Politik og planer i Københavns Kommune

Samlet var de politiske udfordringer i Københavns Kommune i 00’erne og 2010’erne præget af økonomisk fremgang, et stigende befolkningstal og et stort boligbyggeri især i slutningen af perioden.

Københavns Kommune blev også ramt af finanskrisen fra 2008 i form af tabte arbejdspladser og et par år med mindre byggeri, men samlet var de to årtier præget af opgang.

Det var et stort skifte i forhold til situationen i begyndelsen af 1990’erne, hvor kommunen var præget af årtiers fald i befolkningstallet og af alvorlige økonomiske problemer.

Problemerne var så dybe, at det også gav anledning til bekymring på regeringsplan. I marts 1990 sagde statsminister Poul Schlüter (K) i Folketinget: »Det er i hele landets interesse, at hovedstaden fungerer godt og er i stand til at tage konkurrencen op med andre storbyer i Vesteuropa.« Statsministeren erklærede videre, at regeringen var rede til at sætte ind over en bred front for at gøre hovedstaden til et tiltrængt »lokomotiv for igangsætning«.

I 1991 indgik Danmark og Sverige en aftale om opførelse af en fast forbindelse over Øresund, der blev indviet i år 2000. Også i 1991 foreslog et udvalg under ledelse af departementschef Hans Würtzen fra Finansministeriet yderligere trafikinvesteringer i det storkøbenhavnske område og beskrev, hvordan en københavnsk metrolinje kunne finansieres ved salg af kommunalt og statsligt ejede grunde i Ørestad (dengang Ørestaden). Planen blev vedtaget de følgende år, samtidig med at staten besluttede en række kulturinvesteringer bl.a. i og omkring Københavns Havn.

En anden vigtig forudsætning for udviklingen efter årtusindskiftet var den økonomiaftale, som stat og kommune indgik i juni 1994. Med overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) og finansminister Mogens Lykketoft (S) som hovedforhandlere indgik parterne en aftale, som skulle hjælpe kommunen ud af flere årtiers økonomisk afmatning og en gæld på 15 mia. kr.

*DANMARKS STATISTIK – STATISTIKBANKEN.DK/VALGK3 SAMT KMDVALG.DK

Økonomiaftalen i 1994 var en flerårig plan for genopretning af kommunens økonomi, herunder nulvækst i udgifterne, udlægning af sygehusdriften til et nystiftet Hovedstadens Sygehusfællesskab, udbud af driftsopgaver, gældsreduktion og ikke mindst oprettelsen af et nyt fælles selskab, Ejendomsselskabet TOR I/S, som skulle stå for salg af kommunalt ejede beboelsesejendomme med ca. 20.000 lejligheder. Hertil kom en forpligtelse for kommunen til at fremlægge et boligpolitisk oplæg om mulighederne for at tiltrække flere borgere, der kunne bidrage positivt til kommunens økonomi.

Trods uenighed fik overborgmester Jens Kramer Mikkelsen opbakning i Borgerrepræsentationen til økonomiaftalen.

Københavns Kommune og staten var således gået i tæt samarbejde om at transformere København fra en by med stor arbejdsløshed, fraflytninger, nedslidte bydele, stagnerende byggeri og dårlig økonomi til en konkurrencedygtig hovedstad i vækst.

*DANMARKS STATISTIK – STATISTIKBANKEN.DK/FVKOM

Strukturreformen i 2007, der landet over forandrede det kommunale og amtskommunale landskab, gik på det kommunale niveau i store træk uden om både Københavns Kommune og omegnskommunerne.

Dermed fortsatte Frederiksberg Kommune som en ø, der på alle sider er omgivet af Københavns Kommune. Det er internationalt set ganske unikt, at en hovedstadskommune i sin midte har en anden selvstændig kommune. Både i midten af 1800-tallet og lige efter 1. Verdenskrig blev der gjort forsøg fra Københavns side på at få indlemmet Frederiksberg. Det forhold, at Frederiksberg allerede i 1800-tallet fik købstadslignende rettigheder, samt borgernes modstand imod sammenlægning sikrede sammen med national politisk opbakning hver gang Frederiksbergs selvstændighed. Derfor blev der heller ikke under arbejdet i Strukturkommissionen gjort forsøg på at genoptage diskussionen om den følsomme grænse imellem Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Strukturreformen fik især betydning for København på det regionale niveau. Den politiske beslutning om at erstatte amtskommunerne med fem regioner kom nemlig til også at omfatte både Københavns og Frederiksberg Kommuner, som fra d. 1. januar 2007 kom til at indgå i Region Hovedstaden sammen med kommunerne i de tidligere Københavns og Frederiksborg Amter samt Bornholms Regionskommune. Den nye region med et politisk valgt regionsråd fik hovedsæde i Hillerød.

Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) havde siden år 2000 først og fremmest haft ansvaret for den overordnede planlægning i det storkøbenhavnske område samt det overordnede ansvar for kollektiv trafik i området. Det blev nedlagt i forbindelse med Strukturreformen. Det samme skete med Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S), der siden 1995 havde haft det overordnede ansvar for sygehusdriften i Københavns og Frederiksberg Kommuner. Det ansvar overgik med reformen til den nye Region Hovedstaden.

Der blev heller ikke med reformen lagt op til ændringer af styreformen i København. Kommunen fortsatte med 55 medlemmer af Borgerrepræsentationen samt en overborgmester som født formand for Økonomiudvalget og derudover seks selvstændige forvaltninger styret af hver sin borgmester.

Siden 1938 har Københavns overborgmester været socialdemokrat. Fra 1990 og de følgende tre årtier har tre markante socialdemokratiske overborgmestre præget kommunens politiske liv.

Jens Kramer Mikkelsen, født i 1951 på Østerbro i København, blev uddannet som lærer fra Statsseminariet på Emdrupborg. Siden arbejdede han som matematiklærer på Grundtvigskolen i København. Jens Kramer Mikkelsens basis har været det lokale, og han er foreløbig den sidste, der er blevet overborgmester alene med en lokal baggrund.

Jens Kramer Mikkelsen var i perioden 1973‑78 formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) på Østerbro. I 1978 blev han valgt ind i Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet. I 1989 afløste han Egon Weidekamp som overborgmester og var partiets spidskandidat ved valget samme år. Han var overborgmester til 2004, hvor han trak sig og midlertidigt blev afløst af Lars Engberg (S). Kramer Mikkelsen skiftede til et job som adm. Direktør i Ørestadsselskabet I/S, som i 2007 blev afløst af Udviklingsselskabet By & Havn I/S, hvor han fortsatte som adm. direktør. I 2018 fik han job i ejendomsudviklingsselskabet NREP – Nordic Real Estate Partners – for at stå i spidsen for dets byudviklingsprojekter i Norden.

Jens Kramer Mikkelsen har spillet en nøglerolle i Københavns storstilede byudvikling og økonomisk opsving efter de voldsomme kriseår i 1980’erne og -90’erne.

Ritt Bjerregaard er født i 1941 og voksede op på Vesterbro i København. Hun blev uddannet lærer i 1964 fra Statsseminariet på Emdrupborg og var i perioden 1970-82 adjunkt på Odense Seminarium. Ritt Bjerregaard var lokal folketingskandidat fra 1969 og sad i Odense Byråd for Socialdemokratiet 1970‑73. Hun var medlem af Folketinget 1971‑2005 og var undervisningsminister i Anker Jørgensen-regeringerne 1973 samt 1975‑78 og socialminister 1979‑81. Hun var Danmarks miljøkommissær i EU 1995‑99. Herefter fungerede Ritt Bjerregaard 2000‑01 som fødevareminister i Nyrup-regeringen. Den 1. januar 2006 blev hun overborgmester i København og sad på posten i fire år.

Frank Jensen er født i 1961 i Ulsted ved Aalborg. Han tog HF-eksamen fra Aalborg Katedralskole i 1980 og blev cand.oecon. fra Aalborg Universitetscenter i 1986 og herefter arbejdsmarkedsforsker samme sted. Ved folketingsvalget d. 8. september 1987 blev han valgt ind i Folketinget og blev medlem af Finansudvalget og siden Socialdemokratiets politiske ordfører. I 1994 blev han forskningsminister og i 1996 justitsminister. Frank Jensen stillede op til det socialdemokratiske formandsvalg i 2005, da partiets medlemmer skulle finde afløseren for Mogens Lykketoft, men tabte til Helle Thorning-Schmidt og genopstillede ikke til folketingsvalget i 2007.

I stedet blev Frank Jensen administrerende direktør for Telecom Scandinavia A/S og senere i en kort periode direktør for brancheforeningen Danske Advokater. Med partiledelsen i ryggen stillede han op som spidskandidat ved kommunalvalget i 2009, og d. 1. januar 2010 kunne han indtage posten som overborgmester. Han blev genvalgt i både 2013 og 2017. I forbindelse med sit 10-års jubilæum d. 1. januar 2020 meddelte han, at han var parat til at fortsætte ved kommunalvalget i 2021.

Frank Jensens plan blev ikke ført i livet. Midt i oktober 2020 satte en #MeToo-sag en stopper for den politiske karriere for den da 59-årige overborgmester. To kvinder stod frem i Jyllands-Posten og fortalte, at de var blevet udsat for seksuelle krænkelser via uønsket fysisk berøring. Frank Jensen undskyldte på sin Facebook-profil og skrev bl.a.:

”Jyllands-Posten bringer i dag en historie om grænseoverskridende adfærd fra min side. Jeg skriver til jer for at sige, at jeg er forfærdelig ked af, at der har været episoder, hvor kvinder har følt sig krænket af min opførsel. Det vil jeg først og fremmest sige undskyld for.”

På et udendørs pressemøde søndag 19. oktober tog Frank Jensen konsekvensen. Han meddelte, at han stoppede som overborgmester med øjeblikkeligt varsel. Han nedlagde samtidig sit hverv som næstformand i Socialdemokratiet. Statsminister Mette Frederiksen skrev samme dag i et opslag på sin Facebook-profil, at Frank Jensen havde truffet den rigtige beslutning.

Frank Jensen afløstes af den da 49-årige kommunikationsuddannede Lars Weiss. Han meldte hurtigt ud, at han ville være en overgangsløsning frem til kommunalvalget 2021. Socialdemokratiets nye kandidat til posten som overborgmester blev Sophie Hæstorp Andersen, der havde været formand for regionsrådet i Region Hovedstaden siden 2014. Sophie Hæstorp Andersen blev allerede i 2001 som 27-årig medlem af Folketinget.

Socialdemokratiet gik tilbage ved valget d. 16. november 2021. For første gang blev partiet ikke det største i Hovedstaden, men gik fra 15 til 10 medlemmer af Borgerrepræsentationen. Konservative vandt fem mandater ved at gå fra tre til otte. Enhedslisten blev den store sejrherre ved valget med 23.000 stemmer flere end Socialdemokratiet og 15 ud af de 55 pladser i Borgerrepræsentationen.

København styres af en overborgmester og seks fagborgmestre. Politikerne tildeles posterne efter stemmetal og pladser i Borgrepræsentationen. Trods de kun 10 S-mandater kunne Sophie Hæstorp Andersen samle et flertal, der gjorde hende til ny overborgmester.

Enhedslistens spidskandidat Line Barfod fik posten som teknik- og miljøborgmester, en central post i forhold til de lokalplaner, fredninger og de store projekter i København, som havde været en væsentlig del af debatten op til valget. Karina Westergaard Madsen fra Enhedslisten blev socialborgmester. Den radikale Mia Nyegaard blev kultur- og fritidsborgmester mens Jakob Næsager (K) blev børne- og ungdomsborgmester og Cecilia Lonning-Skovgaard (V) fortsatte som beskæftigelses- og integrationsborgmester. Hun trak sig imidlertid i marts 2022 efter omfattende kritik fra forvaltningens medarbejdere af hendes ledelsesstil. Hun blev på borgmesterposten afløst af Jens-Kristian Lütken (V).

København har ikke som andre kommuner et byråd eller en kommunalbestyrelse, men en Borgerrepræsentation, der består af 55 folkevalgte. Borgerrepræsentationen blev i 1840 oprettet af Christian 8. ved en forordning. Dens indflydelse var i begyndelsen begrænset, idet kongen udpegede Københavns overpræsident og (indtil 1858) borgmestre, mens kun rådmænd blev valgt af Borgerrepræsentationen. Først med en ny styrelseslov fra 1938 kan man tale om en egentlig demokratisering af kommunen, idet Borgerrepræsentationen da fik tillagt enerådig beslutningskompetence, mens magistraten – der udgjordes af borgmestrene – kun havde den administrative myndighed.

Denne form for magistratstsyre fortsatte frem til 1998, hvor Styrelsesloven blev ophævet, og i stedet kom mellemformstyret.

Mellemformstyret betyder, at Borgerrepræsentationen vælger et økonomiudvalg og seks stående udvalg (Teknik- og Miljøudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Socialudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget), som opgaverne fordeles imellem. Overborgmesteren er formand for Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget, mens de seks borgmestre er formænd for deres respektive udvalg. Udvalgenes beslutninger udføres af tilsvarende forvaltninger. Samtlige borgmestre er medlemmer af Økonomiudvalget og er også selvstændigt ansvarlige for deres egne forvaltninger. Overborgmesteren kan ikke afskedige de valgte udvalgsborgmestre, hvorfor rådhuset har fået tilnavnet »De syv kongedømmer«. Det har ofte i den offentlige debat ført til kritik af en kompliceret forvaltningsstruktur.

Der har i over 100 år været rødt flertal i København. I perioden 1917-62 havde Socialdemokratiet absolut flertal i Borgerrepræsentationen. Siden 1903 har Socialdemokratiet haft finansborgmesterposten (fra 1938 overborgmesterposten).

Flere gange har der været forslag fremme om at ændre styreformen til det flertalsstyre, der er modellen for landets kommuner uden for de største byer, men der har aldrig været politisk opbakning til det.

I januar 2020 foreslog den socialdemokratiske mindretalsregering en ændret styreform i de fire største kommuner, København, Aarhus, Aalborg og Odense. Styreformen skulle ændres, så den daglige administrative ledelse af forvaltningen blev samlet i en fælles administrativ ledelse bestående af borgmesteren og fagborgmestre eller rådmænd. Det vil indebære et opgør med den model, hvor hver borgmester eller rådmand kan sidde på sin egen forvaltning.

Forslaget var dog fortsat baseret på mellemformstyret, hvor udvalgsformænd i de fire kommuner skal vælges ved forholdstalsvalg og skal være medlemmer af kommunens økonomiudvalg. Hvis forslaget gennemføres, vil det heller ikke ændre på, at den umiddelbare forvaltning af kommunens sager varetages af udvalgene. Til gengæld vil en fælles administration ifølge regeringen kunne føre til betydelige besparelser.

Godt et kvart århundrede efter, at en gældsat hovedstad på fallittens rand i 1994 var nødt til at gå til Finansministeriet på Slotsholmen for at få økonomisk hjælp, understreger budgettet 2020, at kommunen for længst er økonomisk på fode igen. I budgettet kunne der afsættes 52,8 mia. kr. til børnehaver, vuggestuer, skoler, sundhed, handicappede, ældre, kultur, administration mv. Samtidig var kassebeholdningen pr. indbygger nu en af de højeste blandt landets kommuner.

Partifordelingen i Borgerrepræsentationen gør det nødvendigt, at overborgmesteren sikrer budgetforlig gennem forhandlinger med en række partier. Konstellationerne skifter afhængigt af den politiske og økonomiske situation.

I København blev budgetforliget for 2018 forholdsvis smalt. Kun Socialdemokratiet, Enhedslisten og Dansk Folkeparti stod bag.

Budgettet for 2019 var bredere, omfattende syv af de otte partier i Borgerrepræsentationen. Det ottende var Enhedslisten, som ikke deltog.

Budgettet for 2020 blev også bredt og omfattede Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Alternativet og Venstre. Her stod Dansk Folkeparti udenfor.

Af Københavns Kommunes indtægtsbudget for 2020 på 52,8 mia. kr. udgjorde skatter broderparten med 36,5 mia. kr., efterfulgt af tilskud og udligning (herunder bloktilskud) på 7,7 mia. kr. og brugerbetaling og takster på 5,8 mia. kr. Resten af indtægterne kommer fra refusion fra staten og tilskud fra stat og fonde til anlægsarbejder samt øvrig finansiering.

Godt en fjerdedel, 25,5 %, af udgifterne går til sundhedsvæsenet, til ældre og til handicappede eller borgere med særligt behov. Et næsten tilsvarende beløb, godt 21 %, bruges på børnehaver, vuggestuer og skoler. Overførsler udgør godt 18 % af budgettet, og et næsten tilsvarende beløb, godt 17 %, anvendes til øvrige udgifter, der dækker over tjenestemandspensioner, finansudgifter samt forsyning og veje. De regulære anlægsudgifter tager godt 6 % af budgettet, mens der til kultur, fritid m.m. er afsat knap 2,5 %.Administrationsudgifter beløber sig til 4,6 mia. kr., svarende til 8,7 % af budgettet.

Hvert andet år udgiver seks store bykommuner i Danmark en nøgletalsrapport, der sammenligner kommunernes udgifter til de store serviceområder. De seks kommuner er foruden København Aarhus, Odense, Aalborg, Randers og Esbjerg. Seneste rapport, der er udgivet i 2019, er baseret på regnskaber fra 2018.

Beskatningsforholdene placerede i 2018 København lavest blandt de seks kommuner, hvad kommuneskatten angik. Udskrivningsprocenten var 23,8, hvilket er over ét procentpoint lavere end de øvrige byer, bortset fra Aarhus. Til gengæld lå København, hvad ejendomsbeskatning angik, langt over de fem andre byer.

Både udskrivningsprocenten på 23,8 og grundskyldpromillen på 34 (se Tabel 2) blev i øvrigt fastholdt i budgettet for 2020, sådan som det har været tilfældet i hele det foregående tiår.

Af rapporten fra de seks store bykommuner fremgår, at København med samlede service-, drifts- og anlægsudgifter på 60.173 kr. pr. indbygger lå midt i feltet blandt de seks byer. Ser man særskilt på driftsudgifterne, lå København lavest, men til gengæld højest på anlægssiden. Kommunens regnskab 2018 viste, at der dengang (omregnet til fuldtidsansatte) var godt 41.000 beskæftiget i kommunen.

Selv om de samlede kommunale udgifter pr. indbygger ikke ligger højt i sammenligning med andre kommuner, ligger det højt, hvis man ser udgiftsniveauet pr. borger på flere centrale områder. Således var ældreudgifterne næsten 62.900 kr. pr. ældre, mens udgifterne til dagtilbud var på 56.600 kr. pr. 0‑10-årig. I begge tilfælde var det de højeste udgiftsniveauer blandt alle landets kommuner. Når disse høje tal ikke slår direkte igennem i det samlede udgiftsniveau pr. borger, skyldes det, at borgerne i Københavns Kommune har en gunstig aldersfordeling set i et udgiftsmæssigt perspektiv.

Efter lange politiske forhandlinger vedtog Folketinget i 2020 en ændring af den kommunale udligningsordning, hvor København er blandt de kommuner, der får lavere tilskud.

I februar 2020 vedtog Københavns Borgerrepræsentation Kommuneplan 2019 med titlen: »Verdensby med ansvar«. Det skete efter en lang proces med flere høringsrunder og over 300 ændringsforslag. Der indkom 1.781 høringssvar, hvilket var 13 gange flere, end da den foregående kommuneplan blev vedtaget i 2015.

Den endelige Kommuneplan 2019 er baseret på en overordnet byudvikling, der skal muliggøre byggeri af op til 60.000 nye boliger og 2,4 mio. m² erhverv frem mod 2031. Planen forudsætter, at det øgede udbud af nye boliger kan betyde, at kommunen undgår store prisstigninger.

Byudviklingen skal fortrinsvis ske gennem omdannelse og fortætning af nedslidte industri- og havnearealer. Samtidig indgår en række særlige planer for udsatte boligområder.

Målet er at skabe plads til omkring 100.000 flere københavnere i 2031. Samtidig er det planen, at 25 % af de nye boliger skal være almene, og at der skabes rammer for opførelse af 12.000 nye ungdomsboliger. Der skal samtidig være nye boliger til såvel børnefamilier som par uden børn og enlige. Det forudsætter variation i boligstørrelser og -typer i de enkelte byområder. Derfor ophæves det tidligere krav om, at mindst 75 % af nye boliger skal være på mindst 95 m². Fremover kommer størrelseskravet kun til at omfatte 50 % af de nye boliger.

På erhvervsområdet er målet at give plads og rammer for 50.000 nye private arbejdspladser frem mod 2031. Det skal bl.a. tiltrække højtkvalificeret arbejdskraft. Planen satser på et bredt tilbud om lokaliseringer for både kontorer, håndværk, småproduktion, lager og logistik samt kreative erhverv. Der er til gengæld ingen planer om mere tung industri. Endelig lægger kommunen op til at fremme turismen. Det understreges, at det skal være en turisme, der tager hensyn til lokalmiljø og fordeler sig over mange dele af byen.

København har fortsat trafikproblemer og mange bilkøer. Derfor er udviklingen i det storkøbenhavnske områdes overordnede infrastruktur, herunder særligt den kollektive trafik, et omdrejningspunkt. Det er målet i Kommuneplan 2019, at antallet af kørte personture i byen fordeles med mindst en tredjedel på cykel, mindst en tredjedel med kollektiv trafik og højst en tredjedel med bil. Mindst 75 % af væksten i antal personture skal ifølge Kommuneplan 2019 ske inden for cykling og kollektiv trafik.

For at understøtte denne udvikling reduceres antallet af p-pladser i forbindelse med nybyggerier, og der laves delvis bilfri zoner i byudviklingsområderne i Nordhavn og på Godsbaneterrænet. Parkering skal typisk samles i et anlæg i udkanten af området.

Samtidig skal komfort, fremkommelighed og tryghed for fodgængere generelt forbedres, så det gennemsnitlige antal daglige ture til fods pr. københavner øges til mindst to.

Netop spørgsmålet om omfanget af indgreb mod biltrafik har stået centralt i arbejdet med kommuneplanen. Også omfanget af nye grønne områder har været omstridt. Her opstiller planen et mål om, at københavnerne skal have adgang til et grønt område inden for en gåafstand på højst 300 m.

På energi- og miljøområdet er målet fortsat, at København er CO₂-neutral i 2025. Det skal bl.a. ske ved, at varmeforsyningen baseres på fjernvarme, og ved at øge anvendelsen af bæredygtig biomasse samt ved at fremme brug af alternative energiproduktionsformer som geotermi, solceller, vindmøller, varmepumper og elpatroner. Ligeledes indgår energioptimering gennem lavtemperaturfjernvarme, varmelagring mv. Dertil kommer højere krav til bæredygtighed i kommunens byggerier samt krav til flere træer og grønne tage.

Lynetteholmen og en østlig ringvej med havnetunnel er to af flere langsigtede visioner for fremtidens København. Men med i visionerne om udviklingen frem til 2070 er også tanker om etableringen af en letbane langs Frederikssundsvej fra Nørreport Station til Gladsaxe, en Metro Havnering samt en Øresundsmetro mellem København og Malmø i Sverige.

København er gennem århundreder vokset ved at inddrage og opfylde kystnære vandarealer til nye byområder. Historisk med Christianshavn, der blev anlagt under Christian 4. og i nutiden med udvikling i Sydhavn, Nordhavn og Ørestad.

Selv om der er bygget meget i København i de senere år, er der ikke bygget nok til at matche den forventede efterspørgsel. Ørestad, Sydhavn og den indre del af Nordhavn forventes at være fuldt udbygget omkring 2025. Herefter vil udbygningsområderne tæt på centrum primært være den ydre del af Nordhavn og Refshaleøen, som dog ikke kan dække behovet for nye arealer på længere sigt.

På den baggrund indgik den daværende borgerlige regering og Københavns Kommune i efteråret 2018 en principaftale om at arbejde videre med et storstilet projekt: Lynetteholmen.

Planen beskriver anlæggelsen af en ny stor ø, Lynetteholmen, der skal laves ved at opfylde et 2 mio. kvadratmeter stort areal i Øresund i forlængelse af Refshaleøen i retning mod Nordhavn. Området vil på sigt kunne rumme 2,5‑3 mio. etagemeter bolig- og erhvervsbyggeri og vil dermed kunne huse omkring 35.000 beboere og et tilsvarende antal arbejdspladser. En anden del af planen er byudvikling af Refshaleøen med boliger til yderligere 15.000 mennesker. Hver fjerde af alle boliger skal være almen.

I visionen om byggeriet af Lynetteholmen indgår det, at arbejdet kan påbegyndes fra omkring år 2035. Området vil i så fald kunne være fuldt udbygget omkring år 2070. I planen indgår metrobetjening både af Lynetteholmen og Refshaleøen samt etablering af en østlig ringvej med havnetunnel, som kan lede udefrakommende biltrafik uden om Københavns centrum til motorvejssystemerne nordpå eller vestpå. Lynetteholmen skal desuden bidrage til at sikre København imod bl.a. stormflod.

FN’s 17 verdensmål, der blev vedtaget af FN’s Generalforsamling i 2015, er blevet en politisk og strategisk referenceramme for flere og flere kommuner og virksomheder. De 17 mål, der er formuleret for perioden 2015‑30, er for alle lande, kommuner, virksomheder og mennesker. Målene handler bl.a. om bæredygtige byer og lokalsamfund, anstændige jobs og økonomisk vækst.

I marts 2017 fremlagde den danske regering Handlingsplan for FN’s verdensmål – Danmarks opfølgning på FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. I januar 2019 fremlagde Folketingets 2030-panel den første Baseline for verdensmålene: Verdensmål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund. Der udarbejdes baselines eller statusopgørelser vedrørende Danmarks aktuelle situation på alle de 17 målområder. Danmarks Statistik (DST) står for arbejdet og offentliggør løbende nøgletal.

Københavns Kommune lancerede i oktober 2017 sin første handlingsplan for FN’s verdensmål. Planen indeholder en kortlægning af byens nuværende bidrag til realisering af målene og fungerer samtidig som et bidrag til den globale samtale om konkretiseringen af verdensmålene i byers arbejde med social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. Særlig fremhævet blev mål nr. 11 om byers rolle i verdens bæredygtige omstilling, især med fokus på, hvordan byer, lokalsamfund og bosættelse kan gøres inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige. Københavns Kommune udarbejder løbende opfølgninger på arbejdet med FN’s verdensmål.

København fremhæver selv sin profil på klimaområdet, hvor kommunen bl.a. har sat som mål at blive verdens første CO²-neutrale hovedstad. Kommunen er medlem af en række internationale netværk, herunder klimaorganisationen C40 Climate Leadership Group. Der er i kommunen en lang tradition for at udvikle løsninger i samarbejde med byens private aktører, og samtidig er Københavns Kommune leder af The Municipal Building Efficiency Network og rådgiver for C40’s program om energieffektive bygninger i Kina. C40 har kontor i BLOX, bl.a. med det formål at fokusere på grøn vækst i byer og styrke byernes partnerskaber med virksomheder ift. udvikling af grønne løsninger. Blandt andet har kommunen udviklet en Mad- og Måltidsstrategi, der forstærker indsatsen for bæredygtige måltider, som forener sundhed, velsmag og klimaansvar.

I Kommuneplan 2019 fremlægger kommunen de overordnede visioner for byens udvikling samt den strategiske retning ift. at skabe en social, mangfoldig, grøn, sund og bæredygtig by.

Den 2. juli 2011 voksede tordenbyger op over Skåne og bevægede sig med østenvinden mod Øresund. Det blev forudset, at tordenbygerne primært ville ramme den sydlige del af København sidst på eftermiddagen, og selv om de havde skybrudskarakter, var der ingen forventning om, at der ville opstå større problemer.

Da tordenbygerne ramte København, udviklede de sig nærmest eksplosivt og bredte sig over hele byen med stor intensitet. Årsagen var formentlig, at en storby som København er meget varm, og skyerne fik tilført ekstra energi bl.a. ved at de blev løftet op over den varmepude, byen havde skabt. Konsekvensen var, at der i det centrale København faldt over 100 mm regn i løbet af de par timer, regnen var mest intens. Det medførte massive oversvømmelser, fordi kloaksystemet ikke kunne håndtere så store mængder vand. Grænsen for et skybrud er 15 mm på 30 min, hvilket svarer til 0,5 mm/min.

Hændelsen gjorde det klart for landets politikere, at klimaændringerne er en realitet, og at de øger risikoen for mere ekstrem nedbør. I 2012 vedtog Københavns Kommune en skybrudsplan, som er koordineret med HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) samt Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Forsyning, da alt regnvand ved skybrud, der falder i Frederiksberg Kommune, skal ledes via Københavns Kommune til enten renseanlæg eller havet. Den politiske diskussion tog afsæt i en afvejning mellem de økonomiske omkostninger og beskyttelsesniveauet. Politisk besluttede man sig for at tage udgangspunkt i en såkaldt 100-årshændelse, som betyder, at offentlige arealer skal kunne klare, at vandet står 10 cm over niveau. Statistisk set skulle sådan en vandstandsstigning kun forekomme én gang på 100 år.

Efterfølgende valgte man at undersøge regnvandets vej gennem byen. Det har medført, at København er blev opdelt i syv forskellige vandoplande, der hver især skal kunne håndtere store regnmængder. I hvert vandopland etableres skybrudsgrene, som vandet naturligt vil følge på overfladen. Disse grene leder vandet væk fra bygninger og infrastruktur og ud mod kysten. I alt er der planlagt 60 skybrudsgrene med omkring 300 skybrudsprojekter.

Oven i disse projekter skal der bygges fire skybrudsledninger, der fører vandet væk via store rør – typisk, hvor der er vigtig infrastruktur og hovedfærdselsårer:

– Fra Sankt Jørgens Sø med udløb til Sydhavnen

– Fra Bispebjerg med udløb i Svanemøllebugten

– På Østerbro med udløb til Nordhavnen

– Fra Valby med udløb i Kalveboderne.

Hertil kommer yderligere et projekt, der skal separere overfladevand fra kloakvand. Det handler fx om, at vand fra tage ikke skal ned i kloakkerne, men ledes andre steder hen. Det kunne være i faskiner, der lægges ned i jorden på den enkelte grundejers areal.

Den samlede klimatilpasningsplan forventes at blive implementeret over en 30-årig periode. Forventningen er, at de samlede udgifter løber op i 11 mia. kr., men da skybruddet i 2011 alene kostede i omegnen af 9 mia. kr., tjener investeringen sig hjem.

Skybrudssikringen af Københavns Kommune er i gang, og man vurderer hele tiden, hvilke projekter der er vigtigst i det videre forløb. Flere skybrud har senere ramt hovedstaden om end ikke med samme styrke som i 2011.

• Klima i Københavns Kommune

Læs mere om samfund og erhverv i Københavns Kommune

Læs videre om politik i København

• Politik 1850-1920
• Politik 1920-1970
• Politik 1970-2007

Læs også om

• Københavns Kommunes befolkning og boliger
• Erhverv og arbejdsmarked i Københavns Kommune
• Uddannelse, sundhed og omsorg i Københavns Kommune

Se alle artikler om Politik og planer