Kort over de overfladenære jordarter i Vejen Kommune. Meget af den sydlige del af kommunen er dækket af moræneaflejringer fra næstsidste istid, Saale, og sidste istid, Weichsel. Mod nordvest ligger der smeltevandsaflejringer fra Saale samt extramarginale aflejringer, som er smeltevandsaflejringer fra sidste istid, der ikke har været overskredet af isen. På tværs af kommunen løber Kongeå Dal, der blev udgravet af smeltevand i sidste istid.
.

Langt størstedelen af Vejen Kommune dækkes af det bakkeølandskab, som netop kendetegner områderne vest for Hovedstilstandslinjen. Linjen, som markerer grænsen for isens udbredelse i sidste istid, skærer sig fra nord til syd ned gennem den østlige del af kommunen og adskiller det magre bakkeølandskab i vest fra det mere frugtbare morænelandskab i øst. Bakkeøerne udgør resterne af det gamle morænelandskab, som blev dannet i næstsidste istid, Saale, og i dag rager op som øer omgivet af sidste istids smeltevandssletter og -dale.

Talrige åer som Holme Å, Sneum Å, Vejen Å, Kongeå og Gram Å bugter sig ned gennem brede engdrag på deres vej vestpå over de sandede sletter mellem bakkeøerne. Den nordlige del af kommunen ligger på Holsted Bakkeø, der strækker sig mod øst til en bred, nord-syd-gående dal med Vejen Å, der løber ud i Kongeå øst for Vejen. I vest fortsætter Holsted Bakkeø ind i Esbjerg Kommune. Bakkeøens landskab er overvejende ensformigt med jævnt opstigende skråninger. Kun på bakkeøens centrale del nord for Brørup er landskabet storbakket og kulminerer nordøst for Lindknud i kommunens højeste punkt, Stenbjerg, 102,4 m.o.h. I den sydlige del af kommunen hæver Rødding Bakkeø sit jævne terræn op over de omkringliggende ådale. Nordligst i kommunen løber Holme Å, som længere mod vest løber ud i Varde Å, mens Sneum Å og Kongeå, der adskiller Rødding Bakkeø fra Holsted Bakkeø, begge udmunder i Vadehavet mellem Esbjerg og Ribe. Hjortvad Å, der gennemstrømmer Rødding Bakkeø, samt Gram Å og Fladså på grænsen til Haderslev Kommune i syd er alle en del af Ribe Å-systemet.

Den østligste del af kommunen er et ungt morænelandskab, der er formet nær Hovedstilstandslinjen. Landskabet krydses af dale, heriblandt den korte, slyngede dal, der udmunder ved Jels og rummer søerne Nedersø, Midtsø og Oversø.

Landskabets dannelse

I næstsidste istid, Saale, blev Danmark flere gange dækket helt eller delvis af is. Sidste gang var for ca. 140.000 år siden, hvor isen bevægede sig ind over landet fra øst og nåede frem til området, hvor Jyllands vestkyst ligger i dag. Det er aflejringer fra disse nedisninger, som danner kernen i bakkeølandskabet i Vejen Kommune.

Op gennem den efterfølgende Eemmellemistid mindede landskabet på bakkeøerne om de unge morænelandskaber fra sidste istid med bakker, dale og talrige lavninger, som i dag kan opleves øst for Hovedstilstandslinjen. I løbet af de godt 100.000 år, som sidste istid varede, blev bakkeølandskabet dog forvandlet til et forblæst tundralandskab med et sparsomt planteliv af bl.a. dværgbirk og polarpil.

Ude foran isen kunne kulden trænge dybt ned i jorden, som var frossen året rundt. Kun om sommeren tøede de øverste jordlag op og blev mættet med vand. Den vandmættede jord gled langsomt ned ad bakkeøernes skråninger og opfyldte lavninger i terrænet, hvorved mellemistidens tørvelag blev begravet. Jordflydningen resulterede i en omfattende udjævning af bakkeølandskabet, som mistede mange af de istidstræk, der ellers kendetegner et morænelandskab.

Ved Brørup på Holsted Bakkeø har man under et dække af flydejord fra sidste istid fundet tørveaflejringer fra Eem-mellemistid. Aflejringerne viser, at der i begyndelsen af sidste istid var en længerevarende lun periode, den såkaldte Brørup Mildning. Hvor både vinter- og sommertemperaturerne i Eem-mellemistid var højere end i dag, har sommertemperaturerne under Brørup Mildningen ligget tæt på, hvad vi oplever i nutidens Danmark.

For ca. 22.000 år siden havde Nordøstisen nået sin største udbredelse og stod gennem længere tid med sin rand på Hovedstilstandslinjen, som strakte sig fra nord til syd gennem området, hvor Vejen og Skodborg ligger i dag. På det tidspunkt havde smeltevandet fra isen frit løb mod vest, hvor et fletværk af strømløb fordelte og aflejrede det medslæbte sand og grus ud over de lavereliggende dele af Saale-istidens landskab. Herfra fortsatte smeltevandet nord og syd om Holsted og Rødding Bakkeøer ud til den daværende Nordsølavning. Strømløbene skabte de fladbundede dale, der i dag gennemstrømmes af kommunens mange vandløb. Samtidig eroderede smeltevandet flere steder stejle skrænter i bakkeøerne, hvilket bl.a. kan ses i Kongeå Dal nord og syd for Foldingbro og ved Øster Lindet langs sydsiden af Rødding Bakkeø ud mod Gram Ådal. På sin vej ud mod isens rand udgravede smeltevandet også tunneldale, der i dag kan ses vest og nordvest for Kolding, ligesom dalgangen, der rummer Jelssøerne, også er en tunneldal.

I Vejen Kommune er Hovedstilstandslinjen ikke markeret af egentlige randmorænebakker, men afsløres i stedet af den østlige afgrænsning af hedesletterne, som blev dannet foran Nordøstisen. Det gælder dog ikke i Kongeå Dal, hvor hedesletteaflejringerne ikke kun blev aflejret, da Nordøstisen havde sin største udbredelse, men også da dalen efterfølgende fungerede som dræningskanal for både et genfremstød af Nordøstisen og Den Ungbaltiske Is.

Mens Nordøstisen stadig stod ved Hovedstilstandslinjen, aflejrede smeltevandet sand og grus i en tunnel inde under isen. I dag ses det som den række af små åsbakker, der ligger langs Gamst Å nordvest for Store Andst. Fra samme tid stammer også den lille ås ved Østermark sydøst for Vejen. Den blev efterfølgende delvis dækket af smeltevandsaflejringer, men kan stadig ses stikke op gennem hedesletteaflejringerne. Derudover vidner tørve- og søfyldte huller i hedesletten ved Skudstrup om, at den vigende Nordøstis her efterlod klumper af dødis, der senere blev dækket af smeltevandsaflejringer. Dødishullerne i hedesletten opstod, da dødisen smeltede bort.

Brørup Mildningen i sidste istid

På Holsted Bakkeø, vest for Brørup, findes en række dødishuller, der opstod under næstsidste istid, Saale. I den efterfølgende Eem-mellemistid blev dødishullerne fyldt med vand fra den smeltende is, hvilket omdannede dem til små søer. Gennem søernes levetid blev der i området afsat op til 14 m tykke ferskvandsaflejringer, der fortæller historien om de store forandringer, som klimaet og landskabet har gennemgået.

Aflejringerne ved Brørup består nederst af moræneler fra Saale. Leret overlejres af flere meter smeltevandsler, som stammer fra afsmeltningen af Saale-isen. I Eem-mellemistid steg temperaturen, og tundra bredte sig ud over området. Gradvis blev tundraen afløst af tættere skov med birk, fyr og eg, som senere selv blev erstattet af en endnu tættere ege- og hasselskov. Også søerne groede efterhånden til, og ved Brørup blev der over smeltevandsleret aflejret op til 4 m tykke lag af tørv og gytje.

I begyndelsen af sidste istid, Weichsel, blev det atter koldere, og tundraen vendte tilbage med sit lave planteliv af dværgbuske, dværgbirk og forskellige hårdføre urter. Inden gletsjerne nåede Danmark, blev der skiftevis aflejret smeltevandssand og -ler.

Kulden var dog kortvarig, og allerede for ca. 100.000 år siden steg temperaturen igen. Denne lunere periode i begyndelsen af Weichsel kaldes Brørup Mildningen. Under Brørup Mildningen blev der igen aflejret tørv og gytje, der dannede lag over sandet og leret fra Tidlig Weichsel. Da det igen blev koldt, afsatte floder lag af sand og grus oven på søaflejringerne. Øverst ligger flydejord, der er gledet ned i søbassinerne, og flyvesand, der også blev aflejret i Weichsel. Til sidst er der dannet et muldlag på toppen.

Aflejringerne i Brørupmoserne er godt undersøgt, og eksempelvis viser sammensætningen af pollen i de forskellige lag, hvordan klimaet og vegetationen har udviklet sig gennem mellemistiden Eem og sidste istid. Derudover er området typelokalitet for den internationalt anerkendte Brørup Mildning.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Vejen Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber