Classensgaard i Classensgade, efter år 1900. Af . Begrænset anvendelse

Østerbros historie

Udsnit af kort med titlen Kaart over Kjøbenhavns Jorder eller Forstæderne: Vester- Nörre og Österbroe, indeelte i: Vester- og Klædeboe Udenbyes Qvarteer 1834. På dette kort får man bl.a. et indtryk af fælledernes omfang, derudover optræder navnene Vognmandsmarken og Slagtervangen, der ligger lige ud til Øresund. Centralt i kortet er kroen Store Vibenshuus markeret, hvor en lang række veje løber sammen. Vejkrydset Vibenshus Runddel danner i dag grænse til bydelen Nørrebro. Nord er mod højre på kortet.

.

Befolkningsudviklingen på Østerbro 1801‑2019.

.
Classensgaard i Classensgade 17‑19 er et typisk eksempel på en cul-de-sac-bygning, som der blev opført mange af på Østerbro. Karrébebyggelsen har en palæ-agtig karakter, hvor U-formen fremhæves af de to tårne. Classensgaard blev opført kort efter år 1900, hvor dette foto stammer fra.
.
Dette tårn i skikkelse af en minaret blev opført 1906‑07 af stadsingeniør Charles Ambt ved den nuværende Svanemøllen Station. Trods sit fine orientalske udseende har tårnet en mere jordnær funktion, det skulle nemlig fungere som udluftningskanal for en kloakpumpestation.
.
Sankt Jakobs Kirke på Østerbrogade er opført i nygotik med stilistiske lån fra Storbritannien, hvor stilarten havde vundet frem i slutningen af 1700-tallet. Østerbros velhavende borgerskab havde i anden halvdel af 1800-tallet stor veneration for engelsk kultur. Deres livsstil var da også præget af mange impulser fra Det Britiske Imperium, heriblandt idealet om den engelske gentleman, som med sine gode manerer, dannelse og taktfuld fremtræden kunne begå sig i pæne selskaber.
.

Artikelstart

Efter svenskernes belejring af København 1658‑60 og kampen mod englænderne i 1807 var det meste af den oprindelige spredte bebyggelse på Østerbro, der bl.a. bestod af lystejendomme og gårde, enten ødelagt eller nedbrændt. Før 1852 var der således kun sparsom bebyggelse. Her var enkelte landsteder, bl.a. kendt fra memoirelitteraturen. Således skrev skuespilleren Julie Weber Sødring poetisk om sin opvækst ved Sortedams Sø, og H.C. Andersen berettede om landstedet Rolighed.

Demarkationsterrænet var det areal uden for Søerne, hvor militæret havde reguleret bebyggelse, og på dette terræn var kongevejene blevet anlagt over fællederne. De blev som alléer en del af et fremtidigt skelet i bydelen: Nørre Allé blev anlagt som allé i 1744, Øster Allé kom til i 1750. Østerport var i 1647 blevet flyttet til en placering ved den nuværende Østerport Station, og herfra gik Strandvejen (nu Østerbrogade) mod Helsingør. Jagtvejen blev anlagt i 1750 og lå som et cirkelslag i det åbne land uden om byen fra Falkonergården på det nuværende Frederiksberg til runddelen Store Vibenshus. Strækningen herfra til forbindelsen til Lyngby ved Lille Vibenshus blev åbnet i 1768.

Alléer blev et karakteristisk træk ved bydelen. Der kom alléer langs Sortedams Sø, på Strandboulevarden og Østbanegade og på Ryvangs Allé. På Dag Hammarskjölds Allé kom der dobbeltalléer på hver side af kørebanen.

Nord for Sortedams Sø lå fra anden halvdel af 1600-tallet de lange, smalle blegdamme. Her blev vævede længder tøj dyppet i lud og strakt ud i lange baner for at blive bleget af solen. Blegdamsvej blev anlagt for at skaffe adgang til blegdammene, og i løbet af 1800-tallet udviklede der sig her en del småindustri knyttet til linnedproduktionen såsom kattuntrykkerier, der forsynede linnedet med tryk i farverige mønstre. Øst for Strandvejen, nu Østerbrogade, ud mod Øresund blev der anlagt mindre industrier, Gammel Kalkbrænderi omkring 1730 og Ny Brænderi i 1777. Kalken til brænderierne blev sejlet til brænderihavnene. Selv om militæret stadig holdt fast i terrænet, blev Døvstummeinstituttet allerede i 1839 opført på demarkationsterrænet. Det fik en fremskudt stilling, så militæret i påkommende tilfælde kunne benytte det. Over for Døvstummeinstituttet, der nu er ombygget til Skolen på Kastelsvej, blev Blindeinstituttet opført 1857‑58, tegnet af Ferdinand Meldahl.

Tiden ca. 1850 til 2007

Omkring 1850 var Østerbros befolkningstal vokset til ca. 1.500. Demarkationslinjen blev delvis ophævet i 1852, og der var herefter byggefrihed uden for Søerne. Først på dette tidspunkt begyndte den egentlige udbygning af Østerbro.

Den første samlede bebyggelse på Østerbro var Lægeforeningens Boliger, hvoraf den første etape blev opført i perioden 1853‑56. En kreds af læger havde stiftet en boligforening, hvor der blev lagt vægt på lys og luft samt gode sanitære forhold. Det nærliggende Rosenvænget blev udstykket i perioden 1857‑72; her blev der bygget store villaer i forskellige stilarter til kunstnere og andre kulturpersonligheder.

Demarkationsbestemmelserne blev opgivet som følge af lov fra 1867, og dermed blev der åbnet for bebyggelse mellem Københavns volde og Søerne.

Allerede før 1867 var der kommet mindre havneanlæg til langs kysten. Kalkbrænderierne og også Kryolithselskabet Øresund, der var etableret i 1859, havde anlagt små havne, og her var der også et mindre skibsværft. Med den voldsomme trafik i inderhavnen blev der behov for større havneanlæg. Østre Gasværk blev opført med tilhørende kulhavn 1877‑78, og det var i drift til 1969. Udbygningen af Nordhavnsområdet med de store opfyldte arealer blev påbegyndt i årene 1885‑90 med anlæggelsen af Nordbassinet og Redhavnen.

Søndre Frihavn blev anlagt i årene 1891‑94. Der havde været mange forarbejder til en frihavn; et projekt udarbejdet af bl.a. arkitekten Vilhelm Dahlerup og havnebygmester H.C.V. Møller blev afgørende for udformningen af Frihavnen. Strandpromenaden, hvor den oprindelige kystlinje lå, blev nedlagt, og som erstatning blev Langeliniepromenaden anlagt. Der blev anlagt moler, jernbanespor og veje, og bebyggelsen kom til at bestå af pakhuse og administrationsbygninger. Frihavnen blev bydelens største industriområde; her anlagdes bl.a. Dansk Rekylriffel Syndikat A/S i år 1900 og Nordisk Fjerfabrik i 1901.

Udbygningen af Østerbro fandt sted lidt senere end på Nørrebro og Vesterbro. Fra 1860’erne blev store områder bebygget, og her kom lige gadeforløb med fleretagers bygninger i facadeflugt. Gaderne var bredere end i de to andre brokvarterer, og facaderne var mere pyntede, end det var almindeligt på Nørrebro og Vesterbro. De nye byggelove medførte, at der kom mere luft omkring bebyggelserne end tidligere, og specielt Byggeloven af 1889 muliggjorde, at Østerbro fik sit eget præg. Byggeloven gjorde det lovligt at sætte karnapper på husene, og en bestemmelse om, at det ubebyggede areal måtte ligge til gaden, gav flere eksempler på cul-de-sac-bebyggelser, det vil sige et trefløjet etageboligbyggeri med et lille anlæg i midten mod gaden. På denne måde blev alle lejligheder i bebyggelsen forhuslejligheder, og lejen kunne sættes derefter. Eksempler på cul-de-sac-bebyggelser ses i Holsteinsgade, Odensegade og Classensgade.

På det ryddede glacis lige uden for Kastellets voldgrav og langs med jernbanen blev opført en række store flotte karréer, bl.a. de to bebyggelser Gefion og Gylfe, opført 1900‑02, forbundet med et imposant portanlæg. Generelt var Østerbros boliger opført for den mere velhavende del af borgerskabet.

Bebyggelserne tættest på København i området øst for Sortedams Sø fik en blandet karakter af etagehuse i facadeflugt og områder med villabebyggelser som Rosenvænget samt ved Gammel Kalkbrænderivej og Krausesvej.

Området nord for Jagtvej, ø-gadekvarteret, blev bebygget med etageboliger, og det samme gjorde sig gældende for bebyggelsen af Slagtervangen, som udgjorde den østligste del af fællederne, beliggende fra Nøjsomhedsvej op til Svanemøllen. Her havde Københavns Kommune tidligere lejet arealet ud til slagterlavet til græsning og opfedning af kreaturer før slagtning, og i 1700-tallet var her rettersted.

Som kontrast til de høje etagehuse ligger i gaderne med komponistnavne Kildevældskvarteret, der udgøres af byggeforeningshuse opført i årene 1892‑1903. Den øvrige bebyggelse på Bryggervangen kom senere og var først afsluttet sidst i 1930’erne. På arealerne tættest på Indre By blev anlagt et kvarter med fornemme etageejendomme, hvoraf de fleste er opført i slutningen af 1800-tallet.

Kystbanen blev 1895‑97 ført frem til Østerbro Station, senere kaldet Østerport Station, som den var endestation for frem til 1917. Stationsbygningen blev opført af Heinrich Wenck.

Med den store tilflytning opstod behov for institutioner af enhver art. Her blev bygget skoler, kirker og andre institutioner. Dronning Louises Børnehospital åbnede i 1878; Østre Borgerdyd Gymnasium er fra 1884.

Også de andre kvarterer fik deres skoler, kirker og institutioner. Randersgade havde hele tre skoler, Randersgades Skole fra 1885‑86, Opfostringshusets Skole fra 1880 (nu kaldet Heibergskolen) samt Vibenhus Skole fra 1891‑92.

I Rosenvænget lå Rosenvængets Døttreskole fra 1876, på Nordre Frihavnsgade Ingrid Jespersens Pigeskole fra 1894, og på Strandvejen Østre Gasværks Skole fra 1896‑97.

Der kom ligeledes kirker til bydelens kvarterer. Det var imidlertid ikke Københavns Kommune, der opførte kirker, men sammenslutningen Københavnske Kirkefond. Kirkefondets kirker havde som motto »kirker til hele dagen«, så de nye kirker havde ikke blot et kirkerum; der blev også indrettet forsamlingssale, børnehaver og boliger til de ansatte.

Der blev tidligt tænkt på folkesundheden. 1875‑76 blev Øresundshospitalet bygget på et sted, som dengang lå langt uden for Indre By. Det var anlagt som karantænehospital med direkte adgang fra sundet. Det blev senere epidemi- og tuberkulosesygehus. Hospitalet blev nedlagt i 1982 og omdannet til plejehospital. I 1896 flyttede Finsens medicinske Lysinstitut, senere Finseninstituttet, ind på den nordlige del af Rosenvænget. På Blegdamsfælleden blev Rigshospitalet indviet i 1910, mens Ortopædisk Hospital fra 1935 lå ved Lyngbyvej.

Nørre, Blegdams og Øster Fælleder var oprindelig græsningsarealer, men overgik efterhånden til militært øvelsesterræn, og en del af fællederne kom senere til at tilhøre Københavns Kommune. I 1893 delte Københavns Kommune og staten fællederne imellem sig. Kort tid efter opførte staten Gardehusarkasernen på Øster Fælled ud mod Østerbrogade. På Vognmandsmarken, der var indrammet af jernbanelinjer på tre sider, opførtes Svanemøllens Kaserne, dengang kaldet Ingeniørkasernen, i årene 1895‑96.

Kommunen ønskede at bibeholde fællederne som grønne områder og udskrev derfor i 1908 en konkurrence om anlæg af en park – Fælledparken. Den blev vundet af ingeniør Ove Kruse Nobel og havearkitekt Edv. Glæsel, og anlæggelsen blev påbegyndt i 1909. Der havde været en del polemik om bebyggelser langs Blegdamsvej. Resultatet blev, at der blev taget bidder af Fælledparken til Den Danske Frimurerordens hovedsæde og til tre universitetsinstitutter, Det hygiejniske Institut, Det fysisk-kemiske Institut og Institut for Teoretisk Fysik, fra 1965 Niels Bohr Instituttet.

Fællederne var store, fristende arealer, og bebyggelser lagde sig tæt her. Nord for Østerbrogades Kaserne (tidligere Gardehusarkasernen) blev Kanslergadekvarteret opført fra 1911. På Øster Allé ved Trianglen blev Østre Elværk opført 1901‑02. Få år senere blev Københavns Idrætspark anlagt, og samtidig indviedes Tennishallen. Østerbro Stadion åbnede i 1912, og Idrætshuset indviedes i 1914. Mod Østerbrogade opførtes 1925‑26 randbebyggelse med Park Teatret og selskabslokaler. Svømmehallen kom til i 1930 og var byens første svømmehal.

Ryvangskvarteret langs jernbanen og Ryvangs Allé blev først udstykket omkring århundredeskiftet og blev opført med imposante villaer. Kvarteret var først udbygget i 1930’erne.

Staten havde allerede i 1893 overtaget den del af Nørre Fælled, der ligger mellem Nørre Allé og Jagtvej. Mod Tagensvej lå fra 1928 det tidligere Københavns Militærhospital. En del af komplekset er nedrevet, men de statelige rødstensbygninger er fortsat i brug som undervisningsinstitution.

Der bygges til, og der bygges om, der rives ned, og der kommer nybyggeri i stedet, men uden at den eksisterende bystruktur ændres. Den nyeste udvikling ses på Nordhavns havnearealer, hvor der opføres store boligbebyggelser og erhvervsbygninger.

Kryolitfabrikken

Kryolit, der kan bruges til fremstilling af soda, findes ved Ivittuut i Grønland. Brydningen blev sat i gang i Grønland, og ved Strandboulevarden på Østerbro blev forarbejdningen begyndt ved oprettelsen af Øresunds chemiske Fabriker i 1859. Det danske selskab havde egen havn ved Øresund, og restproduktet, sten, blev smidt i vandet og forøgede gennem tiden fabrikkens areal betydeligt. Kryolitten skulle sorteres fra stenene. Det foregik ved løbebånd, hvor kvinder sorterede ved håndkraft.

Soda blev benyttet til fremstilling af sæbe. Efter at der skete et betydeligt prisfald på soda i 1880’erne, gik man i stedet over til at bruge kryolit som katalysator ved fremstilling af aluminium.

Fabrikken blev holdt i gang indtil 1990. På det tidspunkt var der ikke mere kryolit i Grønland. Efter 1990 blev bygningerne anvendt til andre produktioner, bl.a. Kjeldsens Småkager.

Grunden på Strandboulevarden blev siden solgt, og arealet blev herefter udviklet til erhvervs- og boligbyggeri; erhvervsdelen, hvor Skat ligger i dag, blev kaldt Tietgens Have, boligdelen Charlottehaven.

Videre læsning

Læs mere om Østerbro

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byhistorie