Ringkøbing-Skjern Kommune har kyst ud mod såvel Vesterhavet som Ringkøbing Fjord, hvilket giver kommunen en kystlinje på hele 244 km. Overordnet set er kysten en barrierekyst, dvs. en akkumulation af sand, som ligger parallelt med kysten og omslutter og beskytter et bagvedliggende lavere område. Her er der dog tale om to barrieresystemer: dels den ca. 35 km lange tange Holmsland Klit, der danner Ringkøbing Fjords vestlige afgrænsning, dels barrieren ved Kryle fra Krogen til Bækbygård Strand, som afgrænser Vest Stadil Fjord og det tørlagte område nord herfor fra Vesterhavet. Selv om barrieresystemerne oprindelig opstod ved aflejring, er de i dag udsat for erosion.
Fra Vedersø og ned mod Hvide Sande rykker kysten sig årligt 1‑1,5 m tilbage, hvilket bl.a. i 2008 fritlagde fire gamle mandskabsbunkere ved Kryle Strand. Omkring Hvide Sande samler sandet sig op mod den nordlige havnemole, mens der syd for havnen tidligere foregik erosion med en hastighed på 3‑4 m om året. Derfor ligger kysten syd for havnen i dag ca. 300 m længere inde end i nord. Erosionen aftager, efterhånden som man kommer længere sydpå. Kysterosionen skyldes den sydgående materialetransport, som drives af bølgerne, der overvejende kommer fra en vest-nordvestlig retning og har en gennemsnitshøjde på ca. 1,4 m. Ved Vedersø ligger den sydlige materialetransport langs kysten på ca. 1,8 mio. m3 om året og stiger til 2,3 mio. m3 om året ved Nymindegab. Nær kommunens sydgrænse mistes der mere sand, end der bliver tilført ved nordgrænsen, og kystlinjen rykker derfor tilbage med en større rate, end hvad man ville forvente i forbindelse med barrierens migration mod land. Lige syd for Hvide Sande er erosionen endnu større, da molernes placering forhindrer, at der bliver tilført sand nordfra. Molerne blev derfor omlagt 2011‑12, så der i dag ledes mere sand fra nord til kysten syd for havnen.
Som andre steder på Vesterhavskysten har strategien for kystbeskyttelsen i Ringkøbing-Skjern Kommune i stigende grad ændret sig fra opførelsen af faste konstruktioner som høfder, bølgebrydere og skråningsbeskyttelse til sikring af kysten med sandfodring. Fodringen har medvirket til, at erosionen er faldet til 1 m eller mindre om året. I perioden 2014‑18 blev kommunens kyster fodret med ca. 0,9 mio. m3 sand om året, hvoraf ca. 40 % er blevet tilført på stranden, mens resten blev udlagt på revlerne for derved at dæmpe kraften i bølgerne.
På de mest eksponerede dele af kysten er strandplanet svagt hældende med 2‑3 revler. Ved Vedersø Klit er der to revler, hvoraf den yderste vandrer mod vest med en hastighed på 15‑20 m/år. Når revlen kommer ca. 600 m væk fra kysten, vil den forsvinde, da der her er for dybt til, at der kan opretholdes revler. Til gengæld vil der blive dannet en ny revle tæt på kysten, mens den tidligere indre revle vil begynde at vandre væk fra kysten.
Stranden præges ofte af vandrende sandbuler, der ligger med ca. 500‑600 m’s mellemrum. Disse sandbuler er koblet til lignende uregelmæssigheder på den inderste revle. Bag stranden findes typisk et 500 m bredt bælte af store parabelklitter, som tidligere vandrede fra vest mod Ringkøbing og Vest Stadil Fjorde. Ved Kryle har kysterosionen skåret i klitterne; nogle steder er de helt forsvundet, og på Holmsland Klit er klitterne mange steder udvisket af sommerhusbyggeri. I området omkring Haurvig kan man dog stadig opleve aktive parabelklitter.
Barriererne på kommunens kyst er lange og kun ca. 1 km brede. På Holmsland Klit er der i dag kun et enkelt lagunegab, og ved Vest Stadil Fjord er der ikke længere forbindelse mellem lagunen og Vesterhavet. Det skyldes, at den store materialetransport langs kysten lukker lagunegabene, samtidig med at det begrænsede tidevand betyder, at mængden af vand, der skal ud og ind af lagunegabene, er beskeden.
Ringkøbing Fjord ligger på en stor smeltevandsslette mellem Skovbjerg Bakkeø og Varde Bakkeø.
