Rektor for Københavns Universitet Mogens Fog (th.) betragter de studerende, der demonstrerer på Frue Plads i april 1968. Af . Begrænset anvendelse

1920-1970 i København

Tidslinje over perioden 1920-1970 i København

.
Baggården i Murergade 6 på Nørrebro, fotograferet i 1959. Der var i området såvel beboelse som små virksomheder i baggårdene, som her en tandhjulsservice. Gaden er en del af området omkring Blågårds Plads, der kaldtes den sorte firkant. En forklaring på dette navn er, at området fik en sort-brun farve på en saneringsplan fra 1971. Den sorte firkant blev gennemgribende saneret fra 1970’erne.
.
Behovet for transport til og fra Amager illustreres bl.a. af Langebros mange ombygninger. I 1903 var der blevet etableret en svingbro, der kunne føre sporvogne over, men i 1930 var det pga. den tiltagende trafik nødvendigt at anlægge en ny bro. En midlertidig bro fungerede i 24 år, indtil den nuværende Langebro, som vist på billedet, blev åbnet i 1954.
.
A/B Storgården, der ligger langs Tomsgårdsvej, er opført i 1935 og var på det tidspunkt Danmarks længste sammenhængende randbebyggelse.
.
Rektor for Københavns Universitet Mogens Fog (th.) betragter de studerende, der demonstrerer på Frue Plads i april 1968. To år senere var det hans kontor, der blev besat af studerende. Studenteroprøret var en del af en større bevægelse, der på tværs af universiteter i den vestlige verden ønskede et opgør med professorvældet.
.
Toftegårds Plads i Valby ligger der, hvor Toftegårds Allé krydser Vigerslev Allé og bliver til Gammel Køge Landevej. Pladsen har fra begyndelsen været bestemt af sin funktion som trafikknudepunkt. Her har bl.a. været etableret en sporvognssløjfe. Senere var det busserne, der dominerede trafikbilledet, som her på dette foto fra 1940.
.
Dette luftfoto fra ca. 1940 over en del af bydelen Vanløse giver et tydeligt indtryk af bebyggelsen og infrastrukturen. Nederst th. fås et lille blik af Damhus Sø, hvorfra den helt lige Ålekistevej går mod nord og Grøndals Parkvej mod nordøst. De lave bygninger er gartnerier, som lå tæt i bydelen, samtidig med at den var ved at blive udbygget med etageejendomme. Men endnu var der nogle små landbrugsejendomme.
.
Piger og drenge sidder side om side ved runde borde på Vanløse Skole. Til venstre sidder lærer Olaf de Hemmer Egeberg blandt sine elever i klasseværelset, hvis indretning adskilte sig fra den gængse, hvor skolepulte stod i lige rækker orienteret mod tavlen og læreren. Olaf de Hemmer førte dagbog om den ene klasse i hele forsøgsperioden, 1924‑28.
.
Sporvognsskinner blokerer Amagerbrogade mellem Sverrigsgade og Blekingegade. I juni 1944 eskalerede konflikten mellem københavnerne og den tyske besættelsesmagt. De udvidede spærretider førte til strejker blandt mange arbejdere i industrien, og utilfredsheden bredte sig i befolkningen. Henrettelser og drab på flere modstandsfolk affødte optøjer over hele byen, flere steder blev der bygget barrikader i gaderne, og i nogle dage var København i militær undtagelsestilstand.
.

Artikelstart

København var indtil Besættelsen en voksende industriby med et blomstrende handelsliv og et stadigt stigende befolkningstal. Brokvartererne var efterhånden fuldt bebyggede, og nybyggeriet bredte sig længere ud mod kommunens grænser.

Under Besættelsen var det tyske militær massivt til stede i hovedstaden, og det satte sit præg på københavnernes hverdag. Efter Besættelsen gik væksten i stå. Mange virksomheder og industrier flyttede til omegnskommunerne for at få mere plads, og havnen mistede efterhånden sin betydning som industrihavn.

Stadig færre bosatte sig i Indre By, mens flere flyttede til de ydre bydele som Brønshøj-Husum, Vanløse, Valby og Bispebjerg eller helt ud af kommunen. Den forbedrede infrastruktur, som sporvogne og S-tog, samt det øgede antal privatbiler gav bedre muligheder for at pendle over kommunegrænsen og gjorde det mere attraktivt at arbejde i byen og bo i forstadskommunerne.

Igennem perioden blev der sat gang i flere saneringer af den nedslidte boligmasse i Indre By og i brokvartererne, og mod slutningen af perioden blev flere store byggeprojekter også igangsat.

København ændredes fra at være industriby til i højere grad at være en administrationsby.

Administrativ inddeling

I 1931 overgik trekanten mellem Åboulevard, Rosenørns Allé og Julius Thomsens Gade fra Frederiksberg Købstadskommune til Københavns Kommune, og i 1936 skete en justering af Frederiksbergs vestlige kommunegrænse med København omkring KB-Hallen, der kom til at ligge helt i Frederiksberg Købstadskommune, og langs S-banen, hvor mere af jorden derudtil blev tillagt København. I 1942 blev København udvidet mod nord, så nordsiden af Utterslev Mose nu blev tillagt kommunen; det område havde tidligere ligget i Gladsaxe-Herlev Sognekommune.

Mere om administrativ inddeling i København

Befolkningsudvikling

Ved folketællingen i 1921 lå Københavns Kommunes befolkningstal på 561.344. I 1950 toppede det med 768.105 indbyggere. Befolkningsvæksten skyldtes dels den fortsatte tilflytning til kommunen fra det øvrige Danmark, dels de store fødselsårgange under og lige efter Besættelsen. Allerede fra midten af 1950’erne begyndte tallet at falde, og i 1970 var befolkningstallet dalet til 622.773. Nu var situationen den modsatte, fordi mange industrier og virksomheders udflytning fra København i løbet af 1950’erne og 1960’erne gjorde det muligt og attraktivt for især børnefamilier at finde bolig og arbejde i nabokommunerne.

En del mennesker pendlede over kommunegrænsen. Det skønnes, at ca. 50.000 mennesker i 1940 dagligt tog fra nabokommunerne til København for at arbejde i byens butikker, kontorer og andre virksomheder. Til gengæld fandt 25.000 københavnere hver dag beskæftigelse uden for byen.

Antallet af indbyggere i kommunen ændrede sig på forskellig vis mellem 1921 og 1970. I Indre By og brokvartererne faldt indbyggertallet fra 433.324 til 304.338 igennem hele perioden; indtil 1950’erne skete faldet dog kun i Indre By og på Nørrebro. Årsagen var en blanding af byudvikling og sanering. Indre By var den bydel, som tabte flest og gik fra 124.652 til 60.118. Mindst faldt befolkningstallet på Østerbro.

Til gengæld foregik der frem til 1950’erne en eksplosiv vækst i befolkningstallet i bydelene Valby, Vanløse, Brønshøj-Husum, Bispebjerg samt Amager Øst og Vest. Det voksede mellem 1921 og 1950 fra 126.651 til 363.124. Årsagen var en blanding af udflytning fra Indre By og brokvartererne samt tilflytning fra andre landsdele og et vist fødselsoverskud. Især Bispebjerg og Vanløse havde en kraftig fremgang i perioden. Igennem 1950’erne og 1960’erne begyndte befolkningstallet dog også at falde i disse kvarterer.

Mere om befolkningsudvikling i København

Infrastruktur

Efter 1920 voksede både offentlig og privat trafik. Transportmidlerne blev hurtigere, og afstanden mellem hjem og arbejdsplads blev længere, da flere produktionsvirksomheder flyttede ud til de ydre bydele og nabokommunerne. Introduktionen af nye lyntog og broer – Lillebæltsbroen og Storstrømsbroen fra hhv. 1935 og 1937 – var med til at reducere transporttiden mellem København og det øvrige Danmark. De faste forbindelser afløste efterhånden de langsommere færger, som endnu en årrække krydsede Storebælt.

Den lokale befordring i København fik et betydeligt løft med åbningen af S-banen i 1934, som allerede det første år blev benyttet af ca. 8 mio. rejsende. De følgende årtier blev banerne forlænget til yderkvartererne og nabokommunerne for at dække rejsebehovet, som voksede pga. væksten i boliger og arbejdspladser, og i årene 1957‑58 var der årligt 63 mio. rejsende. Også Kystbanen med linje til Helsingør, der i samme periode var den mest benyttede strækning i kommunen, og Nordbanen til Hillerød havde betydelig passagervækst.

Internationale togforbindelser forbandt fra 1920’erne København med andre storbyer som Oslo, Göteborg, Stockholm, Berlin og Hamburg. Efter 1945 blev kørslen udvidet til Frankrig og Italien, Holland samt London via skib fra Esbjerg.

Busserne betjente fortrinsvis Indre By og brokvartererne, mens sporvejenes linjenet mellem 1920 og 1960 blev justeret og forlænget til de yderste bydele i kommunen. De elektrisk drevne trolleybusser kom i drift i København i 1937, hvor de kørte fra Nørreport til Lyngby og Jægersborg.

I kommunen blev der i 1920 registreret 2.703 personbiler, 435 drosker og omnibusser samt 1.887 lastvogne, i alt 5.025 køretøjer. Antallet steg til 19.132 i 1945 og eksplosivt til 134.739 køretøjer i 1970. Undervejs blev det nødvendigt at forbedre veje og nogle steder udskifte brolægning med asfalt. Der skete gadegennembrud, kørebanerne måtte udvides, og gamle huse blev fjernet for at udvide Bremerholm i Indre By og Torvegade på Christianshavn. Desuden krævede biltrafikken motorveje, og i 1956 blev Hørsholmvejen (den senere Helsingørmotorvej) indviet som landets første motorvej for at skabe en hurtig forbindelse mellem Nordsjælland og København.

Knippelsbro blev fornyet i 1937, en ny Langebro blev indviet i 1954, mens en midlertidig havde tjent siden 1930. Den nye Sjællandsbro fra Sydhavn over havneløbet til Amager blev i 1959 den tredje forbindelse mellem Sjælland og Amager. Den aflastede de to ældre broer, der havde været udsat for et stigende trafikpres igennem 1940’erne og 1950’erne.

Den tiltagende bilkørsel i Indre By gjorde det nødvendigt at ensrette gader, indføre stopforbud og begrænse parkering. I 1961 indførtes parkometre. Trafikken blev fjernet fra Strøget, som i 1962 blev til gågade.

I 1920 åbnede Det Danske Luftfartsselskab de første flyruter fra København. Flyvepladsen på Kløvermarken delte de med Hærens Flyveskole. Da Kastrup Lufthavn i Tårnby Kommune åbnede i 1925, gav det bedre forhold for luftfarten. Lufthavnen fik væsentlig betydning for København som nationalt og internationalt knudepunkt for erhverv, turisme og som en betydelig arbejdsplads.

Mere om færdsel og infrastruktur i København

Forsyning

De sanitære forhold og forsyningskilder forbedredes betydeligt i perioden, og standarden af de københavnske lejligheder fik et løft. I 1925 havde 62,7 % af lejlighederne wc, mens det i 1935 var steget til 82,6 %. Fra 1938 blev det obligatorisk at indrette wc i nyt byggeri. Forbruget af elektricitet og gas voksede fortsat efter 1920 pga. industriens behov og antallet af boliger. I 1925 havde 90 % af private boliger i kommunen fået elektrisk lys. H.C. Ørsted Værket i Sydhavn stod i 1920 parat til at levere strøm og måtte udbygges flere gange for at supplere elektricitetsforsyningen.

Radiatoren var endnu en sjælden varmekilde, men centralvarmen og en del fjernvarme bredte sig til en tredjedel af boligerne inden 1940. Leverancen af fjernvarme begyndte i 1925 fra Gothersgade Elværk. Spilddampen fra elværkerne kunne udnyttes til opvarmning fortrinsvis i større boligejendomme, forretninger og offentlige institutioner, herunder hospitaler.

Lygten Varmeværk stod klar til drift i 1969 med en 120 m høj skorsten. Vestre Gasværk blev lukket i 1927, Østre Gasværk fulgte i 1969, mens det nye Sundby Gasværk blev taget i brug i 1965. Valby Gasværk blev i 1964 ødelagt af en eksplosion. I stedet overførtes produktionen til Sundby Gasværk og Strandvejs-Gasværket (i Gentofte Kommune). Gasproduktionen steg fra 62 mio. m3 i 1920 til 186,6 mio. m3 i 1970. En del af produktionen blev afsat til Frederiksberg, Rødovre, Hvidovre og Tårnby Kommuner.

Kraft-varme-værkerne Svanemølleværket fra 1953 og Amagerforbrænding og Amagerværket fra hhv. 1970 og 1971 markerede en fortsat satsning på kraftvarme. Gennem 1960’erne vandt olien frem på bekostning af kul.

Det stigende behov for vand måtte i 1940’erne og 1950’erne dækkes med vandværker uden for kommunen, fx et nyt vandværk ved Slangerup, og med overfladevand fra Søndersø Vandværk. Kloakering blev forlænget til nye boligområder.

I 1934 blev Prøvestenshavnen anlagt i et af de gamle søforter for at kunne modtage og lagre benzin – deraf navnet Benzinøen – i sikker afstand fra bebyggelse.

Bebyggelse og erhverv

Gamle bindingsværksbygninger rives ned i 1957 for at gøre plads til en ny tids byggeri. Dronningegårdens ni etager høje lejlighedskomplekser blev bygget 1943-58 som led i Adelgade- og Borgergadekvarterets sanering.

.

Boligkvarteret Grøndalsvænge, opført 1915-28.

.

Efter 1920 blev der igangsat omfattende boligbyggeri pga. den store mangel på lejligheder, som var opstået under 1. Verdenskrig. For at dække behovet var Københavns Kommune fra 1916 begyndt at være bygherre eller yde lån, som også staten gjorde. I byggeriet deltog også byggeforeninger, stiftelser og almennyttige foreninger samt entreprenører og andre private. Fra 1917 til 1939 byggede kommunen ca. 12.000 lejligheder, mens private og andre med kommunal støtte opførte ca. 35.000 lejligheder, hvoraf de fleste var toværelseslejligheder.

I brokvarterene foregik byggerierne fra 1920 primært i bydelenes ydre distrikter. I stedet for hovedgadernes og sidegadernes sammenbyggede rækker af ejendomme vandt fritliggende og åbne boligkarréer frem, helt uden baggårdsbygninger. I 1923 opførtes Hornbækhus med et stort grønt gårdareal langs Borups Allé finansieret af en statsboligfond. På Østerbro opførtes i årene 1924‑25 den store og åbne karré Classens Have. I 1930 fulgte et karrébyggeri i Vejrøgade kaldet Solgården. 1934‑35 blev Storgården på Tomsgårdsvej på Bispebjerg bygget med frithængende altaner, og altankarnaphuset Vestersøhus blev opført 1935‑39 ved Sankt Jørgens Sø. Haveboligforeningen Grøndalsvænge blev opført 1915‑28 med enkelthuse eller huse til to familier.

Også i de øvrige bydele tog byggeriet fart. I Brønshøj blev antallet af lejligheder mellem 1925 og 1930 øget fra 13.064 til 18.994, oftest i halvhøj bebyggelse, og den gamle landsby omkring gadekæret ændrede sig til at blive et bykvarter med etagebyggeri og forretningsejendomme.

I 1921 fandtes 156.883 lejligheder i Københavns Kommune, og i 1970 var der 285.214. Den faldende intensitet fremgår af, at nybyggeriet mellem 1921 og 1930 omfattede ca. 33.000 lejligheder, mens nybyggeriet under Besættelsen kun var på ca. 10.000 lejligheder. I årene 1945-58 sørgede statslånsordningen for billige lån til boligbyggerier, og mellem 1945 og 1955 blev der opført ca. 13.000 nye lejligheder; fra 1955 til 1970 drejede det sig om ca. 11.000 lejligheder. Forklaringen på det dalende antal nybyggeri var dels, at flere områder efterhånden var fuldt udbyggede, dels at statslånsordningen, der siden 1945 havde sørget for billige lån til boligbyggeri, udløb i 1958. Faldet kan også ses i sammenhæng med det faldende befolkningstal i Københavns Kommune, mens det voksede i omegnskommunerne. Boligbyggeriet gjaldt store ejendomme, hvor blokbyggeriet nu slog helt igennem i parklignende omgivelser. I denne periode voksede antallet af lejligheder med tre værelser betydeligt.

Omkring 1960 var Brønshøj-Husum, Valby, Vanløse og Sundbyerne fuldt udbyggede med halvhøjt boligbyggeri samt villaer og rækkehuse, som fyldte størstedelen af arealet.

Kvarterer med højhuse begyndte at markere sig i den hidtil udstrakte lavere bebyggelse i kommunen. Tingbjerg ved Gyngemose blev 1956‑57 bebygget med treetagers boligblokke samt et højhus. De 9‑13-etagers høje punkthuse på Bellahøj rejste sig i årene 1950‑60 som landets første højhuse). Ved Hovedbanegården stod det 22 etager høje SAS Royal Hotel færdigt i 1960.

Bysanering

Saxogade set fra stormagasinet Havemanns Magasin (nuværende Føtex) på Vesterbrogade i 1953 før gårdsaneringen. Det var massive beboerprotester i 1950, der fik kommunen til at reagere. Der blev i de følgende år fjernet 327 lejligheder i bag- og mellemhuse, og som noget nyt blev det prioriteret at skabe et rekreativt grønt område med lys, luft og legepladser.

.

Saxogade set fra stormagasinet Havemanns Magasin (nuværende Føtex) på Vesterbrogade i 1961 efter gårdsaneringen. Det var massive beboerprotester i 1950, der fik kommunen til at reagere. Der blev fjernet 327 lejligheder i bag- og mellemhuse, og som noget nyt blev det prioriteret at skabe et rekreativt grønt område med lys, luft og legepladser.

.

Mange af de ældre huse i Indre By og brokvartererne var nedslidte og blev vurderet som sundhedsfarlige. Skønt beboertallet pr. husstand generelt dalede, hvilket især skyldtes faldende børnetal, fandtes der i 1935 726 toværelseslejligheder med syv beboere og 534 med otte eller derover. I 1939 kom loven om »Sanering af usunde Bydele«. Med loven i hånd blev kommunen i stand til at ekspropriere usund og brandfarlig bebyggelse og få statsstøtte til opførelse af nye boliger og erhverv. En kommunal saneringsplan forelå i 1942 og specificerede, hvilke bygninger som skulle rives ned, og i Adelgade og Borgergade blev knap 1.500 lejligheder fundet kondemnable. Saneringen gik straks i gang som beskæftigelsesarbejde. En del materialer fra det nedrevne byggeri kunne genbruges i nyt byggeri i Vanløse. Efter saneringen af de talrige små og lave huse i Adelgade og Borgergade indledtes opførelse af det lange høje Værksteds- og Industrihuset i Borgergade, desuden de høje boligejendomme Dronningegården og Christiansgården fra 1943. Det gjorde det gamle kvarter ukendeligt.

De følgende år fulgte mere sanering i samme bydel og i brokvartererne. Der kom også punktvise saneringer bl.a. af de eksklusive ejendomme i Gammelholmkvarteret nær Kongens Nytorv, hvis snævre baggårdsbebyggelse var blevet kritiseret allerede under opførelsen.

Den omfattende sanering af boliger førte i 1960’erne til beboerprotester. Unge aktivister flyttede i 1965 ulovligt ind i den tomme Sofiegården på Christianshavn, men blev fjernet af politiet i 1969, da nedrivningen skulle begynde. På Nørrebro, Vesterbro og andre steder forsøgte de såkaldte slumstormere også at forhindre nedrivning. De hævdede, at mange af de kasserede bygninger uden større udgifter fortsat kunne bruges til bolig.

Erhverv og industri

Der arbejdes i fem etagers højde på verdens første syvcylindrede marine dieselmotor fra 1967. B&W ekspanderede under efterkrigstidens højkonjunktur. Den øgede internationale handel betød, at efterspørgslen på skibe voksede, mens ny teknologi gjorde det muligt at bygge større. I løbet af 1960’erne blev værftet i stigende grad presset af udenlandske konkurrenter, hvilket dog ikke forhindrede B&W i at kunne producere først og størst.

.

Der var konkurrence på samlebåndene og rift om kunderne mellem de amerikanske bilproducenter General Motors International og Ford Motor Company, som begge havde samlefabrikker i København i midten af 1920’erne. En Ford T er på samlebåndet på fabrikken i Sydhavnsgade omkring 1925, og fabrikken nåede at producere over 100.000 af den populære model, før produktionen blev omlagt i 1927. I 1928 sås den nye model Ford A på vejene.

.

Da H.C. Ørsted Værket blev sat i gang i 1920, var der stadig kun ca. 500 elektriske gadelygter i København placeret på byens pladser og hovedstrøg. Øvrige gader havde fortsat gasbelysning. Den øgede kapacitet gjorde det muligt at begynde leverancen af fjernvarme fra de ældre værker, med Gothersgade Elværk som det første. Siden blev kraft-varme-værker en betydelig, integreret del af byens forsyningsstrategi. I dag er 99 % af byens varmebehov dækket af kraft-varme-værkerne. Foto fra ca. 1930.

.

Generelt udviklede København sig fortsat fra at være en produktionsby til i højere grad at være administrationsby for stats- og bystyre og centrum for forskning, kultur og liberale erhverv.

Indre By videreførte sin position som Københavns centrum med specialforretninger, butikker, kontorer og restauranter. En række kommunale og amtslige bygninger og et stort antal private administrative bygninger og firmadomiciler samt hoteller bidrog til det øgede antal kontor- og serviceansatte i byens centrum. Til gengæld faldt beboerantallet, og de små dagligvarebutikker blev fortrængt af specialbutikker. Det stod i kontrast til brokvartererne og de ydre bydeles fortsatte store antal af daglig- og fødevarebutikker. Efter 1960 slog antallet af butikker med selvbetjening og supermarkeder igennem.

Københavns centrum forblev det centrale område for oplevelse, udstillinger, musik, sport og nationale og internationale begivenheder. Det tiltrak byens egne beboere, men også folk fra omegnen og andre landsdele.

Turismen og antallet af udenlandske gæster voksede. I 1939 var der 131.493 udenlandske overnatninger på de københavnske hoteller. De fleste besøgende var fra nabolande med Sverige i spidsen fulgt af Tyskland og Norge. I 1955 var tallet steget til 341.738 udenlandske overnatninger på hovedstadens 35 hoteller. Heraf var knap 152.930 fra de øvrige nordiske lande, mens 69.470 kom fra USA, 31.914 fra Tyskland og 28.580 fra England. Antallet af hoteller voksede til 100 i 1970, hvor også antallet af udlændinges overnatninger var steget til 1,8 mio. Heraf var USA størst med 584.000.

Tivoli var den mest besøgte attraktion med 4,2 mio. gæster, og også Den lille Havfrue på Langelinie blev besøgt af utallige turister. Kongresser og udstillinger tiltrak mange, bl.a. den store britiske udstilling i 1948 i Forum, Tivoli, Ridebanen og Gutenberghus. I 1955 var der igen britisk udstilling i Forum og Tivoli. Landbruget forsvandt stort set fra Københavns Kommune. Mens landbrugsarealet i 1912 havde udgjort 3.292 ha, var det i 1940 skrumpet ind til 19 ha. Nogle gårde fra landsbytiden i Brønshøj, Valby og Sundbyerne overlevede hist og her, men nu kun brugt til beboelse. Gartnerierhvervet gik ligeledes tilbage; i 1955 fandtes 19 gartnerier i kommunen.

Tidligere byggelove havde ikke rummet bestemmelser for byplaner, men den nye byggelov fra 1939 fremhævede byplanlægningen som en overordnet ramme for placering og udformning af nybyggeri og fordelingen mellem bolig og erhverv.

Fabrikkernes behov for plads blev indtil 1960’erne generelt dækket i udkanten af brokvartererne. General Motors International anlagde i 1923 en stor bilsamlefabrik i Sydhavn, som i 1930 blev flyttet til Aldersrogade på Østerbro. I 1924 etablerede den amerikanske bilproducent Ford Motor Company en fabrik i Sydhavnsgade. På Vesterbro ved Halmtorvet indrettede kommunen Den Hvide Kødby i 1934 til kvægtorv og slagtehaller til afløsning af den forældede Brune Kødby. Indre By rummede fortsat mindre pladskrævende værksteder, skrædderier og trykkerier. I løbet af 1950’erne stagnerede antallet af værksteder og baggårdsindustri, mens servicevirksomheder og liberale erhverv overtog de kostbare grunde og byggede nyt. En del småindustrier delte plads og faciliteter i industrihuse, fx Konfektionsbyen på Lersø Parkallé, der stod færdig i 1946, og Håndværkerbyen i Valby fra 1953.

Blandt de største fabrikker lå B&W fortsat i spidsen. Virksomhederne B&W, Titan, Laur. Knudsen, Carlsberg og Tuborg havde i 1960 tilsammen 20.000 medarbejdere. I 1920’erne blev B&W udvidet med et nyt stålstøberi anlagt på Teglholmen i Sydhavn. På Refshaleøen blev bl.a. bygget en stor svejsehal i 1942, og omkring 1960 fulgte to sektionshaller, der i 2014 kom til at huse det europæiske melodigrandprix Eurovision Song Contest.

B&W var i perioder Danmarks største arbejdsplads, så det gav genlyd i resten af landet, når arbejderne på B&W nedlagde arbejdet og gik foran i arbejdskampe og forskellige politiske kampe. I 1944 begyndte den såkaldte folkestrejke med, at arbejderne på B&W gik tidligt hjem for »at passe deres kolonihaver« inden den spærretid, der netop var blevet indført.

Fra slutningen af 1950’erne gennemgik skibsværftet en gennemgående modernisering, der gjorde det klar til effektiv produktion af serier af store skibe, og i sin storhedstid i 1960’erne var B&W Danmarks største arbejdsplads. B&W var dog plaget af perioder med økonomiske problemer. Allerede i 1932 førte en betalingsstandsning til en statsstøttet rekonstruktion, og i efterkrigstiden havde B&W adgang til gunstige skibskreditter i forbindelse med ordrer på nybygninger.

Arbejdspladserne i Københavns Kommune beskæftigede i 1970 tilsammen 275.000 personer. 96.000 arbejdede inden for håndværk og industri, 73.700 inden for administration og liberale erhverv samt 57.500 inden for handel og omsætning. 28.300 var beskæftiget med transport, og 20.400 inden for byggeri og anlæg.

Den intense industriproduktion i 1960’erne betød mangel på arbejdskraft. Det fik virksomhederne til at hente arbejdskraft i udlandet. Gæstearbejderne kom fra bl.a. Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan.

Det Østasiatiske Kompagni

ØK’s fragtskib Tongking ligger for kaj i Københavns Frihavn i 1937. Det sortmalede skrog med den hvide linje langs skibssiden var et særkende for ØK’s skibe gennem hele rederiets eksistens.

.

Aktieselskabet Det Østasiatiske Kompagni (ØK) blev stiftet af H.N. Andersen i 1897. Erhvervsmanden ville gøre København til Østersøregionens centrum for handelen med Fjernøsten, og selskabet lagde ud med skibsfart mellem København og Bangkok.

ØK udviklede sig til en af Danmarks største virksomheder, der fra filialkontorer spredt over flere verdensdele beskæftigede sig med både transport, industri og handel. Her opbyggede de udstationerede medarbejdere et lokalkendskab med stor betydning for Danmarks internationale forbindelser, og ØK er derfor blevet kaldt »Danmarks merkantile udenrigsministerium«.

Konjunkturerne på verdensmarkedet prægede selskabet, men generelt gik det godt i første halvdel af 1900-tallet. I 1920 var ØK med ca. 20.000 ansatte Danmarks største virksomhed, og i 1970’erne toppede antallet af medarbejdere med næsten det dobbelte. Men herefter begyndte det at gå ned ad bakke. 1971‑72 fik ØK som det første danske rederi produceret containerskibe til ISO-containere, men containersatsningen fejlede. ØK kom ud af 1970’erne med en dårlig økonomi, og derefter fulgte mange år med økonomiske tilpasninger og redningsaktioner. I 2015 var det slut med navnet ØK, da virksomheden fusionerede med selskabet Santa Fe Group.

Mere om bebyggelse og erhverv i København

Besættelsen

Straks efter besættelsen af Danmark d. 9. april 1940 blev den tyske tilstedeværelse tydelig i København. For at beskytte byen mod britiske luftangreb blev der indført mørklægning, gadelysene blev slukket, og Statens Civile Luftværn begyndte at bygge op imod 2.000 offentlige beskyttelsesrum på pladser og mellem karréer i hele byen.

På trods af tilstedeværelsen af ca. 3.000 tyske soldater, som bl.a. havde oprettet hovedkvarter på Nyboder Skole og indtaget Kastellet og overtaget flere kaserner, fortsatte københavnernes liv relativt upåvirket de første år af Besættelsen. Fra slutningen af 1942 blev krigen dog mærkbar i København. Allerede i april 1942 og igen i januar 1943 blev B&W’s værft på Refshaleøen og Christianshavn udsat for britiske bombeangreb. Der var flere mindre britiske angreb på byen i perioden; mest kendt er angrebet på Shellhuset ved Vesterport d. 21. marts 1945, hvor også Den Franske Skole på Frederiksberg blev ramt.

Fra slutningen af 1942 voksede modstanden mod den tyske besættelse bl.a. i byens intellektuelle miljøer og i arbejderhøjborgene på B&W og DSB’s Centralværksted. Herfra udsprang også en stor del af sabotagen, og i løbet af 1943 gennemførte modstandsbevægelsen et stigende antal sabotageaktioner mod virksomheder i København, der producerede varer til besættelsesmagten.

Da samarbejdspolitikken ophørte i august 1943, førte det til uroligheder i byen, bl.a. blev orlogsskibene, der lå ved Holmen, sænket for at forhindre, at de faldt i tyske hænder. Sabotagen samt schalburgtagen, der tog til i 1944 og bl.a. ramte Tivoli og Hviids Vinstue, og ikke mindst de danske strejker og opstande i august 1943 og juni-juli 1944 gjorde ufredstiden mere mærkbar i København, der i stigende grad blev præget af lovløshed.

For størstedelen af Københavns jødiske befolkning lykkedes det i 1943 at flygte til Sverige. I september 1944 blev politikorpset arresteret, og mange betjente blev sendt i kz-lejr, og i stedet tog danske vagtværn i tysk tjeneste over.

Da freden kom d. 4. maj 1945, var København en krudttønde. Byen var fyldt med tyske soldater, politi, civile flygtninge og krigsfanger, og i havnen lå to af den tyske flådes største krigsskibe, Prinz Eugen og Nürnberg, som en massiv trussel mod freden i byen. Mange steder i byen blev det til både glædelige og alvorlige dage med omfattende arrestationer af værnemagere, kollaboratører og tyskerpiger, og det kom også til omfattende skyderier mellem modstandsbevægelsen og tysk politi flere steder, hvor mange mistede livet. Modstandsbevægelsen og Den Danske Brigade samt de få britiske befrielsesstyrker, der landede i Kastrup d. 5. maj, fik dog relativt hurtigt sat skik på byen. De tyske soldater forlod i løbet af maj og juni København, men helt frem til 1947 var der stadig internerede tyske flygtninge på Kløvermarken. Samtidig gennemførtes retsopgøret mod danske og tyske krigsforbrydere, og de dødsdømte blev henrettet i et lille skur på volden ved den daværende Bådsmandsstrædes Kaserne på Christianshavn.

Politik

I perioden 1950‑57 opførte fire boligselskaber 1.300 boliger i Bellahøj inspireret af funktionalismen. De 28 højhuse er placeret, så der er lys og luft imellem dem, mens parkeringskældre holder bilerne ude af syne.

.

Efter 1920 var kommunalpolitikerne optaget af at genoprette økonomien domineret af stor bolignød og arbejdsløshed. I 1938 blev kommunestyrets forfatning ændret. Det styrkede Borgerrepræsentationen, som fik den bevilgende myndighed, mens magistraten blev reduceret til en rent administrativ funktion. Der valgtes en overborgmester, fem borgmestre og fem rådmænd.

Under Besættelsen blev situationen atter problemfyldt for kommunen med rationering, udgangsforbud og den tyske besættelsesmagts indgriben i det daglige liv. Straks efter Befrielsen i 1945 begyndte normaliseringen af kommunens situation gennem kommunalpolitikken. På dagsordenen stod byggeri, beskæftigelse, energiforsyning og sanering. Fra slutningen af 1950’erne satte højkonjunkturen ind med solid økonomi og fuld beskæftigelse. Det prægede de politiske beslutninger og initiativer gennem 1960’erne og 1970’erne, hvor velfærd og nyt byggeri blev prioriteret højt.

Socialdemokratiet dominerede i Borgerrepræsentationen igennem det meste af perioden. Ved kommunalvalget i 1921 øgede Socialdemokratiet sit mandattal, og Thorvald Stauning, som var blevet formand for Borgerrepræsentationen i 1919, kunne fortsætte på posten frem til 1924. Socialdemokratiet fastholdt et sikkert flertal ved valgene gennem 1920’erne og 1930’erne. Valget i 1943, hvor kommunisterne af besættelsesmagten blev forhindret i at stille op, gav Socialdemokratiet stor nedgang, men fremgang til Det Konservative Folkeparti. Ved valget i 1946 erobrede kommunisterne 11 mandater, og socialdemokraten H.P. Sørensen måtte hente støtte for at bliveoverborgmester i 1946. I 1950 genvandt socialdemokraterne flertallet på Københavns Rådhus. Øget beskatning og takstforhøjelser hindrede ikke partiets fremgang, og partiet sikrede flertallet gennem 1950’erne.

Kommunalvalget i 1962 blev præget af en del ændringer. Socialdemokratiet tabte to mandater, som syntes at være overtaget af det nye Socialistisk Folkeparti. Ved valget blev socialdemokraten Urban Hansen overborgmester, mens Edel Saunte, ligeledes for Socialdemokratiet, blev den første kvindelige borgmester. Socialdemokratiet mødte dog yderligere tilbagegang ved valget i 1966, og svækkelsen fik partiet til at indgå forlig med de andre partier om budgettet for den efterfølgende periode.

Ved folketingsvalgene i perioden fik Socialdemokratiet flest københavnske stemmer, efterfulgt af Det Konservative Folkeparti.

I forhold til det øvrige Danmark var københavnernes deltagelse i folketingsvalg generelt lavere, hvad der også var tilfældet ved kommunalvalg.

Overborgmester Urban Hansen

Det danske velfærdssamfund spirede frem og blev bygget op i Urban Hansens levetid. Disse strømninger påvirkede den handlekraftige og initiativrige politiker, der så det som sin vigtigste politiske opgave at genoplive det sociale boligbyggeri i København. Selv om Urbanplanen på Amager ikke officielt er opkaldt efter sin bagmand, var der dog i befolkningen – og underforstået fra borgmesterens side selv – ikke tvivl om, at det var sådan, det forholdt sig. Foto fra 1956.

.

Urban Hansen (1908‑86) var Københavns socialborgmester 1956‑62 og overborgmester 1962‑76. Han blev tidligt politisk aktiv i DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom), og i 1946 blev han valgt ind i Københavns borgerrepræsentation for Socialdemokratiet. I årene 1953‑57 var han medlem af Folketinget, hvor han i 1956 medvirkede til loven om folkepension.

Som overborgmester satte han fokus på at forny Københavns udslidte boligmasse. Urban Hansen var fortaler for den socialdemokratiske saneringspolitik, hvor gamle huse blev revet ned for at gøre plads til nybyggeri. Han stod bl.a. bag byggeriet af Bispeengbuen, Bella Center og boligbyggeriet i Tingbjerg.

Urban Hansen var kendt for et til tider utrolig højt arbejdstempo, som gav sig udslag i et væld af idéer og projekter, hvoraf ikke alle blev gennemført, fx en dansk-svensk lufthavn på Saltholm og Søringen, en motorvej langs Søerne i København. Andre af Urban Hansens idéer er dog blevet gennemført efter hans tid, herunder Øresundsbroen, metroen og bebyggelse af Vestamager.

Mere om politik i København

Religion

Kirkebyggeriet fortsatte efter 1920. Den mest markante bygning blev Grundtvigs KirkeBispebjerg, som stod færdig i 1940. En snes andre kirker blev opført i brokvartererne og i de tidligere indlemmede bydele, således Vigerslev Kirke i 1941 og Utterslev Kirke i 1963. Nogle menigheder måtte under byggeriet klare sig med vandrekirker eller barakker, som det skete i Emdrup. I Indre By faldt antallet af folkekirkemedlemmer fra midten af 1950’erne som følge af det faldende befolkningstal. Men på kommuneplan begyndte antallet af udmeldelser blandt især unge mennesker at stige fra 1960’erne.

Blandt gæstearbejderne, som kom til København fra midten af 1960’erne, var mange muslimer. De bosatte sig især på Nørrebro og Vesterbro, og små moskéer blev indrettet i private lejligheder og nedlagte kælderlokaler.

Mere om religion i København

Social- og sundhedsforhold

Hjemmesygeplejen blev indført med oprettelsen af Diakonissestiftelsen i 1863. På dette tidspunkt var hjemmesygeplejen stadigvæk et tilbud fra private initiativer til samfundets fattigste og svageste, og først i 1957 blev det etableret som kommunalt tilbud. På billedet fra 1972 ses en hjemmesygeplejerske, der skal til at give en injektion.

.

Velfærdsstaten udviklede sig i perioden, og der kom større fokus på behovet for hjælp til udsatte borgere. Almissepræget blev afløst af retten til ydelser, og det resulterede i omfattende kommunale initiativer om økonomisk bistand og boliger. Socialreformen fra 1933 øgede den offentlige omsorg i forbindelse med sygekasser, arbejdsløshed og ulykke. Faste takster afløste de skønnede beløb, som for nogle mennesker kunne føles ydmygende.

Også sygdomsbekæmpelsen var en betydelig post i den kommunale økonomi. I 1920 rådede Københavns Kommune over ti hospitaler. Hertil kom kommunens behandlingssteder og specialhospitaler, som lå andre steder i landet, fx Sankt Hans ved Roskilde. I kommunen lå også Rigshospitalet, Garnisons Sygehus og Marinehospitalet samt private hospitaler. Gennem perioden var der til stadighed brug for at ansætte flere læger, sygeplejersker og andet hospitalspersonale samt udvide afdelinger, modernisere sengeafsnit og investere i behandlingsudstyr.

Polioepidemien var den store trussel i årene 1952‑53, og de ramte blev behandlet på kommunens epidemisygehus Blegdamshospitalet. I 1956 blev byggeriet af Lersø Park Hospital indledt, som en udvidelse til Bispebjerg Hospital, til behandling af tuberkulosepatienter. Statens opførelse af et nyt Rigshospital på Blegdamsvej blev indledt i 1960.

Der blev i perioden indrettet flere kommunale ældreboliger i bydelene for at dække behovet. Aldersrentenydere kunne fra 1937 få bolig i Guldbergs Have, i Sundparken på Amager fra 1940 og i Voldboligerne på Christianshavn opført i 1952.

Tvangsarbejdsanstalten ved Sundholm modtog fortsat »arbejdssky«, alkoholiserede eller husvilde personer. Kofoeds Skole stiftet i 1928 beskæftigede på et værksted unge arbejdsløse, som blev hjulpet til øget selvrespekt.

Forsorgen for børn uden for hjemmet fandt sted på Københavns Kommunes Opdragelseshjem på Vesterfælledvej. Børns helbred blev sikret med sundhedsplejersker og børnelæger.

Den økonomiske krise i 1930’erne fik kommunen til at yde fødevarehjælp. Nødlidende modtog værdimærker til køb af kød og flæsk, fisk, mælk og margarine. Under Besættelsen opstod behovet for særlig omsorg for familier, hvis forsørgere var fængslet af besættelsesmagten eller måtte gå under jorden. Efter 1945 blev der desuden ydet økonomisk hjælp til personer, som helbredsmæssigt eller på anden måde var ramt af begivenhederne under Besættelsen, hjemvendte flygtninge eller krigsfrivillige fra allieret tjeneste.

De store fødselsårgange under og efter Besættelsen pressede kapaciteten i vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og skoler. Da stadig flere kvinder fra slutningen af 1950’erne kom på arbejdsmarkedet, øgede det behovet for børneinstitutioner i bydelene. De fleste blev oprettet af kommunen og af menigheder. Store virksomheder, fx Carlsberg Bryggerierne, Galle & Jessen A/S og A/S Schous Fabrikker tilbød børneinstitutioner for medarbejdernes børn.

Mere om social- og sundhedsforhold i København

Skole og uddannelse

I august 1943 blev der på Keldsøvej i Emdrup åbnet en byggelegeplads. Legepladsen, som også er blevet kaldt skrammellegeplads, blev den første af sin slags i Danmark. Idéen hertil fik landskabsarkitekt C.Th. Sørensen; ønsket var at give børnene et frirum, hvor de kunne være sig selv. Her blev der bygget huse og tårne af genbrugsmaterialer – uden den store tanke for sikkerheden. Fotografi fra 1949.

.

Fire kroppe foldes synkront ud i faldet fra den nyopførte udspringsvippe ved indvielsen d. 22. maj 1960 af de to bassiner, som udgjorde det nye, modernistisk inspirerede friluftsbad Bellahøjbadet i Vanløse.

.

Befolkningsvæksten krævede talrige nye folkeskoler i de forskellige bydele. Nyboder Skole fra 1920 og Grøndalsvængets Skole fra 1924 var eksempler på langstrakte bygninger, hvor drengene og pigerne fik klasseværelser i hver deres fløj, og skolegården blev delt op i to afsnit. For at dække skolebehovet for de store årgange efter 1945 opførtes bl.a. Ellebjerg Skole i 1948 og Holbergskolen i 1952. Efter kommunens skoleplan af 1945 blev fællesundervisning af piger og drenge indført, hvad der længe havde været praksis andre steder i Danmark. Fra 1963 forsøgte man sig med børnehaveklasser i det københavnske skolevæsen.

I 1920 var der ca. 750 elever fordelt på de fire kommunale, fire statslige og fire private gymnasier i kommunen. I 1970 var antallet af elever steget til ca. 2.700, mens der nu var fem kommunale, fire statslige og tre private gymnasier. Mens der i 1920 var lidt over halvt så mange kvindelige elever som mandlige, var der en næsten ligelig fordeling mellem kønnene i 1970. Gymnasiasterne kom i højere grad end tidligere fra forskellige sociale lag. Studentereksamen var nødvendigt for at kunne begynde et studium på de højere læreanstalter, som med få undtagelser lå i København. Københavns Universitet var landets eneste, indtil Aarhus Universitet blev oprettet i 1928. Københavns Universitet fik med tiden flere studieretninger og bygninger. Mange af universitetets institutter havde fortsat hjemsted i Indre By. Universitetets stivnede organisation, dårlige lokaler og det øgede antal studerende var medvirkende årsager til at udløse studenteroprøret i 1968, som krævede professorvældet fjernet.

I 1929 blev opførelsen af et nyt stort kompleks til Polyteknisk Læreanstalt indledt, og udbygningen fortsatte en årrække langs Øster Voldgade.

Derudover rummede København en bred vifte af uddannelser. Der fandtes kurser til mellemskole- og realeksamen samt studentereksamen, og der var institutioner til en lang række praktiske fag inden for handel og teknik, navigation, børnehave og fritidshjem samt husholdning. Nogle uddannelser kunne kun gennemføres i København, fx på Danmarks Biblioteksskole og Den Grafiske Højskole. Folkeuniversitetet, oprettet i 1898 ved Københavns Universitet og senere i Aarhus, var et åbent tilbud til alle om at få kendskab til forskningen og dens resultater.

En række oplysningsforbund tilbød også undervisning. En udvidelse af kommunens aftenskoleundervisning, som var etableret i 1897, var oprettelsen af en aftenhøjskole i 1947. I 1955 deltog 20.000 i aftenskolens gratis undervisning, som bød på sprog og handel, færdighed i skolefag samt husholdning og håndarbejde. Johan Borups Højskole, der var stiftet i 1891, gav undervisning på dag- og aftenskole og arrangerede kursus for sygeplejersker.

Reformpædagogik i Vanløse

I tiden efter 1. Verdenskrig opstod der en pædagogisk og psykologisk nyorientering i den vestlige verden. Opdragelsens og skolens mål var at skabe borgere med dannelse. Tankerne nåede Danmark, og inspirationen blev omsat inden for rammerne af lærernes metodefrihed, men også formaliserede forsøg, dvs. godkendte afvigelser fra undervisningsplanen. De bedst beskrevne er skoleforsøgene i Vanløse.

I 1924 gav Københavns Skoledirektion tilladelse til, at to 1.-klasser, undtagelsesvis blandet på tværs af køn og med 36 elever i hver, blev fritaget fra årsprøven. Erfaring med og viden om de frie skoletanker var efterspurgt. Forsøget skulle foregå på Vanløse Skole, og skolens inspektør, Jens Christian Elster Bonnichsen, havde opbakning blandt en gruppe lærere, da han søgte om tilladelse til at etablere en forsøgsordning. Inspirationen kom fra studierejser i Tyskland, hvor de frie skoler og reformpædagogikken var mere udbredt end herhjemme. Skolen og opdragelsen skulle ikke skabe lydige soldater, men frie borgere.

Ifølge de nye principper var undervisningen individuel, børnene havde bevægelses- og talefrihed i klassen, og erfaringen viste, at dette ikke var noget problem. Læreren lagde undervisningsmaterialer frem på et stort bord, så børnene kunne hente det, de ønskede at arbejde med. Faget omverdenskundskab blev sat på skemaet, og spanskrøret blev gemt væk. Eleverne var ofte på tur i skoletiden, og oplevelser og indsamlet materiale blev herefter bearbejdet i ler, tegninger og stile. Overgangen fra hjem til skole skulle gøres lettere, hvad der afspejlede sig i skolestuens indretning. Desuden var samarbejdet mellem skolen og forældrene, primært med arbejderbaggrund, tæt, hvilket dengang var enestående i København.

De positive erfaringer med de frie klasser betød, at der i august 1928 påbegyndtes nye forsøgsklasser. Samme år havde Københavns skoledirektion med den konservative skoleborgmester Ernst Kaper i spidsen ganske vist besluttet at lukke ordningen pga. ekstern kritik. På det tidspunkt var der i alt ti klasser. Skoledirektionen havde dog undladt at informere skolen om beslutningen. Den klodsede håndtering af den endegyldige lukning affødte stor opmærksomhed. Konflikten mellem den konservative borgmester og forældrekredsen med venstreorienterede sympatier betød, at de frie skoletanker og reformpædagogikken blev politiseret.

I 1934 blev dørene slået op til Katrinedals Skole. Den blev siden især kendt for sin eksperimenterende pædagogik. Katrinedals Skoles to første inspektører repræsenterede begge reformpædagogikken og satte markante aftryk på dansk skolehistorie, ligesom idéerne bag arkitekturen udsprang af reformpædagogikkens grundtanke om, at skolen skulle være et rart sted at opholde sig.

Mere om skole og uddannelse i København

Videre læsning

Læs mere om historie i Københavns Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byhistorie