11 år efter rydningen af Jagtvej 69 d. 1. marts 2007 går en gruppe unge i 2018 ned ad Nørrebrogade i en demonstration for at mindes årsdagen. Af . Begrænset anvendelse

Politik og planer i Københavns Kommune

Ved kommunalvalget i 2009 blev stemmesedlerne for Københavns Kommune sorteret efter valgsted og ses her i forbindelse med fintællingen i Svanemøllehallen. Ved kommunalvalget i 2009 var stemmeprocenten 54,4 %, i 2013 var den 61,2 %, mens den i 2017 var 61,9 %. Stemmeprocenten ligger højere ved folketingsvalg, hvor den i 2019 var 84,3 %.
.
Med Lille Langebro, Inderhavnsbroen og Cirkelbroen er Indre Bys havnefront blevet forbundet af tre nye gang- og cykelbroer. Cirkelbroen, en 40 m lang svingbro beregnet til fodgængere og cyklister, er tegnet af Olafur Elíasson. Broen blev indviet i 2015. I baggrunden ses Den Sorte Diamant.
.

Artikelstart

Når Københavns Kommune de seneste årtier har gennemgået en udvikling fra krise til genrejsning, har det mange forklaringer, både politisk og erhvervsmæssigt. Ud over kommunens egen politik og planlægning har den samlede økonomiske udvikling og samspillet med staten været vigtige faktorer.

Den politiske styring i Københavns Kommune har en større kompleksitet end i nogen anden af landets kommuner. Det skyldes ikke alene, at København målt på indbyggertal er landets største kommune, og at den siden årtusindskiftet har undergået store forandringer; de omkringliggende kommuner er samtidig vokset så meget, at det stiller nye krav til den samlede planlægning i det storkøbenhavnske område.

Strukturreformen fra d. 1. januar 2007 placerede Københavns Kommune i den nye Region Hovedstaden, der fik ansvar for især hospitalerne, men ikke etablerede noget samlet politisk planlægningsorgan. Samtidig er Københavns Kommune i sin konkrete planlægning meget afhængig af et tæt samspil med staten. Mange af de store politiske beslutninger i kommunen i 1990’erne, 00’erne og 2010’erne har således været afhængige af statslig medvirken i aftaler om især økonomi, infrastruktur og kulturinstitutioner.

Politisk er København en rød kommune, der kun har haft socialdemokratiske overborgmestre. De politiske konstellationer har alligevel ved hvert af kommunalvalgene i årene 2005‑17 ændret sig væsentligt, men mest i form af forskydninger mellem især Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og senest Alternativet (se Tabel 1).

Mere om politik og planer i København

Kommunens politiske landskab

Folketingsvalg 2007, 2011, 2015 og 2019 i Københavns Kommune (stemmer i procent).

.

Tabel 1. Mandatfordeling og stemmeprocent ved kommunalvalg i Københavns Kommune i 2005, 2009, 2013 og 2017.

.

Samlet var de politiske udfordringer i Københavns Kommune i 00’erne og 2010’erne præget af økonomisk fremgang, et stigende befolkningstal og et stort boligbyggeri især i slutningen af perioden.

Københavns Kommune blev også ramt af finanskrisen fra 2008 i form af tabte arbejdspladser og et par år med mindre byggeri, men samlet var de to årtier præget af opgang.

Det var et stort skifte i forhold til situationen i begyndelsen af 1990’erne, hvor kommunen var præget af årtiers fald i befolkningstallet og af alvorlige økonomiske problemer.

Problemerne var så dybe, at det også gav anledning til bekymring på regeringsplan. I marts 1990 sagde statsminister Poul Schlüter (K) i Folketinget: »Det er i hele landets interesse, at hovedstaden fungerer godt og er i stand til at tage konkurrencen op med andre storbyer i Vesteuropa.« Statsministeren erklærede videre, at regeringen var rede til at sætte ind over en bred front for at gøre hovedstaden til et tiltrængt »lokomotiv for igangsætning«.

I 1991 indgik Danmark og Sverige en aftale om opførelse af en fast forbindelse over Øresund, der blev indviet i år 2000. Også i 1991 foreslog et udvalg under ledelse af departementschef Hans Würtzen fra Finansministeriet yderligere trafikinvesteringer i det storkøbenhavnske område og beskrev, hvordan en københavnsk metrolinje kunne finansieres ved salg af kommunalt og statsligt ejede grunde i Ørestad (dengang Ørestaden). Planen blev vedtaget de følgende år, samtidig med at staten besluttede en række kulturinvesteringer bl.a. i og omkring Københavns Havn.

En anden vigtig forudsætning for udviklingen efter årtusindskiftet var den økonomiaftale, som stat og kommune indgik i juni 1994. Med overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) og finansminister Mogens Lykketoft (S) som hovedforhandlere indgik parterne en aftale, som skulle hjælpe kommunen ud af flere årtiers økonomisk afmatning og en gæld på 15 mia. kr.

Økonomiaftalen i 1994 var en flerårig plan for genopretning af kommunens økonomi, herunder nulvækst i udgifterne, udlægning af sygehusdriften til et nystiftet Hovedstadens Sygehusfællesskab, udbud af driftsopgaver, gældsreduktion og ikke mindst oprettelsen af et nyt fælles selskab, Ejendomsselskabet TOR I/S, som skulle stå for salg af kommunalt ejede beboelsesejendomme med ca. 20.000 lejligheder. Hertil kom en forpligtelse for kommunen til at fremlægge et boligpolitisk oplæg om mulighederne for at tiltrække flere borgere, der kunne bidrage positivt til kommunens økonomi.

Trods uenighed fik overborgmester Jens Kramer Mikkelsen opbakning i Borgerrepræsentationen til økonomiaftalen.

Københavns Kommune og staten var således gået i tæt samarbejde om at transformere København fra en by med stor arbejdsløshed, fraflytninger, nedslidte bydele, stagnerende byggeri og dårlig økonomi til en konkurrencedygtig hovedstad i vækst.

Strukturreformen og København

Strukturreformen i 2007, der landet over forandrede det kommunale og amtskommunale landskab, gik på det kommunale niveau i store træk uden om både Københavns Kommune og omegnskommunerne.

Dermed fortsatte Frederiksberg Kommune som en ø, der på alle sider er omgivet af Københavns Kommune. Det er internationalt set ganske unikt, at en hovedstadskommune i sin midte har en anden selvstændig kommune. Både i midten af 1800-tallet og lige efter 1. Verdenskrig blev der gjort forsøg fra Københavns side på at få indlemmet Frederiksberg. Det forhold, at Frederiksberg allerede i 1800-tallet fik købstadslignende rettigheder, samt borgernes modstand imod sammenlægning sikrede sammen med national politisk opbakning hver gang Frederiksbergs selvstændighed. Derfor blev der heller ikke under arbejdet i Strukturkommissionen gjort forsøg på at genoptage diskussionen om den følsomme grænse imellem Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Strukturreformen fik især betydning for København på det regionale niveau. Den politiske beslutning om at erstatte amtskommunerne med fem regioner kom nemlig til også at omfatte både Københavns og Frederiksberg Kommuner, som fra d. 1. januar 2007 kom til at indgå i Region Hovedstaden sammen med kommunerne i de tidligere Københavns og Frederiksborg Amter samt Bornholms Regionskommune. Den nye region med et politisk valgt regionsråd fik hovedsæde i Hillerød.

Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) havde siden år 2000 først og fremmest haft ansvaret for den overordnede planlægning i det storkøbenhavnske område samt det overordnede ansvar for kollektiv trafik i området. Det blev nedlagt i forbindelse med Strukturreformen. Det samme skete med Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S), der siden 1995 havde haft det overordnede ansvar for sygehusdriften i Københavns og Frederiksberg Kommuner. Det ansvar overgik med reformen til den nye Region Hovedstaden.

Der blev heller ikke med reformen lagt op til ændringer af styreformen i København. Kommunen fortsatte med 55 medlemmer af Borgerrepræsentationen samt en overborgmester som født formand for Økonomiudvalget og derudover seks selvstændige forvaltninger styret af hver sin borgmester.

Fra 2005: Overborgmester Ritt Bjerregaard

Ritt Bjerregaard bestred posten som overbormester i 2006‑2010.

.

Efter vedtagelsen af Strukturreformen i juni 2004 blev de første kommunal- og regionsvalg afholdt i november 2005, mens reformen først samlet trådte i kraft d. 1. januar 2007. Allerede i juni 2004 havde den mangeårige overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen, meddelt, at han ikke ville genopstille, da han fra slutningen af 2004 skulle være direktør i Ørestadsselskabet I/S.

I Socialdemokratiets landsledelse var der et ønske om denne gang at finde en kendt landspolitiker som ny spidskandidat. Det blev Ritt Bjerregaard, tidligere minister og fhv. EU-kommissær. Hun vandt urafstemningen blandt medlemmerne i partiets københavnske lokalafdelinger.

Ritt Bjerregaard kunne dog ikke bare overtage posten, idet hun ikke sad i Borgerrepræsentationen. Overgangsløsningen blev Lars Engberg, et erfarent socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen, hvor han havde siddet siden 1982 og haft flere borgmesterposter.

Som overborgmester på lånt tid blev det ham, der underskrev aftalerne med staten om udbygningen af metroen med Cityringen (M3) samt om udbygningen af Nordhavn.

Lars Engberg accepterede løsningen, idet han selv søgte og i november 2005 opnåede valg til det nye regionsråd for Region Hovedstaden.

Selve kommunalvalget i 2005 blev herefter et opgør imellem Ritt Bjerregaard og Venstres spids- og overborgmesterkandidat Søren Pind, der havde været medlem af Borgerrepræsentationen siden 1994 og nu var bygge- og teknikborgmester.

Venstre satsede på at vinde kommunalvalget ved at slå på en målrettet integrationspolitik for Københavns Kommune samt ønsket om et systemskifte. Det lykkedes langtfra. Søren Pind opnåede godt 19.000 personlige stemmer, men Ritt Bjerregaard fik over 60.000. Med dette klare resultat kunne Ritt Bjerregaard d. 1. januar 2006 overtage posten som overborgmester efter en konstitueringsaftale støttet af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

Som overborgmester sad hun som formand for kommunens økonomiudvalg, men hun kunne ikke blande sig i de enkelte fagudvalgs daglige arbejde, der lå i hænderne på fagudvalgenes egne borgmestre. Hun forsøgte ad flere omgange forgæves at få regeringen til at interesse sig for en ændring af spillereglerne ved at indføre et almindeligt flertalsstyre, som det kendes fra de fleste andre kommuner.

Ritt Bjerregaard kunne dog selv tage fat på en omorganisering af den centrale forvaltning på sit eget område. I stedet for en traditionel kommunal forvaltning ønskede hun sig en projektorganisation, der kunne levere resultater hurtigt, og som skulle være særlig ansvarlig for de projekter, hun søsatte: Ud over et stort boligprojekt var det bl.a. projekter om øget integration samt etablering af Københavns Madhus, der skulle højne kvaliteten i de omkring 40.000 måltider mad, kommunen hver dag havde ansvaret for.

Ligesom Socialdemokratiet havde Radikale Venstre med Klaus Bondam i spidsen opnået et godt og fremgangsrigt valg i 2005 med to ekstra mandater. Klaus Bondam blev i begyndelsen en af overborgmesterens nærmeste politiske samarbejdspartnere og fik den indflydelsesrige post som teknik- og miljøborgmester. SF’s Bo Asmus Kjeldgaard blev børne- og ungdomsborgmester, mens Mikkel Warming fra Enhedslisten blev socialborgmester, og Jakob Hougaard (S) blev beskæftigelses- og integrationsborgmester. Til den konservative Mogens Lønborg blev der en post som sundheds- og omsorgsborgmester, mens Venstres Martin Geertsen beholdt sin post som kultur- og fritidsborgmester.

Da kommunens økonomi igen var ved at være på fode efter trængslerne i de foregående årtier, blev det muligt for Ritt Bjerregaard at indgå sit første nærmest historiske budgetforlig i efteråret 2006. Samtlige partier stod bag.

Et af de løfter, Ritt Bjerregaard blev valgt på, var at sikre opførelse af 5.000 boliger til en husleje af højst 5.000 kr. om måneden i løbet af perioden 2006‑11. Målet var, at flere mennesker med en almindelig indkomst skulle have råd til at bo i kommunens nybyggeri. Men projektet lykkedes aldrig. Dels stødte det flere steder på stor lokal modstand på grund af arealanvendelserne, dels kom finansieringen aldrig på plads. I sommeren 2007 sagde den daværende borgerlige regering definitivt nej til at lade Københavns Kommune finansiere de billige boliger ved selv at give rabat på grundsalget til de bygherrer, der havde indvilget i at bygge boligerne. Uden det kommunale tilskud kunne de billige boliger ikke realiseres.

Dermed led Ritt Bjerregaards mærkesag skibbrud. De store projekter til Københavns fornyelse, der ellers prægede perioden, var alle vedtaget, før Ritt Bjerregaard blev overborgmester. Lige fra Øresundsforbindelsen til udbygningen af Ørestad, metroen og udvidelsen af Københavns Lufthavn og udbygningen af store kulturinstitutioner som Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Det Kgl. Bibliotek samt den nye opera, der var muliggjort af en donation fra A.P. Møller Fonden.

I Ritt Bjerregaards andet år som overborgmester kom en strid om Ungdomshuset på Nørrebro ud af kontrol. Huset på Jagtvej 69 var opført af arbejdsbevægelsen i 1897 som Folkets Hus. Fra 1982 til 2007 var det tilholdssted og undergrundsscene for forskellige grupper af unge. I år 2000 blev huset solgt af Københavns Kommune til Human A/S – et privat foretagende – der senere solgte det videre til frikirken Faderhuset. Københavns Kommune forsøgte at få frikirken til at sælge huset til de unge, men det nægtede kirken. I stedet bad den i 2006 politiet rydde huset, hvilket skete d. 1. marts 2007 med helikopterassistance og med hjælp fra antiterrorkorpset. Herefter blev huset hurtigt revet ned. Men sagen førte til mange voldsomme demonstrationer kulminerende med vold og ødelæggelser, især på Nørrebro, og med masseanholdelser af protesterende unge.

De voldsomme reaktioner fik politikerne, herunder ikke mindst overborgmesteren, til at agere. Det førte til forhandlinger om oprettelsen af et nyt ungdomshus, der kom til at ligge på Dortheavej 61.

I marts 2009 meddelte Ritt Bjerregaard, at hun ikke ville genopstille til kommunalvalget otte måneder senere. Den officielle begrundelse var bl.a. styreformen i København, som det var vanskeligt at arbejde under. Der var samtidig brug for yngre kræfter, mente den dengang 67-årige overborgmester. Pressen spekulerede over en uofficiel begrundelse, nemlig meningsmålinger, som tydede på, at overborgmesteren ville have svært ved at genvinde magten efter det uopfyldte løfte om de 5.000 boliger.

Socialdemokratiet mente nok det samme. I hvert fald gik man tilbage til et mere traditionelt valgprogram ved valget i 2009 med visioner om, hvad partiet ville arbejde for, og med hensigtserklæringer i stedet for kontante løfter.

Fra 2009: Frank Jensen bliver overborgmester

Overborgmester Frank Jensen var blandt deltagerne i Folkets Klimamarch, der blev afholdt, da det globale bynetværk C40 mødtes i København d. 9.-12. oktober 2019. Målet for marchen var bl.a. et ønske om, at København skulle foretage en omgående omstilling til 100 % vedvarende energi uden et uholdbart højt forbrug af importeret biomasse.

.

Socialdemokratiets nye kandidat til overborgmesterposten ved valget i 2009 blev Frank Jensen, der også var landskendt som tidligere minister.

Frank Jensen havde i 2005 tabt afstemningen om formandsposten i Socialdemokratiet til Helle Thorning-Schmidt. Det blev imidlertid hende, der som statsminister og partiformand fik Frank Jensen til at stille op til overborgmesterposten. Hans styrke var, at han var en kendt socialdemokrat. Hans svaghed var, at han af mange ikke blev opfattet som rigtig københavner. Først i 2008 var han og familien flyttet fra Aalborg til København i forbindelse med hans ansættelse i Telecom Scandinavia.

Ved valget i 2009 var der ikke færre end 29 partier på stemmelisten. Ud over de kendte partier opstillede bl.a. Velfærdslisten, Indkøbslisten, Hampepartiet, Gratis Lykke, Nihilistisk Folkeparti, Pærepartiet, Christianshavnerlisten, Den Lille Mand, Kærlighedspartiet, Christiania Listen, Cykel Logisk Institut, Sunshine Partiet m.fl. Men det var nok en gang de kendte partier, der kom til at udgøre den nyvalgte Borgerrepræsentation.

Socialdemokratiet gik fire mandater tilbage i forhold til valget i 2005, og Frank Jensen opnåede »kun« 35.864 personlige stemmer, godt og vel det halve af Ritt Bjerregaards, men det var tilstrækkeligt til, at han kunne samle et flertal bag sig og dermed overtage posten som overborgmester fra d. 1. januar 2010.

Socialdemokratiet opnåede yderligere en borgmesterpost (børne- og ungdomsborgmester) ved en konstituering med SF og Enhedslisten, bakket op af De konservative. Også SF kunne besætte to borgmesterposter (teknik- og miljøborgmester samt sundheds- og omsorgsborgmester), fordi partiet med en fremgang fra 7 til 13 mandater var blevet valgets helt store vinder. Enhedslisten fik med aftalen én borgmesterpost (socialborgmester).

Klaus Bondam brød samarbejdet med Socialdemokratiet og blev beskæftigelses- og integrationsborgmester med støtte fra Venstre og Dansk Folkeparti. I valgkampen havde Klaus Bondam ellers bekæmpet Dansk Folkeparti, men nu handlede det om radikal indflydelse. Også Venstre fik en borgmester (kultur- og fritidsborgmester).

Frank Jensen og den nye borgerrepræsentation overtog en kommune, der igen var i fremgang. De politiske konflikter var om ikke bilagt så bragt ind i smult vande, og Økonomiudvalget blev styrket som det centrale udvalg, når det drejer sig om den overordnede udvikling af hovedstaden. Overborgmesteren er formand for udvalget, der samtidig har de seks andre borgmestre som medlemmer.

Ved kommunalvalget i 2013 ændrede det politiske billede sig. Et nyt parti, Liberal Alliance, opnåede to mandater, men valgets største overraskelse var, at SF tabte alt, hvad det havde vundet ved valget i 2009. Partiet gik fra 13 til 6 mandater. Til gengæld næsten fordoblede Enhedslisten sine mandater fra 6 til 11.

Den røde fløj havde dermed stadig flertallet i den nye borgerrepræsentation, og Frank Jensen kunne fortsætte som overborgmester, selv om hans personlige stemmetal faldt til 28.625 stemmer. Enhedslisten var nu så stærk, at den kunne kræve den indflydelsesrige teknik- og miljøborgmesterpost. Venstre fik en post som børne- og ungdomsborgmester, mens Dansk Folkeparti for første gang i hele landet fik en borgmester, posten som kultur- og fritidsborgmester.

Det følgende år lykkedes det at få regeringens accept af en ny udvidelse af Københavns Metro til Sydhavn, og i februar 2015 blev den nye linje vedtaget ved lov i Folketinget med planlagt åbning i 2024.

Kommunen havde planer om boligbyggeri Amager Fælled. Byggeriet var en del af Metroplanen. Det førte imidlertid til så voldsomme protester over følgerne for miljø og natur, at partierne i Borgerrepræsentationen fik kolde fødder og et efter et faldt fra aftalen om byggeriet. Blot to måneder før kommunalvalget i 2017 meddelte overborgmesteren, at byggeriet var helt opgivet. Det efterlod Københavns Kommune med et økonomisk problem på omkring 1,9 mia. kr., fordi salget af grunden på Amager Fælled indgik i finansieringen af udvidelsen af metroen. Herefter måtte kommunen i stedet koncentrere sig om andre områder, bl.a. campingarealet på Fælleden og Stejlepladsen i Sydhavn, som kommunen med regeringens og Folketingets hjælp fik affredet for at bane vejen for nyt boligbyggeri.

På trods af Amager Fælled-sagen kunne Frank Jensen ved valget i november 2017 øge sit personlige stemmetal til 30.637 stemmer og sikre sig et flertal for at fortsætte som overborgmester. Men valget ændrede atter en gang samarbejdsmønsteret på rådhuset, og igen fik et nyt parti sæde i Borgerrepræsentationen: Alternativet, stiftet i 2013 af den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk, fik hele seks mandater. Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Dansk Folkeparti mistede hver ét mandat, og Venstre mistede to.

Efter valget gik alle partier sammen om en konstitueringsaftale omfattende de syv borgmesterposter. Socialdemokratiet fik ud over overborgmesterposten posten som børne- og ungdomsborgmester, Enhedslisten fik teknik- og miljøposten, de radikale socialborgmesterposten, SF fik posten som sundheds- og omsorgsborgmester, og Venstre posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester. Det nye parti, Alternativet, overtog posten som kultur- og fritidsborgmester efter Dansk Folkeparti.

Tre overborgmestre

Jens Kramer Mikkelsen var overborgmester i Københavns Kommune 1989‑2004.

.

Frank Jensen blev overborgmester i 2010.

.

Politikeren Lars Engberg (S) overtog midlertidigt fra d. 27. oktober 2004 frem til udgangen af 2005 overborgmesterposten efter Jens Kramer Mikkelsen. Her ses Engberg på talerstolen ved den officielle åbning af området Ørestad Nord i 2005.

.

Siden 1938 har Københavns overborgmester været socialdemokrat. Fra 1990 og de følgende tre årtier har tre markante socialdemokratiske overborgmestre præget kommunens politiske liv.

Jens Kramer Mikkelsen, født i 1951 på Østerbro i København, blev uddannet som lærer fra Statsseminariet på Emdrupborg. Siden arbejdede han som matematiklærer på Grundtvigskolen i København. Jens Kramer Mikkelsens basis har været det lokale, og han er foreløbig den sidste, der er blevet overborgmester alene med en lokal baggrund.

Jens Kramer Mikkelsen var i perioden 1973‑78 formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) på Østerbro. I 1978 blev han valgt ind i Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet. I 1989 afløste han Egon Weidekamp som overborgmester og var partiets spidskandidat ved valget samme år. Han var overborgmester til 2004, hvor han trak sig og midlertidigt blev afløst af Lars Engberg (S). Kramer Mikkelsen skiftede til et job som adm. Direktør i Ørestadsselskabet I/S, som i 2007 blev afløst af Udviklingsselskabet By & Havn I/S, hvor han fortsatte som adm. direktør. I 2018 fik han job i ejendomsudviklingsselskabet NREP – Nordic Real Estate Partners – for at stå i spidsen for dets byudviklingsprojekter i Norden.

Jens Kramer Mikkelsen har spillet en nøglerolle i Københavns storstilede byudvikling og økonomisk opsving efter de voldsomme kriseår i 1980’erne og -90’erne.

Ritt Bjerregaard er født i 1941 og voksede op på Vesterbro i København. Hun blev uddannet lærer i 1964 fra Statsseminariet på Emdrupborg og var i perioden 1970-82 adjunkt på Odense Seminarium. Ritt Bjerregaard var lokal folketingskandidat fra 1969 og sad i Odense Byråd for Socialdemokratiet 1970‑73. Hun var medlem af Folketinget 1971‑2005 og var undervisningsminister i Anker Jørgensen-regeringerne 1973 samt 1975‑78 og socialminister 1979‑81. Hun var Danmarks miljøkommissær i EU 1995‑99. Herefter fungerede Ritt Bjerregaard 2000‑01 som fødevareminister i Nyrup-regeringen. Den 1. januar 2006 blev hun overborgmester i København og sad på posten i fire år.

Frank Jensen er født i 1961 i Ulsted ved Aalborg. Han tog HF-eksamen fra Aalborg Katedralskole i 1980 og blev cand.oecon. fra Aalborg Universitetscenter i 1986 og herefter arbejdsmarkedsforsker samme sted. Ved folketingsvalget d. 8. september 1987 blev han valgt ind i Folketinget og blev medlem af Finansudvalget og siden Socialdemokratiets politiske ordfører. I 1994 blev han forskningsminister og i 1996 justitsminister. Frank Jensen stillede op til det socialdemokratiske formandsvalg i 2005, da partiets medlemmer skulle finde afløseren for Mogens Lykketoft, men tabte til Helle Thorning-Schmidt og genopstillede ikke til folketingsvalget i 2007.

I stedet blev Frank Jensen administrerende direktør for Telecom Scandinavia A/S og senere i en kort periode direktør for brancheforeningen Danske Advokater. Med partiledelsen i ryggen stillede han op som spidskandidat ved kommunalvalget i 2009, og d. 1. januar 2010 kunne han indtage posten som overborgmester. Han blev genvalgt i både 2013 og 2017. I forbindelse med sit 10-års jubilæum d. 1. januar 2020 meddelte han, at han var parat til at fortsætte ved kommunalvalget i 2021.

Mellemformstyret i København

Møde i Københavns Borgerrepræsentation i 2018, hvor overborgmesteren siden 1998 har fungeret som ordstyrer. De seks udvalgsformænd bærer samtidig borgmestertitlen for det pågældende fagområde og er blandt borgerrepræsentationens 55 medlemmer.

.

København har ikke som andre kommuner et byråd eller en kommunalbestyrelse, men en Borgerrepræsentation, der består af 55 folkevalgte. Borgerrepræsentationen blev i 1840 oprettet af Christian 8. ved en forordning. Dens indflydelse var i begyndelsen begrænset, idet kongen udpegede Københavns overpræsident og (indtil 1858) borgmestre, mens kun rådmænd blev valgt af Borgerrepræsentationen. Først med en ny styrelseslov fra 1938 kan man tale om en egentlig demokratisering af kommunen, idet Borgerrepræsentationen da fik tillagt enerådig beslutningskompetence, mens magistraten – der udgjordes af borgmestrene – kun havde den administrative myndighed.

Denne form for magistratstsyre fortsatte frem til 1998, hvor Styrelsesloven blev ophævet, og i stedet kom mellemformstyret.

Mellemformstyret betyder, at Borgerrepræsentationen vælger et økonomiudvalg og seks stående udvalg (Teknik- og Miljøudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Socialudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget), som opgaverne fordeles imellem. Overborgmesteren er formand for Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget, mens de seks borgmestre er formænd for deres respektive udvalg. Udvalgenes beslutninger udføres af tilsvarende forvaltninger. Samtlige borgmestre er medlemmer af Økonomiudvalget og er også selvstændigt ansvarlige for deres egne forvaltninger. Overborgmesteren kan ikke afskedige de valgte udvalgsborgmestre, hvorfor rådhuset har fået tilnavnet »De syv kongedømmer«. Det har ofte i den offentlige debat ført til kritik af en kompliceret forvaltningsstruktur.

Der har i over 100 år været rødt flertal i København. I perioden 1917-62 havde Socialdemokratiet absolut flertal i Borgerrepræsentationen. Siden 1903 har Socialdemokratiet haft finansborgmesterposten (fra 1938 overborgmesterposten).

Flere gange har der været forslag fremme om at ændre styreformen til det flertalsstyre, der er modellen for landets kommuner uden for de største byer, men der har aldrig været politisk opbakning til det.

I januar 2020 foreslog den socialdemokratiske mindretalsregering en ændret styreform i de fire største kommuner, København, Aarhus, Aalborg og Odense. Styreformen skulle ændres, så den daglige administrative ledelse af forvaltningen blev samlet i en fælles administrativ ledelse bestående af borgmesteren og fagborgmestre eller rådmænd. Det vil indebære et opgør med den model, hvor hver borgmester eller rådmand kan sidde på sin egen forvaltning.

Forslaget var dog fortsat baseret på mellemformstyret, hvor udvalgsformænd i de fire kommuner skal vælges ved forholdstalsvalg og skal være medlemmer af kommunens økonomiudvalg. Hvis forslaget gennemføres, vil det heller ikke ændre på, at den umiddelbare forvaltning af kommunens sager varetages af udvalgene. Til gengæld vil en fælles administration ifølge regeringen kunne føre til betydelige besparelser.

Kommunal service og beskatning

Tabel 2. Serviceniveau og skatteudskrivning for Københavns Kommune i 2009 og 2018. Serviceindekset viser afvigelse fra landsgennemsnit og er korrigeret for aldersfordeling, sociale forhold m.m.

.

Godt et kvart århundrede efter, at en gældsat hovedstad på fallittens rand i 1994 var nødt til at gå til Finansministeriet på Slotsholmen for at få økonomisk hjælp, understreger budgettet 2020, at kommunen for længst er økonomisk på fode igen. I budgettet kunne der afsættes 52,8 mia. kr. til børnehaver, vuggestuer, skoler, sundhed, handicappede, ældre, kultur, administration mv. Samtidig var kassebeholdningen pr. indbygger nu en af de højeste blandt landets kommuner.

Partifordelingen i Borgerrepræsentationen gør det nødvendigt, at overborgmesteren sikrer budgetforlig gennem forhandlinger med en række partier. Konstellationerne skifter afhængigt af den politiske og økonomiske situation.

I København blev budgetforliget for 2018 forholdsvis smalt. Kun Socialdemokratiet, Enhedslisten og Dansk Folkeparti stod bag.

Budgettet for 2019 var bredere, omfattende syv af de otte partier i Borgerrepræsentationen. Det ottende var Enhedslisten, som ikke deltog.

Budgettet for 2020 blev også bredt og omfattede Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Alternativet og Venstre. Her stod Dansk Folkeparti udenfor.

Af Københavns Kommunes indtægtsbudget for 2020 på 52,8 mia. kr. udgjorde skatter broderparten med 36,5 mia. kr., efterfulgt af tilskud og udligning (herunder bloktilskud) på 7,7 mia. kr. og brugerbetaling og takster på 5,8 mia. kr. Resten af indtægterne kommer fra refusion fra staten og tilskud fra stat og fonde til anlægsarbejder samt øvrig finansiering.

Godt en fjerdedel, 25,5 %, af udgifterne går til sundhedsvæsenet, til ældre og til handicappede eller borgere med særligt behov. Et næsten tilsvarende beløb, godt 21 %, bruges på børnehaver, vuggestuer og skoler. Overførsler udgør godt 18 % af budgettet, og et næsten tilsvarende beløb, godt 17 %, anvendes til øvrige udgifter, der dækker over tjenestemandspensioner, finansudgifter samt forsyning og veje. De regulære anlægsudgifter tager godt 6 % af budgettet, mens der til kultur, fritid m.m. er afsat knap 2,5 %.Administrationsudgifter beløber sig til 4,6 mia. kr., svarende til 8,7 % af budgettet.

Hvert andet år udgiver seks store bykommuner i Danmark en nøgletalsrapport, der sammenligner kommunernes udgifter til de store serviceområder. De seks kommuner er foruden København Aarhus, Odense, Aalborg, Randers og Esbjerg. Seneste rapport, der er udgivet i 2019, er baseret på regnskaber fra 2018.

Beskatningsforholdene placerede i 2018 København lavest blandt de seks kommuner, hvad kommuneskatten angik. Udskrivningsprocenten var 23,8, hvilket er over ét procentpoint lavere end de øvrige byer, bortset fra Aarhus. Til gengæld lå København, hvad ejendomsbeskatning angik, langt over de fem andre byer.

Både udskrivningsprocenten på 23,8 og grundskyldpromillen på 34 (se Tabel 2) blev i øvrigt fastholdt i budgettet for 2020, sådan som det har været tilfældet i hele det foregående tiår.

Af rapporten fra de seks store bykommuner fremgår, at København med samlede service-, drifts- og anlægsudgifter på 60.173 kr. pr. indbygger lå midt i feltet blandt de seks byer. Ser man særskilt på driftsudgifterne, lå København lavest, men til gengæld højest på anlægssiden. Kommunens regnskab 2018 viste, at der dengang (omregnet til fuldtidsansatte) var godt 41.000 beskæftiget i kommunen.

Selv om de samlede kommunale udgifter pr. indbygger ikke ligger højt i sammenligning med andre kommuner, ligger det højt, hvis man ser udgiftsniveauet pr. borger på flere centrale områder. Således var ældreudgifterne næsten 62.900 kr. pr. ældre, mens udgifterne til dagtilbud var på 56.600 kr. pr. 0‑10-årig. I begge tilfælde var det de højeste udgiftsniveauer blandt alle landets kommuner. Når disse høje tal ikke slår direkte igennem i det samlede udgiftsniveau pr. borger, skyldes det, at borgerne i Københavns Kommune har en gunstig aldersfordeling set i et udgiftsmæssigt perspektiv.

Efter lange politiske forhandlinger vedtog Folketinget i 2020 en ændring af den kommunale udligningsordning, hvor København er blandt de kommuner, der får lavere tilskud.

Kommunale fremtidsplaner og strategier

Det planlagte byggeri på Amager Fælled, der ifølge helhedsplanen for Ørestad udgjorde det fjerde og endnu ikke opførte kvarter, førte til flere demonstrationer, bl.a. her d. 10. september 2017, hvor flere tusinder var samlet for at protestere mod kommunens planer.

.

Kranerne er i 2019 i sving over Postgrunden, der grænser op til Bernstorffsgade og Carsten Niebuhrs Gade. Området vil komme til at rumme en blanding af erhverv, boliger og hoteller og forventes færdigudviklet i 2024. Efter planen vil Danske Bank flytte ind i sit nybyggede hovedsæde på adressen i 2023. Fra 1979 frem til 2018 lå Københavns Postterminal på grunden.

.

Området omkring den fredede Nørrebro Station, som S-togslinje F gennemskærer i første sals højde, har længe fremstået en smule forsømt. Også fra politisk hold har der længe været et ønske om at revitalisere det. Kommunen har for 2020 bl.a. vedtaget et nyt grønt byrum ved stationen.

.

Udblik over Valby med nogle af Kulbanekvarterets kendetegn: genbrugsstationen på Retortvej, udsnittet af Ringstedbanen og Vigerslev Allé Station. Københavns Kommune har i perioden 2016‑21 søsat planer for områdefornyelse af Kulbanekvarteret, hvor beboerne via forskellige projekter har mulighed for at præge området.

.

Bådehavnsgade begynder ved Sjællandsbroen og udmunder i syd ved Sejlklubvej. Gaden er bred, og her findes en blanding af erhvervsdrivende, Sydhavn Genbrugscenter, små sejlklubber og to andelsforeninger, Pladsforeningen Vej 10 og H/F BK87. I kommuneplanen for 2019 indgår området Stejlepladsen som en del af udviklingsplanerne for Ørestads fjerde kvarter, Ørestad Fælled Kvarter, og kommunen regner med at bygge en daginstitution på arealet.

.

Visualisering af det kommende byggeri på Christiansholm (Papirøen) mellem Operaen og Inderhavnsbroen. Den sidste uudnyttede del af inderhavnen bebygges med vandkulturhus (yderst tv.), boliger, handel, kultur m.m. Et stort, grønt byrum placeres centralt mellem bygningerne. Arkitektfirmaet Cobe står i samarbejde med entreprenører fra NCC for projektet.

.

I februar 2020 vedtog Københavns Borgerrepræsentation Kommuneplan 2019 med titlen: »Verdensby med ansvar«. Det skete efter en lang proces med flere høringsrunder og over 300 ændringsforslag. Der indkom 1.781 høringssvar, hvilket var 13 gange flere, end da den foregående kommuneplan blev vedtaget i 2015.

Den endelige Kommuneplan 2019 er baseret på en overordnet byudvikling, der skal muliggøre byggeri af op til 60.000 nye boliger og 2,4 mio. m2 erhverv frem mod 2031. Planen forudsætter, at det øgede udbud af nye boliger kan betyde, at kommunen undgår store prisstigninger.

Byudviklingen skal fortrinsvis ske gennem omdannelse og fortætning af nedslidte industri- og havnearealer. Samtidig indgår en række særlige planer for udsatte boligområder.

Målet er at skabe plads til omkring 100.000 flere københavnere i 2031. Samtidig er det planen, at 25 % af de nye boliger skal være almene, og at der skabes rammer for opførelse af 12.000 nye ungdomsboliger. Der skal samtidig være nye boliger til såvel børnefamilier som par uden børn og enlige. Det forudsætter variation i boligstørrelser og -typer i de enkelte byområder. Derfor ophæves det tidligere krav om, at mindst 75 % af nye boliger skal være på mindst 95 m2. Fremover kommer størrelseskravet kun til at omfatte 50 % af de nye boliger.

På erhvervsområdet er målet at give plads og rammer for 50.000 nye private arbejdspladser frem mod 2031. Det skal bl.a. tiltrække højtkvalificeret arbejdskraft. Planen satser på et bredt tilbud om lokaliseringer for både kontorer, håndværk, småproduktion, lager og logistik samt kreative erhverv. Der er til gengæld ingen planer om mere tung industri. Endelig lægger kommunen op til at fremme turismen. Det understreges, at det skal være en turisme, der tager hensyn til lokalmiljø og fordeler sig over mange dele af byen.

København har fortsat trafikproblemer og mange bilkøer. Derfor er udviklingen i det storkøbenhavnske områdes overordnede infrastruktur, herunder særligt den kollektive trafik, et omdrejningspunkt. Det er målet i Kommuneplan 2019, at antallet af kørte personture i byen fordeles med mindst en tredjedel på cykel, mindst en tredjedel med kollektiv trafik og højst en tredjedel med bil. Mindst 75 % af væksten i antal personture skal ifølge Kommuneplan 2019 ske inden for cykling og kollektiv trafik.

For at understøtte denne udvikling reduceres antallet af p-pladser i forbindelse med nybyggerier, og der laves delvis bilfri zoner i byudviklingsområderne i Nordhavn og på Godsbaneterrænet. Parkering skal typisk samles i et anlæg i udkanten af området.

Samtidig skal komfort, fremkommelighed og tryghed for fodgængere generelt forbedres, så det gennemsnitlige antal daglige ture til fods pr. københavner øges til mindst to.

Netop spørgsmålet om omfanget af indgreb mod biltrafik har stået centralt i arbejdet med kommuneplanen. Også omfanget af nye grønne områder har været omstridt. Her opstiller planen et mål om, at københavnerne skal have adgang til et grønt område inden for en gåafstand på højst 300 m.

På energi- og miljøområdet er målet fortsat, at København er CO2-neutral i 2025. Det skal bl.a. ske ved, at varmeforsyningen baseres på fjernvarme, og ved at øge anvendelsen af bæredygtig biomasse samt ved at fremme brug af alternative energiproduktionsformer som geotermi, solceller, vindmøller, varmepumper og elpatroner. Ligeledes indgår energioptimering gennem lavtemperaturfjernvarme, varmelagring mv. Dertil kommer højere krav til bæredygtighed i kommunens byggerier samt krav til flere træer og grønne tage.

Lynetteholmen og en østlig ringvej med havnetunnel er to af flere langsigtede visioner for fremtidens København. Men med i visionerne om udviklingen frem til 2070 er også tanker om etableringen af en letbane langs Frederikssundsvej fra Nørreport Station til Gladsaxe, en Metro Havnering samt en Øresundsmetro mellem København og Malmø i Sverige.

Lynetteholmen og Refshaleøen

Renseanlægget Lynetten ses med vandet på den ene side og de tidligere B&W-haller på den anden. Renseanlægget skal sandsynligvis flyttes, hvis planerne om Lynetteholmen skal realiseres. Den nye holm vil i så fald komme til at ligge nord for det område, hvor renseanlægget ligger i dag. Foto fra 2014.

.

København er gennem århundreder vokset ved at inddrage og opfylde kystnære vandarealer til nye byområder. Historisk med Christianshavn, der blev anlagt under Christian 4. og i nutiden med udvikling i Sydhavn, Nordhavn og Ørestad.

Selv om der er bygget meget i København i de senere år, er der ikke bygget nok til at matche den forventede efterspørgsel. Ørestad, Sydhavn og den indre del af Nordhavn forventes at være fuldt udbygget omkring 2025. Herefter vil udbygningsområderne tæt på centrum primært være den ydre del af Nordhavn og Refshaleøen, som dog ikke kan dække behovet for nye arealer på længere sigt.

På den baggrund indgik den daværende borgerlige regering og Københavns Kommune i efteråret 2018 en principaftale om at arbejde videre med et storstilet projekt: Lynetteholmen.

Planen beskriver anlæggelsen af en ny stor ø, Lynetteholmen, der skal laves ved at opfylde et 2 mio. kvadratmeter stort areal i Øresund i forlængelse af Refshaleøen i retning mod Nordhavn. Området vil på sigt kunne rumme 2,5‑3 mio. etagemeter bolig- og erhvervsbyggeri og vil dermed kunne huse omkring 35.000 beboere og et tilsvarende antal arbejdspladser. En anden del af planen er byudvikling af Refshaleøen med boliger til yderligere 15.000 mennesker. Hver fjerde af alle boliger skal være almen.

I visionen om byggeriet af Lynetteholmen indgår det, at arbejdet kan påbegyndes fra omkring år 2035. Området vil i så fald kunne være fuldt udbygget omkring år 2070. I planen indgår metrobetjening både af Lynetteholmen og Refshaleøen samt etablering af en østlig ringvej med havnetunnel, som kan lede udefrakommende biltrafik uden om Københavns centrum til motorvejssystemerne nordpå eller vestpå. Lynetteholmen skal desuden bidrage til at sikre København imod bl.a. stormflod.

Københavns Kommune og FN’s verdensmål

Happy Xmas Trees på Kongens Nytorv, en udstilling af juletræer dekoreret af børn fra danske skoler samt børn fra Beijing, Mexico, London og Moskva, blev opstillet i forbindelse med C40 World Mayors Summit, der blev afholdt i København i oktober 2019. C40 er et verdensomspændende netværk af 96 store byer, der samarbejder om at implementere klimamålene fra Parisaftalen fra 2015.

.

FN’s 17 verdensmål, der blev vedtaget af FN’s Generalforsamling i 2015, er blevet en politisk og strategisk referenceramme for flere og flere kommuner og virksomheder. De 17 mål, der er formuleret for perioden 2015‑30, er for alle lande, kommuner, virksomheder og mennesker. Målene handler bl.a. om bæredygtige byer og lokalsamfund, anstændige jobs og økonomisk vækst.

I marts 2017 fremlagde den danske regering Handlingsplan for FN’s verdensmål – Danmarks opfølgning på FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. I januar 2019 fremlagde Folketingets 2030-panel den første Baseline for verdensmålene: Verdensmål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund. Der udarbejdes baselines eller statusopgørelser vedrørende Danmarks aktuelle situation på alle de 17 målområder. Danmarks Statistik (DST) står for arbejdet og offentliggør løbende nøgletal.

Københavns Kommune lancerede i oktober 2017 sin første handlingsplan for FN’s verdensmål. Planen indeholder en kortlægning af byens nuværende bidrag til realisering af målene og fungerer samtidig som et bidrag til den globale samtale om konkretiseringen af verdensmålene i byers arbejde med social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. Særlig fremhævet blev mål nr. 11 om byers rolle i verdens bæredygtige omstilling, især med fokus på, hvordan byer, lokalsamfund og bosættelse kan gøres inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige. Københavns Kommune udarbejder løbende opfølgninger på arbejdet med FN’s verdensmål.

København fremhæver selv sin profil på klimaområdet, hvor kommunen bl.a. har sat som mål at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad. Kommunen er medlem af en række internationale netværk, herunder klimaorganisationen C40 Climate Leadership Group. Der er i kommunen en lang tradition for at udvikle løsninger i samarbejde med byens private aktører, og samtidig er Københavns Kommune leder af The Municipal Building Efficiency Network og rådgiver for C40’s program om energieffektive bygninger i Kina. C40 har kontor i BLOX, bl.a. med det formål at fokusere på grøn vækst i byer og styrke byernes partnerskaber med virksomheder ift. udvikling af grønne løsninger. Blandt andet har kommunen udviklet en Mad- og Måltidsstrategi, der forstærker indsatsen for bæredygtige måltider, som forener sundhed, velsmag og klimaansvar.

I Kommuneplan 2019 fremlægger kommunen de overordnede visioner for byens udvikling samt den strategiske retning ift. at skabe en social, mangfoldig, grøn, sund og bæredygtig by.

Klimatilpasning

Den 17. september 2017 ramte et skybrud under Copenhagen Half Marathon. Løbet måtte afblæses undervejs, da det var for farligt med de mange lynnedslag, der er en yderligere risiko ved de store regnmængder.

.

Den 2. juli 2011 voksede tordenbyger op over Skåne og bevægede sig med østenvinden mod Øresund. Det blev forudset, at tordenbygerne primært ville ramme den sydlige del af København sidst på eftermiddagen, og selv om de havde skybrudskarakter, var der ingen forventning om, at der ville opstå større problemer.

Da tordenbygerne ramte København, udviklede de sig nærmest eksplosivt og bredte sig over hele byen med stor intensitet. Årsagen var formentlig, at en storby som København er meget varm, og skyerne fik tilført ekstra energi bl.a. ved at de blev løftet op over den varmepude, byen havde skabt. Konsekvensen var, at der i det centrale København faldt over 100 mm regn i løbet af de par timer, regnen var mest intens. Det medførte massive oversvømmelser, fordi kloaksystemet ikke kunne håndtere så store mængder vand. Grænsen for et skybrud er 15 mm på 30 min, hvilket svarer til 0,5 mm/min.

Hændelsen gjorde det klart for landets politikere, at klimaændringerne er en realitet, og at de øger risikoen for mere ekstrem nedbør. I 2012 vedtog Københavns Kommune en skybrudsplan, som er koordineret med HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) samt Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Forsyning, da alt regnvand ved skybrud, der falder i Frederiksberg Kommune, skal ledes via Københavns Kommune til enten renseanlæg eller havet. Den politiske diskussion tog afsæt i en afvejning mellem de økonomiske omkostninger og beskyttelsesniveauet. Politisk besluttede man sig for at tage udgangspunkt i en såkaldt 100-årshændelse, som betyder, at offentlige arealer skal kunne klare, at vandet står 10 cm over niveau. Statistisk set skulle sådan en vandstandsstigning kun forekomme én gang på 100 år.

Efterfølgende valgte man at undersøge regnvandets vej gennem byen. Det har medført, at København er blev opdelt i syv forskellige vandoplande, der hver især skal kunne håndtere store regnmængder. I hvert vandopland etableres skybrudsgrene, som vandet naturligt vil følge på overfladen. Disse grene leder vandet væk fra bygninger og infrastruktur og ud mod kysten. I alt er der planlagt 60 skybrudsgrene med omkring 300 skybrudsprojekter.

Oven i disse projekter skal der bygges fire skybrudsledninger, der fører vandet væk via store rør – typisk, hvor der er vigtig infrastruktur og hovedfærdselsårer:

– Fra Sankt Jørgens Sø med udløb til Sydhavnen

– Fra Bispebjerg med udløb i Svanemøllebugten

– På Østerbro med udløb til Nordhavnen

– Fra Valby med udløb i Kalveboderne.

Hertil kommer yderligere et projekt, der skal separere overfladevand fra kloakvand. Det handler fx om, at vand fra tage ikke skal ned i kloakkerne, men ledes andre steder hen. Det kunne være i faskiner, der lægges ned i jorden på den enkelte grundejers areal.

Den samlede klimatilpasningsplan forventes at blive implementeret over en 30-årig periode. Forventningen er, at de samlede udgifter løber op i 11 mia. kr., men da skybruddet i 2011 alene kostede i omegnen af 9 mia. kr., tjener investeringen sig hjem.

Skybrudssikringen af Københavns Kommune er i gang, og man vurderer hele tiden, hvilke projekter der er vigtigst i det videre forløb. Flere skybrud har senere ramt hovedstaden om end ikke med samme styrke som i 2011.

Videre læsning

Læs mere om samfund og erhverv i Københavns Kommune

Læs videre om politik i København

Læs også om

Se alle artikler om Politik og planer