Figur. Arbejdspladsernes fordeling på brancher for personer (16‑64 år) med arbejdssted i Valby og Københavns Kommune, 2017.

.

Toftegårds Allé er rig på spisesteder, frisører og andre specialforretninger. I baggrunden af billedet anes trafikselskabet Movias kontorbygning på Toftegårds Plads. Pladsen fungerede indtil 1998 som holdeplads for flere buslinjer, men anvendes nu primært til rekreative formål.

.

Andersen Biler åbnede sin første forretning i 1972 i Valby. I dag er det en større kæde med 12 forretninger, der tilsammen beskæftiger ca. 375 medarbejdere. Her ses Andersen Biler Ford Store i Rovsingsgade på Ydre Nørrebro.

.

Engang dominerede store industrivirksomheder Valby, men i 2020 er der kun én tilbage med produktion i bydelen: medicinalvirksomheden H. Lundbeck. Til gengæld er der et varieret erhvervsliv med virksomheder inden for it, ingeniørvirksomhed, filmproduktion, arkitektur, handel og restauranter. I alt tegner bydelen sig for ca. 5,2 % af arbejdspladserne i Københavns Kommune, og heraf udgør de private arbejdspladser over to tredjedele. De store offentlige arbejdspladser er inden for uddannelse og plejesektoren samt en række af statens styrelser.

Den største del af den private sektor består af handel, service og oplevelseserhverv, som udgør 27,7 % af beskæftigelsen. Forskning, rådgivning og forretningsservice er næsten lige så stor med 27,3 % af beskæftigelsen. Industrien beskæftiger 7,9 % med de fleste ansat i medicinalvirksomheden Lundbeck.

Gennemsnitsindkomsten før skat er 305.000 kr. (2017) og er dermed tæt på gennemsnittet for Københavns Kommune på 320.000 kr. Den familiefordelte nettoformue udgør 1.341.000 kr. – noget under gennemsnittet for kommunen på 1.527.000 kr., hvilket bl.a. hænger sammen med de forholdsvis mange lejelejligheder.

Region Hovedstaden har inddelt kommunerne og de københavnske bydele i fire socialgrupper baseret på andelen af erhvervsaktive samt indkomst- og uddannelsesniveau. Her er Valby placeret i den næstnederste gruppe ligesom hele Københavns Kommune.

I Valby er 57 % af befolkningen i arbejdsstyrken, hvilket næsten er som i hele kommunen. De øvrige 43 % af befolkningen i Valby er primært modtagere af overførselsindkomster samt børn og unge under uddannelse.

De største arbejdspladser i bydelen

Bydelens største private arbejdspladser er kendte internationale virksomheder. Det er medicinalproducenten H. Lundbeck A/S, der har globalt hovedkvarter, laboratorier og en mindre produktion på Ottiliavej, hvor man beskæftiger ca. 800 medarbejdere af de i alt ca. 5.000 på verdensplan (2019).

FLSmidth A/S projekterer og opfører cementfabrikker og udstyr til minedrift. På verdensplan beskæftiger koncernen ca. 11.000 medarbejdere (2019), hvoraf mindre end hver tiende arbejder i det globale hovedsæde på Vigerslev Allé.

Det verdenskendte arkitektfirma Bjarke Ingels Group ApS har hovedkontor i Valby (men planlægger at flytte til Nordhavn).

Nordisk Film, der både producerer film og tv, distribuerer film og ejer en stribe biografer, har stadig hovedkvarter på Mosedalvej i den gamle del af Valby.

En afdeling af den amerikanske it-koncern DXC Technology (tidligere kendt som CSC) beskæftiger ca. 520 medarbejdere på Retortvej i Valby. Blandt virksomhedens største kunder er politiet og Skat.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samt Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) har begge til huse på Carl Jacobsens Vej.

Videre læsning

Læs mere om erhverv og arbejdsmarked i Københavns Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked