Viborg Kommunes udgangspunkt for fusionen ved Strukturreformen var en centralt ledet enhed med al administration og politisk ledelse samlet i Viborg.
Det gav især problemer i forhold til Bjerringbro Kommune, der havde flere alternative løsninger på bordet, inden det til sidst blev et ja til alliancen med Viborg. En sammenlægning med naboen Silkeborg Kommune var geografisk nærliggende og kunne have givet Bjerringbro Kommune muligheden for at udgøre den centrale part i en mindre fusion. For Bjerringbro, fusionskommunens næststørste by, var alliancen med Viborg heller ikke oplagt i forhold til selvforståelsen som selvstændig enhed og hjemsted for en af landets store internationale virksomheder, Grundfos. Afgørende for beslutningen om Viborgmodellen var støtten fra Bjerringbro Kommunes borgmester, Poul Vesterbæk (V), der allerede fra 2003 havde arbejdet for fusionen. Der var også opbakning fra daværende byrådsmedlem Søren Pape Poulsen (K). Han blev i årene 2010‑14 den nye storkommunes anden borgmester.
For Møldrup, Tjele og Karup Kommuner med deres stærke traditionelle tilknytning til Viborg, var valget ikke svært.
I Karup Kommune blev det bekræftet ved en folkeafstemning d. 21. september 2004. Her var 68,1 % af de afgivne stemmer et ja til den store Viborg Kommune. For en sammenlægning med Herning Kommune stemte 20,9 %, mens 7,3 % stemte for fortsat selvstændighed.
Større var uenigheden i Fjends Kommune, hvor politikerne skulle vælge en sammenlægning med enten Skive eller Viborg Kommuner.
Et flertal i byrådet foretrak Viborg Kommune, men da den tidligere landkommune næsten stødte op til Skives bygrænse, blev der rejst krav om en folkeafstemning. Den blev afholdt d. 19. april 2005 og endte med opbakning til flertallet i byrådet. Af de afgivne stemmer var 59,6 % for fusion med Viborg Kommune, mens 40,0 % stemte for at gå sammen med Skive Kommune.
I Aalestrup Kommune var der en dyb og kompleks uenighed om fusionerne. Det endte med fire folkeafstemninger, hvoraf de sidste tre blev afholdt opdelt efter skoledistrikter. Den 29. marts 2005 blev det i Hvilsom Skoledistrikt til et ja til Mariagerfjord Kommune frem for Vesthimmerlands Kommune. Samme dag blev der stemt samlet i Gedsted og Fjelsø Skoledistrikter, hvor et knebent flertal på 50,3 % af de afgivne stemmer sagde ja til at gå med i Vesthimmerlands Kommune, mens 49,5 % stemte for Viborg Kommune. Kun otte stemmer gjorde forskellen.
Det meget snævre resultat førte til ny debat, og d. 26. april 2005 blev der holdt en ny afstemning alene i Hvam Skoledistrikt. Her støttede 84,3 % af de afgivne stemmer en fusion med Viborg Kommune, mens kun 14,5 % støttede fusion med Vesthimmerlands Kommune.
Dermed var Aalestrup Kommune blevet delt i tre, og kun Hvam Skoledistrikt gik med i den nye Viborg Kommune.
Dannelsen af den nye storkommune med byen Viborg som centrum var samtidig et vigtigt skridt i den politik, borgmesteren i den gamle Viborg Kommune, Johannes Stensgaard (S), havde stået for, siden han fik posten fra d. 1. januar 1998. Han var en aktiv fortaler for en politik, der skulle gøre Viborg Kommune større.
Kommunen er historisk en såkaldt svingkommune, som i modsætning til nabokommunerne Skive og Randers ikke traditionelt har en stor vælgertilslutning til Socialdemokratiet. Johannes Stensgaard formåede imidlertid at gøre sig selv til en populær førstemand, og efter det første valg til den nye storkommune i november 2005 blev han formand for sammenlægningsudvalget og dermed fusionskommunens første borgmester.
Socialdemokraterne med 14 mandater var ved 2005-valget blevet byrådets største, og Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre sikrede Stensgaard et samlet flertal. Det blev brugt til brede aftaler og en konsensusdagsorden, som sikrede bred opbakning bag kursen om en mere aktiv kommune.
I forbindelse med Strukturreformen opnåede Viborg status af regionshovedstad, hvilket ikke blot gav prestige, men også et betydeligt antal arbejdspladser.
Den beslutning var en del af det landspolitiske forlig om Strukturreformen. Her havde den nye kommune også en central fortaler i Venstre, da viborgenseren Jens Rohde på det tidspunkt var politisk ordfører for regeringspartiet.
Den partipolitiske situation i Viborg Kommune blev ændret, da Johannes Stensgaard op til kommunalvalget i 2009 valgte at lade sig pensionere fra politik. Med ham forsvandt et stort antal personlige stemmer, og Socialdemokratiet gik fire mandater tilbage.
En konstitueringsaftale mellem Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF og Dansk Folkeparti, men uden Venstre, sikrede fra d. 1. januar 2010 borgmesterposten til Søren Pape Poulsen (K). Han havde efter Strukturreformen været den første skoleudvalgsformand i den nye kommune. Konservative opnåede ganske vist kun tre mod Venstres 11 mandater ved 2009-valget, men alliancen med socialdemokraterne gjorde Pape til borgmester på bekostning af Venstres spidskandidat, Ib Bjerregaard.
Søren Pape Poulsen havde indledt sin politiske karriere i Bjerringbro Kommune, hvor han stillede op til byrådet og blev indvalgt første gang i 2001. Fire år senere, ved det første valg i storkommunen, fik han en af to konservative pladser. Han fik en krævende start i byrådet i spidsen for en upopulær skolereform, som efter folkelige protester endte uden de planlagte skolenedlæggelser og sammenlægninger. Alligevel fik han ved 2009-valget det tredjehøjeste antal personlige stemmer.
Som kommunens førstemand blev Søren Pape Poulsen en samlende figur i byrådet og en frontfigur for en kommune i hastig udvikling med store private såvel som offentlige investeringer. Undervejs fik han genetableret samarbejdet med Venstre.
Ved valget i 2013 fordoblede Pape Poulsen sit personlige stemmetal til 6.566, hvilket gjorde ham til topscorer i kommunen. De konservative voksede fra tre til seks mandater, og selv om også Venstre gik frem fra 11 til 12 mandater, valgte partiet denne gang at gå med i konstitueringen, som betød en genudpegning af Pape Poulsen som borgmester.
Med i beslutningen om samarbejdet med de konservative var Venstres Jens Rohde, der netop i 2013 var valgt ind med 2.025 personlige stemmer og fik posten som viceborgmester. Forinden var Jens Rohde i januar 2007 stoppet i Folketinget og i politik for at blive programdirektør for TV 2 Radio. Her stoppede han allerede november samme år, hvorefter han genoptog sin politiske karriere, og i 2009 blev han valgt ind i Europa-Parlamentet for Venstre.
Jens Rohde sad i byrådet for Venstre i den oprindelige Viborg Kommune i fire år fra 2001, men han vendte ikke tilbage til lokalpolitik med et erklæret mål om at blive borgmester. Nummer 1 på Venstres liste – og dermed partiets borgmesterkandidat – var Nina Hygum.
Søren Pape Poulsens succes som borgmester vakte opmærksomhed i den konservative ledelse på Christiansborg. Da Lars Barfoed i august 2014 gik af som partiformand, forlod Søren Pape Poulsen borgmesterposten i Viborg for at blive politisk leder og folketingskandidat.
Det efterlod et tomrum i byrådet, hvor der måtte et par dages forhandlinger til for at finde en ny borgmester. Socialdemokraten Per Møller Jensen og Jens Rohde bejlede en kort overgang til posten, men sidstnævnte trak sit kandidatur, hvilket banede vejen for Torsten Nielsen (K). Han fik Jens Rohdes og dermed 12 Venstremandaters opbakning.
Ejendomsmægler Torsten Nielsen var fra den lille by Sparkær i den tidligere Fjends Kommune, og han kom ind i lokalpolitik som en del af en protestbevægelse mod lokale skolelukninger.
I borgmesterstolen blev Torsten Nielsen en folkelig figur, som videreførte Søren Papes konsensusstrategi og ambitioner om at styrke Viborg Kommunes position som vækstcenter for både erhverv og uddannelse.
Da it-giganten Apple i februar 2015 offentliggjorde planen om at etablere et gigantisk datacenter ved Foulum i Viborg Kommune i en af de største anlægsinvesteringer på dansk jord gennem tiderne, kunne en stolt Torsten Nielsen optimistisk anslå antallet af mulige nye arbejdspladser til ca. 10.000. Torsten Nielsen kom dog til at høre for sin udmelding, i takt med at det stod klart, at arbejdspladserne snarere skulle tælles i hundreder.
Ikke desto mindre forblev Torsten Nielsen en populær konservativ borgmester, som ved kommunalvalget i november 2017 skaffede sit parti hele syv pladser i byrådet, mens hans personlige stemmetal voksede fra 320 i 2013 til over 7.000.
Dermed overgik han Søren Pape Poulsen i både mandatantal og personlige stemmer. Det rakte dog ikke til at beholde borgmesterposten, som i stedet gik til en nyvalgt rival.
Forud for valget i 2017 havde Ulrik Wilbek (V) planlagt sin tilbagekomst til politik grundigt. Han havde i mange år været en af Viborgs mest kendte borgere. Som succesfuld håndboldtræner for det danske kvindelandshold og senere herrelandsholdet opnåede han historisk sportslig succes, og via sin ledelsesstil blev han sideløbende en efterspurgt foredragsholder og forfatter til flere bøger om ledelse.
Politisk havde Ulrik Wilbek første gang været Venstres spidskandidat ved kommunalvalget i 1997. Det folkelige mandat fra den sportslige karriere rakte dog ikke til at besejre Socialdemokratiets populære Johannes Stensgaard, og efter en enkelt valgperiode, hvor Wilbek stod i spidsen for Socialudvalget, trådte han ud af politik.
I forbindelse med Strukturreformen var Wilbek på tale som Venstres spidskandidat til kommunalvalget i 2005, men han sprang fra for i stedet at prøve kræfter med jobbet som træner for det danske herrelandshold i håndbold.
Da Wilbek forsøgte et politisk comeback 12 år senere, gik han målrettet efter borgmesterposten. Jens Rohde var ingen konkurrent. Dels havde han i 2015 forladt Venstre til fordel for Radikale Venstre, dels besluttede han sig i 2017 for ikke at genopstille til byrådet pga. arbejdspres og planer om at gøre comeback i Folketinget.
Ulrik Wilbek vendte tilbage til Viborg Byråd med et personligt stemmetal på 7.536 ved 2017-valget og dermed 522 flere end Torsten Nielsen (K). Trods det høje personlige stemmetal gik Venstre som parti svækket ud af valget med en tilbagegang på to mandater.
Mandatfordeling og stemmeprocent ved kommunalvalg i Viborg Kommune i 2005, 2009, 2013, 2017 og 2021*
|
2005 |
2009 |
2013 |
2017 |
2021 |
| A. Socialdemokratiet |
14 |
10 |
9 |
9 |
8 |
| B. Radikale Venstre |
1 |
0 |
0 |
0 |
0 |
| C. Det Konservative Folkeparti |
2 |
3 |
6 |
7 |
7 |
| D. Nye Borgerlige |
- |
- |
- |
- |
1 |
| F. Socialistisk Folkeparti |
1 |
5 |
1 |
2 |
1 |
| I. Liberal Alliance |
- |
- |
0 |
0 |
0 |
| K. Kristendemokraterne |
1 |
0 |
0 |
0 |
0 |
| O. Dansk Folkeparti |
2 |
2 |
2 |
2 |
0 |
| V. Venstre |
10 |
11 |
12 |
10 |
12 |
| Ø. Enhedslisten |
0 |
0 |
1 |
1 |
1 |
| Å. Alternativet |
- |
- |
- |
0 |
1 |
| I alt |
31 |
31 |
31 |
31 |
31 |
| Kvinder |
11 |
14 |
11 |
7 |
13 |
| Mænd |
20 |
17 |
20 |
24 |
21 |
| Stemmeprocent |
71,6 % |
67,6 % |
74,3 % |
73,3 % |
70,1% |
*DANMARKS STATISTIK – STATISTIKBANKEN.DK/VALGK3 SAMT KMDVALG.DK
Borgmesterposten fik Ulrik Wilbek imidlertid via en konstitueringsaftale, som havde Socialdemokratiets Per Møller Jensen, Torsten Nielsens gamle rival til borgmesterposten, som arkitekt.
Konstitueringen gjorde Wilbek til den første Venstreborgmester i Viborg i 28 år. Per Møller Jensen blev 1. viceborgmester, mens Torsten Nielsen måtte se sine nyvundne mandater blive holdt uden for forhandlingerne.
Forløbet efterlod den siddende borgmester i vrede og belastede i første omgang arbejdsklimaet i det nye byråd. Siden er de konservative igen blevet en del af det brede samarbejde i kommunen.
Ulrik Wilbek fik et godt resultat ved kommunalvalget i november 2021. Fremgang på to til i alt 12 mandater til Venstre og 8.297 personlige stemmer, næsten halvdelen af partiets. Konservative med syv mandater og Socialdemokratiet med otte pegede på den tidligere landstræner som fortsættende borgmester. Konstitueringsaftalen blev lavet mellem Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og SF. Socialdemokraten Mads Panny blev 1. viceborgmester og den konservative spidskandidat og tidligere borgmester Torsten Nielsen blev 2. viceborgmester og formand for teknisk udvalg.
Folketingsvalg 2007, 2011, 2015, 2019 og 2022 i Viborg Kommune (stemmer i procent)*
|
2007 |
2011 |
2015 |
2019 |
2022 |
| A. Socialdemokratiet |
25,0 % |
24,0 % |
24,9 % |
25,3 % |
26,1 % |
| B. Radikale Venstre |
4,2 % |
8,1 % |
3,0 % |
5,0 % |
1,8 % |
| C. Det Konservative Folkeparti |
7,7 % |
3,5 % |
10,1 % |
16,8 % |
15,9 % |
| D. Nye Borgerlige |
- |
- |
- |
1,4 % |
3,1 % |
| E. Klaus Riskær Pedersen |
- |
- |
- |
0,6 % |
- |
| F. Socialistisk Folkeparti |
9,4 % |
8,7 % |
4,4 % |
7,7 % |
7,5 % |
| I. Liberal Alliance |
- |
4,6 % |
5,7 % |
1,9 % |
6,6 % |
| K. Kristendemokraterne |
1,5 % |
1,0 % |
1,0 % |
2,4 % |
0,7 % |
| M. Moderaterne |
- |
- |
- |
- |
5,6 % |
| O. Dansk Folkeparti |
12,6 % |
11,5 % |
19,4 % |
7,5 % |
1,8 % |
| P. Stram Kurs |
- |
- |
- |
1,4 % |
- |
| Q. Frie Grønne |
- |
- |
- |
- |
0,1 % |
| V. Venstre |
36,8 % |
34,7 % |
23,9 % |
24,5 % |
14,8 % |
| Y. Ny Alliance |
2,1 % |
- |
- |
- |
- |
| Æ. Danmarksdemokraterne |
- |
- |
- |
- |
11,7 % |
| Ø. Enhedslisten |
0,8 % |
3,8 % |
4,7 % |
3,5 % |
2,4 % |
| Å. Alternativet |
- |
- |
2,9 % |
1,9 % |
1,9 % |
| Stemmeprocent |
86,7 % |
87,9 % |
86,2 % |
84,7 % |
85,0 % |
*DANMARKS STATISTIK – STATISTIKBANKEN.DK/FVKOM
