Generelt udviklede København sig fortsat fra at være en produktionsby til i højere grad at være administrationsby for stats- og bystyre og centrum for forskning, kultur og liberale erhverv.
Indre By videreførte sin position som Københavns centrum med specialforretninger, butikker, kontorer og restauranter. En række kommunale og amtslige bygninger og et stort antal private administrative bygninger og firmadomiciler samt hoteller bidrog til det øgede antal kontor- og serviceansatte i byens centrum. Til gengæld faldt beboerantallet, og de små dagligvarebutikker blev fortrængt af specialbutikker. Det stod i kontrast til brokvartererne og de ydre bydeles fortsatte store antal af daglig- og fødevarebutikker. Efter 1960 slog antallet af butikker med selvbetjening og supermarkeder igennem.
Københavns centrum forblev det centrale område for oplevelse, udstillinger, musik, sport og nationale og internationale begivenheder. Det tiltrak byens egne beboere, men også folk fra omegnen og andre landsdele.
Turismen og antallet af udenlandske gæster voksede. I 1939 var der 131.493 udenlandske overnatninger på de københavnske hoteller. De fleste besøgende var fra nabolande med Sverige i spidsen fulgt af Tyskland og Norge. I 1955 var tallet steget til 341.738 udenlandske overnatninger på hovedstadens 35 hoteller. Heraf var knap 152.930 fra de øvrige nordiske lande, mens 69.470 kom fra USA, 31.914 fra Tyskland og 28.580 fra England. Antallet af hoteller voksede til 100 i 1970, hvor også antallet af udlændinges overnatninger var steget til 1,8 mio. Heraf var USA størst med 584.000.
Tivoli var den mest besøgte attraktion med 4,2 mio. gæster, og også Den lille Havfrue på Langelinie blev besøgt af utallige turister. Kongresser og udstillinger tiltrak mange, bl.a. den store britiske udstilling i 1948 i Forum, Tivoli, Ridebanen og Gutenberghus. I 1955 var der igen britisk udstilling i Forum og Tivoli. Landbruget forsvandt stort set fra Københavns Kommune. Mens landbrugsarealet i 1912 havde udgjort 3.292 ha, var det i 1940 skrumpet ind til 19 ha. Nogle gårde fra landsbytiden i Brønshøj, Valby og Sundbyerne overlevede hist og her, men nu kun brugt til beboelse. Gartnerierhvervet gik ligeledes tilbage; i 1955 fandtes 19 gartnerier i kommunen.
Tidligere byggelove havde ikke rummet bestemmelser for byplaner, men den nye byggelov fra 1939 fremhævede byplanlægningen som en overordnet ramme for placering og udformning af nybyggeri og fordelingen mellem bolig og erhverv.
Fabrikkernes behov for plads blev indtil 1960’erne generelt dækket i udkanten af brokvartererne. General Motors International anlagde i 1923 en stor bilsamlefabrik i Sydhavn, som i 1930 blev flyttet til Aldersrogade på Østerbro. I 1924 etablerede den amerikanske bilproducent Ford Motor Company en fabrik i Sydhavnsgade. På Vesterbro ved Halmtorvet indrettede kommunen Den Hvide Kødby i 1934 til kvægtorv og slagtehaller til afløsning af den forældede Brune Kødby. Indre By rummede fortsat mindre pladskrævende værksteder, skrædderier og trykkerier. I løbet af 1950’erne stagnerede antallet af værksteder og baggårdsindustri, mens servicevirksomheder og liberale erhverv overtog de kostbare grunde og byggede nyt. En del småindustrier delte plads og faciliteter i industrihuse, fx Konfektionsbyen på Lersø Parkallé, der stod færdig i 1946, og Håndværkerbyen i Valby fra 1953.
Blandt de største fabrikker lå B&W fortsat i spidsen. Virksomhederne B&W, Titan, Laur. Knudsen, Carlsberg og Tuborg havde i 1960 tilsammen 20.000 medarbejdere. I 1920’erne blev B&W udvidet med et nyt stålstøberi anlagt på Teglholmen i Sydhavn. På Refshaleøen blev bl.a. bygget en stor svejsehal i 1942, og omkring 1960 fulgte to sektionshaller, der i 2014 kom til at huse det europæiske melodigrandprix Eurovision Song Contest.
B&W var i perioder Danmarks største arbejdsplads, så det gav genlyd i resten af landet, når arbejderne på B&W nedlagde arbejdet og gik foran i arbejdskampe og forskellige politiske kampe. I 1944 begyndte den såkaldte folkestrejke med, at arbejderne på B&W gik tidligt hjem for »at passe deres kolonihaver« inden den spærretid, der netop var blevet indført.
Fra slutningen af 1950’erne gennemgik skibsværftet en gennemgående modernisering, der gjorde det klar til effektiv produktion af serier af store skibe, og i sin storhedstid i 1960’erne var B&W Danmarks største arbejdsplads. B&W var dog plaget af perioder med økonomiske problemer. Allerede i 1932 førte en betalingsstandsning til en statsstøttet rekonstruktion, og i efterkrigstiden havde B&W adgang til gunstige skibskreditter i forbindelse med ordrer på nybygninger.
Arbejdspladserne i Københavns Kommune beskæftigede i 1970 tilsammen 275.000 personer. 96.000 arbejdede inden for håndværk og industri, 73.700 inden for administration og liberale erhverv samt 57.500 inden for handel og omsætning. 28.300 var beskæftiget med transport, og 20.400 inden for byggeri og anlæg.
Den intense industriproduktion i 1960’erne betød mangel på arbejdskraft. Det fik virksomhederne til at hente arbejdskraft i udlandet. Gæstearbejderne kom fra bl.a. Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan.