Lemvig Kommunes 148 km lange kyststrækning spænder vidt: fra den energipåvirkede Vesterhavskyst, over de mere rolige Limfjordskyster i Nissum Bredning til tilgroningskysterne og strandengene i den nordlige halvdel af Nissum Fjord. Det giver ikke bare en meget varieret kyst, men historisk set også noget af den mest dynamiske og foranderlige kystnatur i Danmark.
Gennem årtusinder har erosion af istidslandskabet på havbunden vest for Bovbjerg leveret materiale til opbygningen af såvel Limfjordstangerne Harboøre Tange og Agger Tange i nord som Thorsmindetangerne i syd. Limfjordstangerne er opstået som tange- og barrieredannelser, hvor materialetransporten mod nord fra Bovbjerg og mod syd fra Lodbjerg i Thisted Kommune for ca. 900 år siden gradvis førte til lukningen af Limfjordens vestlige ende. Tilsvarende har materialetransporten fra Bovbjerg medvirket til opbygningen af Thorsmindetangerne. Nord for Bovbjerg drejer kanten af istidslandskabet mod nordøst væk fra den nuværende kyst, og øst for Ferring Sø og Veserne kan man se den gamle kystskrænt fra Littorinahavet. Nord for Ferring Sø er kysten opbygget af rullestensstrandvolde, men da de har været udnyttet til råstofgravning, træder de ikke længere så tydeligt frem i landskabet. På østsiden af Harboøre Tange ind mod Nissum Bredning blev der opbygget vidtstrakte strandenge samt flere holme (de såkaldte rønner), hvoraf Thyborøn og Rønland i dag er de største.
Fra 1600-tallet var Limfjordstangerne udsat for sandflugt, erosion og gennembrud. De to mest markante gennembrud var ved Agger i 1825 og ved Thyborøn i 1862, hvor Thyborøn Kanal blev dannet. I dag fikseres de ellers aktive tanger med høfder og sandfodring. De lavtliggende områder på tangerne, hvor blandt andet Harboøre ligger, er desuden beskyttet mod oversvømmelse fra Vesterhavet og Limfjorden af både havdiger og fjorddiger. Via Thyborøn Kanal er der stadig er åben forbindelse mellem Vesterhavet og Limfjorden.
Der er i dag anlagt høfder på det meste af strækningen mellem Fjaltring og Thyborøn, ligesom der er etableret skråningsbeskyttelse ud for Ferring Sø og Vejlby Klit samt ved Fjaltring. Havets erosion betød, at store dele af kysten tidligere rykkede sig 2‑8 m tilbage om året. For at kompensere for det naturlige tab af sediment er der siden begyndelsen af 1980’erne blevet sandfodret langs strækningen, hvilket har betydet, at kystlinjen i dag holder sig nogenlunde stabil. I takt med tilførslen af sand er der flere steder opbygget smalle klitter som ved Vrist og på Bøvling Klit. Klitterne tilplantes med sandhjælme for at mindske sandflugten, og mellem Thorsminde og Fjaltring har det desuden været nødvendigt at fjerne bagsiden af klitten for at holde landevejen farbar. Selv om kystlinjen fastholdes ved sandfodring, bliver kystprofilet gradvis stejlere. Strandens bredde varierer over tid, og mens der aflejres materiale på luvsiden af høfderne, foregår der erosion på læsiden. Kysten ud for Bovbjerg danner et nulpunkt for materialetransporten. Således vil der nord for Bovbjerg blive aflejret materiale på sydsiden af høfderne, mens materialet syd for Bovbjerg aflejres på nordsiden af høfderne. Det mønster kan dog ændre sig under kraftig storm, og man kan derfor ofte se op til 3 m høje skrænter i stranden nær høfderne. Mellem Trans og Fjaltring har Dybå sit udløb. Åen, som er rørlagt det sidste stykke og løber ud i stranden, skal indimellem graves fri for ikke at oversvømme baglandet.
Langs den vestlige del af Nissum Bredning er der stedvis store strandengsarealer. En del af dem er inddigede og drænede, og på strandplanet ud for kysten er vandet lavt. På nordvestsiden af Lem Vig ligger Gjeller Odde. Den er et typeeksempel på et vinkelforland med en strandsø, Gjeller Sø. De mange lave strandvolde og mellemliggende lavninger på vinkelforlandet ses tydeligt i landskabet, og på sydsiden af odden sker en stadig udbygning ved krumoddedannelse. Vest for Kabbel Hovedgård på østsiden af Lem Vig findes et mindre forland. Øst for Kabbel Hage er stranden generelt smal og stenet med en aktiv klintkyst, hvor der ses store udskridninger i det fede ler fra istiden Elster. Øst for Nissum falder kystlandskabet ned mod det lavtliggende område ved Remmer Strand, inden det igen rejser sig til de godt 50 m høje klinter ved Toftum Bjerge.
Rundt om den lavvandede Nissum Fjord, der ligger beskyttet bag tangerne ved Thorsminde, findes store strandenge og rørskove. Mod vest træder sporene efter tidligere gennembrud af tangerne frem som sandede tunger ud over strandengen. Det ses fx ved Traneholm og Bletholm. Vandstanden i Nissum Fjord reguleres af en sluse i Thorsminde. Store, lavtliggende områder nord for Nissum Fjord er drænede. Vand fra Ramme Å pumpes ud i fjorden, hvorimod vandet fra Flynder Å frit kan løbe ud i Nissum Fjord via Indfjorden.
