Kort over de overfladenære jordarter i Faaborg- Midtfyn Kommune. Store dele af kommunen dækkes af moræne- og smeltevandsaflejringer fra sidste istid, Weichsel. Enkelte steder optræder der desuden extramarginale aflejringer, som er smeltevandsaflejringer, der ikke senere er overskredet af isen. Langs kysterne af såvel Fyn som småøerne kan man flere steder se, hvordan havaflejringer har afsnøret strandsøer. I ådalene er der ferskvandsaflejringer, som er afsat i tiden efter sidste istid.
.

Geologisk tidslinje over Faaborg-Midtfyn Kommune.

.
Nord for Vester Hæsinge rejser Sallinge Ås sig op over det omkringliggende dødislandskab og tilføjer yderligere kontur til det i forvejen bakkede landskab. Åse som den mere end 20 m høje Sallinge Ås er lange, smalle bakker, der bugter sig gennem landskabet. De er skabt af store smeltevandsfloder, som under sidste istid aflejrede sand og grus i tunneler inde under isen. Åsene kan derfor ses som afstøbninger af de tidligere tunneler, der ikke bare gravede sig ned i underlaget, men også skar sig op i den overliggende is.
.

Landskabet i Faaborg-Midtfyn Kommune er hovedsagelig dannet i sidste istid, Weichsel. I den nordlige og centrale del af kommunen, nord for Nørre Broby, Øster Hæsinge, Kværndrup og Gislev, ligger Den Midtfynske Højslette, som er en udstrakt moræneslette, der skråner mod vest og strækker sig nordpå til Dalum i Odense Kommune. Flere steder brydes det flade landskab af jævne, aflange bakker, som er trukket ud i isens bevægelsesretning fra nordøst mod sydvest. Det har skabt et såkaldt terrænstribet landskab, som bl.a. kan ses i egnen mellem Ringe og Søllinge og omkring Allested.

Sletten er furet af dale som Vindinge, Lindved og Odense Ådale, der følger terrænstribningens retning. Mest iøjnefaldende er dog de 10‑40 m høje åse, der som rygge af grus og sand snor sig flere kilometer gennem landskabet. Det største system udgøres af de åse, der kan følges over en strækning på næsten 20 km fra Højby sydøst for Odense mod sydvest til egnen vest for Nørre Broby. Andre eksempler er Årslev Ås og Sallinge Ås samt Vantinge Ås, der har en afvigende retning, som nærmest går nord-syd. Mange steder har åsenes indhold af grus ført til en så intensiv udnyttelse, at de stort set er gravet væk.

Fra Arreskov Sø og sydpå kantes Den Midtfynske Højslette af De Fynske Alper, der hører til blandt Fyns mest storslåede bakkelandskaber. Landskabets buede bakkekæder kulminerer øst for Håstrup i kommunens højeste punkt, Trebjerg, 128 m.o.h. Herfra fortsætter det videre vestpå til Søholm Sø ved Glamsbjerg i den lavere Synebjergbue.

Kystområdet med halvøen Horne Land og øerne Bjørnø, Lyø og Avernakø udgør en del af Det Sydfynske Øhav, hvis fligede kystlinje og talrige øer i store træk følger istidslandskabets bakker og lavninger. Langs de beskyttede kyster ud mod Faaborg Fjord og Helnæs Bugt samt langs øernes nordvendte kyster er der opstået kystformer som odder, småklinter og strandvolde. Klinter findes især på Horne Land samt på øernes sydvendte kyster.

Landskabets dannelse

I slutningen af sidste istid trængte Nordøstisen ind over Danmark, og for 22.000 år siden nåede den frem til Hovedstilstandslinjen i det centrale Jylland. Den efterfølgende bortsmeltning blev afbrudt af flere genfremstød. Et af genfremstødene skabte formentlig den randmoræne, som udgør Svanninge Bakkers bueformede bakkekæder. Inde under isen blev Den Midtfynske Højslette dannet som et terrænstribet bundmorænelandskab. Også ådalene, som er tunneldale, blev dannet inde under isen af rivende smeltevandsfloder, der gravede sig ned i underlaget. Smeltevandet dannede desuden de bugtende kæder af åsbakker, der fremstår som afstøbninger af de tunneler, som smeltevandet skabte under isen på sin vej mod isranden i sydvest, og som efterfølgende blev fyldt med sand og grus. På tværs af Sallinge Ås og Herringe Ås ligger Vantinge Ås, hvis retning viser, at smeltevandet er løbet fra nord mod syd; sandsynligvis i en gabende spalte i randen af den smeltende Nordøstis.

Efterfølgende bevægede Den Østjyske Is sig ind over landet fra øst og sydøst, indtil den for ca. 19.000 år siden nåede frem til Østjylland. På sin vej dækkede isen ikke bare Fyns nuværende kystegne, men skred også hen over de vidtstrakte områder med stilleliggende dødis, som Nordøstisen havde efterladt på Midtfyn. Derved kom dødisen til at fungere som en dyne, der beskyttede Nordøstisens morænelandskab, tunneldale og åse mod den frembrusende Østjyske Is.

For mellem 18.000 og 17.000 år siden gled en del af det efterfølgende Bælthav Fremstød op gennem Storebælt til Hindsholm og Samsø, mens en anden del af isen bevægede sig gennem Lillebælt syd om Svanninge Bakker til Horne Land og pressede bakkedraget fra en sydlig retning.

Da isen smeltede væk på det centrale Fyn, kom Den Midtfynske Højslette til syne. Smeltevandet banede sig vej gennem nogle af de tidligere tunneldale, der dukkede op ude foran den vigende isrand. Derved blev der aflejret materiale på dalbunden, hvilket i nogen grad udviskede de oprindelige tunneldalstræk. Hvor smeltevandet fulgte naturlige lavninger i landskabet, opstod der fladbundede dalstrøg.

Odense Ådal har haft en mere omskiftelig tilværelse. Oprindelig blev den dannet som en tunneldal inde under Nordøstisen. Da isen smeltede, blev dalen åben, og fletværket af smeltevandsløb jævnede dalbunden ud med sand og grus. Efterhånden som smeltevandsfloden blev smallere, gravede den sig ned i dalbunden, hvor den skabte en ny og smallere dal. Derved opstod der terrasser langs dalens sider. I dag gennemstrømmes dalen af Odense Å, som i sammenligning med istidens fossende smeltevandsflod er et ganske beskedent vandløb.

På Littorinahavets (Stenalderhavets) tid var Det Sydfynske Øhav en sammenhængende landmasse. Det fladvandede havområde, som det kendes i dag, opstod først frem mod jernalderen for ca. 2.000 år siden pga. en relativ landsænkning på et par meter. Derved blev dele af det tidligere landområde til havbund, mens de tidligere bakker blev til øer og halvøer.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Faaborg-Midtfyn Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber