Baggården i Murergade, fotograferet i 1959. Af . Begrænset anvendelse

Nørrebros historie

Baggården i Murergade 6, fotograferet i 1959. Der var i området såvel beboelse som små virksomheder i baggårdene, som her en tandhjulsservice. Gaden er en del af området omkring Blågårds Plads, der kaldtes den sorte firkant. En forklaring på dette navn er, at området fik en sort-brun farve på en saneringsplan fra 1971. Den sorte firkant blev gennemgribende saneret fra 1970’erne.
.

Befolkningsudviklingen på Nørrebro 1801‑2019.

.

Barbermaleren, John Christensen, havde frisørsalon på Kapelvej. Det var herfra, hans verden gik. I Folkeliv paa Kapelvej fra 1932 skildrer han gadens underfundige liv. En sporvogn, et begravelsesoptog, en gadesælger og hunde og rotter, der løber langs Assistens Kirkegård.

.

På dette udsnit af en koloreret håndtegning får man et fint indblik i et område på Nørrebro omkring 1740. Over Peblingesø, her anført med sit tyske navn, ses de to lystgårde Blågården og Solitude med tydelig angivelse af haveanlægget. I tilknytning til Sortedams Sø ses nogle af blegdammene. Tegningen stammer fra 1742 og er udført af Johann Friedrich Meyer (Frederik den Femtes Atlas, bd. 36).

.
Den 11. januar 1983 hejste politiet en container med politifolk indeni op over det besatte hus Allotria for at trænge ind i bygningen og rydde den. Overraskelsen må have været stor, da politiet fandt huset tomt. Bz’erne havde i al hemmelighed gravet en tunnel fra Allotria til bygningen overfor og havde forladt huset. Senere samme dag var Allotria revet ned.
.
Nørrebro Station, der blev opført i 1886, er her fotograferet i retning ind mod Nørrebro. Den store bygning i baggrunden er Hillerødgades Skole fra 1915. Der var ikke megen plads til station og jernbaneterræn i den hastigt voksende bydel. Det blev derfor nødvendigt at opføre to stationsbygninger. Her ses station A ved Stefansgade, hvorfra togene i retning mod Hellerup afgik. Foto fra årene 1915‑25.
.

Artikelstart

Det område, som i dag er Nørrebro, hørte oprindelig til landsbyen Serridslev, der blev ødelagt under krigshandlinger i 1523, hvorefter jorderne blev overdraget til København. I 1619 skal der have boet 213 familier i området, men den videre bebyggelsesudvikling blev stærkt hæmmet af, at der i 1682 blev etableret en demarkationszone i en afstand af ca. 1,25 km fra Københavns voldgrave. Hvis bestemmelsen var blevet overholdt til punkt og prikke, ville det have været ulovligt at opføre huse mv. mellem voldene og den nuværende Jagtvej. I praksis accepterede myndighederne dog mindre bebyggelser, der let kunne fjernes i tilfælde af krig, og med tiden opstod der også flere større landsteder såsom Solitude og Store Ravnsborg. Men endnu omkring år 1800 havde Nørrebro kun ca. 700 indbyggere, og i 1840 var tallet 2.200.

Ladegården, der blev opført i 1621, var oprindelig en kongelig avlsgård, men fungerede i 1710’erne som pesthospital og blev i 1733 omdannet til kombineret sygehus, fattiggård og straffeanstalt. Efter at Ladegården i 1768 blev overtaget af kommunen, blev bygningerne anvendt som sindssygeanstalt og fra 1822 som arbejdsanstalt, hvor kommunen bl.a. kunne tvangsanbringe straffede og vagabonderende personer. Senere blev der også indrettet en fattiggårdsafdeling på Ladegården, og i 1881 havde anstalten 1.114 beboere. Den lukkede i 1908, hvor de 564 lemmer blev overflyttet til Sundholm. Den sidste del af Ladegårdens bygninger blev nedrevet i 1937.

Blågården var et andet markant indslag i bybilledet. Ejendommen blev erhvervet af Frederik 4.s bror prins Carl i 1706, og han opførte her en lystgård med blåglaserede tagsten. Ud over en ny hovedbygning blev der bygget kavalerfløje og stalde, og den store park blev forsynet med fiskedamme og flere alléer; sidstnævnte er siden blevet til Blågårdsgade, Wesselsgade og Korsgade. I 1732 blev Blågården solgt til gehejmeråd Carl Adolph von Plessen, og den forblev i slægtens besiddelse indtil 1765. Herefter fulgte en broget tid, hvor bygningerne bl.a. husede en klædefabrik (fra 1780), Danmarks første lærerseminarium (1791‑1809), et lazaret og Nørrebros første teater (1828‑33). Fra 1828 til 1898 blev en stor del af det centrale Blågårdsområde ejet og brugt af Heegaards industrier.

Omkring 1669 blev vestsiden af Sortedams Sø opdelt i 22 langstrakte grunde (blegdamme), hvor de mænd, der var beskæftiget med blegning af tøj, kunne bo og arbejde.

Broen over Peblingesø er sandsynligvis anlagt, kort efter at København erhvervede Serridslevs jorder. Nørre Landevej (nu Nørrebrogade), der støder op til broen, er formentlig også blevet til på denne tid. Landevejen blev tidligt forsynet med små sideveje i form af stier, der førte ud til fællederne, som var græsningsarealer for Københavns mange kreaturer, mønstringsplads for militæret og i alt fald i 1800-tallet et yndet udflugtssted for københavnerne.

Mosaisk Nordre Begravelsesplads, der blev anlagt i 1694, var den første kirkegård på Nørrebro. Assistens Kirkegård blev indviet i 1760 som aflastning for de små kirkegårde inde ved de københavnske kirker.

Tiden ca. 1850 til 2007

I 1852 blev demarkationslinjen flyttet til Søerne og efterhånden afviklet. Dette satte gang i et omfattende byggeri på Nørrebro. Indtil 1870 var væksten i helt overvejende grad koncentreret til Indre Nørrebro, selv om der allerede da blev anlagt enkelte nye gader nord for Jagtvej. Udstykningerne i 1850’erne og 1860’erne skete uden overordnet plan, hvorved parcellerne fik meget forskellig størrelse. Alle de fire store jordbesiddere på Indre Nørrebro, bl.a. Ladegårdens inspektør Frederik Christoffer Bülow og kaptajn Henrik Christian Bangert, foretog store udstykninger. Køberne, hvoraf mange var håndværkssvende inden for byggesektoren, stod for byggeriet, og de videresolgte ofte husene inden for et par år. De ejendomme, der blev opført på Nørrebro i 1850’erne og 1860’erne, var dog generelt af bedre kvalitet end de huse i Indre By og på landet, hvor tilflytterne kom fra.

Nørrebro oplevede en massiv tilvækst i anden halvdel af 1800-tallet. I 1860 blev der således registreret 15.055 indbyggere, i 1880 45.694 og i 1901 92.104. Efter 1870 førte dette både til omfattende byggeri på Ydre Nørrebro og til en stærk fortætning af bebyggelsen på Indre Nørrebro, hvor de mange huller i husrækkerne blev fyldt ud, og der blev opført mange huse i flere etager samt et stort antal baghuse. Sidstnævnte blev ofte både anvendt til beboelse og erhvervsformål, herunder talrige småfabrikker, der gav beskæftigelse til mange lokale beboere.

Den del af Indre Nørrebro, som senest blev bebygget (i de sidste årtier af 1800-tallet), var strækningen mellem Assistens Kirkegård og Ladegårdså. Området samt de omkringliggende gader var kendt under navnet Rabarberlandet, fordi det længe var præget af gartnerier med grøntsagsavl.

Mens bydelen før 1850 havde haft en bredt sammensat befolkning, deriblandt en del embedsmænd, funktionærer og ældre, fik Indre Nørrebro nu en stor arbejderbefolkning. Der var dog også mange handlende og håndværkere, og nogle gader, fx Blågårdsgade, fastholdt længe et middelklassepræg, mens andre, fx nogle af sidegaderne til Blågårdsgade, tidligt fik en klar overvægt af faglærte og ufaglærte arbejdere. Ydre Nørrebro var derimod gennem hele 1800-tallet domineret af selvstændige næringsdrivende og andre lidt bedrestillede befolkningsgrupper.

I løbet af 1800-tallet blev Nørrebro hjemsted for en række større industrier, især inden for jern- og metalbranchen. Det drejede sig om Anker Heegaards Jernstøberi, S.H. Ludvigsens fabrik fra 1838 (senere Ludvigsen & Hermann), der bl.a. blev kendt for at fremstille centralvarmeanlæg, lygtepæle, kloakdæksler og parkbænke, A/S Atlas fra 1897/98, der fik speciale i at producere dampmaskiner og køleaggregater til mejerier, slagterier og bryggerier m.m., samt S.C. Haubergs maskinfabrik, der efter en fusion med andre firmaer i 1897 antog navnet A/S Titan – en virksomhed, der især kom til at markere sig stærkt som producent af centrifuger og elevatorer. I 1914 beskæftigede Titan 580 industriarbejdere. I 1965 overtog Thomas B. Thriges Fond aktiemajoriteten; dette førte til dannelsen af Thrige-Titan, men også til lukningen af fabrikken på Nørrebro. Af andre væsentlige industrier kan nævnes Rud. Rasmussens Snedkerier fra 1875, som blev kendt for højkvalitetsmøbler, Schulstad og Ludvigsens brødfabrik, der lå på Nørrebro fra 1890 til 1950’erne, hvor der skete en gradvis udflytning til Glostrup, og Schiønning & Arvé, etableret i 1896, der blev Danmarks førende virksomhed med hensyn til fremstilling af dæk og slanger til cykler og motorkøretøjer. General Motors International flyttede 1930‑33 sin danske fabrik fra Sydhavn til Aldersrogade, hvor den lå indtil lukningen i 1974.

Nørrebro blev også forsynet med en lang række institutioner i den stærke vækstperiode fra 1850 til 1. Verdenskrig. Der blev således indviet ikke færre end 12 lutherske kirker i denne periode, hvoraf Sankt Johannes Kirke fra 1861 er den ældste; til gengæld blev der kun opført ganske få kirker efter 1914. Der blev også oprettet to seminarier, nemlig Blågårds Seminarium (fra 1859, fusioneret med Jonstrup Seminarium 1992), der i størstedelen af tiden frem til 1963 havde adresse på Nørrebro, samt N. Femmers seminarium for kvinder, som havde til huse i bydelen i hele sin levetid (1861‑1938). Landsarkivet for Sjælland mv. havde samme adresse på Jagtvej lige fra åbningen i 1893 til lukningen i 2012. I 1886 fik Nørrebro igen et teater. Det blev indrettet i det tidligere landsted Store Ravnsborg, og bortset fra årene 1961‑66, hvor det var lukket, har det altid ligget på dette sted.

Blegdamshospitalet, der blev taget i brug i 1879 og eksisterede til 1970’erne, var det første hospital på Nørrebro. Siden fulgte Balders Hospital (1903‑34), Rigshospitalet (etableret på Blegdamsvej i 1910) og Københavns Militærhospital (1928‑63). I slutningen af 1800-tallet fik bydelen også et stort antal sociale institutioner og stiftelser, hvoraf en del blev oprettet af håndværkerforeninger til gavn for ældre håndværkere og deres enker. De vigtigste større institutioner var Sankt Johannes Stiftelse (en kombineret optagelsesanstalt for børn, arbejdsanstalt og sygehus 1885‑1918), Almindelig Hospital, senere kendt som Nørre Hospital og Københavns Plejehjem (der lå på Nørre Allé fra 1892 til 1919, da det overtog Sankt Johannes Stiftelses bygninger i Ryesgade, hvor det forblev indtil nedlæggelsen i 1978) samt De Gamles By, der overtog Almindelig Hospitals bygninger på Nørre Allé i 1919.

Den første jernbanestation på Nørrebro blev opført mellem Stefansgade og Hillerødgade (Lyngbygade) i 1886. Herfra var der bl.a. forbindelse til den daværende hovedbanegård samt Hellerup og Frihavnen, der blev åbnet i 1894. Den store varetransport gennem denne havn var – sammen med byggeaktiviteterne på Nørrebro og den stigende tilførsel til København af landbrugsprodukter fra Nordsjælland – en vigtig årsag til, at Nørrebrobanens godstrafik oplevede en gylden tid i årtierne omkring år 1900. Derimod blev persontrafikken via Nørrebro stærkt reduceret, efter at jernbaneforbindelsen mellem det centrale København og stationerne nord for København omkring 1920 blev henlagt til den nye Boulevardbane. I 1930 blev ringbanen åbnet med en ny Nørrebro Station, i 1934 blev den elektrificeret som S-togslinje. En del af det hidtidige jernbaneområde blev herefter omdannet til Nørrebroparken. Af stor betydning for infrastrukturen var også, at Ladegårdså blev overdækket, og at Åboulevard blev anlagt på dette sted. Den første overdækning fandt sted i 1897; den sidste i 1942.

Nørrebro fortsatte sin befolkningsmæssige vækst i første halvdel af 1900-tallet; i 1925 nåede indbyggertallet op på 124.612 og i 1950 på 114.851 indbyggere. I 1920’erne blev der også opført en del nye karréer, især på Ydre Nørrebro, hvor Københavns Kommune stod for meget af byggeriet, bl.a. i Struenseegade, hvor der – som reaktion mod spekulationsbyggeriet sidst i 1800-tallet – blev lagt vægt på at opføre gedigne arbejderboliger med lys og luft.

Under Besættelsen var Nørrebro et af de steder, hvor modstandsbevægelsen tidligst fandt fodfæste, og karakteristisk nok blev Frihedsrådet stiftet i en lejlighed på Nørrebrogade i september 1943. Under folkestrejken i juni-juli 1944 var der en meget spændt stemning i kvarteret. Det gik ud over varehuset Buldog, som blev plyndret og udsat for ildspåsættelse, fordi ejeren angivelig var tyskvenlig.

Mellem 1960 og 1970 faldt Nørrebros befolkningstal fra 105.305 til 90.646. Nedgangen afspejlede en ændring i befolkningssammensætningen, idet mange børnefamilier nu begyndte at flytte ud af København, mens ældre typisk blev boende i bydelen. Til gengæld blev det almindeligt, at unge under uddannelse slog sig ned på Nørrebro, men flyttede væk igen efter nogle år. Der skete også et stort fald i antallet af butikker på Nørrebro i 1960’erne, og ikke mindst den tidligere så travle strøggade Blågårdsgade oplevede denne udvikling. Til gengæld blev nogle af gaderne på Indre Nørrebro, især Stengade, i årene omkring 1970 plaget af narkotikarelateret kriminalitet og prostitution.

Det var også i 1960’erne, at begrebet den sorte firkant opstod som stigmatiserende beskrivelse af området mellem Søerne, Nørrebrogade, Assistens Kirkegård og Åboulevard. Baggrunden var, at mange af boligerne i området ikke længere havde en tidssvarende kvalitet, og at en stor del af husene heller ikke havde været tilstrækkeligt vedligeholdt gennem en længere årrække. Saneringsloven fra 1969, som gjorde det muligt at gennemføre saneringer i større omfang end tidligere, blev taget i brug på Nørrebro allerede 1969‑71, hvor bl.a. Murergade blev totalsaneret, og i 1972 blev karréen Stengade-Baggesensgade-Slotsgade-Prins Jørgens Gade revet ned. Mange andre gamle huse på Indre Nørrebro blev fjernet i de følgende år (især efter at der var vedtaget en helhedsplan for saneringerne i 1979), men en del steder gik der meget lang tid, før de nedrevne huse blev erstattet af nyt byggeri. Stengadetomten fik således lov til at stå ubeboet indtil 1980. I mellemtiden var der på privat initiativ, men med kommunal godkendelse, etableret en midlertidig byggelegeplads på dette sted. Rydningen af Byggeren i 1980 blev det første af en række dramatiske opgør mellem politi og lokale beboere, som bydelen kom til at opleve i tiden efter 1970. Senere fulgte bl.a. aktionen mod bz’erne i Allotria-huset i 1983, urolighederne på Sankt Hans Torv og Fælledvej efter EU-folkeafstemningen i 1993 og rydningen af Ungdomshuset (det tidligere Folkets Hus, som kommunen i 1982 havde stillet til rådighed for unge aktivister) i 2007.

Saneringen af den sorte firkant og senere, men langt mere skånsomme saneringer andre steder på Nørrebro, har betydet en væsentlig reduktion af bygningsmassen. Især er der ryddet kraftigt ud i baggårdsbebyggelsen. I sammenhæng med dette skete der en markant reduktion i befolkningstallet, så bydelen i 1985 nåede ned på 65.427 indbyggere; siden er tallet vokset lidt på ny. Der har især været tale om en kraftig reduktion af den danskfødte arbejderbefolkning. Til gengæld har der siden 1980’erne været en betydelig vækst i antallet af personer med udenlandsk baggrund, så indvandrere og efterkommere i 2005 udgjorde 25 % af befolkningen på Indre Nørrebro og næsten 30 % på Ydre Nørrebro. I 1970’erne og 1980’erne udgjorde eksjugoslaverne den største gruppe, efterfulgt af pakistanere, tyrkere og marokkanere, men siden er der også kommet mange indvandrere fra bl.a. Polen, Irak, Iran, Libanon og Somalia. Også den danskfødte del af Nørrebros beboere er meget heterogen, fx er der mange studerende og akademikere, og befolkningens sammensætning varierer mange steder fra gade til gade, afhængigt af boligtype.

Anker Heegaards Jernstøberi

Anker Heegaards Jernstøberi med de høje skorstene, som lå på den nuværende Blågårds Plads, er her fotograferet i 1895, set fra Todesgade.

.

I 1828 anlagde isenkræmmeren Matthias Anker Heegaard et jernstøberi på Blågårdens område. Efter hans død i 1837 blev det overtaget af sønnerne Christian August og Steffen Peder Anker Heegaard, og fra 1847 drev sidstnævnte virksomheden alene. I 1847 overtog Heegaard også et lerbrænderi i Blågårdsgade, og i 1857 købte han tillige statens jernstøberi i Frederiksværk. Fabrikkerne fremstillede alt fra husholdningsgenstande til dampmaskiner og landbrugsmaskiner. Produktionen voksede så stærkt, at de nye ejere, Heegaards sønner og svigersøn, i 1898 flyttede aktiviteterne på Nørrebro til Hillerødgade, hvor der var mere plads. I 1918 blev virksomheden omdannet til et aktieselskab, og i 1930 indgik den i De Forenede Jernstøberier.

Beboeraktionernes Nørrebro

Aktivistgrupper og beboeraktioner på Nørrebro opstod i forbindelse med de store saneringer i bydelen. I 1960’erne var Nørrebro karakteriseret ved mange yderst tætliggende og dårligt vedligeholdte lejeejendomme. Den sorte firkant mellem Peblingesø, Åboulevard, Assistens Kirkegård og Nørrebrogade havde så tæt en bebyggelse, at lyset næsten ikke nåede ned mellem husene. Blågårds Plads var blevet anlagt af kommunen 1912-16 der, hvor Anker Heegaards Jernstøberi havde ligget, og pladsen var bydelens eneste åndehul. Saneringsloven af 1969 banede vej for den hidtil mest omfattende nedrivning af slumbebyggelse opført i perioden 1870‑90. I takt med at antallet af boliger i den sorte firkant fra 1969 til 1984 blev reduceret fra 7.000 til det halve, blev også befolkningstallet halveret til knap 8.000.

De første beboergrupper

Allerede før Saneringsloven havde der været uro på Nørrebro. Den 31. marts 1968 ryddede en flok aktivister en baggård i Stengade 52 og byggede en legeplads for at sætte fokus på børns behov i bydelen. I begyndelsen af 1970’erne begyndte en egentlig organisering i beboergrupper, der kæmpede mod fupmoderniseringer og ejerlejlighedsudstykninger og agiterede for sociale saneringer og beboerstyrede moderniseringer. I 1971 indtog unge slumstormere en tidligere fabrik i Stengade 50 og etablerede Folkets Hus som et selvstyrende kulturhus. På en tom grund ved siden af huset blev Folkets Park indrettet. Malerforbundets bygning i Stengade 30 blev også besat af slumstormere, og i 1972 etablerede de spillestedet Stengade 30 (i dag: Spillestedet Stengade).

Kampen om Byggeren

Til en sommerfest i 1973 opførte Nørrebro Beboeraktion en byggelegeplads, kaldet Byggeren, på en byggetomt mellem Stengade, Baggesensgade, Slotsgade og Prins Jørgens Gade. Byggeren blev Nørrebros åndehul og fristed for bydelens børn. Efter pres fra forældre fungerede Byggeren fra 1974 til 1980 som en midlertidig kommunal institution med seks ansatte pædagoger. Omkring 100 børn brugte legepladsen dagligt.

I 1980 skulle Byggeren ryddes med henblik på opførelse af nyt boligbyggeri. Det resulterede i, at beboerne byggede blokader rundt om området. Den 3. maj 1980 kulminerede det i 12 dages gadekampe, da over 1.000 kampklædte betjente sammen med bulldozere kom for at rydde legepladsen. Byggeren forsvandt og blev erstattet af nyt boligbyggeri til en mangedoblet husleje, som de udsanerede beboere typisk ikke havde råd til at betale. Kvarterets nye beboere var gennemgående yngre, bedre uddannede, hyppigere erhvervsaktive og havde højere indtægter. Stigende huslejer havde allerede nogle år forinden ført til dannelsen af Boligaktion 76, der bl.a. kæmpede mod højrentebyggeri.

Bz-bevægelsen

I 1983 kom Byfornyelsesloven, der i udgangspunktet skulle sikre alle ret til en god, sund bolig, som de havde råd til.

I 1980’erne blev Nørrebro endnu en gang kampzone. En gruppe unge med navnet Initivgruppen besatte i 1981 den nedlagte brødfabrik Arbejdernes Fællesbageri (Rutana) i Nannasgade for at få et ungdomshus. Samme år besatte de en nedlagt gummifabrik, Schiønning & Arvé, i nærheden. Politiet tog både knipler, tåregas og varselsskud i brug for at få de unge ud. Kampen om gummifabrikken resulterede i, at Københavns Kommune d. 31. oktober 1982 overdrog det tidligere Folkets Hus på Jagtvej 69 til de unge. Mellem 100 og 200 frivillige ulønnede aktivister drev Ungdomshuset frem til 2007 med bl.a. koncerter, værksteder, café og folkekøkken.

Til trods for overdragelsen af et ungdomshus fortsatte bz-bevægelsen til stor irritation for overborgmester Egon Weidekamp. Boligmanglen blandt unge var stor og førte til oprettelsen af en såkaldt bz-boligbrigade, der henviste unge til tomme saneringsdømte boliger. I 1982 blev Allotria i Korsgade besat. Ved politiets rydning af Allotria d. 11. januar 1983 afstod bz’erne fra vold, idet de flygtede gennem en tunnel, de i hemmelighed havde gravet under Korsgade. De følgende dage blev de besatte huse Safari, Den Lille Fjer og Bazooka ryddet af politiet.

Ungdomshuset Jagtvej 69

Adressen Jagtvej 69 er kendt af de fleste københavnere, til trods for at den har været et hul i husrækken siden 2007, hvor Ungdomshuset blev ryddet og siden revet ned. Et nyt Ungdomshus blev taget i brug på Dortheavej, mens det fortsat er uvist, hvad der skal ske med grunden på Jagtvej. Ungdomshuset rummede bl.a. værksteder og undergrundsscene og var drevet af husets brugere. Bygningen var fra 1897 og opført som Folkets Hus for arbejderbevægelsen.

.

Efter 25 år som Ungdomshus stormede og ryddede politiets specialstyrker d. 1. marts 2007 huset på Jagtvej 69. Få dage efter blev bygningen revet ned. Det skete efter otte års forgæves forsøg på at finde en politisk løsning på den konflikt, der opstod i 1999, da kommunen overdrog det nedslidte hus til en fond, som i 2001 videresolgte det til frikirken Faderhuset. Beslutningen om salget var blevet truffet uden dialog med husets brugere og mødte fra første dag protester. Som erstatning fik de unge et nyt ungdomshus på Dortheavej 61 i Bispebjerg. Den 1. marts, der betragtes som officiel kampdag af brugerne af det nye ungdomshus, har i perioden 2008‑20 ofte været præget af demonstrationer og gadekampe. I 2020 er Jagtvej 69 stadig en tom grund. Der har været en byhave på grunden, og projekt Vendepunktet forsøgte uden held at forny grunden med boliger til hjemløse.

Beboeraktionernes kamp for en bevarende sanering af de gamle bebyggelser frem for totalsanering har medvirket til at skabe en attraktiv bydel med både ejer-, leje- og andelslejligheder.

Videre læsning

Læs mere om Nørrebro

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byhistorie