.
På en bakke med udsigt over Vadehavet ligger Hjerting Kirke tegnet af Alan Havsteen-Mikkelsen og opført i 1992. Den meget traditionsbevidste nyfortolkning af den hvidkalkede landsbykirke udnytter den hvide farves synlighed. Bygningen danner ramme om et storslået ottekantet kirkerum med ovenlys. Koret er udsmykket af Robert Jacobsen med naivistiske skraldeskulpturer, der blev et af kunstneren sidste værker; han døde i 1993.
.
Kalkmaleri fra ca. år 1500 af et tremastet kravelfartøj i Hviding Kirke. Der er tale om en tidlig dansk gengivelse af et tremastet skib. Motivvalget kan hænge sammen med, at skibene blev betydelig større i senmiddelalderen, og i løbet af 1400-tallet blev antallet af master forøget fra en enkelt til tre eller fire. De store skibe måtte derfor opankre på dybere vand i naturhavne længere ude i Vadehavet, hvorfra den sidste transport til byen blev klaret på pramme eller med vogne. Synet af de enorme skibe har måske bjergtaget befolkningen i Hviding Sogn og har muligvis bragt mindelser om Noas ark.
.
Det tidligere missionshus Bethanias store gavlbygning fra 1906 mod Kirkegade i Esbjerg. Den er tegnet af C.H. Clausen. Esbjergs første missionshus samme sted blev indviet 1884. Esbjerg var på dette tidspunkt en by i vækst med en voksende indremissionsk menighed. En nedgang i Indre Missionsmedlemstal førte i 2010 til, at bygningen blev solgt. I dag fungerer den som kontorbygning.
.
I Roager Kirke er der i skibets nordvindue helt usædvanligt bevaret et glasmaleri fra ca. 1250. Motivet forestiller en biskop med glorie, hvorover er et skriftbånd med navnet på Bremens første biskop, Willehad. Maleriet er sammensat af to ikke samhørende halvdele, hvilket tyder på, at der har været endnu et vindue i kirken med lignende motiv.
.

Medregnet Ribe Domkirke og den gamle klosterkirke Sankt Katharine er der 39 kirker i kommunen, hvoraf 27 er fra middelalderen. Langt hovedparten er fra den tidlige middelalder, idet kun én kirke kan henføres til gotisk tid. Fra perioden efter Reformationen er en enkelt kirke opført i 1600-tallet, mens de resterende 11 er fra 1880’erne og frem.

Kirker med romansk oprindelse

Områdets kirkebyggeri i den tidlige periode er i særlig grad præget af anvendelsen af vulkanske tufsten, der blev importeret fra Rhinområdet. Den porøse bjergart blev tildannet i blokke af varierende størrelser, ofte nogenlunde svarende til munkesten, og derefter transporteret ad vandveje til byggepladserne. I de fleste tilfælde anvendtes stenene sammen med andre materialer såsom granitkvadre og teglsten, hvorfor kun et par enkelte af de 17 kirker i kommunen, hvor tuf indgår, udelukkende er opført af dette materiale. Yderligere fire er bygget af granitkvadre, to i en blanding af rå kamp og kvadre og en enkelt af teglsten.

Tufstensbyggeriet er koncentreret i perioden omkring 1175‑1250, for landsbykirkernes vedkommende primært efter år 1200. Kirkerne kendetegnes af den liséninddelte blændingsarkitektur med gesimsfriser i varierende udformning, der finder paralleller i samtidens teglstensbyggeri. Gode eksempler kan ses i nabokirkerne Vilslev og Farup, der hører til blandt de største tufstenskirker, og hvis romanske kalkmalerier i øvrigt også er inspireret af rhinlandske traditioner. Begge kirker består af romansk apsis, kor og skib med senere tilføjelser. Hviding Kirkes formentlig oprindelige tagværk er dateret til ca. 1250. Udgravninger og bygningsarkæologiske undersøgelser har vist, at to kraftige tårne har stået ved kirkens vestende, og at en forhøjelse af skibets langmure, inkl. højtsiddende vinduer, var indledningen til opførelsen af sideskibe. Om disse nogensinde blev fuldført, er ikke afklaret, men hvis de blev, ville kirken have fremstået som en lille kopi af Ribe Domkirke. På et tidspunkt styrtede tårnene sammen, og den nuværende vestforlængelse blev rejst.

Bryndum Kirke er en bemærkelsesværdig bygning af granitkvadre bestående af apsis, kor og skib. Fra Gørding Kirke stammer en sjælden korbuekrucifiksgruppe, et hjemligt arbejde fra ca. 1225‑50, der består af en kronet Kristusfigur flankeret af Maria og Johannes. I Guldager Kirke og i Vester Nebel Kirke findes lidt yngre krucifiksfigurer fra omkring år 1300. I Vester Nebel Kirke er det dog kun selve krucifikset, der er bevaret. Guldagergruppen, der har været nedfældet i en tværgående bjælke under korbuen, slutter sig til en række lignende arbejder fra egnen og menes udført i et værksted i Ribe.

Fra indvielsen af teglkirken i Seem er bevaret en sjælden relikviesamling bestående af tre blykapsler, der var nedlagt i alterbordet i et tufstensgemme med en dæksten af poleret travertin. De 13 relikvier var omviklet med pergamentstrimler med identificerende skrift og tøjstumper og omfattede bl.a. en knoglestump fra Johannes Døberen.

Kirker i den gotiske periode

Kun teglstenskirken i Vejrup er opført i senmiddelalderen, i øvrigt på fundamenterne af en romansk forgænger. Nybyggerier begrænser sig ud over denne kirke til udvidelser i form af tårne, våbenhuse og sakristier, hvorimod adskillige inventarfornyelser gør sig gældende. I Jernved Kirke er det sket i form af en række fine snitværker fra høj- og sengotisk tid, herunder en fløjaltertavle fra omkring 1475‑1500. Hovedfiguren udgøres af Maria i strålekrans, hvis former knytter sig til andre sydjyske arbejder. Af særlig interesse er den mesterligt udførte Madonnafigur fra ca. år 1500 i Darum Kirke, den såkaldte Darummadonna, der nu opbevares på Nationalmuseet. Figuren, der har tilhørt en sidealtertavle, viser Maria som apokalyptisk Madonna på måneseglet. Træskærerarbejdet er tilskrevet kredsen omkring den såkaldte Imperialissimamester med rod i Lübeck, der ligeledes står bag en række figurer fra Seem Kirke. Disse figurer opbevares også på Nationalmuseet.

Kirker i den efterreformatoriske periode

I Hunderup Kirke findes et usædvanlig fornemt gravmonument fra ca. 1569 over Niels Lange og Abel Skeel til Kærgård. Det prægtige gravmæle består af en sarkofag af poleret belgisk marmor, hvorpå er placeret legemsstore gravfigurer af alabast. Monumentet er tilskrevet den nederlandske billedhugger og arkitekt Cornelis Floris, fra hvis værksted bl.a. er udgået gravmælerne over Christian 3. i Roskilde Domkirke og Herluf Trolle og Birgitte Gøye i Herlufsholm Kirke. I forbindelse med gravlæggelsen blev kirkens kor forlænget mod øst.

Den lille kirke på Mandø er opført i 1639 af røde munkesten i krydsforbandt. Bygningen har form som et langhus med koret i øst, hvortil knytter sig et våbenhus fra 1728 ved vestgavlen. I kirken findes enkelte middelalderlige inventarstykker i form af en døbefont og tre helgenfigurer, der menes overført fra den overskyllede kirke på Gammel Mandø.

I Tjæreborg Kirke er bevaret en række loftsmalerier fra 1651. Af oprindelig 12 apostle på skibets loft er syv endnu helt bevaret, andre to kun delvist. Malerierne blev indkøbt af Wenzel Rothkirck til Krogsgaard og hans to successive hustruer, Karen Reedtz og Dorthe Abildgaard, der i disse år satte afgørende præg på kirken, bl.a. bekostedes en ny altertavle og et prægtigt sandstensepitafium med portrætmaleri og detaljer i marmor og alabast.

Med opførelsen af Obbekjær Kirke i 1886 indledtes byggeriet af kommunens nyeste kirker, 11 i alt. Den røde teglstensbygning er tegnet af L.A. Winstrup og er i tidens ånd opført i nyromansk stil med liséninddelte facader og rundbuede gesimsfriser. Den historiserende stil var herefter fremherskende til og med opførelsen af den lille Gredstedbro Kirke 1924‑25, tegnet af Axel Hansen, og omfatter i alt fire kirker.

Treenighedskirkens indvielse i Esbjerg i 1961 indvarslede et nybrud i egnens kirkearkitektur, der nu fik et modernistisk udtryk. Kommunens nyeste kirke er Hjerting Kirke, der er tegnet af Alan Havsteen-Mikkelsen og opført i 1992. Altervæggen er dækket af en række symbolske jernfigurer af Robert Jacobsen.

Ødekirker

Af de 14 kendte senmiddelalderlige kirkesteder i Ribe står kun domkirken og sortebrødreklosterets kirke, Sankt Katharine Klosterkirke, stadig. Der er således nedlagt 12 kirker, hvoraf de 11 blev revet ned i årene efter Reformationen. Fem af de nedlagte var sognekirkerne Sankt Klemens og Sankt Hans, som lå syd for Ribe Å, mens Sankt Peders, Hellig Gravs og Sankt Nikolaj lå nord for åen. Sankt Klemens er omtalt i 1145, da præsten blev dekan ved det nyoprettede domkapitel. Fra en udgravning i 1911 ved man, at kirken var opført i rhinsk tufsten. Sankt Hans Kirke, der omtales i begyndelsen af 1200-tallet, kendes kun fra fund af grave. Sankt Peders Kirke er omtalt i 1145. Fra Reformationen til nedrivningen i 1680’erne blev den bl.a. brugt til magasin og som garnisonskirke. Fra udgravninger kendes kor og skib af tuf samt et yngre tårn. Hellig Gravs Kirke nævnes ca. 1380 og bar sandsynligvis også navnet Sankt Bartolomæus, men hverken bygningen eller begravelser er fundet. Sankt Nikolaj fungerede også som klosterkirke og er omtalt før ca. 1170. Kirken, der blev fundet i 1958, havde granitsokkel, mens murene formentlig var i tufsten. Ribe havde i middelalderen to hospitaler med hver sin kirke. Begge menes omtalt i et testamente fra omkring 1280. Sankt Jørgensgård må have ligget ved Tvedgade, nær Rosen Allé, hvor der er fundet grave. Helligåndshusets Kirke er påvist i Sct Laurentii Gade. Tre kapeller er omtalt i senmiddelalderen. Sankt Mikaels kendes fra 1309 og var kirke for skolen. Sankt Jørgens Kapel blev omtalt som nybygget i 1460’erne og menes ikke at have været Sankt Jørgensgårdens Kirke. Det lå i området omkring Saltgade og Seminarievej. Et Hellig Kors Kapel stiftet i slutningen af 1400-tallet lå på Vittenberg syd for byen og er antagelig bortgravet i dag. I 1736 sås ruiner på stedet, og der skulle være fundet menneskeknogler samt murede grave. Det fortæller, at kirkestedet måske stammer fra den tidlige middelalder, og at stiftelsen i slutningen af 1400-tallet må være en genindvielse af en midlertidigt nedlagt kirke. Der findes efterretninger om et biskop Omers Kapel fra 1238 rubriceret under Ribe, men der hersker uenighed om lokaliseringen. Hvorvidt lokale efterretninger om fund af begravelser kan være indikationer på yderligere nedlagte, nu ukendte ældre kirker, er også omdiskuteret.

De fleste ødekirker i Esbjerg Kommune findes i Ribe. Kun Seem Klosterkirke og en ødekirke på Mandø er med sikkerhed kendt uden for byen. Mandøs nuværende kirke har haft en forgænger på Gammel Mandø, dvs. den del af øen, man først ankommer til, når man passerer ind over havdiget fra fastlandet, men kirken skyllede allerede i havet ved en stormflod i 1558. En ny kirkebygning må være blevet genopført på samme sted, for i 1639 beskrives en kirke som forfalden, sandsynligvis fordi den blev hærget af den store stormflod i 1634. Herudover vil et sagn vide, at øen havde tre kirker inden en stormflod 1416. I Sneum ligger der et større antal kvadre mellem tårnet og kirkegårdsporten. De passer ikke ind i den stående bygning og kan derfor komme fra en nu ukendt nedlagt kirke.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Esbjerg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kirkegårde

Se alle artikler om Kirker