Luftfoto af Citadellet Frederikshavn, også kendt som Kastellet. Af . Begrænset anvendelse

1536-1850 i København

Tidslinje over perioden 1500-1850 i København

.
København hhv. ca. 1617 og ca. 1658: Volden er kraftig udbygget, og Christianshavn er blevet anlagt.
.
København hhv. ca. 1728 og ca. 1795. De med orange skraverede områder angiver den omtrentlige udbredelse af Københavns brande i hhv. 1728 og 1795.
.
Til venstre er Christian 4. fremstillet som bygherre – tv. som arkitekt med tegning, th. med en murske. Han står foran en bygning, der ligner Babelstårnet, og bagved ses Rundetårn og Børsen. Denne gobelin med titlen Adelsvældet er en af Bjørn Nørgaards gobeliner, der blev givet til dronning Margrethe 2. i anledning af hendes 50-års fødselsdag i 1990, ophængt i riddersalen på Christiansborg Slot i år 2000.
.
Kobberstikket Hafnia Metropolis fra 1611, som blev stukket efter en tegning af Jan van Wijck, gengiver København med en uhørt detaljeringsgrad. Til venstre ses orlogshavnen, og lidt forskudt bag ved den ses Københavns Slot. De mange vindmøller på mark- og engarealerne uden for Vesterport ses også tydeligt. I forgrunden midtfor ses byens havn, mens byen med sine mange huse og kirkespir udgør baggrunden. Til højre i billedet er Bremerholm med ankersmedjen, som siden blev omdannet til Holmens Kirke, samt byggebeddinger, kølhalingspladser og den lange reberbane fra 1500-tallet.
.
Braun og Hogenbergs prospekt over København set fra Vesterbro fra 1587 er det ældste prospekt fra København. Bindingsværksgården foran Sankt Jørgens Sø (tv. i billedet) menes at være Sankt Jørgens Gård, som var blevet oprettet uden for byen i 1200-tallet for at isolere spedalske. Byens rettersted ses th. i billedet.
.
Denne herre-remsko fra ca. 1650‑1700 blev fundet intakt i forbindelse med en arkæologisk udgravning på Rådhuspladsen. Som det var karakteristisk for tidens fodtøj, er den randsyet, har bagstykke med remme, smal, firkantet snude, høj stakket hæl samt skindets kødside udad på skoens overdel, dvs. der er tale om en ruskindssko.
.
Militæringeniøren Heinrich Thome udarbejdede i 1624 dette spionkort over København og dets forsvarsværker til den svenske konge. Foruden den ret skematiske gengivelse af bastionernes placering viser kortet også omfanget af kålhaverne og den irregulære bebyggelse, der lå uden for hhv. Vester-, Nørre- og Østerport. Nord er mod højre på kortet.
.
Det ældst kendte kort over Vanløse, her stavet Vandløse, stammer fra 1719 med tilføjelser og rettelser fra et senere tidspunkt. En lang række stednavne, som også kendes fra i dag, kan læses, det gælder fx Hyllebierg, som genfindes i Hyltebjerg Kirke og Hyltebjerg Allé. Helt til venstre ses Damhus Sø.
.
Udsnit af kort med titlen Kaart over Kjøbenhavns Jorder eller Forstæderne: Vester- Nörre og Österbroe, indeelte i: Vester- og Klædeboe Udenbyes Qvarteer 1834. På dette kort får man bl.a. et indtryk af fælledernes omfang, derudover optræder navnene Vognmandsmarken og Slagtervangen, der ligger lige ud til Øresund. Centralt i kortet er kroen Store Vibenshuus markeret, hvor en lang række veje løber sammen. Vejkrydset Vibenshus Runddel danner i dag grænse mellem bydelene Østerbro og Nørrebro. Nord er mod højre på kortet.
.

På dette udsnit af en koloreret håndtegning får man et fint indblik i et område på Nørrebro omkring 1740. Over Peblingesø, her anført med sit tyske navn, ses de to lystgårde Blågården og Solitude med tydelig angivelse af haveanlægget. I tilknytning til Sortedams Sø ses nogle af blegdammene. Tegningen stammer fra 1742 og er udført af Johann Friedrich Meyer (Frederik den Femtes Atlas, bd. 36).

.
Gammeltorv med Københavns rådhus set fra Nytorv. Rådhuset var blevet genopført i 1730 efter branden i 1728. På torvet stod byens skafot, der var en ottekantet bygning med en platform til skampælen. Her fandt henrettelser og kagstrygning, dvs. piskning, sted. Den sidste henrettelse her fandt sted i 1758, og i 1761 blev skafottet revet ned, mens byens kag stod på Nytorv indtil 1780. Oliemalet prospekt fra 1747 udført i et samarbejde mellem Johannes Rach og Hans Heinrich Eegberg.
.
Frantz Christian Hjorth var nålemagermester og grundlagde i 1807 egen virksomhed. På denne skydeskive fra 1836, som han skænkede Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab i forbindelse med sin optagelse i selskabet, er han afbildet i sit værksted. På bordet ses bundter af hovedløse nåle samt et lommeur. I en periode havde Hjorth eneret på fremstilling af knappenåle efter en særlig metode.
.

På Gråbrødretorv er der bevaret nogle af de såkaldte ildebrandshuse, der blev opført mange steder i det indre København efter branden i 1728. Husene er i to-tre etager med gavlkvist, de er grundmurede mod gaden, mens den øvrige del er af bindingsværk. Midt på torvet står granitskulpturen Vandkunst af Søren Georg Jensen, opstillet i 1971.

.
I 1581 lod Christoffer Valkendorf et nyt vejerhus opføre ved havnen i den vestlige ende af det nuværende Gammel Strand. Her stod byens vægt, og her blev varer fra hele kongeriget og fjerne himmelstrøg vejet, fortoldet og opbevaret, indtil købmændene hentede dem. Vejerhuset ses tv. i billedet på dette daguerreotypi (en tidlig type fotografi) fra ca. 1840, der er det ældst kendte fotografi fra København. Huset var et grundmure pakhus i tre etager med to lofter og saddeltag forsynet med hejsekvist samt udvendigt hejseværk i gavlen. Det blev revet ned i 1857, men ved gravearbejder er man stødt på tømmer og store kampesten fra bygningens kraftige fundament, som stadig ligger bevaret i jorden.
.

Artikelstart

Perioden 1536‑1850 var præget af såvel fremgang og aktivitet som krige og ødelæggelser. Efter Reformationen var der økonomisk fremgang, og under Christian 4. herskede der i første halvdel af 1600-tallet en omfattende byggeaktivitet og anlæggelse af byudvidelser. 1658‑60 blev København belejret af svenskerne, hvorunder landsbyer blev brændt af, men byen blev ikke indtaget. Under Frederik 3. indførtes enevælden, og København blev nu residens for en enevældig konge med den pragt og indflydelse, der fulgte med.

I 1711 hærgede en pestepidemi, og senere blev det indre København ramt af to voldsomme brande i hhv. 1728 og 1795. I århundredet skete der store ændringer af byens fysiske udseende, bl.a. med grundlæggelsen af Frederiksstaden. Begyndelsen af 1800-tallet var hårde tider for København. Først kom Slaget på Reden i 1801, og derefter fulgte i 1807 englændernes bombardement af København. Åbningen af kongerigets første jernbanelinje med strækningen København-Roskilde i 1847 pegede frem mod nye tider.

Administrativ inddeling

Med privilegierne, der blev givet København i 1658, blev byen holdt uden for landets almindelige inddeling. Ved særlig lov blev den københavnske borgerrepræsentation oprettet i 1840, og den havde beføjelser over Staden København, der omfattede Indre By, Nørrebro, Østerbro og Vesterbro. Derudover blev det øvrige område med sogneforstanderskabernes etablering året efter fordelt på Brønshøj-Rødovre Sognekommune, den del af Frederiksberg-Hvidovre Sognekommune, der omfattede Valby, Vigerslev og Kongens Enghave, samt den del af Tårnby Sognekommune, der omfattede Sundbyerne. De lå alle i Københavns Amt.

Mere om administrativ inddeling i København

Befolkningsudvikling

Som følge af kildematerialets begrænsede omfang kan der kun foretages et skøn vedrørende befolkningsudviklingen før folketællingernes fremkomst i anden halvdel af 1700-tallet. Kirkebøgerne fortæller dog kun om fødte og døde og ikke om den indvandring, som mere end udfyldte det fødselsunderskud, som var karakteristisk for hovedstaden i hele perioden. Til gengæld findes kilder, som belyser bygningsmassen, og skattelister, der ganske vist kun fortæller om husstandsoverhovedet, men som alligevel giver et indtryk af udviklingen. Således var det i perioder ikke så meget konjunkturerne, som spillede den største rolle for befolkningsudviklingen, men den eksisterende bygningsmasse, som satte sine begrænsninger. Københavns betydning som rigets administrative og kulturelle centrum blev stadig stærkere over tid, navnlig med enevældens indførelse 1660/61. De mange epidemier i både 1500-, 1600- og 1700-tallet, med det sidste tilfælde af pest i 1711, kunne give alvorlige tilbagegange, men indvandring fyldte hullerne ud.

Omkring år 1500 var det begyndt at knibe med pladsen inden for de daværende grænser. Opfyldning i stranden og de indre havneløb samt udstykning af klosterhaver efter Reformationen hjalp lidt, men i 1567 henstilledes det til borgerne at bebygge de grunde, som endnu var ubebyggede, og det blev tilladt at bygge uden for voldene.

Herefter fulgte udvidelser, som tillod et større indbyggertal: Christianshavn og Nyboder fra første halvdel af 1600-tallet, og herefter i ryk hele området øst for voldene op mod Kastellet. De store brande i hhv. 1728 og 1795 samt englændernes bombardement af byen i 1807 betød kun midlertidige tilbageslag for København. Hvor det almindelige i 1600-tallet havde været familieboliger, fik etageejendomme med udlejning deres gennembrud ved nybyggeriet efter 1728.

Befolkningstallet i den nuværende Københavns Kommune voksede til ca. 30.000 i 1650 og ca. 42.000 i 1672. Store Nordiske Krig 1709‑20 og pesten i 1711, hvor anslået ca. 23.000 døde, gav en pause i væksten, hvor befolkningstallet kun steg fra ca. 65.000 til ca. 70.000 i tiden fra år 1700 til 1730.

I landsbyerne uden for voldene var befolkningen mere stabil, men antagelig generelt set voksende, navnlig i 1700-tallet pga. nærheden til det københavnske marked og byens beskæftigelsesmuligheder.

Ved folketællingen i 1787 var der 90.032 indbyggere i kommuneområdet. I 1850 var tallet steget til 129.695. Befolkningsvæksten i fæstningsbyen København var begrænset af de omfattende voldanlæg og det omkringliggende demarkationsterræn, hvor der var byggerestriktioner. Kommunen havde derfor en befolkningsvækst under landsgennemsnittet, selv om den var hjemsted for hoffet, centraladministrationen, universitet, store handelshuse og de omfattende militære anlæg, herunder Flåden. Befolkningstætheden i byen inden for voldene gav anledning til epidemier, men den høje dødelighed blev dog løbende fortsat opvejet af tilvandring. Københavns Kommunes centrale betydning ses af, at den i 1787 havde 52 % af landets samlede bybefolkning; i 1850 var andelen dog faldet til 44 %.

Mere om befolkningsudvikling i København

Bebyggelse og erhverv på landet

Allerede i senmiddelalderen forsøgte bystyret at forbedre Københavns vandforsyning ved opstemning af Damhus Sø, og i 1500-tallet skabtes Sankt Jørgens Sø ved opdæmning af Ladegårdså. I 1600-tallet var søen endnu ret lavvandet, og der var til tider så tørt, at kvæg kunne græsse der. Når vandstanden stod højt, blev den bl.a. anvendt som kongelig fiskedam. Peblingesø og Sortedams Sø blev også opstemmet, og der etableredes flere broer over Søerne. Københavns øvrige opland var også præget af mange inddæmninger og kanalføringer, som førte vand fra bl.a. Emdrup Sø ind til byen, hvor et komplekst net af trævandrør fordelte vandet til størstedelen af byen.

Efter hændelserne i forbindelse med belejringen af København 1535-36 søgte man at sikre sig imod, at en fjende kunne nærme sig København. Derfor påbegyndtes i 1619 opførelsen af en ydre fæstningslinje, der blev lagt i forbindelse med og bag ved Sankt Jørgens Sø. Under Torstenssonkrigen 1643‑45 anlagde man hhv. Østre og Vestre Retranchement, der bestod af en lav, bastionær vold med voldgrav. Fæstningslinjen skulle beskytte de planlagte Østre og Vestre Forstæder, hvis bebyggelse blev påbegyndt i 1650. Forstæderne blev opgivet og afbrændt i forbindelse med den svenske belejring 1658‑60, ligesom man brændte Sundbyerne af på Amager for at forhindre svenskerne i at slå sig ned foran København. Under Karl Gustav-krigene 1658‑60 ødelagde den svenske hær også landsbyerne omkring København. Ved Brønshøj anlagde svenskerne en befæstet feltlejr, Carlstad, til indkvartering af den svenske hær og dens forsyningstjeneste. Den havde ca. 30.000 indbyggere, hvilket svarer til datidens samlede københavnske befolkning.

Bebyggelsen i landsbyerne bestod af større og mindre gårde og små husmandssteder, og den var primært placeret langs med de gamle veje, enten på hver side af vejen eller kun langs den ene som bl.a. i Sundbyerne. Efter udskiftningen af landsbyerne i 1780’erne fik gårdene større sammenhængende jordtilliggender for at give en mere rationel landbrugsdrift. Her blev nogle af landsbyerne stjerneudstykket, fx Husum, hvilket betød, at gårdene forblev i landsbyerne, mens andre gårde som i Valby og Vanløse flyttede ud fra landsbyfællesskabet til en mere spredt beliggenhed.

Nærmest fæstningen var bebyggelsen ret sparsom og lå primært langs med hovedindfaldsvejene til København. I tilfælde af krig skulle disse områder ligge åbent, så fjenden ikke havde nogen steder at slå sig ned og søge ly. Flere prospekter over byen fra 1500-tallet viser, at der var opstillet vindmøller uden for Vesterport og det senere Kongens Enghave. Herudover var arealerne anvendt til kålhaver og brandfarlige erhverv som teglbrænding. Pladsproblemerne i den overfyldte by betød imidlertid, at der flere steder i Københavns umiddelbare nærhed opstod ulovlig randbebyggelse allerede i 1500-tallet. Arkæologiske udgravninger har fremdraget bebyggelsesspor dateret til ca. 1550 øst for befæstningens brede voldgrav på nutidens Kongens Nytorv. Her er der fundet boliger, bygninger til husdyrhold og værksteder. Fund af veletablerede vejforløb og hegn indikerer, at området tilmed efter al sandsynlighed var inddelt i matrikler på denne tid. Herudover viste undersøgelser af et bindingsværkshus, at tavlene mellem bindingsværket har været mønsterbemalede, og at husets gulve har været fornyet op til fem gange. Begge dele peger i retning af, at bebyggelsen har haft permanent karakter. Frederik 2. forsøgte at bekæmpe problemet med stadigt stigende bosætning uden for voldene omkring det nuværende Kongens Nytorv med adskillige forordninger, men altså tilsyneladende uden entydig succes. I forhold til datidens færdsel i området er der fundet hjulspor i undergrunden dateret til slutningen af 1500-tallet. En del af denne færdsel har formentlig ført ned til flådens værft på Bremerholm.

Bebyggelsen blev efter 1650 inddraget i den nye byplan, der blev gennemført inden for den nye Østervold, der afløste byens hidtidige Østervold langs nuværende Gothersgade. Kongens Nytorv blev dog først omdannet til en plads ved brolægning i 1670.

Efter udvidelsen af byens areal synes problemerne med forstadsbebyggelse umiddelbart uden for voldene ikke at være helt forsvundet, og i 1650’erne kom der et påbud om, at byggeriet i Østre og Vestre Forstæder ikke måtte komme for tæt på befæstningen. I 1661 indrettedes et egentligt demarkationsområde, hvor der var totalt byggeforbud ud til de to retranchementer og Søerne. Det lempedes dog med tiden og blev administreret mere og mere liberalt. Efter englændernes bombardement af byen i 1807 skærpedes reglerne atter, ligesom grænsen blev lagt, så den omtrent fulgte Pile Allé, Allégade, Falkoner Allé og Jagtvej.

I 1770’erne blev den gamle Roskilde Landevej rettet ud fra Vesterbro og lagt over Valby Bakke. Det betød, at vejen blev ført uden om Valby og Vigerslev, som mistede de rejsende, der tidligere havde gjort ophold på de kongeligt privilegerede kroer. Først da jernbanestrækningen København-Roskilde, som gik via Valby, blev åbnet i 1847, livede Valby op igen, og Valby Station havde en del trafik til Søndermarken mv.

Af bygningsværker fra perioden er der i dag ikke meget tilbage. I Brønshøj afbrændte svenskerne hele landsbyen og lod kun middelalderkirken stå tilbage. I Valby og i Brønshøj blev der 1722‑23 opført rytterskoler som del af de rytterskoler, Frederik 4. lod opføre rundtom i landet på den del af krongodset, der leverede mandskab, heste og underhold til det kongelige rytteri. På Vesterbro ses endnu det gamle gæstgiveri Sorte Hest fra 1700-tallet og Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskabs herskabelige bygning fra 1782‑87.

Bønderne fra omegnens landsbyer ernærede sig især ved landbrug, men også af fisk fra bl.a. Øresund, Harrestrup Å og Langvaddam Sø (Damhus Sø). På markedsdagene hver onsdag og lørdag drog de ind til de københavnske torve med deres landbrugsvarer. Amagerbønderne solgte grøntsager på bl.a. Amagertorv, som allerede i 1400-tallet havde fået navn efter dem. Valbybønderne solgte både smør og fjerkræ. Fra 1600-tallet kørte Valbybønderne Sjælland rundt og opkøbte kalkuner, gæs, ænder, høns og kyllinger, som blev fedet op og slagtet i Valby og herefter solgt på Københavns torve. På grund af de mange hønsekræmmergårde blev Valby også kaldt »Hønsekræmmerbyen«. Landsbyerne Utterslev, Brønshøj, Husum og Emdrup var derimod især kendt for deres leverancer af slagtekvæg og mælkeprodukter.

Fra første halvdel af 1500-tallet lå der møller og reberbaner, hvor der blev fremstillet reb, på de senere brokvarterer. I 1577 besluttede man af sundhedsmæssige årsager at forbyde al slagtning inden for voldene, og på befaling af statholder Christoffer Valkendorf blev der i 1583 opført et stort slagtehus uden for Vesterport. Men selv om slagteriet flyttede, så vedblev slagterbodernes udsalg stadig at være inden for byens porte. Vesterbro blev hurtigt slagternes kvarter, men i 1800-tallet flyttede flere af slagterne dog til Valby, så der herefter lå slagtergårde hele vejen fra Valby og ind mod Vesterport.

Ved Ladegårdså opførte Christian 4. i 1620’erne en skanse, som stod i forbindelse med volden vest om Sankt Jørgens Sø. Inde i skansen opførtes 1621‑23 en imponerende bygning med stalde og lader som afløser for den kongelige ladegård, der hidtil havde ligget ved Rosenborg Slot. Ladegården forsynede Københavns Slot med landbrugsprodukter, som blev dyrket på de mange tilhørende marker. Ladegården blev ødelagt under den svenske belejring 1658‑60 og blev ikke genopført. Skansen stod næsten intakt til begyndelsen af 1860’erne. Bygningerne fungerede bl.a. som krigshospital for landetaten 1725‑68, sindssygehospital 1768‑1807 og arbejdsanstalt 1822‑1908. Ladegårdens tilliggende udviklede sig med tiden til Frederiksberg.

I området omkring den nuværende Blegdamsvej blev der i 1662 etableret blegepladser, hvor der senere opstod småindustri og efter 1852 villaer. I det hele taget var brokvartererne stadig i midten af 1800-tallet meget landlige med fælles græsningsarealer, store gartnerier, kornmarker og frugt-, tobaks- og farveplantager. Langs vejene lå de lave bebyggelser efterhånden side om side, men der opførtes også lidt efter lidt en række landsteder, hvor det velstillede københavnske borgerskab boede om sommeren. Det gjaldt særligt Nørrebro og Østerbro, hvor nærheden til Øresund spillede ind. I slutningen af perioden begyndte der så småt at komme flere tidlig industrielle anlæg som P.C. Deichmanns chokoladefabrik ved Peblingesø fra 1825 og bryggeriet Carlsberg på Vesterbro i 1847.

Bebyggelse og erhverv i byen

Christoffer Valkendorf var statholder i København i årene 1579‑89 og fra 1596 rigshofmester og må betragtes som rigets næstmægtigste mand efter kongen. Han var hovedrig og stod bag en række byggeprojekter i København, bl.a. opmuring af en hvælving under Østervold, hvilket sikrede afløb for vandet fra en del af byens gader. Stik fra 1753 af Christian Fritzsch.

.

Efter Reformationen gennemgik København store ændringer. Sankt Clemens Kirke og Gråbrødre Kloster blev revet ned, mens Sankt Peders Kirke blev omdannet til gjethus, dvs. kanonstøberi. Dele af Sankt Clara Kloster i byens østlige ende blev i 1543 omdannet til Kongelig Mønt, heraf gadenavnene Møntergade og Gammel Mønt, mens byens tyske menighed fik overdraget Sankt Clara Klosterkirke. I 1585 blev funktioner byttet om: Gjethuset rykkede til Sankt Clara, og den tyske menighed fik Sankt Peders gamle sognekirke, som de ombyggede til Sankt Petri Kirke.

I 1539 omtales en vandkunst, en form for pumpeværk, som i udhulede trævandledninger førte ferskvand fra det nuværende torv Vandkunsten over havnen til Københavns Slot. Det er første gang, en vandkunst omtales i Danmark, og den var tydeligt inspireret af de tyske vandkunsttårne. Vandkunsten supplerede byens vandforsyning, der tidligere udgjordes af brønde.

På øen Bremerholm blev skibsværftet udvidet fra sin oprindelige plads syd for Nikolaj Kirke til at fylde hele øen. Værftet fungerede som udrustningshavn for den danske orlogsflåde med de dertil knyttede funktioner. Ved Østerport lå kongens bryggergård, men samtidig skulle de københavnske borgere sørge for, at der var proviant nok til mandskabet, ved at brygge øl og bage brød. I sidste halvdel af 1500-tallet påbegyndtes opfyldningen af Dybet, sundet mellem byen og Bremerholm, og senest omkring år 1600 var Bremerholm landfast med København. Arkæologiske undersøgelser af opfyldslagene har vist, at det især var husholdningsaffald, den blev fyldt op med. Ud over almindeligt husholdningsaffald som slagte- og madaffald, udslidte sko og ødelagt husgeråd m.m. var der i lagene også eksempler på luksusvarer, der har tilhørt de øverste sociale lag i byen. Blandt fundene er silke, importeret bordtøj fra både Vest- og Sydeuropa og meget andet, som er med til at understrege, at byen efter Reformationen i højere grad udviklede sig til kongens residensstad med, hvad det medførte af byggerier, institutioner og den medfølgende stab af hoffolk og embedsmænd. Fundene fra Dybet rummer også spor af den store gruppe borgere, som bemandede flådens værft på Bremerholm, og byens mange søfolk. Deres tilstedeværelse træder frem i form af både huggeaffald, kalfatringsrester og en karakteristisk tjærelugt i kulturlagene.

Efter opfyldningen af Dybet rykkede havnen hen langs Slotsholmskanalen, kaldet Ved Stranden. Arkæologiske udgravninger på Gammel Strand har vist, at renæssancehavnens kajanlæg bestod af bolværk bygget af svære egepæle, som flere gange er blevet fornyet ved opførelsen af et nyt bolværk længere ude i vandet foran det gamle. Mellemrummene mellem bolværkerne blev fyldt op med husholdningsaffald, gødning m.m. fra byen. Ved den ældste renæssancekaj fra ca. 1580 på Gammel Strand blev der i 1581 opført et vejerhus og en vragerbro, hvor det indkomne gods blev vejet og vraget (kvalitetskontrolleret).

I 1550’erne ombyggede Christian 3. Københavns Slot. Han udvidede og forhøjede flere af de gamle bygninger. Som afløser for et ældre tøjhus på Bremerholm blev Københavns andet tøjhus opført øst for slottet.

I 1559 blev Frederik 2. kronet som konge, og der blev afholdt en stor fest med ridderspil på Gammeltorv og på Amagertorv. Året efter anlagde Frederik 2. et farveri lige nord for møllegraven, hvor Vartov og Løngangstræde ligger i dag. Farveriet hed Kongens Vantfarveri og Vantmageri, og det må betegnes som byens første industrielle virksomhed. Foretagendet lykkedes ikke, og i 1589 blev farverigården overladt til astronomen Tycho Brahe, der siden 1574 havde ejet nabogården. Tycho Brahe fik desuden lov til at benytte det gamle runde fæstningstårn i Vestervold til sit astronomiske virke.

Den vestlige del af byen var allerede i 1400-tallet bebygget ud til volden, men først i sidste halvdel af 1500-tallet nåede bebyggelsen helt ud til Østervold fra Rosengården ved Nørrevold og langs hele Østervold, hvor Gothersgade løber i dag. Bygningsarkæologiske iagttagelser har vist, at i Købmagergadeområdet indgår ældre murværk fra bl.a. 1500-tallet i flere endnu stående bygninger. Den tætte bybebyggelse nåede også helt ud til nutidens Kongens Nytorv. Indtil da havde området primært rummet slottets køkkenhaver og mere spredt, lav bebyggelse.

I 1580’erne udførte statholder Christoffer Valkendorf en række byggeprojekter, bl.a. satte han tårne på Helligåndskirken og Nikolaj Kirke og foretog visse forstærkninger af Københavns fæstningsværker samt udbyggede havnen og stod bag opførelsen af et vejerhus på Gammel Strand. I 1589 indviedes Valkendorfs Kollegium i Sankt Peders Stræde med plads til 16 studenter.

Christian 4.s København

I 1588 døde Frederik 2., og Christian 4. blev konge. Med Christian 4. skete der store ændringer i København, som blev omdannet fra en middelalderlig by til en moderne renæssanceby. I forbindelse med sin kroningsfest istandsatte Christian 4. Københavns Slot og udskiftede spiret på slottets tårn, Blåtårn, med et endnu højere spir. Men han holdt ikke af at bo på det gamle slot, og fra 1606 opførte han Rosenborg Slot uden for Østervold og anlagde Kongens Have som slottets kålhave med en ladegård. Slottet udbyggedes frem til 1634, og haven indrettedes med parterrehaver mv.

I løbet af sin regeringstid lod Christian 4. opføre en lang række bygninger. I årene 1598‑1604 opførte han Tøjhuskomplekset på Slotsholmen Herefter flyttede han orlogsflåden fra Bremerholm til Tøjhushavnen, og det fortælles, at der altid lå 10‑15 store orlogsskibe inde i havnen og ventede på at blive ekviperet til sejlads. En lang række forskellige erhverv var tilknyttet orlogshavnene både på Bremerholm og i Tøjhushavnen. Fra 1690 flyttede man dele af værftsfunktionen over til Nyholm, som i løbet af 1700‑1800-tallet voksede frem på kunstige øer på den anden side af havnen. Som boliger for Holmens faste stok opførte Christian 4. i årene 1614‑20 Skipperboderne syd for Vingårdstræde og senere Nyboder fra 1631.

I 1606 rev man magistratens gamle bygninger ned bag Københavns Rådhus på Gammeltorv, og på pladsen opstod Nytorv. Omtrent samtidig moderniserede Christian 4. det senmiddelalderlige rådhus fra 1479 i nederlandsk renæssancestil. På Gammeltorv prydede Caritasspringvandet fra 1608 pladsen, mens byens skafot, kag og gabestok i 1627 blev flyttet fra Gammeltorv til Nytorv. Efter branden i 1728 blev det ottekantede, murede skafot opført og stod her indtil 1761.

Fra begyndelsen af 1600-tallet erstattede Christian 4. den middelalderlige befæstning med bastionære volde af jord og foranliggende voldgrav efter hollandsk mønster. Samtidig blev København udvidet med flere nye kvarterer. I 1647 sløjfedes hele befæstningens østlige side fra Gothersgade ved Nørrevold til Vingårdstræde ved Kongens Nytorv. I årene 1647‑56 opførtes en ny Østervold fra Nørreport mod øst til Kastellet.

Christian 4. var den første initiativtager til havnens store ekspansion. I befæstningen, anlagt i begyndelsen af 1600-tallet, blev der etableret et havneareal ud for nutidens Magasin du Nord, så skibene kunne sejle op ad voldgraven og føre deres varer gennem en port i volden, og Børsen blev bygget, hvor skibene kunne losse deres varer. Desuden grundlagde han i 1618 Christianshavn som en selvstændig købmandsby omgivet af jordværker og forbundet med København ved Knippelsbro, hvor skibene kunne lægge til, og med private havnepladser på stranden. Det gamle havneområde blev i 1619 afgrænset mod vest af Løngangen, der var en muret bro, som førte fra Slotsholmen mod Vesterport.

Uden for den gamle Østervold blev Sankt Annæ By anlagt (fra 1647: Ny-København), som fordoblede middelalderbyens areal, men med vanskeligheder ved at finde en endelig byplan. Først med byplanen fra 1649 og den nederlandske militæringeniør Henrik Ruses revision i 1660’erne kom der endelig gang i byggeriet, og der blev opført borgerhuse og boderækker langs med de nyanlagte gader.

I 1628 blev Toldboden flyttet fra Knippelsbro og ud til Sankt Annæ Bro omtrent ved senere tiders toldbod, hvilket var en betydelig udvidelse af Københavns gamle inderhavn. I Sankt Annæ By iværksatte Christian 4. i 1640 opførelsen af en stor tolvkantet kirke, Sankt Anna Rotunda, hvor Gefion Gymnasium nu ligger. Samme år indledtes arbejdet med at anlægge Sankt Annæ Kirkegård i tilknytning til kirken. Det var den første assistenskirkegård uden for voldene, og den havde til formål at aflaste Holmens Kirkes kirkegård. På grund af krigen i 1643 blev kirkebyggeriet imidlertid opgivet. Arbejdet med kirkegården må have fortsat, for den blev indviet i 1654. Den havde dog næppe høj status, for forstanderen for kirkegården blev pålagt at finde en gravplads til en henrettet forbryder her i 1659. I 1662 overtog Henrik Ruse kirken med henblik på at benytte byggematerialerne til andre byggerier. Han ombyggede Sankt Annæ Skanse til Kastellet, og muligvis indgår der materialer i Kastellets porte fra Sankt Anna Rotunda. Da Ruse overtog området, gik kirkegården også ud af brug. I stedet åbnede en ny Holmens Kirkegård ved Østerport i 1666 som annekskirkegård til Holmens Kirke.

Christian 4. som bygherre

løbet af Christian 4.s regeringstid ændrede København sig fra en indelukket middelalderby til en større renæssanceby med inspiration fra tidens europæiske strømninger. I årene 1598‑1615 opførtes Tøjhushavnen, som afløste Bremerholm som orlogshavn. I 1618 grundlagdes Christianshavn som en købmandsby efter hollandsk inspiration og som beskyttelse for Tøjhushavnen. I 1619 omdannede kongen Bremerholms gamle ankersmedje til Holmens Kirke, og i 1620’erne kom den første byplan til Christian 4.s nye bydel, Sankt Annæ By (fra 1647: Ny-København), som fordoblede byens areal. Herude iværksatte Christian 4. i 1640 byggeriet af en stor rundkirke, Sankt Anna Rotunda, som dog pga. krigsdeltagelse og manglende midler aldrig blev færdig.

I 1628 flyttede Christian 4. Toldboden fra Knippelsbro og ud til det nuværende toldbodsområde, og inderhavnen blev udvidet til omtrent det tidobbelte. Endelig sløjfede han i 1647 den gamle Østervold langs med nuværende Gothersgade og Kongens Nytorv, så den nye Østervold kom til at omgive hans nye bydel. Undervejs havde kongen fra 1606 ombygget Københavns befæstning til en jordvoldsbefæstning og omgivet København med en ydre fæstningslinje med skanser, hvori Søerne indgik. Samtidig skød en række bygninger op som Børsen (1619‑23), Regensen (1618‑28), Rosenborg Slot (1606‑34), Nyboder (1631) samt Rundetårn (1637‑42) og Trinitatis Kirke (1637‑56).

Enevældens København

Med enevældens indførelse 1660/61 skulle København være residens for en enevældig konge med den pragt, der hørte til, og med en centralisering af de nye statsinstitutioner. Frederik 3. reviderede planerne for den nye Østervold, der som faderens gik fra Nørreport til Kastellet. Nørreport fra 1650’erne var midlertidig og blev afløst af en ny port 1671‑73. Østerport, som havde fået ny placering i 1647, fik nye porte i 1685 og igen i 1708. Kun Vesterport erstattede middelalderporten i 1668 og blev flyttet fra sin plads ud for Vestergade til en plads omtrent ud for Frederiksberggade på nuværende Rådhuspladsen. Herefter blev Vestervold ført i en lige linje fra Løngangstræde og helt ud til sejlløbet i Kalvebod Strand. Der blev iværksat store opfyldninger i strandområdet, og herved skabtes den nye bydel Frederiksholm, der ligger langs med Frederiksholms Kanal, og fra 1670 blev de førstebindingsværkshuse opført i Ny Kongensgade.

På trods af at København i Christian 4.s tid blev den vigtigste og største danske by, havde byen ikke formel status som hovedstad. Først efter den svenske belejring 1658‑60 greb Frederik 3. muligheden og fik med enevælden skabt den politiske basis for etableringen af en hovedstad. København blev nu med majestætens egne ord »vor kongelige Residens- og Hovedstad«. I 1658 underskrev Frederik 3. de særlige københavnske privilegier, som bl.a. gjorde København til stabelstad for Sjælland og vigtigst af alt ligestillede københavnerne med adelen med hensyn til jordbesiddelser og beskatning. Men da de endelige privilegier forelå i 1661, manglede der en hel del fra det gamle privilegiebrev. Det, som var bevaret, var retten til at besidde jordegods, den lige adgang til alle embeder og oprettelsen af de 32 mænds forsamling.

I 1670’erne stod Kongens Nytorv færdigt på det areal, hvor den gamle Østerport Bastion havde ligget indtil 1647. Torvet forbandt den gamle og nye bydel med hinanden. Hvor Det Kongelige Teater ligger i dag, lå Københavns sidste gjethus, dvs. kanonstøberi, der stod færdigt i 1673. Mod øst blev Nyhavn i årene 1671‑73 gravet ud af soldater som en kanal, hvor købmandsgårdene ligesom ved Strandgade på Christianshavn havde deres egne kajanlæg.

På en stor grund mellem nuværende Fredericiagade og Sankt Annæ Plads opførte Frederik 3.s dronning Sophie Amalie fra 1660’erne slottet Sophie Amalienborg med en stor have, kaldet Dronningens Have. Slottet brændte i april 1689 i forbindelse med en operaopførelse. I 1697 blev slotskirken nedbrudt, og de byggematerialer, der kunne genanvendes, blev brugt til opførelse af Garnisonskirken og til Operahuset i Bredgade. Området blev brugt som lysthave og senere eksercerplads, men det blev efter 1749 bebygget ved anlæggelsen af Frederiksstaden med de fire Amalienborgpalæer, opført af repræsentanter for højadelen.

Under pesten i 1711 døde anslået ca. 23.000 mennesker, hvilket svarede til en tredjedel af indbyggerne i København. Det var derfor nødvendigt at tage adskillige nye kirkegårde i brug både inden for og uden for byens volde. Disse blev i 1760 samlet og flyttet til Nørrebro som Assistens Kirkegård.

I 1720’erne ombyggede og moderniserede Frederik 4. Københavns Slot til et barokslot. Men kun fire år fik det lov til at stå i sin nye skikkelse, for det var blevet så tungt, at murene begyndte at skride ud og slå revner. Da Frederik 4. døde i 1730, ønskede Christian 6., at der skulle bygges et helt nyt slot. Året efter lod han det gamle slot rive ned og påbegyndte det første Christiansborg. I 1740 flyttede kongefamilien ind i det nyopførte barokslot. Visse lokaler var endnu ikke færdigindrettet, da slottet brændte i 1794, og kun ridebaneanlægget blev skånet af flammerne. Det andet Christiansborg blev indviet i 1828.

Størstedelen af de middelalderlige kvarterer og renæssancens København forsvandt under de to store brande i hhv. 1728 og 1795 og ved englændernes bombardement i 1807. Ved gadereguleringen efter branden i 1728 blev mange af de gamle gader ændret, og de fleste af de små gyder og gange forsvandt helt. I stedet for de bugtede gadeforløb blev gaderne rettet ud og gjort bredere. I kvarteret mellem Gammeltorv, Nytorv og Rådhuspladsen opstod Frederiksberggade (Strøget), og Kattesundet blev ført frem til Vestergade. På brandtomterne af den gamle Mikkel Vibes Gade og en del af Sankt Gertruds Stræde opstod Kultorvet. Kvarteret omkring Nikolaj Kirke og Østergade blev skånet i den første brand, men i 1795 opstod der brand i Dellehaven på Bremerholms skibsværft, og ilden spredte sig gennem byen, og meget af det, som ikke var brændt i 1728, brændte i 1795. Igen blev smågader sløjfet, og denne gang opstod Højbro Plads på tomten af karréen mellem Store Færgestræde og Højbrostræde.

En vigtig ændring, som brandene affødte, var påbud om brandtilsyn. Efter 1728 skulle alle forhusenes facader være opført i grundmur og ikke i bindingsværk, men mellem 1731 og 1737 blev påbuddet lempet for at få gang i genopbygningen, og i den periode måtte man igen opføre forhuse i bindingsværk.

Efter at man endnu en gang havde genopbygget København, kom englænderne i 1807 og belejrede København. De angreb byen med brandbomber, og de ramte i særlig grad Nørre Kvarter og Vor Frue Kirke.

Affald – en kilde til viden om enevældens København

Arkæologiske undersøgelser har især inden for de seneste årtier frembragt hundredtusindvis af genstande, som er blevet kasseret på enevældens tid. Affald var en vigtig ressource i datiden, og dag- og natrenovation fra byens indbyggere og dyr samt produktionsaffaldet fra byens værksteder og fabrikker blev flittigt brugt til at opfylde lavninger i terrænet, som fyldmateriale langs vandkanten eller i hulrummene i pæle- og bolværkerne langs havnen. På denne måde blev nye fundamenter skabt, og byen kunne vokse ud i havneområdet, når nu befæstningen omkring byen satte grænsen ind mod land. Christianshavn og Holmen blev til på denne måde i 1600‑1700-tallet. Under Krøyers Plads er der fx fundet pæleværk fra et skibsværft dateret til første halvdel af 1700-tallet. Herudover blev Grønnegaard Havn udbygget til ind i 1700-tallet ved brug af bl.a. sænkede skibe. Også nær Operaen er der afdækket bolværker til inddæmning af det havområde, som i 1700-tallet blev til Ankerøen (nuværende Dokøen).

I 1600‑1700-tallet kom først Sankt Annæ By og siden også Frederiksstaden til ved affaldsopfyldninger. Området var oprindelig et vådområde med strandsand oven på istidens moræneler. Udgravninger af lossepladser ved Esplanaden har afsløret de op til 3 m tykke lag af affald, som Frederiksstaden er bygget på. Her er fundet knuste fajancetallerkener, porcelænskopper og glasflasker, kridtpiber, parykker, sko, hatte, strømper, dragtdele genbrugt som klude, æggeskaller og meget andet. Lignende er fundet ved Rådhuspladsen, Nørreport og Kongens Nytorv, hvor voldgraven er blevet fyldt op med affald, da den blev sløjfet. Affaldet afspejler hverdagskulturen fra høj og lav og fortæller om brug, forbrug og genbrug i enevældens København.

Erhvervene i København

I 1500-tallet var Klosterstræde guldsmedenes gade, men i 1600-tallet overtog skomagerne gaden. Slagterboderne flyttede i 1600-tallet fra Købmagergade til Skindergade og senere omkring år 1800 hen på Gråbrødretorv. I 1840’erne opførte man slagterboderne »Maven« i smedejern omkring Nikolaj Kirkes tårn. Nørregade var præget af en del bagerboder, ligesom der var talrige ølbryggere og gæstgivere i gaderne Vestergade og Nørregade, der lå lige inden for byportene. Andre gader var beboet af folk, der arbejdede i kongens tjeneste enten på Slotsholmen, i kongens husholdning eller i de maritime erhverv ved havnen, på Bremerholms skibsværft eller ved orlogsflåden. Andre var ansat i flådens tekstilindustri, der var begyndt i området omkring Vandkunsten i 1560. Gennem tiden boede der mange smede i Vestergade, og i 1500-tallet omtales de specialiserede smede som klejnsmede, grydestøbere og plattenslagerne. Smedegade forsvandt ganske vist fra de skriftlige kilder i 1501, hvorefter gaden kun hed Vestergade, men i folkemunde blev stykket ved Gammeltorv så sent som i 1857 stadig kaldt for Smedebakken.

Ligesom gaderne var torvene specialiserede. På Gammel Strand lå fisketorvet, hvor skovserkonerne hver morgen kom ind med frisk fisk. På Kultorvet kom de nordsjællandske kulsviere med deres trækul, efter 1795 lå grønt- og blomstertorvet på Højbro Plads, og på Gammel- og Nytorv var der kød- og fjerkrætorve.

Hele vejen rundt på voldene stod stubmøllerne og fra 1600-tallet også de hollandske møller helt frem til 1895. Ved flere af portene var der indtil 1600-tallet vandmøller, og i byen var der hestemøller på brygger- og bagergårdene, hvoraf Hestemøllestræde i dag har sit navn. I 1682 havde bryggerlavet i København 86 virksomheder med hele 21 alene i Nørregade.

I 1616 blev Ostindisk Kompagni oprettet efter hollandsk model som Danmarks første aktieselskab, og man begyndte at sende skibe til Trankebar i Sydindien. Allerede i 1650 blev aktieselskabet opløst pga. ringe gevinst og kapitalmangel. Først i 1670 blev der oprettet et nyt handelskompagni til sejlads i Asien. I 1732 blev Asiatisk Kompagni oprettet ved en oktroj, en særlig bevilling udstedt af kongemagten, og fik eneret til at drive dansk handel på landene ved Det Indiske Ocean og i Kina. Asiatisk Kompagni havde hovedsæde på Asiatisk Plads ved Strandgade på Christianshavn, hvor et pakhus tegnet af Philip de Lange blev opført 1738‑39, og endnu et pakhus af Niels Eigtved opførtes 1748‑50. I 1844 blev oktrojen ophævet, og handelen på Kina gjort fri for alle danskere.

I 1671 blev Vestindisk-Guineisk Kompagni etableret ved kongelig oktroj som et rent vestindisk kompagni. I 1734 fik kompagniet monopol på indførsel og raffinering af råsukker i Danmark og Norge. Kompagniet opløstes i 1754, hvorefter staten overtog administrationen af De Vestindiske Øer og den danske koloni på Guldkysten. Vestindisk Pakhus blev opført 1780‑81. København var på dette tidspunkt Nordeuropas vigtigste center for sukker- og kaffehandel.

Der er også eksempler på tidlige industrielle foretagender. I forbindelse med en arkæologisk besigtigelse af kælderen i Silkegade 5 i år 2000 dukkede der fundamentrester frem fra silkeboder anlagt i 1600-tallet under Christian 4. I 1619 havde Christian 4. købt en stor gård i Købmagergade med en grund helt ud til Pilestræde. Her anlagdes gaden, som fik navnet Silkevævergade (nuværende Silkegade) efter den nystartede silkeproduktion. Året efter opførtes på hver side af den nye gade en toetagers husrække tegnet af Hans van Steenwinckel d.y., der rummede boliger og værksteder for tyske silkevævere. Men foretagendet gik fallit i løbet af kort tid, idet den kongelige silkemanufaktur ikke kunne konkurrere med udlandet, og fra 1627 blev bygningerne solgt på nær tre, der blev foræret til Konventhuset, en nyoprettet fattigadministration, og Steenwinckel købte selv et af hjørnehusene.

1753‑56 blev Den Kongelige Silkefabrik i Bredgade opført; silkeproduktionen ophørte dog ca. år 1800, og 1825‑31 var der klædefabrik i bygningen. Det Kgl. Uldmanufaktur stammer fra 1785; her produceredes klæde især til Hæren. Bygningen tjente fra 1818 som Garnisons Sygehus.

Mere om bebyggelse og erhverv i København

Københavns belejring 1658-60 og Stormen på København

Samtidigt stik af Stormen på København, signeret J. Bennsheimer. Ved angrebet natten til d. 11. februar gik svenske tropper over isen ved Kalvebod Strand, og hovedangrebet blev sat ind ved Gyldenløves Bastion for at sikre adgangen til Slotsholmen (angivet med E). Derudover skulle en mindre angrebsstyrke indtage Kastellet mod nord (angivet med F). Men stormen slog fejl. Nord er mod venstre på kortet.

.

Mindesmærket for lejren Carlstad blev indviet i 2009 på Brønshøj Torv, 350-året for Stormen på København i 1659.

.

Som led i den svenske kong Karl 10. Gustavs forsøg på at underlægge sig Danmark og Norge landsatte svenskerne i august 1658 ca. 6.000 soldater i Korsør, der begav sig over Sjælland og indledte en næsten to år lang svensk belejring af den danske hovedstad. København blev gjort klar til kamp med forstærkning af voldene og afbrænding af alle huse ud mod Søerne og i Sundbyerne, så fjenden ikke kunne søge ly. I stedet etablerede svenskerne lejren Carlstad ved det nuværende Husum og Brønshøj.

Hen over efteråret og vinteren 1658‑59 forsøgte svenskerne flere gange at indtage byen, men København formåede at holde stand, bl.a. takket være hollandske forstærkninger. Særligt natten til d. 11. februar 1659 stormede svenskerne byen uden held og med tab af op imod 2.000 soldater. Belejringen blev herefter slækket, men fortsatte helt frem til fredsslutningen i maj 1660.

Belejringen tog hårdt på København. Der er dog i dag kun få spor af den svenske belejring tilbage i København, men svenske kanon- og musketkugler ses stadig i den sydlige mur på Tøjhuset (Krigsmuseet) fra den svenske storm i februar 1659. Dele af forsvarsværkerne kan også stadig genkendes på Christianshavn og Holmen og i mange gadenavne fra Kastellet i nord over Øster, Nørre og Vester Voldgade, som løb på indersiden af den daværende vold. Stormgade markerede den sydvestligste del af volden, hvor svenskerne satte angrebet ind, og har netop sit navn efter den svenske storm i februar 1659.

Københavns brande 1728 og 1795

De fleste større byer har gennem tiden oplevet omfattende brande. København er ingen undtagelse med to omfattende brande i løbet af 1700-tallet. Med en stigende tæthed og manglende planlægning i bebyggelserne inden for de snævre volde, med huse i træ og bindingsværk og med åbne ildsteder, skulle der ikke meget til, og konsekvenserne var enorme.

I løbet af tre dage i oktober 1728 brændte 1.670 af Københavns 4.087 gårde og huse. Ilden brød ud i et marketenderi ved den nuværende Rådhusplads og bredte sig hurtigt gennem middelalderbyens smalle stræder mod syd og øst. Først tre dage senere lykkedes det at standse branden ved Amagertorv og Gothersgade, men da havde ilden gjort 15.000 hjemløse og havde helt fortæret godt 1.600 bygninger, herunder universitetet og fire af byens kirker.

Efter branden lykkedes det ikke at lave en regulering af de smalle gader med bindingsværkshuse, der kunne forhindre en ny storbrand. Til gengæld stiftedes landets første brandforsikring, Kjøbenhavns Brandforsikring.

Denne blev der god brug for i 1795, da byen igen blev ramt af en stor brand – denne gang i den anden ende af byen. Den 5.-7. juni 1795 ødelagde en brand, der begyndte i Dellehaven på Bremerholms skibsværft, i alt 941 huse i området frem til Nytorv. Det var netop de dele af det middelalderlige København, der havde overlevet branden i 1728. Derfor findes der i dag i det indre København kun enkelte huse fra før år 1700.

Efter brandene rettede man mange gader ud, og byens nuværende gadeplan blev etableret. Derudover stillede man krav om, at nye huse dels skulle være murede, dels skulle afskæres ved gadehjørnerne, så brandstigerne kunne komme omkring.

Slaget på Reden

Maleriet Den engelske parlamentær går i land under slaget på Reden fra 1802 af C.A. Lorentzen viser den afsluttende fase af slaget, hvor kampen stadig er i gang. I forgrunden ses en lille båd med hvidt flag, hvor en engelsk officer overrækker et brev med tilbud om våbenhvile. Til venstre står kronprins Frederik med sine rådgivere. Danskerne accepterede våbenhvilen, da de så det håbløse i situationen. Lorentzen oplevede fra et kirketårn på Christianshavn ved selvsyn begivenhederne under Slaget på Reden.

.

Københavns Red er farvandet uden for Københavns Havn fra søfortet Trekroner over Prøvesten og sydpå. For at spare plads i havnen opankres skibe ofte i dette farvand ud for København. Her lå hovedparten af den dansk-norske flåde afrigget for vinteren i marts 1801, da en engelsk flådestyrke under admiral Hyde Parker ankom. Den dansk-norske flåde var på dette tidspunkt en af Europas stærkeste, og for at opretholde sin neutralitet under Napoleonskrigene havde Danmark-Norge indgået et forbund med Sverige, Rusland og Preussen. Englænderne vurderede, at den dansk-norske flåde udgjorde en trussel mod de engelske forsyningslinjer til og fra Østersøen og sendte derfor 53 skibe afsted for at uskadeliggøre den danske flåde.

Den 2. april 1801 kom det til et omfattende søslag mellem den engelske styrke under ledelse af lord Nelson og den danske forsvarslinje af skibe og forter, som beskyttede København og Flådens Leje på Holmen. Det danske forsvar blev ledet af søofficer Olfert Fischer. De danske skibe bestod særligt af blokskibe, som blev lagt i en linje for at spærre indsejlingen til havnen fra nord og øst. Skibene kunne ikke flyttes, men udgjorde sammen med søfortet Trekroners mange kanoner et stærkt forsvar.

Det lykkedes ikke englænderne at slå den danske styrke, men de havde overtaget, og kronprins Frederik (den senere Frederik 6.) måtte indlede forhandlinger om en våbenstilstand. Slaget kostede et tab på over 1.600 danske og hen ved 1.000 engelske faldne, sårede og tilfangetagne søfolk og sendte Danmark-Norge mod en alliance med Frankrig.

Københavns bombardement 1807

C.A. Lorentzens maleri Den rædsomste Nat: Kongens Nytorv under bombardementet natten mellem 4. og 5. september 1807 fra 1807‑08 skildrer den rædsel, der ramte civilbefolkningen. I baggrunden ses tårnet på Vor Frue Kirke i brand.

.

Bare 12 år efter den seneste store brand i København, og mens byen stadig var under genopbygning, blev store dele af den indre b igen ødelagt. Den 2.-4. september 1807 udsatte en engelsk flåde og landstyrke København for omfattende bombardementer, der ofte betegnes som historiens første moderne terrorbombardement, fordi det var rettet mod både militære og civile mål med det formål at anrette størst mulig skade på byen.

Baggrunden for englændernes angreb var, at den dansk-norske flåde fortsat udgjorde en trussel mod de engelske interesser i Baltikum under Napoleonskrigene. Englænderne krævede derfor den dansk-norske flåde udleveret, og der blev landsat mere end 30.000 soldater, som belejrede byen mod landsiden fra Svanemøllen i nord til Kalveboderne i syd og dermed lukkede byens borgere inde. Mod søsiden lagde englænderne en række krigsskibe, der kunne bombardere byen.

Da man fra dansk side ikke ville gå ind på det engelske krav, gennemførte englænderne over tre nætter omfattende bombardementer af byen med granater og raketter. Flere hundrede soldater og civile mistede livet; præcis hvor mange vides ikke med sikkerhed. Mere end 300 huse udbrændte helt, og andre 1.500 blev beskadiget, herunder Vor Frue Kirke.

Den 6. september overgav man sig til englænderne, som tog 163 danske skibe med sig som krigsbytte og efterlod Holmen i ruiner.

Velgørende stiftelser

Stiftelsen Vartov Hospital fungerede frem til 1934, hvorefter der opførtes en ny bygning på Lersø Parkallé, nu med navnet Gammel Kloster. Her er ses kaffedrikning på en sygestue i 1934.

.

Der har eksisteret et væld af velgørende stiftelser i København. Målet med dem har været at hjælpe børn, kvinder, gamle og andre udsatte samfundsgrupper. De ældste og mest talrige stiftelser var boliger for ældre trængende fra byens bedre lag. I senmiddelalderen gik de ofte under betegnelsen sjæleboder. Disse bestod typisk af en række små et- eller toværelseslejligheder i et mindre byhus.

I århundrederne efter Reformationen var Vartov Hospital Københavns største stiftelse. Vartov var oprindelig oprettet i ca. 1296 og flyttede i 1665 til Farvergade, hvor de nuværende bygninger opførtes til stiftelsen i årene 1722‑55. Her kunne der bo mere end 400 fattige. Vartov var især forbeholdt folk fra den københavnske borgerstand, der var blevet fattige i deres alderdom.

Både middelalderens sjæleboder og de stiftelser, der blev oprettet efter Reformationen, var typisk langt mindre end Vartov. Abel Cathrines Stiftelse i Dronningens Tværgade og senere i Abel Cathrines Gade blev grundlagt i 1675 af Abel Cathrine von der Wisch og var i 1700-tallet beboet af 24 fattige kvinder af borgerstanden, der hver rådede over et værelse, et kammer, et køkken samt en almisse på 52 rigsdaler årligt. Stiftelsen gav således beboerne mulighed for at opretholde en selvstændig husstand og en standsmæssig levevis. Ved begyndelsen af 1800-tallet fandtes der ni stiftelser for borger- og adelstanden i København.

I løbet af 1800-tallet voksede antallet af stiftelser markant.

Mere om social- og sundhedsforhold i København

Videre læsning

Læs mere om historie i Københavns Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byhistorie