Udsigt fra Lemvig Marina til østsiden af Lem Vig af . Begrænset anvendelse

Lemvig Kommunes landskaber

Geologisk tidslinje for Lemvig Kommune.

.
Kort over de overfladenære jordarter i Lemvig Kommune. I den nordlige del af kommunen består de overvejende af moræneaflejringer fra sidste istid, mens de i syd udgøres af smeltevandsaflejringer, som ikke har været overskredet af isen, såkaldte extramarginale aflejringer. Grænsen mellem de to forskellige aflejringer viser forløbet af Hovedstilstandslinjen, der markerer Nordøstisens største udbredelse under sidste istid. Harboøre Tange i nord og Thorsmindetangerne i syd består af marine aflejringer og flyvesand, som er aflejret i tiden efter sidste istid.
.
Fra Lemvig Marina mellem Lemvig og Gjellerodde er der god udsigt til overdrevene og landbrugsarealerne i det højtliggende istidslandskab på østsiden af Lem Vig. Den 1‑2 km brede og 5 km lange vig er en del af den tunneldal, som strækker sig mod syd ind i Lemvig Sødal.
.

Landskabet i Lemvig Kommune er varieret og omfatter både en stærkt udlignet og forblæst Vesterhavskyst, Møborg Bakkeø, Kronhedens og Klosterhedens sletteland samt et bakket moræneland ud mod Nissum Bredning. Hovedstilstandslinjen, som markerer grænsen for Nordøstisens udbredelse for 23.000 til 20.000 år siden, løber fra Bovbjerg ved Jyllands vestkyst til Dollerup i Viborg Kommune. I Lemvig Kommune danner den skel mellem Kronheden og Klosterheden og et bælte af småbakket moræneland. Længere mod nord findes et højtliggende bakkestrøg, der kan følges øst for vådområdet Veserne, forbi Lemvig og nord om Nørre Nissum til Toftum Bjerge i Struer Kommune. Øst for Lem Vig, i samme bakkestrøg, ligger kommunens højeste punkt, Bavnehøj på 89,9 m. Lem Vig er en nord-syd-gående bugt, der fra Nissum Bredning strækker sig ned til Lemvig. Ud mod Nissum Fjord kantes hedesletten af et marint forland, hvor strandengenes yderste rørsump danner kystlinjen. Kysten ud mod Vesterhavet fra Thorsminde i syd til Thyborøn i nord er stærkt udlignet, og de havskabte landtanger Bøvling Klit og Harboøre Tange strækker sig mod hhv. syd og nord fra den 42 m høje moræneknude Bovbjerg. Bag Bøvling Klit ligger Nissum Fjord, mens lagunelandskabet med Harboøreegnen og Thyborøn ligger bag den dige- og høfdeforstærkede Harboøre Tange.

Landskabets dannelse

Mens Nordøstisen stod ved Hovedstilstandslinjen, havde smeltevandet frit løb mod syd ud over de lavtliggende dele af det gamle moræneland fra næstsidste istid, Saale. Smeltevandet fossede ud fra en gletsjerport i isens rand øst for Rom by. Et forgrenet netværk af smeltevandsstrømme aflejrede sand og grus og dannede Kronheden og Klosterheden, der breder sig mod syd som en svagt skrånende kegleflade. Syd for det nuværende skovområde Klosterheden har sandfygning skabt toppede indlandsklitter på istidens flodslette. Bakkeøerne Bøvlingbjerg og Møborg Bakkeø strækker sig op over smeltevandssletten. De blev begge skabt under næstsidste istid, Saale. Inden smeltevandet nåede ud til Hovedstilstandslinjen, løb det i tunneler under isen. På sin vej gravede smeltevandet sig dybt ned i underlaget. Derved opstod den tunneldal, der fra Lem Vig går sydpå gennem bakkelandet til Kronhedens højeste punkt på 42 m øst for Rom by. Tunneldalen rummer såvel Lemvig Sø som den centrale del af Lemvig.

Da Nordøstisen smeltede bort, efterlod den et bredt bælte med stilleliggende dødis. Efterfølgende smeltede også dødisen og efterlod et småbakket landskab med talrige vand- og mosefyldte lavninger. Kun få steder i kommunen ledsages Hovedstilstandslinjen af randmoræner. Blandt dem er det lave bakkedrag nord for Lomborg. Under et genfremstød dannede Nordøstisen desuden randmorænen ved Nørre Nissum. Nissum Bredning udgør den inderlavning, hvorfra isen hentede materialet til opbygningen af randmorænen. Samlet set betyder det, at man i Lemvig Kommune kan finde hele den glaciale landskabsserie med inderlavning, randmoræne, smeltevandsslette og bakkeø.

Ved Hovedstilstandslinjen, ud mod Vesterhavet, ligger også Bovbjerg Klint. Klinten indeholder aflejringer fra de seneste tre istider, Elster, Saale og Weichsel.

I de første årtusinder efter istiden var Danmark landfast med England og Skåne. Denne periode kaldes Fastlandstiden; den mødte sit endeligt, da de sidste rester af isskjoldene i Skandinavien og Nordamerika smeltede bort i løbet af Atlantisk tid. Det fik havniveauet til at stige, og Littorinahavet (Stenalderhavet) trængte ind over de lavereliggende områder. Littorinahavet skabte Nissum Bredning, og da det trængte op i Hove Ådal, opstod der en forgrenet fjord. Tilsvarende fjordarme blev dannet ved Hornsø og ind til Gudumbro, mens lavningerne syd og nord for Bovbjerg blev forvandlet til bugter. Langs morænelandets fremskudte post mellem Engbjerg Gårde og Bovbjerg dannede Littorinahavets brændingsbølger en 15‑42 m høj kystklint.

Under sidste istid havde de enorme ismasser presset jordskorpen ned. Da isen smeltede, begyndte landet derfor at hæve sig. På Littorinahavets tid havde området været isfrit i mere end 15.000 år, men landet hævede sig stadig. Med tiden vandt landhævningen over havstigningen, og Littorinahavet trak sig tilbage. Siden Atlantisk tid har jordskorpen i kommunen hævet sig 1‑2 m over nuværende havniveau, og istidslandskabet i nord kantes derfor af gammel, tørlagt havbund, et såkaldt marint forland, med strandsøer og strandvolde. Det kan bl.a. ses tydeligt på Gjeller Odde nord for Lemvig.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Lemvig Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber