafikken.

Latrinen fra den voksende befolkning i København blev stadigvæk anvendt som gødning for landbruget. Derfor anlagde DSB i 1904 et spor fra Godsbanegården ved Kalvebod Brygge over Langebro til Kloakstationen ved Kløvermarken. I tilknytning hertil kom anlæggelsen af Amagerbanen i 1907, der oprindelig var planlagt med særligt hensyn til industriens behov for tunge transporter til og fra de mange nye industrianlæg langs Øresund og videre til Dragør. Som et biprodukt førte banen latrin ud til bønderne på Amager i tankvogne og bragte grøntsager retur til København. Persontrafikken på Amagerbanen ophørte i 1947, mens godstrafikken fortsatte lige til 1995; de sidste mange år dog med stærkt vigende godsmængder som en følge af, at mange af de store virksomheder lukkede. I 2002 blev Københavns Metro åbnet på flere strækninger i Amagerbanens gamle tracé med stationer i bydelen.

De Holmbladske fabrikker

På dette maleri af F.C. Kiærskou, Parti fra Amager med etatsråd L.P. Holmblads oliemølle og stearinlysfabrik fra 1851, udstråler fabrikken fremdrift med bl.a. den høje, rygende skorsten. I tilknytning til fabrikken blev der anlagt et større haveanlæg.

.

Familien Holmblad bidrog i fire generationer mere end andre til den industrielle og boligmæssige udvikling i Amager Øst. Det var Jacob Holmblad, L.P. Holmblad, Jacob Arnold Christian Holmblad og endelig Andreas Christian Holmblad. Udgangspunktet var Limfabrikken på Amagerbro, der var blevet oprettet i 1778, og som i 1811 kom i familien Holmblads eje. L.P. Holmblad udvidede fabrikken betragteligt med bl.a. stearinlysfabrikken Sadolin & Holmblad, en dampdrevet oliemølle og et nyt limkogeri. Efterhånden opkøbte L.P. Holmblad alle virksomheder på Amagerbro samt de ubebyggede grunde på Amagerbro, Sundbyvester og Sundbyøster. Han var kendt som en usædvanlig human arbejdsgiver og fik blandt øens beboere tilnavnet »Amagers konge«. Han ydede bl.a. betydelige bidrag til opførelsen af Sundby Kirke 1869‑70.

Efter Andreas Christian Holmblads død i 1907 blev de holmbladske ejendomme overtaget af A/S Amagerbro, som efter ophævelsen af demarkationslinjen i 1909 solgte dem videre til nye ejendomsselskaber med store fortjenester.

Videre læsning

Læs mere om Amager Øst

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byhistorie