I næstsidste istid, Saale, blev Danmark flere gange dækket helt eller delvis af is. Sidste gang var for ca. 140.000 år siden, hvor isen bevægede sig ind over landet fra øst og nåede frem til området, hvor Jyllands vestkyst ligger i dag. Det er aflejringer fra disse nedisninger, som danner kernen i bakkeølandskabet i Vejen Kommune.
Op gennem den efterfølgende Eemmellemistid mindede landskabet på bakkeøerne om de unge morænelandskaber fra sidste istid med bakker, dale og talrige lavninger, som i dag kan opleves øst for Hovedstilstandslinjen. I løbet af de godt 100.000 år, som sidste istid varede, blev bakkeølandskabet dog forvandlet til et forblæst tundralandskab med et sparsomt planteliv af bl.a. dværgbirk og polarpil.
Ude foran isen kunne kulden trænge dybt ned i jorden, som var frossen året rundt. Kun om sommeren tøede de øverste jordlag op og blev mættet med vand. Den vandmættede jord gled langsomt ned ad bakkeøernes skråninger og opfyldte lavninger i terrænet, hvorved mellemistidens tørvelag blev begravet. Jordflydningen resulterede i en omfattende udjævning af bakkeølandskabet, som mistede mange af de istidstræk, der ellers kendetegner et morænelandskab.
Ved Brørup på Holsted Bakkeø har man under et dække af flydejord fra sidste istid fundet tørveaflejringer fra Eem-mellemistid. Aflejringerne viser, at der i begyndelsen af sidste istid var en længerevarende lun periode, den såkaldte Brørup Mildning. Hvor både vinter- og sommertemperaturerne i Eem-mellemistid var højere end i dag, har sommertemperaturerne under Brørup Mildningen ligget tæt på, hvad vi oplever i nutidens Danmark.
For ca. 22.000 år siden havde Nordøstisen nået sin største udbredelse og stod gennem længere tid med sin rand på Hovedstilstandslinjen, som strakte sig fra nord til syd gennem området, hvor Vejen og Skodborg ligger i dag. På det tidspunkt havde smeltevandet fra isen frit løb mod vest, hvor et fletværk af strømløb fordelte og aflejrede det medslæbte sand og grus ud over de lavereliggende dele af Saale-istidens landskab. Herfra fortsatte smeltevandet nord og syd om Holsted og Rødding Bakkeøer ud til den daværende Nordsølavning. Strømløbene skabte de fladbundede dale, der i dag gennemstrømmes af kommunens mange vandløb. Samtidig eroderede smeltevandet flere steder stejle skrænter i bakkeøerne, hvilket bl.a. kan ses i Kongeå Dal nord og syd for Foldingbro og ved Øster Lindet langs sydsiden af Rødding Bakkeø ud mod Gram Ådal. På sin vej ud mod isens rand udgravede smeltevandet også tunneldale, der i dag kan ses vest og nordvest for Kolding, ligesom dalgangen, der rummer Jelssøerne, også er en tunneldal.
I Vejen Kommune er Hovedstilstandslinjen ikke markeret af egentlige randmorænebakker, men afsløres i stedet af den østlige afgrænsning af hedesletterne, som blev dannet foran Nordøstisen. Det gælder dog ikke i Kongeå Dal, hvor hedesletteaflejringerne ikke kun blev aflejret, da Nordøstisen havde sin største udbredelse, men også da dalen efterfølgende fungerede som dræningskanal for både et genfremstød af Nordøstisen og Den Ungbaltiske Is.
Mens Nordøstisen stadig stod ved Hovedstilstandslinjen, aflejrede smeltevandet sand og grus i en tunnel inde under isen. I dag ses det som den række af små åsbakker, der ligger langs Gamst Å nordvest for Store Andst. Fra samme tid stammer også den lille ås ved Østermark sydøst for Vejen. Den blev efterfølgende delvis dækket af smeltevandsaflejringer, men kan stadig ses stikke op gennem hedesletteaflejringerne. Derudover vidner tørve- og søfyldte huller i hedesletten ved Skudstrup om, at den vigende Nordøstis her efterlod klumper af dødis, der senere blev dækket af smeltevandsaflejringer. Dødishullerne i hedesletten opstod, da dødisen smeltede bort.