Bovbjerg Kystlinje af . Begrænset anvendelse

Kyster i Lemvig Kommune

Fra toppen af moræneknuden Bovbjerg 42 m.o.h. rejser det dybrøde Bovbjerg Fyr sig som et vartegn over Vesterhavskysten sydvest for Lemvig.
.

På dette foto fra ca. 1910 af Flyvholm Redningsstation står opsynsmanden Christian Langer foran redningsbåden. Ud over redningsbåden, der var en robåd, var redningsstationen udstyret med et raketapparat.

.
Udsigt fra vest over Harboøre Tange og Nissum Bredning.
.

Den 25. september 1868 forliste den russiske fregat Alexander Nevskij på vej tilbage til Sankt Petersborg med over 700 mand ombord, heriblandt storfyrst Aleksej, der var på øvelsestogt for at lære navigation. Efter en dramatisk redningsaktion lykkedes det at redde 719 sikkert i land, mens fem omkom. Tre af de omkomne ligger på Harboøre Kirkegård, mens de øvrige to blev sendt tilbage til Rusland. Ankeret fra skibet står nu på havnen i Thyborøn. Et andet anker fra skibet er opsat på Harboøre Kirkegård. Maleri af Alexey Bogolyubov fra 1868.

.
Når vestenvinden blæser vinkelret på Bovbjerg Klint, presses luften op og fanges af paraglidernes vingeformede skærme. I baggrunden ses et par af de mange høfder, der findes langs hele klinten for at beskytte den mod erosion.
.

Lemvig Kommunes 148 km lange kyststrækning spænder vidt: fra den energipåvirkede Vesterhavskyst, over de mere rolige Limfjordskyster i Nissum Bredning til tilgroningskysterne og strandengene i den nordlige halvdel af Nissum Fjord. Det giver ikke bare en meget varieret kyst, men historisk set også noget af den mest dynamiske og foranderlige kystnatur i Danmark.

Gennem årtusinder har erosion af istidslandskabet på havbunden vest for Bovbjerg leveret materiale til opbygningen af såvel Limfjordstangerne Harboøre Tange og Agger Tange i nord som Thorsmindetangerne i syd. Limfjordstangerne er opstået som tange- og barrieredannelser, hvor materialetransporten mod nord fra Bovbjerg og mod syd fra Lodbjerg i Thisted Kommune for ca. 900 år siden gradvis førte til lukningen af Limfjordens vestlige ende. Tilsvarende har materialetransporten fra Bovbjerg medvirket til opbygningen af Thorsmindetangerne. Nord for Bovbjerg drejer kanten af istidslandskabet mod nordøst væk fra den nuværende kyst, og øst for Ferring Sø og Veserne kan man se den gamle kystskrænt fra Littorinahavet. Nord for Ferring Sø er kysten opbygget af rullestensstrandvolde, men da de har været udnyttet til råstofgravning, træder de ikke længere så tydeligt frem i landskabet. På østsiden af Harboøre Tange ind mod Nissum Bredning blev der opbygget vidtstrakte strandenge samt flere holme (de såkaldte rønner), hvoraf Thyborøn og Rønland i dag er de største.

Fra 1600-tallet var Limfjordstangerne udsat for sandflugt, erosion og gennembrud. De to mest markante gennembrud var ved Agger i 1825 og ved Thyborøn i 1862, hvor Thyborøn Kanal blev dannet. I dag fikseres de ellers aktive tanger med høfder og sandfodring. De lavtliggende områder på tangerne, hvor blandt andet Harboøre ligger, er desuden beskyttet mod oversvømmelse fra Vesterhavet og Limfjorden af både havdiger og fjorddiger. Via Thyborøn Kanal er der stadig er åben forbindelse mellem Vesterhavet og Limfjorden.

Der er i dag anlagt høfder på det meste af strækningen mellem Fjaltring og Thyborøn, ligesom der er etableret skråningsbeskyttelse ud for Ferring Sø og Vejlby Klit samt ved Fjaltring. Havets erosion betød, at store dele af kysten tidligere rykkede sig 2‑8 m tilbage om året. For at kompensere for det naturlige tab af sediment er der siden begyndelsen af 1980’erne blevet sandfodret langs strækningen, hvilket har betydet, at kystlinjen i dag holder sig nogenlunde stabil. I takt med tilførslen af sand er der flere steder opbygget smalle klitter som ved Vrist og på Bøvling Klit. Klitterne tilplantes med sandhjælme for at mindske sandflugten, og mellem Thorsminde og Fjaltring har det desuden været nødvendigt at fjerne bagsiden af klitten for at holde landevejen farbar. Selv om kystlinjen fastholdes ved sandfodring, bliver kystprofilet gradvis stejlere. Strandens bredde varierer over tid, og mens der aflejres materiale på luvsiden af høfderne, foregår der erosion på læsiden. Kysten ud for Bovbjerg danner et nulpunkt for materialetransporten. Således vil der nord for Bovbjerg blive aflejret materiale på sydsiden af høfderne, mens materialet syd for Bovbjerg aflejres på nordsiden af høfderne. Det mønster kan dog ændre sig under kraftig storm, og man kan derfor ofte se op til 3 m høje skrænter i stranden nær høfderne. Mellem Trans og Fjaltring har Dybå sit udløb. Åen, som er rørlagt det sidste stykke og løber ud i stranden, skal indimellem graves fri for ikke at oversvømme baglandet.

Langs den vestlige del af Nissum Bredning er der stedvis store strandengsarealer. En del af dem er inddigede og drænede, og på strandplanet ud for kysten er vandet lavt. På nordvestsiden af Lem Vig ligger Gjeller Odde. Den er et typeeksempel på et vinkelforland med en strandsø, Gjeller Sø. De mange lave strandvolde og mellemliggende lavninger på vinkelforlandet ses tydeligt i landskabet, og på sydsiden af odden sker en stadig udbygning ved krumoddedannelse. Vest for Kabbel Hovedgård på østsiden af Lem Vig findes et mindre forland. Øst for Kabbel Hage er stranden generelt smal og stenet med en aktiv klintkyst, hvor der ses store udskridninger i det fede ler fra istiden Elster. Øst for Nissum falder kystlandskabet ned mod det lavtliggende område ved Remmer Strand, inden det igen rejser sig til de godt 50 m høje klinter ved Toftum Bjerge.

Rundt om den lavvandede Nissum Fjord, der ligger beskyttet bag tangerne ved Thorsminde, findes store strandenge og rørskove. Mod vest træder sporene efter tidligere gennembrud af tangerne frem som sandede tunger ud over strandengen. Det ses fx ved Traneholm og Bletholm. Vandstanden i Nissum Fjord reguleres af en sluse i Thorsminde. Store, lavtliggende områder nord for Nissum Fjord er drænede. Vand fra Ramme Å pumpes ud i fjorden, hvorimod vandet fra Flynder Å frit kan løbe ud i Nissum Fjord via Indfjorden.

Den barske Vestkyst – strandinger og forlis

Lemvigegnens historie er præget af beliggenheden tæt på Vestkysten. Det barske klima kan være hårdt for både afgrøder, landskab, skibe og mennesker. I Den danske Lods – Beskrivelse over de danske Farvande fra 1850: »Denne Kyst er en Jernkyst, uden Havne og Tilflugtssteder, hvilken Skibe derfor i Almindelighed bör skye med alle Vinde, der ei ere staaende af Landet.«

Mange skibe er på denne del af kysten blevet taget af strømmen og er forlist, og strandinger var for kystens beboere både en tilbagevendende begivenhed og en mulig indtægtskilde, der dog kunne være livsfarlig.

HMS Defence

Et af de skibe, der stødte på grund, var det engelske linjeskib HMS Defence (1763), der strandede mellem kl. 4.30 og ca. 6 om morgenen d. 24. december 1811, ca. 600 m fra land på den yderste revle lidt nord for Thorsminde. Et andet engelsk linjeskib, HMS Saint George, grundstødte lidt mere end 4 km længere mod syd, ud for kysten i Holstebro Kommune.

HMS Defence var under en orkan banket hårdt mod havbunden, så både stor- og agtermast knækkede. Hårde søer væltede ind over skibet, så mange blev skyllet over bord eller knust af kanoner og andet tungt materiel, der blev kastet rundt på dækket. De mindre skibsbåde var slået i stykker, og kun det store rofartøj, barkassen, var intakt. Men den blev skyllet over bord med omkring 20 mand og landede i vandet med bunden i vejret. Søfolkene forsøgte forgæves at redde sig i land ved at klamre sig til master og andre vragdele. 538 mand blev knust eller omkom i det iskolde vand. Kun seks mand nåede levende i land.

Det Nørrejyske Redningsvæsen

I 1852 blev Det Nørrejyske Redningsvæsen etableret på initiativ af Christopher Claudi fra Lemvig. Opgaven var at yde aktiv redning af nødstedte søfolk, mens de endnu befandt sig om bord på de forulykkede skibe. Det foregik enten med redningsbåd eller raketapparat. Et raketapparat skabte forbindelse mellem redningsmandskabet på land og det nødstedte skib, og på denne måde kunne man fastgøre en redningsstol og hjælpe besætningen i land én ad gangen. Efterhånden som Det Nørrejyske Redningsvæsen blev udbygget, kom redningsstationer langs kysten til at udgøre et fintmasket sikkerhedsnet.

Flyvholm Redningsstation, som er en af de første redningsstationer i landet, er i dag indrettet som museum. Her kan man se den store roredningsbåd og raketapparatet. Lemvig Museum formidler historien om strandinger og redningsvæsen digitalt gennem sitet Jernkysten. dk.

Alexander Nevskij

Egnens mest spektakulære stranding skete i 1868, hvor den russiske orlogsfregat Alexander Nevskij strandede ud for Harboøre Tange med 724 mand og storfyrst Aleksej, søn af zar Aleksander2., ombord. Der var tale om et imponerende skib, der både fungerede som krigsskib og repræsentationsskib, og hvor storfyrst Aleksejs prominente gæster kunne aflægge besøg. Fregattens pragt må have udgjort en slående kontrast til livet som fisker og bonde på Harboøre; et eventyrslot, der en nat landede på Harboøres kyst med guld og overdådig skønhed ombord.

Fortællingen om den storslåede fregats stranding fik også nærmest mytisk karakter i eftertiden. På havnen i Thyborøn ligger i dag Alexander Nevskijs anker, som er blevet byens vartegn. Heldigvis blev 719 mand reddet ved kystboernes hjælp, mens fem mænd omkom. Lemvig Museum har på Kystcentret Thyborøn en udstilling om fregatten og forliset.

Ulykkerne på Harboøre

Vesterhavet både giver og tager. Fiskerne levede af, hvad havet kunne give, men det var heller ikke uden fare for fiskerne at begive sig ud på æ haw. På Harboøre mindes man stadig »Den store ulykke« i 1893, hvor 26 fiskere fra sognet omkom på én nat.

Til begravelsen talte sognets tidligere præst pastor Carl Moe, som var en af hovedkræfterne bag den indremissionske vækkelse på Harboøre i 1880’erne. Pastor Moes begravelsestale indeholdt ikke så meget trøst til de efterladte som fordømmelse af de druknede. Moe var kendt for sine prædikener med fokus på omvendelse, hvor han tordnede imod både de omvendtes synder og de vantro. De lokale havde vænnet sig til Moes taler, men gæsterne udefra var bestyrtede. De følgende dage kunne man i den nationale presse læse om begravelsen på Harboøre og om den sorte mission, som herskede der.

Blot fire år senere skete endnu en ulykke på Harboøre. Liløre redningsbåd kæntrede, og hele besætningen på 12 mand omkom. Da pressens repræsentanter atter rapporterede fra Harboøre, opstod udtryk som »Dødens Strand« og »Enkernes Land«. De to tragiske ulykker i slutningen af 1800-tallet spiller stadig en væsentlig rolle i den lokale selvforståelse.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Lemvig Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kyster